statskassen
Læsetid: 9 min.

Det er en overskudsforretning for statskassen at ansætte flere medarbejdere i skattekontrollen

Statskassen kan tjene milliarder på at ansætte flere kontrolmedarbejdere i Skat. Det viser en rapport fra Skatteministeriet. Men om de opkræver så mange penge, at man kan regne dem som selvfinansierende, står stadig til at blive et stort politisk slagsmål
Ifølge skatteminister Jeppe Bruus kan det »betale sig rent økonomisk« at investere i at ansætte flere medarbejdere i Skat.

Ifølge skatteminister Jeppe Bruus kan det »betale sig rent økonomisk« at investere i at ansætte flere medarbejdere i Skat.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
10. marts 2022

Når kontrolmedarbejdere i Skat sender opkrævninger ud for manglende betaling af moms og skat, tjener de deres egen løn ind adskillige gange.

Ser man på 2020, førte skattekontrollen til kontrolopkrævninger for cirka 18 milliarder kroner eller et gennemsnit på cirka 14 millioner kroner per årsværk.

Det fremgår af en endnu ikke udgivet rapport fra Skatteministeriet.

I rapporten vurderer Skatteministeriet de fremadrettede perspektiver for flere ansættelser i kontrollen. Her vurderes det, at der ved ansættelse af 1.000 ekstra kontrolmedarbejdere vil være potentiale for yderligere kontrolopkrævninger på en-syv milliarder kroner, mens 2.000 yderligere kontrolmedarbejdere har et potentiale på 2-11 milliarder kroner. Tal, der dog er behæftet med »betydelig usikkerhed«.

Ifølge skatteminister Jeppe Bruus viser analysen, at det »kan betale sig rent økonomisk« at investere i at ansætte flere medarbejdere i Skat.

»Den her diskussion har fyldt i mange år, og jeg er glad for, at vi nu har en analyse, der viser, at det virker, når vi investerer i skattekontrollen,« udtaler han i et skriftligt svar.

Folketingets skatteordførere blev tidligere på året præsenteret for rapportens overordnede resultater på et møde. Ifølge Enhedslistens skatteordfører, Rune Lund, viser resultaterne, at der er yderligere penge at hente ved at investere i kontrolindsatsen. I forvejen er Skat i gang med en markant udbygning i kontrolindsatsen med ansættelsen af 1.000 flere medarbejdere frem mod 2023.

Han betegner ministeriets estimater over de forventede øgede kontrolopkrævninger som »konservative«.

»Det dokumenterer klart den store økonomiske gevinst, der er ved at styrke skattekontrollen, og i virkeligheden også mere end de 1.000 medarbejdere, der allerede er planlagt,« siger Rune Lund.

Han peger på, at de seneste ansættelser i Skat ikke har været målrettet efter, hvor højt provenu man kunne få ind, og effekterne i fremtiden kan derfor også godt kan vise sig at være mere markante.

Også De Radikales skatteordfører, Kathrine Olldag, mener, at der er mere at hente for yderligere kontrolmedarbejdere på skatteområdet.

»Der er selvfølgelig et punkt, hvor det knækker, og det ikke rigtigt kan betale sig at ansætte flere. Men det punkt har vi ikke nået endnu,« siger hun.

Særlig inden for kontrol af moms, kryptovaluta og grænseoverskridende økonomisk kriminalitet er der penge at hente, vurderer Kathrine Olldag.

»Vi har smidt mange penge i kontrolpakker – og vi kan se, hvor mange penge vi hiver ind for eksempel på hvidvaskområdet. Hvert år mangler der også 14 milliarder på momsområdet, fordi små og mellemstore virksomheder ikke kan finde ud af at indberette rigtigt. Så der er vildt meget at hente,« siger hun.

»Nul mening«

Beslutningen om at undersøge effekten af yderligere kontrolmedarbejdere blev taget ved finanslovsaftalen for 2020. Her afsatte regeringen og støttepartierne 150-200 millioner årligt til at ansætte 250 mennesker i skattemyndighedernes kontrolindsats. Samtidigt besluttede man at foretage en effektanalyse, der skulle »styrke vidensgrundlaget i forhold til vurdering af effekten på offentlige finanser og samfundsøkonomien ved tilførsel af ekstra ressourcer, herunder skattekontrolmedarbejdere, til skatteforvaltningen,« som der stod i aftalen.

Særligt Rune Lund var stærkt utilfreds med, at pengene overhovedet skulle afsættes på finansloven til kontrolmedarbejderne, når flere undersøgelser fra Skat havde vist, at medarbejderne i kontrolenheden tjente deres løn ind mange gange.

For hvis medarbejderne er en overskudsforretning for statskassen, er der ikke nogen grund til at pengene skal fjernes fra det politiske forhandlingsrum. Det burde altså være gratis – eller markant billigere – at ansætte skattekontrolmedarbejdere, på samme måde som når Finansministeriet regner med dynamiske effekter af skattelettelser, argumenterede han for.

Rune Lund håber nu, at man med rapporten i hånden endeligt kan overbevise regeringen og Finansministeriet om, at man ikke behøver at finde finansiering til fremtidige skattekontrollører.

»Indtil videre har det på papiret kun kostet os penge at få ansat alle de nye kontrolmedarbejdere, selv om det har været en åbenlys god forretning for statskassen. Det giver absolut nul mening,« siger han.

»Så når vi ansætter de næste 1.000, skal det ikke bare være en udgift. Det skal beregnes som en indtægt.«

Store usikkerheder

Ifølge økonomer, som Information har vist rapporten, er det dog ikke sikkert, at rapporten kan bruges til at vinde den diskussion.

For selv om den viser, at de nuværende ansatte i Skat i gennemsnit tjener deres løn ind mange gange, så bliver man ikke for alvor klogere på det centrale spørgsmål om, hvad medarbejder nummer 1.500 eller 1.800, der bliver ansat i skattekontrollen, vil kunne hive ind i øgede opkrævninger.

Det antages i rapporten, at de »lavthængende frugter« i kontrollen allerede er plukket ved de nuværende skattemedarbejdere, og at man derfor ikke kan forvente, at de senest ansatte kontrolmedarbejdere kan finde lige så omfattende skatteunddragelse eller forkerte indberetninger som de første.

Om de kan kræve nok penge ind til, at de kan betegnes som selvfinansierende, er ifølge lektor i økonomi på Københavns Universitet Jeppe Druedahl altså fortsat uklart.

»Noget tyder på, at de første, der ansættes, kan skrabe over syv millioner kroner hjem per årsværk. Jeg har svært ved at se, at det ikke skulle være en gevinst for de offentlige finanser at lave den investering. Det er en høj marginal gevinst,« siger han.

»Om det så også gælder for medarbejder nummer 1.000, man ansætter yderligere, ved jeg ikke. Der må forventes en vis faldende effekt, men hvor stor den er, er svært at sige, og man bliver ikke meget klogere af at kigge på tallene i rapporten.«

Også cheføkonom i tænketanken Kraka Ulrik Beck peger på, at vurderingerne er meget usikre.

»Resultatet er, at det ’måske’ kan betale sig at ansætte dem. Det kan godt være, at det kan, men det er et usikkert grundlag at konkludere ud fra, og spændet er enormt bredt,« siger han

Snydere får konkurrencefordel

De to økonomer peger også på flere betydelige metodiske problemer i Skatteministeriets rapport.

Problemer, der ville kunne føre til markant anderledes vurderinger, hvis man havde valgt at gå til det på en anden måde.

For eksempel forsøger Skatteministeriet at estimere, hvor store kontrolopkrævninger den enkelte medarbejder i Skat skal stå for, før man kan tale om, at kontrollen er »samfundsøkonomisk lønsom«. Eller med andre ord, hvor mange penge skal de ekstra medarbejdere kradse ind til statskassen, før de ifølge Skatteministeriets rapport skaber en merværdi for samfundet.

Her når Skatteministeriet frem til, at en medarbejder skal kunne indkræve fem-ni gange sine driftsomkostninger, før det kan betale sig rent samfundsøkonomisk. Et signal til politikerne om, at de ikke bare skal blive ved med at ansætte nye kontrolmedarbejdere, hvis ikke de ret klart kan se en markant merindtægt for staten.

Men den model, som ministeriet bruger til at foretage vurderingen, ignorerer ifølge Ulrik Beck en række af årsagerne til, at et samfund overhovedet har en skattekontrol.

»Det virker umiddelbart som en underlig måde at vurdere samfundsøkonomien i skattekontrol på,« siger han.

I modellen bliver årsagen til at have en skattekontrol reduceret til at handle om at få penge i statskassen, som man så kan bruge til at reducere ulighed. Men ifølge Ulrik Beck er der en række andre årsager til, at skattekontrol kan være en god ting, som man også kunne have taget med og dermed få et andet resultat.

»Udover lighed kan man også godt argumentere for, at folk har en præference for retfærdighed. Der er noget helt elementært retfærdigt i, at folk betaler den skat, de skal, og at der ikke er nogen, der snyder,« siger han.

Kontrolopkrævninger, der sikrer, at virksomheder og borgere betaler den skat, de skal, er også med til at gøre skattebyrden mere jævn, og det er en økonomisk fordel. Også det ignorerer rapporten.

»Hvis man får nogen, der før snød i skat, til at betale skat, så kan man sådan set sætte skatten ned for alle andre. Som økonomer kan vi rigtigt godt lide at beskatte ensartet,« siger Ulrik Beck.

»For hvis virksomheder snyder i skat, så kan de tiltrække mere arbejdskraft og kapital end der, hvor det egentlig gør mest gavn i økonomien, og det er ikke samfundsøkonomisk optimalt. Vi vil gerne have, at de mest produktive virksomheder tiltrækker investeringer, og hvis der er nogle, der snyder i skat, så får de en konkurrencefordel, som de ikke skal have.«

Ignorerer indirekte effekter

I rapporten fra Skatteministeriet bliver der også kun fokuseret på de direkte effekter af skattekontrollen – altså de penge, som hver kontrolmedarbejder kræver ind.

Den øgede skattekontrol forventes også at føre til en række adfærdsændringer hos borgerne, som ministeriet dog ikke mener, at de er i stand til at lave estimater for.

I retning af yderligere positive effekter på de offentlige finanser er ændret adfærd, hvor borgere og virksomheder, der oplever at blive kontrolleret i de efterfølgende år, gør sig større anstrengelser for at indberette den korrekte skat. Der er også den såkaldte ’spredningseffekt’, hvor andre borgere end dem, der direkte kontrolleres, ændrer adfærd, fordi de oplever en øget risiko for at blive opdaget, hvis de snyder i skat.

Af negative effekter vurderer ministeriet, at en person, der bliver udsat for en højere effektiv skat som følge af kontrolopkrævninger, kan forventes at mindske sit arbejdsudbud, mens ministeriet også mener, at der kan være negative adfærdseffekter, hvis folk oplever at blive kontrolleret, uden at der bliver fundet fejl, da de så kan få indsigt i, hvordan skattekontrollen arbejder og dermed blive bedre til at unddrage sig skat i fremtiden.

Ifølge Ulrik Beck er der nogle af de indirekte effekter, som er mere velunderbyggede i forskningen end andre. Men at ministeriet ender med helt at lade være med at regne med samtlige indirekte effekter giver ikke meget mening.

»De ender med at ignorere alle indirekte effekter. Men for flere af effekterne findes der jo økonomisk litteratur, man kan bruge til at vurdere, hvilke effekter der er velunderbyggede og vigtige,« siger Ulrik Beck.

Selvfinansierende eller ej

Diskussionen om, hvordan regnemodellerne skal indrettes, har stået på mellem skiftende regeringer og venstrefløjen i årevis. Venstrefløjen har været kritisk over for, at skattelettelser bliver anset som delvist selvfinansierende, mens investeringer i den offentlige sektor bare er udgifter.

Ifølge Rune Lund er resultatet, at det i regnemodellerne kan se ud som gevinst for de offentlige finanser at skære ned på skattekontrollen og bruge pengene på skattelettelser, på trods af at de medarbejdere, man fyrer hvert år, hiver et milliardbeløb hjem til statskassen.

Ifølge Jeppe Druedahl ender diskussionen mellem regeringen og venstrefløjen ofte alt for binært, hvor man enten regner med effekter eller ikke gør.

»Det bør være muligt at vælge en mellemvej, hvor man løbende følger med i de nyansatte og justerer efter, hvor mange indtægter de så rent faktisk skraber ind i kontrolopkrævninger. Her er et sted, hvor man har mulighed for selv at samle data ind omkring de indtægter, der bliver genereret,« siger han.

»Hvis man fordobler antallet af årsværk, vil det være usikkert, om det er selvfinansierende. Men man kunne tage en gradvis tilgang, hvor man implementerede det på en måde, så man kunne følge med i, om det giver effekter. Får man de ønskede effekter ved de første 100 nyansatte, så kan man bruge det til at finansiere de næste 100 og så videre.«

Jeppe Druedahl peger også på, at pengene ikke forsvinder, selv om en potentiel selvfinansiering af udgifter til nye kontrolmedarbejdere ikke medregnes. Det vil bare resultere i overraskende overskud på de offentlige budgetter, og på sigt vil det strukturelle niveau for skatteindtægterne blive opjusteret. Det vil give råderum til enten at investere mere i velfærd eller sætte skatten ned. Men at det selvfølgelig kan opleves som en udfordring, at det ikke er noget, som de politikere, der sidder i forhandlingslokalet, kan regne med i en samlet pakke.

Skatteminister Jeppe Bruus svarer ikke direkte på Informations spørgsmål om, hvorvidt man skal begynde at regne skattekontrolmedarbejdere som selvfinansierende. I stedet peger han på, at det handler om at blive ved med at styrke skattevæsenet de steder, hvor der er de største gevinster at hente.

»Analysen viser, at opkrævningerne pr. medarbejder ikke fortsætter med at være lige så store, hvis man fortsætter med at tilføre folk til den klassiske kontrol, hvor Skattestyrelsen for eksempel tager på aktioner og besøger virksomheder. Derfor skal vi også styrke skattekontrollen med omtanke. Vi skal altså sørge for, at det også fremadrettet er de mest risikofyldte områder, vi styrker, og at vi lægger kræfterne der, hvor indsatsen er mest effektiv,« skriver han.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Pedersen

"Når kontrolmedarbejdere i Skat sender opkrævninger ud for manglende betaling af moms og skat, tjener de deres egen løn ind adskillige gange.

Ser man på 2020, førte skattekontrollen til kontrolopkrævninger for cirka 18 milliarder kroner eller et gennemsnit på cirka 14 millioner kroner per årsværk."

Ja da.

Og det var vel lige præcis derfor, der tidligere blev skåret ned.

Fordi:

Den nemmeste - og mindst opsigtsvækkende! - måde at indføre Anders Fogh Rasmussens Minimalstat på var selvfølgelig at begrænse strømmen af indtægter til staten.

Herefter var det lige til højrebenet at indføre den såkaldt "nødvendige politik" - nu var der jo soleklart for alle IKKE penge til hverken de underpriviligerede, levnedsmiddelkontrol, arbejdstilsyn, kollektiv trafik samt alt andet, der kunne tænkes at stække erhvervslivets frie udfoldelse.

Og det virkede jo...

lars pedersen, Inge Lehmann, Mogens Holme, Estermarie Mandelquist, Henrik Clausen, Marianne Jespersen, Bjarne Andersen, Ruth Sørensen, Dan Jensen, Jes Thomsen, P.G. Olsen, Holger Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen, Per Kortegaard, Steen K Petersen, Peter Wulff, Eva Schwanenflügel, Hans Larsen, Steen Obel, uffe hellum og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar

Endelig KUNNE man jo fokusere skattemedarbejderes træning på mottoet: "det altafgørende er borgerfølelsen af retfærdighed":

- Hver gang en skatterevisor finder en fejl, der kan rettes til skatteyderens fordel, og høfligt forklarer sammenhængen for enten kunden eller deres skatterevisor, så stiger tilliden og respekten for det offentlige system.

- Hver gang en skatterevisor finder en legitim fejl, som fører til ekstra skattebetaling, men som ikke ligner forsætsligt snyd, gælder det naturligvis om at iføre sig den allermest naive og positive ja-hat, når man høfligt påpeger fejlen, og forklarer, hvordan den skal rettes.

- Hver gang en skattereviser dokumenterer reel svindel i ond tro, så en luskepeter ikke kan køre frihjul på vores andres skat, så stiger respekten blandt det kæmpestore lovlydige flertal.

Det gælder jo for alt i verden om at forbedre forholdene for lovlydige virksomheder, og kun sekundært om at kradse "forsvunden" skat ind.

Der har altid været, og vil altid være, en opfattelse af de væmmelige skatterevisorer som krakilske, snæversynede, nidkære, småtingsfanatikere, uden sans for rimelighed og gode hensigter. Verdens bedste skatterevisor vil altid skulle slås imod alle de fordomme.

De fleste af os forsøger at holde os meget langt fra grænsen, netop fordi det i sig selv er bekosteligt og tidskrævende at blive udtaget til revision, selv hvis jeg får 100% ret i det hele. Jeg tror faktisk ikke, jeg er blevet flået, siden jeg var studerende, og de har sgu allesammen optrådt professionelt og ordentligt, men alligevel har jeg stadig en gysende revisions-fobi.

Inge Lehmann, Carsten Munk og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

"- Hver gang en skattereviser dokumenterer reel svindel i ond tro, så en luskepeter ikke kan køre frihjul på vores andres skat, så stiger respekten blandt det kæmpestore lovlydige flertal."

Ja.

Men var det - reelt set - målet med nedskæringerne?
Dagsordener er forskellige.
Og af og til ret forskellige fra det, der bliver kommunikeret udadtil :-)

Inge Lehmann, uffe hellum, Bjarne Andersen, Ib Christensen, Steen K Petersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Rikke Nielsen

Folk kunne jo også bare se at få betalt, hvad de skylder. Det er da egentlig ikke så svært. Der findes ikke noget, der hedder den onde skattefar - der findes noget, der hedder vores samfunds fælleskasse.

Birger Bartholomæussen

Hej Rikke Nielsen. Godt forslag, men det er desværre ikke muligt blot at betale, hvad man skylder. Jeg fik en opkrævning på DKK 102,64. Skønt det meste allerede var betalt, betalte jeg alligevel hele beløbet for at få fred. Hvad skete der så? Jo, 6 måneder senere fik jeg en ny opkrævning. Jeg ringede til Skat og beklagede mig. En venlig medarbejder, Merete, forklarede mig, at det ikke havde været muligt, at bogføre min indbetaling, før Skat utvetydigt havde fastslået, om gælden var "inddrivelsesparat." Og yderligere 3 måneder senere fik jeg pengene retur tillagt en rentegodtgørelse på godt 4 kroner. Jeg havde endda meget generøst foreslået en handel: Hvis Skat ville lade mig være i fred (læs: annullere den oprindelige gæld), så kunne de putte min betaling i kaffekassen. Det var der desværre ikke hjemmel til. Så nu venter jeg blot på en ny opkrævning. Og så kan cirkusset fortsætte.

Inge Lehmann, Inger Pedersen, Jesper Frimann Ljungberg og Carsten Bjerre anbefalede denne kommentar
Birger Bartholomæussen

og det skal lige siges, at "gælden" bestod i et rykkergebyr på DKK 100 for en P-afgift til Aarhus Kommune. Rykkeren var betalt til kommunen, men faldt mellem 2 stole: Kommunen og den daværende inddrivelse i Ringkøbing. Jeg fik dengang skriftligt oplyst, at al fremtidig kommunikation skulle foregå med Ringkøbing. Da jeg henvendte mig, fik jeg dog besked på at kontakte kommunen. Jeg opgav og betalte de 100 kroner til kommunen. Det er tilsyneladende heller ikke blevet bogført, for de øvrige DKK 2, 64 af "gælden" består hovedsageligt af 15- 16beregninger af morarenter af hver 1 eller 2 øre for den forsinkede betaling af rykkergebyret, som allerede var betalt. Der er dog et lille lyspunkt. Jeg har fået eftergivet 64 øre af den samlede gæld.

Inge Lehmann, Inger Pedersen, Jesper Frimann Ljungberg og Carsten Bjerre anbefalede denne kommentar
Ib Christensen

Lidt spydigt vil jeg lige høre.
De spindoktorer politikerne lader os betale for, er de selvfinansierende. Hvor er de i den "økonomiske nødvendige politik"?

Jeg har altid mistænkt AFR og co. for at spare kontrollen væk, for at han og hans venner netop ikke skulle tages i at snyde.

Inge Lehmann, Bjarne Andersen, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og Dan Jensen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Meget interessant.
Det siger igen noget om den store almægtige og ufejlbarlige regnemaskine, politikere og embedsværk benytter sig af.

Inge Lehmann, Bjarne Andersen, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Torben Pedersen

"Her når Skatteministeriet frem til, at en medarbejder skal kunne indkræve fem-ni gange sine driftsomkostninger, før det kan betale sig rent samfundsøkonomisk."

Så længe en skattemedarbejder er selvfinansierende er det godt nok til mig. I hvilken grad: 5X, 9X, 1,06X er jeg ligeglad med. Deres arbejde gør, at andre borgere som helhed kan føle sig retfærdigt behandlet, at det ikke bare er et spørgsmål om viljen til at være det største r..h... på de andres bekostning og slippe afsted med det.

Inge Lehmann, Bjarne Andersen, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel, Carsten Munk og Ib Christensen anbefalede denne kommentar

Set fra et historisk synspunkt har det ikke gjort den store forskel, om det var "røde" eller "blå" regeringer, der havde ansvaret.

Nogle af de mest tåbelige besparelser og omstruktureringer siden 1998 (og de fleste af de værste skatteministre) skete under en socialdemokratisk statsminister.

Bjarne Andersen, Erik Fuglsang, Carsten Munk, Ib Christensen og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Den korte version: Der er skatter som nogle politikkere mener IKKE skal betales !

Inge Lehmann, Bjarne Andersen, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel, Lise Lotte Rahbek, Carsten Munk og Ib Christensen anbefalede denne kommentar
Ove Skildal Nielsen

"Her når Skatteministeriet frem til, at en medarbejder skal kunne indkræve fem-ni gange sine driftsomkostninger, før det kan betale sig rent samfundsøkonomisk. "

Jeg kunne godt tænke mig at se beregningsgrundlaget for den konklusion, for det virker umiddelbart, som om der er nogle embedsmænd, der har ladet sig påvirke af "Skattesnydernes interesseorganisation" eller lignende.

Bjarne Andersen, Ib Christensen, Erik Fuglsang og Marianne Jespersen anbefalede denne kommentar
Erik Fuglsang

@Inger Pedersen
09. marts, 2022 - 21:09
"....soleklart for alle IKKE penge til hverken de underpriviligerede, levnedsmiddelkontrol, arbejdstilsyn, kollektiv trafik...."

I sidste uge mødtes jeg med repræsentanter for arbejdstilsynet på min arbejdsplads, og i dag har jeg både set tog og busser i drift.. For 9 dage siden siden ansatte fødevarestyrelsen en ny kvindelig direktør https://www.foedevarestyrelsen.dk/Nyheder/Aktuelt/Sider/Pressemeddelelse...

Disse institutioner, som du siger, INGEN ressourcer har, lever tilsyneladende i bedste velgående...

Synes du ikke selv, at du overdriver bare en lille smule...?

Inger Pedersen

Erik Fuglsang

Ok - jeg har åbenbart ikke udtrykt mig klart nok.
Prøver igen:

...soleklart for alle IKKE penge til, at hverken de underpriviligerede kunne opretholde et rimeligt liv, og at levnedsmiddelkontrol, arbejdstilsyn, kollektiv trafik kunne fungere efter de mål og hensigter, de blev skabt for at opfylde.
Erhvervslivet skulle ikke bdgrænses på nogen måde.

Er det forståeligt nok nu?

@Rikke -- nej, man kan ikke "bare betale" -- man skal kende de lokale traditioner

Skatteregler er altid ret tågede, og en advokat-ven forklarede mig for mange år siden, at alle love har et scope hvor de gælder og bliver håndhævet:
- hvem gælder de for? (er det både danskere og herboende udlændinge og danskere i udlandet og udlændinge som senere flytter til danmark eller er gift med en dansker?)
- hvor gælder det? (hvis min virksomhed mest er i polen, men jeg selv mest er i danmark?)
- hvor meget gælder det? (Hvis jeg sælger for to kroner småkager, og jeg bliver fanget, kan jeg så få en bøde eller skal jeg bare grine?)
- hvornår gælder det? (Hvis min datter er 6 år, skal jeg så bare grine af skatteregler for hendes lemonadebod?) (Hvis jeg lukkede virksomheden sidste år, skal jeg så stadig rapportere "nul kroner" i ti år?)

I virkelighedens skatteregler, så findes der grænser, som alle skatte revisorer kender. Du må GERNE køre 9km/h for hurtigt forbi foto-fælden, og du må GERNE registrere omkring $4800 i godgørende bidrag, uden nogen dokumentation. Det er fordi, skatte-revisorerne godt ved, at sådan nogen som mig, vi giver ret meget til indsamlinger, så vi bliver ikke afkrævet dokumentation.

Der findes trigger-grænser. Hvis jeg registrerer $4800 i charity, så er der ingen, der spørger. Prøver jeg med $10,000 så bliver jeg muligvis udtaget til revision, og jeg skal bevise samtlige udgifter.

En god skatte-revisor kender mange af disse trigger-grænser. Han forklarer mig, hvilke fradrag der er OK, og hvilke (helt lovlige) fradrag der nedkalder helvedes vrede fra kommunens revisorer. De sidste skal jeg bare smide i skraldespanden, det er ikke pengene værd at slås imod embedsvældet.

En god støtte igennem mange års op- og ned-ture døde af Covid. Jeg vil altid huske hans passion for at give fornuftig skatte-revision, og for at sige NEJ til alt hvad der bare skaber problemer senere. Det er ofte de mennesker, der siger NEJ til mig, som jeg senere vil respektere resten af mit liv.

Du kan ikke med nogen som helst rimelighed påstå, at skatte regnskaber er "nemt".

Inger Pedersen, Inge Lehmann og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Irriterende hukommelse, desværre kan jeg ikke sige hvilken venstrepolitiker det var. Men vedkommende sagde for nogle få år siden direkte, at grunden til ikke, at ansætte flere personer i skat var, at det gik ud over erhvervslivet konkurrenceevne hvis de blev beskattet korrekt.

Den største skade på skat lavede vko, da de fyrede flere tusind erfarne ansatte fordi om x år ville der være et personalebesparende ny it-system. Det er politikerlogik, at høste en teoretisk besparelse før tid. Det værste er dog, at ingen farve i folketinget har villet rette op på det i mange år.

En finte politikerne flere gange har brugt for at sabotere arbejdsfunktioner.

Bortset fra det, er det også undergravende, kun at se på, om medarbejderne hiver penge hjem.

De har også en rådgivningsfunktion, der påvirker folks opfattelse af om skat er retfærdigt.

Det er ikke befordrende for respekten, hvis man flere år i træk ikke kan få rettet fejl begået af skat og skal hænge i ventesløjfe ad 30 min, mens man hvergang bliver videresendt til næste medarbejder, der heller ikke kan hjælpe flere år i træk.

Skat er ikke enkelt, jeg har nu i flere år ikke kunnet beregne min skat. Har haft medarbejdere i røret, der sagde, at hvis man kom indenfor et par hundredekroner plus eller minus var det rigtig godt. Det kunne aldrig gå i nul ved årsopgørelsen.
Det går imod min forstand, at man ikke selv kan beregne årsopgørelse korrekt, hvis man har alle tallene.

Man kan forøvrigt ikke få personlig hjælp mere, hvor man sammen fysisk kan gennemgå papirerne og finde forklaringen.

Det kan ikke være rigtigt, at man som almindelig borger skal betale og have råd til en revisor, for at kunne betale skat korrekt.

Antallet af ansatte i skat påvirker, hvor sårbar organisationen er overfor tab af erfarne medarbejdere og sygdom, skats omstillingevne ved nye love, spild af folks arbejdstimer pga ventesløjfer, kvaliteten af arbejdet og dermed i sidste ende folks tillid til staten og demokratiet.

uffe hellum, Erik Fuglsang og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Poul Anders Thomsen

Det er også en overskudforretning at ansætte flere P-vagter, men man skal bare huske på at det overskud opstår på baggrund af udplyndring af andre borgere i landet, ved at reducere deres overskud, således at skaber overskud lokalt ved at stjæle fra sine medmennesker. Det samlede overskud for nationen bliver ikke større, men mindre fordi er ikke er tale om et produktionsoverskud. Man kan som bekendt ikke leve at klippe hinanden, nogen skal jo have et rigtig arbejde, som producerer noget vi kan leve af.

Erik Fuglsang

Må jeg stilfærdigt minde om, at rundbarberingen af SKAT blev igangsat af den borgerlige regering i 00'erne og FORTSATTE under Thorning-regeringen.
Uanset dette faktum er det dybt problematisk, at SKAT over en årrække blev barberet fra - som jeg husker det - omkring 11.000 ansatte til 6.000.

Læs evt.

"Overmod og afmagt" af professorerne Jørgen Grønnegård Christensen og Peter Bjerre Mortensen, hvori berettes om, "hvordan selvsikre embedsmænd og famlende politikere kastede en af landets største og mest komplekse forvaltninger ud i en uheldssvanger forvandling."
https://www.djoef-forlag.dk/forfatter/jorgen-gronnegard-christensen

William Kern, Inge Lehmann, uffe hellum og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar

Bogen "Overmod og Afmagt" - som Erik Fuglsang anbefaler FORAN - burde være pligtlæsning for vore folketingspolitikere. Den er beretningen om, hvordan politikere og embedsværk over en 10- 15 årig periode systematisk ødelagde den for nationen allervigtigste forvaltningsgren, nemlig den., der tilvejebringer Statens indkomstgrundlag - skatter og afgifter. Bogen er rystende læsning, og for alle, der har været i nærheden af systemet gennem årene, er det stadig til dels ubegribeligt, at der kunne handles så hovedløst.

Fejl på fejl på fejl blev begået, primært fordi embedsværk og især politikere havde fuldstændig urealistiske forventninger til de - troede de - enorme besparelser, der kunne opnås ved at afskedige mange tusinde skattemedarbejdere.

En af illusionerne gik ud på, at de velfungerende skatteforvaltninger, ejendomsvurderinger, og inddrivelsessystemer, der alle var forankret i kommunerne var dybt forældet i en IT-tidsalder, og at centralt styret elektronisk databehandling kunne erstatte mellem mellem seks og otte tusinde medarbejdere og dermed spare Staten for milliardbeløb.

Det modsatte skete. IT-systemer skulle bygges op fra grunden og nogle af dem fungerer efter mange års eksperimenter stadig ikke tilfredsstillende. Ejendomsvurderingerne har nu reelt ikke været gennemført i snart ti år. Restancerne til det offentlige er mangedoblet. Ligningen og skattekontrollen er håbløst bagefter - bortset fra lønmodtagerområdet, hvor arbejdsgivernes og bankernes indberetningspligt og gør det pærelet for it-systemerne. Men kontrollen af erhvervsvirksomhederne ligger i ruiner.

Samtidig har man- mens Foghs og Løkke skiftede skatteministrene ud ca. 10 gange med stadig yngre og mere uerfarne folk - fjernet en række kontrolforanstaltninger, bl. a. revisionspligten for titusinder af virksomheder. Løkkes regering ville "fjerne bøvlet" med at mindre virksomheder skulle lade deres regnskaber revidere, og åbnede dermed en ladeport for svindel og snyd. Men det er kun et eksempel af mange på, at virksomhedsligningen ligger i grus.

Det er en meget sørgelig historie alt sammen, men tillykke med, at man omsider har fundet ud af, at flere medarbejdere kan kontrollere bedre end få eller ingen medarbejdere. Tænk, hvis man havde haft lokale skatteforvaltninger til at holde åje med selskabsområdet i de sidste tyve år. Det ville have pyntet på statsregnskabet - med milliardbeløb.