Analyse
Læsetid: 5 min.

Med historisk forsvarsaftale rykker midten sammen i en bred koalition

Krigen i Ukraine har ændret dansk forsvars- og sikkerhedspolitik fundamentalt: De regeringsbærende partier er på vej med et nationalt kompromis, som både vil øge forsvarsbudgettet drastisk og føre til en snarlig folkeafstemning om EU-forsvarsforbeholdet
Krigen i Ukraine har på rekordtid  ændret præmisserne for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Krigen i Ukraine har på rekordtid  ændret præmisserne for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Bo Amstrup

Indland
5. marts 2022

På blot tre dage er Danmarks forsvarspolitik blevet ændret mere skelsættende end på noget andet tidspunkt i løbet af de seneste 30 år. Siden onsdag aften har S-regeringen forhandlet hemmeligt med Venstre, De Konservative, De Radikale og SF om en vidtgående aftale, der tegner til at markere det største strategiskifte i dansk forsvarspolitik siden Sovjetunionens kollaps i 1991.

Udover den allerede aftalte ekstrabevilling til det danske forsvar på adskillige milliarder kroner, er de fem magtpartier ved at nå til hurtig enighed om dels at ville hæve forsvarsbudgettet til to procent af bruttonationalproduktet og dels at udskrive en folkeafstemning om at afskaffe det danske EU-forsvarsforbehold.

Opgøret med undtagelsen mod dansk deltagelse i det europæiske forsvarssamarbejde er et opsigtsvækkende vendepunkt, som er direkte udløst af det historiske kursskifte i Berlin. Den nye kansler Olaf Scholz har netop annonceret, at Tyskland vil bryde med 77 års tilbageholdenhed på forsvarsområdet, for nu at investere massivt i det militære forsvar af hele Europa. Og det reagerer de danske politikere straks på.

I en skrøbelig og turbulent tid, hvor det europæiske forsvarssamarbejde står over for et paradigmeskifte, vil de fem partier placere Danmark i kernen af Europa, og derfor vil de ikke alene følge Tyskland, når det gælder forsvarsbudget, men altså også afskaffe det forsvarsforbehold, som blev vedtaget ved folkeafstemningen i 1993 sammen med de tre andre forbehold over for euroen, retssamarbejdet og unionsborgerskabet.

Særligt for S-regeringen er der tale om et politisk kursskifte. Så sent som i slutningen af januar, da statsminister Mette Frederiksen (S) og udenrigsminister Jeppe Kofod (S) præsenterede en ny udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, fremhævede de, at Danmark ikke stod over for at skulle tilslutte sig et europæisk forsvarssamarbejde.

Dengang, altså for mindre end fem uger siden, understregede regeringstoppen, at Danmark skulle koncentrere kræfterne om NATO-samarbejdet:

»Der er ikke noget i forsvarsforbeholdet, som gør, at vi ikke kan føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som vi gerne vil,« sagde udenrigsministeren så sent som 2. februar, og tilføjede: »Den dag, forsvarsforbeholdet forhindrer os i at føre den udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik, som Danmark skal føre for at passe på vores land, den dag skal vi tage et opgør med forbeholdet. Men der er vi slet ikke. Tværtimod.«

Men nu er dagen tilsyneladende kommet. Krigen i Ukraine har på rekordtid ændret præmisserne for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik.

Magtpartiernes alliance

Bag de fem partiers principielle enighed om både en massiv militær oprustning i Danmark og en nyorientering mod Europa gemmer sig imidlertid reelle uenigheder. Skønt den nye aftale rent faktisk ventes at blive offentliggjort ganske snart, har de fem partier været internt uenige om såvel finansieringen af det voldsomt forøgede forsvarsbudget som selve timingen af datoen for en folkeafstemning.

Realpolitisk er og bliver den største udfordring at finde det svimlende beløb, som skal tilføres det danske forsvar, hvis og når målsætningen om at nå op på hele to procent af bruttonationalproduktet skal føres ud i livet. De konkrete overslag over det årlige ekstrabeløb varierer, men mest autoritativt må Finansministeriets eget skøn siges at være. I et svar til Folketingets finansudvalg skriver finansminister Nicolai Wammen (S):

»Det skønnes på nuværende tidspunkt, at forsvarsudgifter svarende til 2 procent af BNP vil udgøre i alt 52,5 milliarder kroner i 2030, og 53,4 milliarder kroner i 2035. Det svarer til en estimeret merudgift på 17,9 milliarder kroner i 2030, og 18,8 milliarder kroner i 2035.«

I modsætning til de fleste andre milliardbeløb, der cirkulerer i den politiske debat, er Finansministeriets budgetskøn ikke akkumulerede tal – altså beløb, der lægges sammen hen over årene – men derimod årlige ekstrabevillinger. Reelt er der derfor tale om, at hele det danske statsbudget står over for en gennemgribende omprioritering.

Som et tværpolitisk nybrud, der kan få videre konsekvenser for dansk indenrigspolitik, har partierne bag det nuværende forsvarsforlig dog foreløbig valgt at skubbe uenighederne til side. Et bredt flertal i Folketinget betragter det som en bunden opgave at finde de ekstra milliarder.

I en fælles kronik forleden i Berlingske pointerede forsvarsminister Morten Bødskov (S) og forsvarsordførerne fra partierne i det gældende forlig, at udbruddet af krig i Europa kalder på parlamentarisk sammenhold:

»Vi er bestemt ikke altid enige. Sådan er det at bedrive politik i et demokrati, hvor forskellige synspunkter brydes på fredelig vis. Vi er heller ikke enige i alt på forsvarsområdet, og det skal der være plads til. Men det ændrer ikke på vores fælles respekt for Forsvaret og dets personel, at meninger brydes. Tværtimod. For Forsvaret er hverken rødt eller blåt,« lød det fælles budskab fra forsvarsforligspartierne.

Hurtigt stemningsskift

Interessant nok opererer S-regeringen med to forskellige forsvarspolitiske alliancer, som ganske vist overlapper en hel del.

På den ene side satser forsvarsminister Morten Bødskov på at kunne indgå et nyt forsvarsforlig med alle andre partier end Enhedslisten, altså sammen med De Radikale, SF og alle borgerlige partier. Det nye forsvarsforlig ventes at løbe over en længere periode end normalt og ende på toprocentsmålet.

På den anden side er den angivelige aftale om at udskrive en folkeafstemning om forsvarsforbeholdet begrænset til de fem partier, der i dag kan betegnes som EU-partierne. Eller som de partier, der traditionelt ser sig selv som regeringsbærende – med SF’erne som en slags prøvemedlemmer.

Da hverken Liberal Alliance eller Nye Borgerlige entydigt kan karakteriseres som EU-positive partier, og Dansk Folkeparti selvfølgelig heller ikke er det, har de fem magtpartier – som også repræsenterer et flertal i Folketinget – valgt at gå enegang, ikke mindst for at kunne fremskynde en hurtig folkeafstemning uden for mange krumspring.

Umiddelbart står jasiden til at kunne vinde. En ny Megafon-måling viser, at 49 procent af de adspurgte er helt enige eller delvist enige i, at »Danmark bør droppe forsvarsforbeholdet og være med i en fælles EU-hær«. Og sådan bliver det konkrete spørgsmål på stemmesedlen næppe formuleret, eftersom der ikke findes nogen »fælles EU-hær« i dag.

Selv om jasiden har tabt de to tidligere EU-folkeafstemninger om dels afskaffelse af euroforbeholdet i 2000 og dels det modificerede retsforbehold i 2015, forventes det aktuelle stemningsskift i befolkningen at ville rykke holdningerne. Når selv et flertal i både Finland og Sverige overvejer at melde sig ind i NATO, satser partierne på, at et flertal af de danske vælgere også vil være parat til at tilslutte sig EU's forsvarssamarbejde.

Krigsfrygten skal kort sagt udnyttes til at skrotte det forbehold, som Socialdemokratiet, Venstre, De Konservative og De Radikale har været allermest imod, og som folkesocialisterne i dag også har opgivet enhver modstand imod. For SF er et ja til et europæisk forsvarssamarbejde blevet adgangsbilletten til en fremtidig, om end fortsat usandsynlig, regeringsdeltagelse.

Paradoksalt nok er dansk politik i løbet af den seneste uge rykket i den retning, som daværende Venstre-statsminister Lars Løkke Rasmussen slog til lyd for med sin bog ’Befrielsens Øjeblik’ i den seneste valgkamp. Midten er rykket sammen, og yderfløjene er ved at blive sat uden for indflydelse.

Forskellen er kun, at det i virkeligheden skulle vise sig at være besættelsens øjeblik, som nu har fået magtparterne i Danmark til at danne en bred koalition på det forsvarspolitiske område.

Serie

Ny krig i Europa

Længe har man sagt, at Ruslands præsident Putin ikke har noget at vinde ved et gå i krig i Ukraine. Alligevel er krigen blevet en realitet. Ruslands invasion har en betydning, der ikke bare rækker ind i Ukraine, men også i NATO, EU og andre af russernes nabolande. Hvad gør Putin, Vesten og de tidligere sovjetrepublikker, Ukraine og Kina? I denne serie giver vi overblikket over den komplekse konflikt.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jacob Nielsen

Aftalerne med amerikanerne og nu også englænderne, samt de akutbevillinger der er på vej til at dække de umiddelbare og mest presserende behov i Forsvaret, er et udtryk for at Folketinget ikke har udvist rettidig omhu. I virkeligheden at man, ligesom under coronakrisen vil gøre noget nu og her, fordi der ikke er tid til at tænke sig om. Og så er det at fejlene opstår, det være sig manglende lovgivning, dårlige kontrakter, manglende omhu med skatteborgernes penge osv.

Og så er det også et udtryk for at vi må have haft en efterretningstjeneste der ikke har leveret det som forventes, nemlig varsel og tid til at kunne tage de rigtige beslutninger. Med andre ord så har Putin virkelig taget røven på os godt og grundigt. Og det er ikke kun den danske efterretningstjeneste, men nærmest hele den vestlige.

Per Selmer, Kurt Nielsen og Eric Mård anbefalede denne kommentar
Peder Bjerring

Jeg forstår ikke fikseringen på, at forsvarsudgifterne skal udgøre to procent af BNP. I stedet synes jeg, man burde finde ud af, hvilket forsvar der er brug for. Om det så for eksempel er 1,8 procent eller 2,2 procent, burde være underordnet. Det væsentlige er at vælge den rigtige løsning.

uffe hellum, Jacob Nielsen, Ole Olesen og Eric Mård anbefalede denne kommentar

Så må vi håbe der er blevet ryddet op i forsvaret efter de mange sager de seneste år om nepotisme og korruption. Flere penge er sjældent løsningen på den slags problemer.

Eva Schwanenflügel, Dorte Sørensen, Torben Lindegaard, Ejvind Larsen, Carsten Munk og Hanne Utoft anbefalede denne kommentar

Det var jo forudsigeligt, at Socialdemokratiet sammen med de andre borgerlige partier ville udnytte udnytte befolkningens chok over at se stormagten Rusland invadere en vasal i sin interessesfære til at få den danske befolkning til at godkende en yderligere oprustning og endnu stærkere underlæggelse af Danmark under vores vasalherre USA. Og nu vil de også indføre censur mod ikke-vestorienterede medier.

At en stormagt enten direkte invaderer eller med militærkup skifter regime i en af sine vasaller, hvis stormagten frygter at miste denne vasal, er ikke noget nyt. Se bare på f.eks de to gange vestmagterne undertvang Grækenland, lige efter 2.verdenskrig og igen ved militærkuppet i 1967. Og de mange eksempler fra Sydamerika. Der er iøvrigt fredsdemo i dag, se:

https://arbejderen.dk/indland/fredsdemonstrationer-i-danmarks-fem-stoers...

Birgitte Nielsen, jens christian jacobsen, Ejvind Larsen, Klaus Brusgaard, Carsten Munk, Hanne Utoft og Jan Fritsbøger anbefalede denne kommentar
Klaus Brusgaard

Jeg mindes hvordan vi sad med aftenkaffen og hyggede til DRs beskrivelse af angrebet på Iraq. Hvordan præcisions bomberne, der som i et PC spil blev styret fra den anden side af atlanten, bragte død og ødelæggelse over Iraqs forsvar. Hvordan vi med beundring så nedsmidningen af "Mother of all bombs" over Afghanistan. Over "krigere" vi lige havde været med til at træne.
Hvorddan er vi nu endt i en situation hvor vi harselere imod Putins cencur men nu selv cencurere russiske medier?
Er den eneste årsag til den voldsomme forskel vi nu byder Ukrainske flygtninge og de med anden tro og farve at Dansk Industri hungre så voldsomt efter billig let integrerbar arbejdskraft?
De eneste der vinder i den nuværende situation er dødenskøbmænd - formodentligt passer det fint ind i Thermas og lignende virksomheders portefølje.

Viggo Okholm, Birgitte Nielsen, Per Selmer og Carsten Munk anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Men glemmes ikke spørgsmålet om hvor pengene skal komme fra?
Det er ellers et STORT spørgsmål når det gælder ligeløn inden for den offentligesektor (sygeplejekonflikten) og ved minimumsnormeringer i daginstitutionerne - bare for at nævne et par eksempler.

Skatterne må ikke stige siger de borgerlige, men hvad med den i forvejen hullede velfærd?

Jeg gentager lige mig selv: krigen i Ukraine er og bliver Ruslands ansvar med Putin som magtfigur. Uanset vores synder som flere her forsøger at (måske) undskylde Putin holder ikke i min optik. Vores vold. I Irak og andre steder var vores ansvar. I
Syrien hersker der stadig en diktator, hvilket vist i høj grad skyldes Rusland.
Men uden tvivl bliver vi nu belemret med ideen om at vi får større chance for fred med flere våben, men kunne man så i det mindste ikke bruge nogle milliarder af den pulje til at videreudvikle andre strategier som ikke-vold og freds-og konfliktforskning.