Færre unge har i år søgt ind på sygeplejerske-, pædagog- og læreruddannelsen via kvote 2.
På sygeplejeuddannelsen er ansøgertallet faldet med 36 procent i forhold til sidste år, pædagoguddannelsen har fået 21 procent færre ansøgninger, mens læreruddannelsen har 17 procent færre kvote 2-ansøgere. Selv om en del af faldet kan forklares med, at corona de sidste par år har ført til rekordoptag, lover det ikke godt for velfærdsfagene.
De store velfærdsuddannelser henter nemlig 45 procent af deres kommende studerende via kvote 2. Og de sidste fem-ti år er det samlede antal optagne på sygepleje-, pædagog- og læreruddannelsen gået ned trods en stigende mangel på arbejdskraft.
Næsten halvdelen af de opslåede sygeplejerskestillinger blev ikke besat i september, viser tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering. Det samme gjaldt hver tredje pædagogstilling på landsplan, mens der mangler lærere i hovedstadsregionen og andre steder i landet.
Derfor er der brug for at tiltrække flere unge til velfærdsfagene, men hvordan gør man det? Det har Information spurgt tre forskere i professionsuddannelserne, en rektor og uddannelsesministeren om.
Pressede arbejdsforhold afskrækker de unge
Fravalget af de store velfærdsuddannelser skyldes især pressede arbejdsforhold. Derfor hjælper det ikke med flere reformer eller markedsføring af uddannelserne, mener Jan Thorhauge Frederiksen, der er lektor på Københavns Universitet og forsker i professionsuddannelserne.
»Det får ikke flere unge til at søge ind på de her uddannelser, at der ændres i studieordningen. Og forestillingen om, at man kan markedsføre sig ud af problemet, er også forkert, fordi den dalende søgning til velfærdsuddannelserne helt grundlæggende handler om arbejdsforholdene i de her fag,« siger han.
Stefan Hermann, der er rektor og formand for Danske Professionshøjskoler, er enig i den diagnose.
»Vi er nødt til at se bæstet i øjnene. Det her handler ikke om reklamekampagner eller om at tale fagene op. Vi skal have gang i de større håndtag, som handler at gøre professionens anseelse, vilkår og udviklingsmuligheder bedre,« siger han.
Jan Thorhauge Frederiksen er enig i, at hvis søgningen til velfærdsfagene skal ændres, så skal arbejdet gøres mere attraktivt og anerkendes mere. Og det er et langt sejt slid.
»Lige nu har de her professioner ikke et godt ry. Når de unge læser og hører om dem, så handler det mest om, hvor presset et arbejdsliv der er i skolen, på hospitalet eller i børnehaven. Hvis de er heldige hører de også om, hvor meningsfyldt det her arbejde er, men den fortælling glider ofte i baggrunden,« siger Jan Thorhauge Frederiksen.
Politiske tiltag har betydning for fravalget
Når velfærdsprofessionerne har fået et dårligt ry, skyldes ikke bare fagforeningernes, mediernes og ikke mindst de ansattes fokus på problematiske arbejdsforhold blandt lærere, pædagoger eller sygeplejersker.
Den store tilbagegang i ansøgertal til pædagog- og læreruddannelsen startede ifølge Jan Thorhauge Frederiksen med politiske indgreb, som skolereformen og opgøret med lærernes arbejdstid. De tiltag påvirkede også mange pædagoger, som er ansat i skolen og i de tilknyttede fritidstilbud.
»De offentlige arbejdsgivere styrede her efter nogle forestillinger om kvalitet i velfærdsarbejdet, som de professionelle ikke kan genkende. Så en del af problemet med at tiltrække og fastholde flere i de her fag, handler også om at lytte og inddrage de ansatte mere, når man laver store politiske tiltag som skolereformen,« siger Jan Thorhauge Frederiksen.
Coronakrisen og sygeplejerskestrejken, mener han, kan få den samme uheldige effekt på sygeplejeuddannelserne, som ikke tidligere har haft så svært ved at tiltrække nok studerende som lærer- og pædagoguddannelserne.
Når de unge mest hører om, hvor hårdt det er at arbejde i sundhedssektoren på grund af for få hænder og en stor mængde af dokumentation, så forsvinder historierne om, hvor meningsfuldt et arbejde det også er at hjælpe patienterne og gøre en forskel, mener Jan Thorhauge Frederiksen:
»Så det stigende arbejdspres og politisk kontrol er med til at dræne de her fag.«
Sine Lehn, der er lektor og forsker i sundhedsuddannelser på Roskilde Universitet, er enig i, at coronakrisen og sygeplejestrejken ikke har gjort noget godt for rekrutteringen til sygeplejeuddannelsen.
»Det blev slået fast, at her har vi at gøre med fag, hvor der er stor arbejdsbelastning, et stort ansvar og en forhøjet smitterisiko under corona, og så er der ovenikøbet ikke nogen anerkendelse lønmæssigt at komme efter. Og det hjælper ikke på søgetallene,« siger hun.
Selv om sygeplejerskerne under coronapandemien også fremstod som hverdagens helte, så overskyggede det ikke den store fortælling om, at her var et fag, som ikke bare var hårdt, men også dårligt betalt, påpeger Sine Lehn:
»Og det har fortrængt fortællingen om, hvor spændende og givende et fag det også er. Det bliver hurtigt en meget forsimplet fortælling, for sygeplejefaget rummer også meget af den mening og de udviklings- og efteruddannelsesmuligheder, som mange unge søger.«
Manglen på personale gør, at sundhedsvæsenet nogle steder er begyndt at åbne op for unge med en studentereksamen, som fungerer som piccoliner og dermed kan snuse til faget og se, hvor spændende det også er. Og det kan ifølge Sine Lehn åbne for, at flere unge får lyst til at søge ind på sygeplejeuddannelsen.
Velfærdsfag er halve professioner og mangler samfundsmæssig anerkendelse
Personalemanglen i pædagog-, lærer- og sygeplejefaget kan dog også have en negativ effekt på søgningen til fagene. Ifølge Kari Kragh Blume Dahl, der er lektor i pædagogisk psykologi på DPU, så har de tre fag nemlig det til fælles, at de på mange måder bliver set som semiprofessioner.
»At de opfattes som halve professioner skyldes, at de ikke har opnået den samme samfundsmæssige anerkendelse som eksempelvis læger, psykologer eller præster. Og den forståelse bliver kun understreget af, at ikkeuddannede går ind og arbejder på hospitaler, i skoler og dagtilbud. Det udvander fagene, fordi det giver et indtryk af, at alle kan finde ud af det her,« siger Kari Kragh Blume Dahl.
Virkeligheden er, at det er svære og komplekse opgaver som børn med indlæringsvanskeligheder og diagnoser, udsatte unge og syge, som velfærdsprofessionerne skal være med det til at løse.
Når professionerne samtidig bliver sat under tids- og økonomistyring, så går det ifølge Kari Kragh Blume Dahl ud over arbejdsforholdene. Især fordi mange studerende på velfærdsuddannelserne har et kald i forhold til, at de vil gøre en forskel for de mennesker, de har med at gøre. Men kaldet strider ofte imod virkelighedens styring.
Gør noget ved frafald og flugt fra fagene
For lærerne er der for eksempel sat tid af til, hvor lang tid det tager at undervise i tysk eller at lave læringsmål til 200 elever, men problemet er, at mange af de her opgaver tager længere tid, end den der er sat af, forklarer Kari Kragh Blume Dahl: »Så uanset, hvad du vælger, så kompromitterer du dig selv. Hvis du gør som skolen siger, så får du ikke gjort opgaven godt nok, og følger du dit kald, så må du arbejde i din fritid.«
Det er ifølge hende også en afgørende årsag til, at der både er et højt frafald på læreruddannelsen, men også blandt de nyuddannede, som forlader faget.
Også i sygeplejefaget er der problemer med frafald, selv om det er lavere end på de øvrige professionsuddannelser. Ifølge tal fra Danske Professionshøjskoler havde sygeplejeuddannelserne seks år efter studiestart et samlet frafald på 24 procent i 2020, og det er for stort, mener Sine Lehn:
»Men hele den her rekrutteringskrise i sundhedsvæsenet rammer også uddannelsen hårdt, når 40 procent af den foregår ude i klinikken. Og det er et meget vigtigt element i den her diskussion,« siger Sine Lehn.
Jan Thorhauge Frederiksen mener også, at en del af rekrutterings- og fastholdelsesproblemet ligger på uddannelserne, som de seneste 15 år er blevet lagt sammen i fem store university colleges eller professionshøjskoler.
»Der er sket et skift i fokus efter uddannelserne er blevet lagt sammen i kæmpe institutioner, hvor man begynder at tænke uddannelser på samme måde som på universitetet. Og det har gjort, at uddannelser fra at være supertæt på den lokale praksis har fået skabt en afstand til professionen og hverdagen i praksis,« siger Jan Thorhauge Frederiksen.
Han mener dog ikke, at udflytningsplanen vil løse det problem, fordi den strider imod mange unges ønske om at bo i de større studiebyer. Og for de unge, der gerne vil uddanne sig, bliver problemet med udflytningen, at den er underfinansieret, mener Thorhauge Frederiksen.
Stefan Hermann, der også er rektor på Københavns Professionshøjskole, KP, mener, at det er noget vrøvl, at de unge hellere vil uddanne sig på små lokale seminarier. Langt flertallet af de studerende på KP foretrækker det store, nybyggede Campus Carlsberg og ikke det gamle Frederiksberg Seminarium en kilometer derfra. Derudover afkræfter søgetallene andre steder også påstanden om, at de velfærdsstuderende hellere vil læse på mindre uddannelser, mener Hermann:
»Når det er sagt, så skal vi sørge for, at der er et studiemiljø, som emmer mere af ånd og kultur. Men vores uddannelser har også stærke individuelle studiemiljøer, selv om det ofte kan lyde, som om alt var bedre i de gode gamle dage.«
Frihed og udvikling kan gøre velfærdsfag attraktive igen
Kari Kragh Blume Dahl mener, at øgede frihedsgrader til eksempelvis skolen, som politikerne taler for, kan være en vej til både at tiltrække, men især at holde på flere lærere i grundskolen.
»Hvis man giver mere frihed tilbage til professionerne, så de får mere medbestemmelse og bedre kan tilrettelægge deres arbejde, så vil det hjælpe på det her problem,« siger Kari Kragh Blume Dahl.
Jan Thorhauge Frederiksen tvivler dog på, at frihedsforsøg i skolen vil hjælpe, da det ikke laver om på de generelle arbejdsforhold. Også minimumsnormeringer i daginstitutioner stiller han sig tvivlende over for, om de kan hjælpe på de unges lyst til at uddanne sig til pædagog.
»Det er uklart, hvorvidt minimumsnormeringer kommer til at gøre en forskel, så indtil det bliver tydeligt, hvor højt flere ansatte i dagtilbud vil blive prioriteret, hjælper det ikke på arbejdsforholdene,« siger han.
Jan Thorhauge Frederiksen mener, at mange af de tiltag, der er taget for at tiltrække flere, som for eksempel at hæve adgangskravene på læreruddannelsen ikke har haft den ønskede effekt.
»Velfærdsuddannelserne er en væsentlig vej til social mobilitet, så når du sætter karakterkravet op, så gør det også noget ved de uddannelsesmuligheder, som de lavest uddannede har. Derfor betød karakterkravet bare, at uddannelserne fik flere ledige pladser, så det var en virkelig dårlig strategi,« siger han.
Et større fokus på mulighederne og det meningsgivende i velfærdsuddannelserne, mener Jan Thorhauge kunne være medvirkende til, at flere unge valgte dem til. Derfor så han gerne et andet fokus i uddannelsesvejledningen, end der er i dag.
»Når vi taler om det gode uddannelsesvalg, så handler det jo ikke om at have et meningsfuldt job, men om at planlægge i god tid, hvad du vil, få høje karakterer, eller at vælge noget med naturvidenskab eller teknologi, og det trækker studerende væk fra de her fag, selv om de er mindst lige så vigtige,« siger Jan Thorhauge Frederiksen.
Stefan Hermann er enig i, at der skal sættes ind i forhold til uddannelsesvejledningen og bedre brobygning i skolen og at sørge for en bedre kobling til professionsfagene i det almene gymnasium, end der er i dag.
»I gymnasiet lærer de unge jo, at de ikke skal spilde et godt snit, og selv om gymnasiet skal uddanne til alle videregående uddannelser, så er flere gymnasier jo de facto kun universitetsforberedende,« siger Stefan Hermann.
Selv om regeringen har forbedret finansieringen af lærer- og pædagoguddannelsen, så mener han ikke de for alvor tager fat om den rekrutteringskrise, som det offentlige står i. Det kunne man både gøre ved at afbureaukratisere og fremme bedre ledelse, så der samlet set blev skabt mere fagligt råderum for de professionsuddannede, påpeger formanden for professionshøjskolerne. Det kræver dog også, at der bliver bedre muligheder for udvikling, specialisering og efteruddannelse især inden for lærer- og pædogogfaget, end der er i dag, mener Stefan Hermann:
»Nogle af de her professioner, som vi stiller over for de hårdeste opgaver, får ikke ret meget efteruddannelse og specialisering, fordi det ikke er blevet prioriteret af arbejdsmarkedets parter og staten, men det vil betyde noget for anseelsen, og også for om de unge kan se nogle muligheder i faget.«
Velfærdsfag skal give mere prestige
Uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen (S) mener, at vi trænger til at give velfærdsfagene en helt anden prestige, end de har i dag. Alt for længe har den tankegang bredt sig, at jo mere akademisk en uddannelse er, jo finere er det, og at man spilder sit snit, hvis man ’kun’ vil være lærer.
»Det er vi simpelthen nødt til at komme væk fra. Som forældre, i kulturen på skoler og ungdomsuddannelser, i den politiske debat, i snakken blandt kammerater – ja, i det hele taget som samfund,« skriver Jesper Petersen i et mailsvar til Information
At løfte kvaliteten af uddannelserne ser han derfor også, som en af sine vigtigste prioriteter som minister. Derfor er der også sat flere penge af til læreruddannelsen på finansloven, og lavet en stor evaluering af pædagoguddannelsen.
»De penge skal ud og arbejde, så vi har en stor opgave foran os,« slutter Jesper Petersen.
De unge er sgu da ligeglade med om der bliver smidt flere penge i deres uddannelse.
Hvis situationen på arbejdspladsen er som nu er der stadig for få kolleger, for meget pres og for lidt løn til at få det hele til at være interessant.
20/mar/2022
Bedre løn og bedre arbejdsvilkår :-) ...
Kærlig hilsen
Claus
PS: Ja, og intet mindre !!!
Alt det de 3 hoveder fra professionsuddannelserne foreslår, har været forsøgt gennem de sidste 25 år. Nogle år år går ansøgertallet lidt op. Andre år lidt ned, men grundlæggende mangler der stadig lærere, sygeplejersker og pædagoger.
Hvorfor er der aldrig nogen fra akademia der undersøger, hvorfor disse fag har rekrutterings- og fastholdelsesproblematikker i stort set alle lande i E uropa og i de angelsaksiske lande?
I min optik især på pædagoguddannelserne bør man forsøge at trække modne mennesker med livserfaring blandt almindelige mennesker ind og se mere på mennesket fremfor en god studentereksamen.
Men rigtigt friheden og ansvar samt fællesskab på tværs af kompetencer og selvfølgelig at holde af mennesker fra forældre til børn. Lønnen er altså ikke så dårlige mere Lars Søgaard! Kom tilbage til pædagogseminarierne med tætte relationer til undervisere og mødekrav m.v. Jeg er 76 og har aldrig en dag fortrudt mit job og nej jeg nåede aldrig over 25000 om måneden trods 35 år i branchen :)
NEJ!
Det handler om, at overklassen ønsker at det offentlige arbejde skal privatiseres, hvilket i øvrigt vil gøre det både dyrere og mindre effektivt, men det er nu én gang hvad snobberne vil have.
Og så bliver i andre frataget meningsfulde arbejdspræmisser.
Kærlig hilsen til jer med håbet om, at I holder fast.
Det handler om, at man for det første tænker forkert i forhold til de studerende forudsætninger, når de vælger uddannelse.
Som nu Stefan Herman, der peger på, at de unge søger det nye, større campus: ja, selvfølgelig søger de i de nye, lækre bygninger, men det skyldes jo bl.a. at de er forudsætningsløse, de har ikke prøvet at blive undervist på skolens niveau, de har ikke prøvet evt. trivselsproblemer i den store institution.
Men reelt er de politiske beslutninger om evige forandringer det værste - bl.a. den evige flytten rundt og laven om institutionernes indhold og sammensætning.
Derudover tager man også ret meget fejl, hvis man tror, at de fleste overvejer mulighederne for at flytte sig væk igen - de vil gerne have muligheden for en stabil stilling, hvor de kan fylde ud med færdigheder og stadig bedre kunnen i kraft af først og fremmest erfaring. Selvfølgelig betyder løn også noget, men presset på den kommer jo i høj grad andre steder fra, især i de store byer - hvilket taler for en større grad af decentralisering, fordi det også vil medvirke til at sænke priser og efterspørgsel i de store byer. Måske skulle man genindføre tjenesteboligen? Man skal i hvert fald genindføre en langt større nærhed til praksis, tilknyttede studieboliger og reel studieløn, ligesom det bør være tilfældet i en modernisering af håndværksfagene. Det er immervæk det bedste argument for ikke lige at snuppe gymnasiet først, at man fra første dag på sin praktiske uddannelse tjener penge.
HOLD NU OP! Med at kalde læreruddannelsen en velfærdsuddannelse! Forstå nu, at en skole er en kulturinstitution, ikke et serviceorgan. At en lærer er en relativt autonom kulturformidler, ikke en underordnet servicemedarbejder. At en elev og en forælder er en aktiv medspiller med forpligtelser, ikke en kunde i en butik.
Det handler om at revitalisere lærerkaldet i ordets bedste betydning. Sikre lærerarbejdet den prestige og værdighed, som tilkommer det, og genskabe dets egentlige attraktion, det betydning i samfundet. Så skal de unge nok finde ind i lærerprofessionen igen.
Men de gider altså bare ikke være velfærdsmedarbejdere.
Tja det hjælper jo heller ikke, at de unge kan se, at de skal "forhandle" løn med Folketinget.
I et privatiseret samfund har man brug for en meget god løn for at kunne klare sig. Der er lønningerne bare ikke gode nok mere i det offentlige, især fordi de heller ikke kan tilbyde bedre arbejdsforhold mere end det private. Både løn og arbejdsforhold er bedre i det private nu. Det har hele tiden været politikernes mål.
Man skal have et højt gennemsnit for at studere sygeplejerske. Så hvorfor i alverden skal man bruge det på at læse et fag, der giver dårlig løn i forhold til andre uddannelser med højt gennemsnit og faglige krav?
Hvorfor skal man læse fag, der hele tiden bliver talt ned til og sanktioneret af politikerne, hvor lønnen er udenfor indflydelse?
Hvorfor skal man læse til fag, der ender med dårlige arbejdsforhold og reglerne konstant skifter?
Jeg undrer mig over at der stadig er nogen ved deres fulde fem, der vælger at læse disse fag.
Jeg hører at det omvendt er svært at komme til at læs medicin !
Hmmm...kunne man transplantere nogle (måske blot en enkelt) elemente herfra til f.eks sygeplejeskeuddannelsen ??
Ja blot en strøtanke fra en jævn bonderøv :-)
Mange af problemerne skyldes jo også, at man omdefinerede uddannelserne tilbage i 90erne: sygehjælpere blev lagt sammen med hjemmehjælpere, sygeplejerskerne tiltog sig mange af sygehjælpernes opgaver i et forsøg på at sikre fagets ansatte (og måske øge det) m.m.
Det må jo på længere sigt give en voksende arbejdsbyrde, når der bliver flere sygdomme, der kan behandles.
Alle lande i Europa på nær nogle få tidl. østbloklande har i årevis haft rekrutterings- og fastholdelsesproblemer for lærere, sygeplejersker og pædagoger (social worker). Det har sjældent noget at gøre med dårlige lønforhold - beklager - ejheller med generelt dårlige arbejdsforhold eller med arbejdets anseelse - snarere tværtimod - og kun i mindre omfang hat det noget at gøre med uddannelsens længde.
Det, parameter jeg kan se går igen på tværs af landene, er kontaktintensiteten kombineret med stadig større og mere krævende befolkningsgrupper: flere ældre, flere børn i dagtilbud og større krav om åbenhed, kommunikation og involvering. Det er formodentlig derfor at mindre og som regel private institutioner vinder frem indenfor alle 3 fagområde i alle landene. Her er der færre og bedre kontakter, mere faglighed samt tid til den enkelte.
Det virker som om, at der sker et fald hvert år. Dernæst spørger medierne en eller anden fagperson, beslutningstager, eller anden form for ekspert om, hvad der skal gøres for at ændre situationen. Hvert år. Men situationen ændrer sig ikke. Enten ved de det simpelthen ikke – eller også ignorerer beslutningstagerne dem fuldstændig.
Så længe lønnen er halvdårlig og arbejdsvilkårene rigtigt dårlige, vil rekrutteringsproblemerne i den offentlige sektor vokse.
Det kan løses, men det kræver flere økonomiske ressourcer, der finansieres vha. højere skatter, og først og fremmest højere selskabsskatter. For det koster penge at have en rask og veluddannet arbejdsstyrke.
»Nogle af de her professioner, som vi stiller over for de hårdeste opgaver, får ikke ret meget efteruddannelse og specialisering, fordi det ikke er blevet prioriteret af arbejdsmarkedets parter og staten, men det vil betyde noget for anseelsen, og også for om de unge kan se nogle muligheder i faget.«
Siger Stefan Hermann
Han rammer sømmet på hovedet. Ingen gider at knokle i frontlinjen. Lærerarbejdet bliver foragtet i medierne, angrebet af forældre, og fravalgt af de uddannel-sessøgende. Når de unge ikke orker at blive lærer er vel fordi de selv kan huske HVOR rædselsfuldt det måtte være at stå på mål for en undervisning i en klasse med tre fire inklusionsbørn, evigt bekymrede eller agressive forældre og utålelige arbejdsbetingelser. Engang var skolelederen den fremmeste blandt ligemænd, i dag er hun leder med stort L. Det demokrati der engang var blev kvalt så tidligt som i 1990'erne. Ikke mærkeligt at mange søger væk kort tid efter de begyndte på en skole. Den artige lærer som troede hun skulle fodre de hurtige, hjælpe de svage og støtte de sagtmodige er blevet til en stresset kontrollant af konstante præcise krav om færdigheder på bestemte tidspunkter, elevplaner og test. Nu råber hun op om ledelse og ikke medbestemmelse og medansvar. Folkeskolen er blevet er blevet en virksomhed med en afmålt resursekasse, så derfor er vikardækning og sygdom en trussel mod skolens økonomi. Resultatet er så at mange skoler kører på pumperne og hverdagen bliver et tilfældigt rodsammen, hvor skolen skulle give ro og venlighed. De stærkeste elever bliver flyttet til søde private skoler, hvor forældre er en resurse og ikke en belastet dysfunktionel størrelse, som tapper de sidste kræfter ud af læreren. Hvem gider at ligge i skyttegraven, når man kan læse pædagogik på Uni og studere hvor rædselsfulde lærerne er ?
"På sygeplejeuddannelsen er ansøgertallet faldet med 36 procent i forhold til sidste år,"
Tja, der har også "lige" været en strejke blandt det personale som de tabte stort og det får ikke flere til at søge den uddannelse.
Uddannelsen/lønnen er blevet talt ned og det giver heller ikke flere i det fag.
Den uddannelse bliver talt ned med at de har enormt travlt, som ikke giver flere ansøgere.
Så er DSR (dansk sygepleje råd)/fagforeninger/medierne en stor del af årsagen til det.
Det er måske nogle af årsagerne til at færre søger det arbejde.
Det bliver umuligt at give dem mere i løn og så er der kun arbejdsområdet tilbage at tage fat på og lade dem passe det de er uddannet til, nemlig at passe patienterne og ikke IT.
Som jeg husker tiden før IT, havde de godt nok travlt nogen gange men da ikke på et plan som i dag hvor de alle brokker sig over at "løbe" på jobbet.
Det er også underlig for mig at de strejker for højere løn og så er det pludseligt lige meget at de løber på jobbet.
Det var så sygeplejerskerne.
Om de samme omstændigheder eksistere indenfor pædagogik, skolelærer ect er jeg ikke klar over og om de bruger lige så mange timer på at registrere ungerne/eleverne hver gang de skriver lidt forkert eller lagt 2+2 samme til 5.
Alting SKAL jo registreres i dag og det tager meget tid fra "deres egentlige job" så nogle kan sidde og lave statistikker, diagrammer ect, så de bagefter kan komme ud med manipulerende tal, som underbygger et eller andet politikerne gerne vil have samfundet i retning af.
Politikerne MÅ ikke blande sig i lønnen for offentlige ansatte, men de må godt smide en masse ekstra tiltag på dem som "nakker" dem en anden dag.
Det er desværre politik i dag.
Sygeplejerskelønninger har været lave siden 1950erne. Lærerlønninger steg fra 1963 -1974. Derefter stagnerede de. Sammenholder man lønudvikling med ansøgertallene for de to uddannelser, er der ingen sammenhæng.
Hvis man kun fokuserer på Danmark, er der en klar sammenhæng mellem lærer- og sygeplejerskelønnen og andelen af kvinder indenfor fagene. Men kun frem til begyndelsen af 1990erne. Fra 00erne og fremefter handler det om NPM i kombination med flere elever i klasserne, flere børn i dagtilbud og flere patienter med flere sygdomme. Derfra er ansøgertallet i det store og hele gået tilbage. Støt og roligt.
Steffen Gliese
"Mange af problemerne skyldes jo også, at man omdefinerede uddannelserne tilbage i 90erne: sygehjælpere blev lagt sammen med hjemmehjælpere, sygeplejerskerne tiltog sig mange af sygehjælpernes opgaver i et forsøg på at sikre fagets ansatte (og måske øge det) m.m."
Lidt opdatering: hjemmehjælperne fik bedre uddannelse (det var ret nemt, da det var pauvert, det man tidligere kunne starte med) til social & sundhedshjælpere, varighed 1 år.
Sygehjælper- plejehjemsassistent- og beskæftigelsesvejleder-uddannelserne blev slået sammen til social & sundhedsassistenter 1½ års uddannelse), adgang ofte hjælperuddannelsen, dvs. samlet 2½ år. uddannelserne er siden blevet reguleret.
Og ja, DSR (sygeplejerskerne) har vel altid gået på strandhugst, da de i egen optik er bedst til alting. Ikke nødvendigvis den enkelte sygeplejerske, men DSR. Lægesekretærarbejdet fik de vel også på et tidspunkt også fat i en del af.