Indland
29. marts 2022
Det var under al kritik, at danske myndigheder gav efter for Kina og kinesernes ønske om, at antikinesiske demonstrationer skulle undgås eller holdes ude af syne, når Danmark fra 1995 til 2013 fik besøg af gæster fra den kinesiske folkerepublik.
Det er konklusionen i den 2.162 sider lange beretning, som Tibetkommission II mandag afleverede til Justitsministeriet, der har sendt den videre til Folketinget.
Kommissionen beskriver, hvordan ledende embedsfolk i Udenrigsministeriet ved det ene kinesiske besøg efter det andet siden 1995 ved at viderebringe de kinesiske ønsker om ikke at blive mødt med demonstrationer lagde »et betydeligt pres« på Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Total falliterklæring for den danske model med "upolitiske embedsmænd".
Evig magt korrumperer, så der bør skiftets ud med jævne mellemrum.
Hvis de oprindelige synder ikke kan retsforfølges, da misdæderne ikke længere er ansat, hvad så med de dele af systemet, som stod for coverup’et. Som sikrede, at der ikke kom noget ud af den første kommision?
Var der tale om en dårlig kultur i UM?
Eller var det i virkeligheden en dårlig politik?
Kommissionen har ikke haft til opdrag at undersøge skiftende regeringer..
Det er helt nye toner i dansk retspolitik.
Når man ikke er ansat mere kan man ikke retsforfølges.
Tænk man kan bryde grundloven uden personlig konsekvens.
Det må ikke kunne ske i et land der bryster sig af alle er lige forloven.
Hvor er undersøgelsen af, hvilke virksomheder der har presset UM til at begå grundlovsbrud??
Som altid går bagmændene fri!
Lighed for loven, ligner en by i Russland!
@Carl S. Rasmussen.
"Det er helt nye toner i dansk retspolitik. Når man ikke er ansat mere kan man ikke retsforfølges."
Ja, interessante perspektiver, ikke sandt? Den bankmedarbejder, der har begået underslæb for millioner, bør ikke retsforfølges, da han siden har skiftet job og ergo ikke længere er ansat i virksomheden.
Sådan plejer det ikke at fungere. Eller er loven ikke lige for alle?
Minksagen, støjbergsagen, og nu igen 'tibetsagen', har det tilfælles, at den udøvende magt har ageret på et tvivlsomt lovgrundlag. Alle tre sagen kan ses som systemsvigt i idealet om magtens tredeling.
Når sådanne svigt ensidigt analyseres af den dømmende magt (kommissionsundersøgelse), kommer der et meget stiliseret billede ud af det i forhold til den pragmatisme, som kan og bør herske i beslutningsrummet, når lokummet brænder.
1) Hvad gør vi, når minkfarme reelt viser sig at være virusfabrikker?
2) Hvad gør en minister uden interkulturelt format, når danske værdier trædes under fode af fremmede, som vi har i varetægt?
3) Hvordan undgår man at genere de gæster, som man selv har inviteret indenfor?
Måske kunne medierne tage et medansvar for, at mindre fodfejl i besværlige beslutningssituationer ikke blæses op, så politikernes retsind nødvendigvis bliver aktiveret, så der ikke er nogen vej uden om de dyre kommissionsløsninger, som jo kun har retsvirkninger i småtingsafdelingen i forhold til hvad der pådømmes i byretterne dagligt.
Medierne har jo friheden til at anlægge et helhedssyn mellem jura, moral og problemindhold - i forhold til rygmarvsreaktionen: at skabe splid og finde hullerne i osten.
Djøf tager til genmæle i en pressemeddelelse, hvor Kommissionens konklusioner blandt andet udfordres således:
"Men embedsmændenes fagforening mener, at embedsmændene har fulgt politiske ønsker.
- I forhold til tilrettelæggelsen af statsbesøg fra Kina har man som embedsmand taget bestik af de politiske ønsker og prioriteringer i forhold til relationen til Kina, udtaler Tomas Therkildsen, der er adm. direktør i Djøf."
Desuden mener Djøf, at det er fuldstændig urimeligt at klandre UM's medarbejdere for politiets opførsel:
"En af de kritiserede embedsmænd er den tidligere topdiplomat Friis Arne Petersen. I et høringssvar til kommissionen understreger hans bisidder, at den tidligere direktør i ministeriet hele vejen igennem har ment, at det er politiets suveræne afgørelse, hvordan demonstrationer håndteres. Han afviser nogensinde at have udøvet indflydelse på politiets arbejde."
"Urimeligt, hvis ansvaret tørres af alene på embedsværket"
https://www.a4arbejdsliv.dk/artikel/djoef-brud-paa-grundloven-var-ikke-e...
Det sidste kapitel er ikke skrevet i Tibetsagen, og abekastningen fortsætter.
Man må bare undre sig over, hvis der skulle eksistere et magtfuldkomment embedsværk, der både styrer politikere og politi som handskedukker i årevis uden indsigelse fra nogen..
Det er snart en klassiker
Hvordan er det nu lige, det er det forholder sig??
Politikere bliver kritiseret for at være for unge og uerfarne.
Embedsfolk bliver kritiseret for at have siddet forlænge, og fået for meget erfaring.
Hvor skal snittet så ligge??
Carl S. Rasmussen
ANSÆTTELSESRETLIGT! kan man ikke "komme efter" de fratrådte.
Ret logisk: de kan hverken fyres eller hjemsendes.
STRAFFERETLIGT! ligger det ikke i kommissionens opgave.
Så nej, det kan de ikke udtale sig om eller vurdere.
Så kan vi andre jo mene, hvad vi vil.
Og det gør vi så.
Ind imellem kan det være en god ide at finde ud af, hvilke begrænsninger, der er for en opgaves løsning.
Jeg hælder egenligt mest til at betragte miseren ud fra den udvikling, der er beskrevet i Mørkelygten: Alt for tjenstvillige embedsmænd, der er alt for villige til at please en hvilken som helst minister.
Af misforstået loyalitet?
Af karrierehensyn?
Af behagesyge?
Af konfliktskyhed?
Jeg ved ikke, hvornår den afvikling bort fra embedsmænd som faste forsvarere af lov, ret og dsædvne startede - men jeg kunne have en ide om, at indførelse af åremålsansættelse af tjenestemænd og Anders Foghs messen om afskaffelse af "eksperter og smagsdommere" om ikke startede, så i hvert fald forstærkede tendensen:
Hver mand kæmpr for sit arbejde og sin fremtid.
dsædvne... skulle selvfølgelig være: sædvane.
Beklager
Per Stig Møller siger i radiointerview at han som minister på det pågældende tidspunkt er hævet over ansvar for udførelse af protokol-foreskrevne procedurer. Det er vist en logisk brist at resortministeren ikke skal tage ansvar for hvad hans embedsmænd og den udøvende myndighed begår i fælles forståelse af beskyttelsesbehovet for den kinesiske undertrykkelse?