»Ja, det gav problemer med menneskerettighederne i forhold til FN’s konvention mod tortur, da Norge overførte fanger til afsoning i Holland,« siger Helga Fastrup Ervik, afdelingschef hos den norske civilombudsmand, som i Norge hedder Sivilombudet.
Hun taler om de bekymringer, som for syv år siden blev rejst fra ombudets side, da Stortinget skulle behandle et lovforslag om at overføre 242 fanger fra norske fængsler til afsoning i Norgerhaven-fængslet i Holland.
Det afgørende problem, som det norske sivilombud pegede på, var spørgsmålet om jurisdiktion, altså om norske myndigheder hele vejen igennem havde ansvaret for at sikre, at fangerne ikke blev udsat for tortur eller umenneskelig behandling.
»Der påhviler – mener vi – efter FN’s Torturkonvention staterne et eget ansvar for at efterforske, rejse tiltale og strafdømme tilfælde af tortur og umenneskelig behandling, og hvis man ikke gør det, er det et brud på statens ansvar. Fængsel er i den hårde ende af magtudøvelse, så derfor er det specielt vigtigt, at staten selv har kontrol og jurisdiktion,« siger hun.
Meget oplysende - tak!