Der gik kun et par uger, fra at Carlsberg meldte ud, at ølgiganten ville fortsætte nogle aktiviteter i Rusland trods landets invasion i Ukraine, til at virksomheden trak sig fuldstændigt fra landet, hvor koncernen sad på godt en fjerdedel af alt ølsalg og havde 8.400 ansatte, hvis fremtid nu er uvis.
I mellemtiden var det, som om at alle vendte sig mod det ellers så folkekære Carlsberg. Værtshuse boykottede øllene, aktieværdien faldt, og på anmeldelsessiden Trustpilot beskyldte brugere Carlsberg-øl for at have en »bismag af blodpenge og folkemord«.
Også Enhedslisten har oplevet konsekvenserne af at stå på den forkerte side af den offentlige opinion, siden Rusland invaderede Ukraine. Partiet har blandt andet fået mange verbale tæsk for sine ambitioner om nedrustning og dansk udmeldelse af NATO. I en debat på Twitter beskylder tidligere medlem af Folketinget for Venstre Søren Pind blandt andet Enhedslisten for at kunne lide Putin: »Det tror jeg. Bedre end de kan lide Biden, USA, EU & NATO.«
Jeg synes også, at det er alt for drastisk, hvis man nægter at nyde leverancerne til det kongelige hof, bare fordi Carlsberg er lige til øllet i sin heroiske kamp om sjæle og omsætning.
Krig er alt for alvorligt og grimt. Det er ikke spor dansk, at skulle agere konsekvent i forhold til udefra kommende udfordringer, ubudne gæster, virkelige trusler, osv. Det polariserer alt for meget.
Det ligger tungt i vort sind, at fjender ikke skal ændre på noget. Det var derfor tyskerne blev modtaget med kaffe og kage på Langelinje, da de ankom d. 9 april. Tyskerne var velkomne, og så gik de ind og vækkede de danske soldater på kasernen. Det var rent logistisk svigt, at 16 danskere blev skudt i Jylland, de havde jo ikke fået besked om at vi havde overgivet os.
Stauning, den kære gamle kaotiske socialkammerat, forstod udfordringen. Det var om at holde gang i hjulene, så vi ikke fik for mange problemer med økonomi og forsyning. Han døde inden den svære omstilling, hvor danskerne skulle hen og lære at hade tyskerne og elske amerikanerne i stedet. Det kom først, da enhver idiot kunne se, at Hitler var en taberrøv.
Min far tjente kassen under anden verdenskrig og hans søster var vild med tyskerne. Faktisk blev hun så skuffet over, at de måtte forlade skuden, at hun begik selvmord lige før de forlod os, alt for tvunget.
Nu må vi se og få det danske udglattende smil tilbage på vore kornfede kinder igen, de lyse sommernætter er på vej og vort land flyder i mælk og honning. Priserne på korn er så høje nu, så bønderne kommer til at svømme i penge.
Krig er slet ikke så slemt. Vi skal ikke lide for Ukraine. Det er også godt for USAs våbenproducenter. De leverer varen, våben, vort aflad, og vi kan med god samvittighed påstå, at vi gør noget mod ondskaben, Putin.
Vi behøver slet ikke ændre på noget eller blive uvenner. Det går fint!
Når jeg ser mit eget første indlæg her på tråden, og læser Anna L.S., som jeg egentlig sympatiserer med, så kommer jeg frem til, hvor svært det er med ironi.
Min pointe er, at det er lettere perverst at tale om "unødig polarisering" i en situation som denne, hvor Rusland har invaderet et frit land, Ukraine, fuldskala og med en fremfærd, der er så præcist idiotisk, som noget kan være, hvis Putins ledelse vil andet end sig selv.
En sådan handling kan ikke mødes med andet end entydig fordømmelse uden formildende omstændigheder eller opblødende kristen eller anden form for kærlighed.
Mit budskab er eksplicit, at det er perverst at tale om unødig polarisering her.
Når jeg går tilbage til anden verdenskrig, besættelsen af Danmark, så er det for at vise, hvor lille forskel der var på den danske befolknings adfærd i forhold til naziregimets fremfærd og tyskernes egen. Så længe Hitler fremstod som fremtiden, så var danskerne og den danske regering med Hitler, præcist som tyskerne selv. Først da han på grund af sit overmod og totale mangel på respekt for andet end sit eget overherredømme havde smadret alt for sig selv og sine disciple i Dk og andre steder, vendte man ham ryggen. Det skete ca. 1943, efter den store kaospilot og medløbers død, dvs. Staunings død!
Danskerne var nogle latterlige opportunister, bangebukse og medløbere, lige som de halser efter den løgnagtige fortælling om nødvendigheden af den økonomiske vækst som løsningen på alle de problemer, som den økonomiske vækst fører med sig.
Danskerne har ikke ændret sig en tøddel. Vi er nogle nuller.
I en situation, hvor vi kunne gøre en kæmpe forskel i kampen mod Putin, ved at indskrænke vort gigantiske forbrug af livets forudsætninger, fossiløkonomi, og ramme Putins økonomi med en effektiv blokade af hans eksport af fossiler/finansiering af krigen, der snakker modstandsavisen, et relikvie fra besættelsestiden, om at polariseringen er alt for udtalt her som der.
Undskyld, men det er upassende. Der er i den grad grund til at gå til angreb på vor egen magelighed, stoppe overforbruget og Putin med en og samme øvelse.
Samfundet, det danske samfund, består af tilbagelænede bekvemme og ret usympatiske kollaboratører af værste skuffe.
Det store demokratiske flertal er ikke parat til at ændre sin livsstil, stoppe sit forbrug af privatbiler, alt for store boliger, kød, flyrejser, kommercielle medier, der lever af at opfordre til overforbrug, osv. osv.
Det er ret indlysende, at medierne, ingen nævnt ingen glemt, er yde af stand til at gøre en forskel, dvs, at begynde at kommunikere konsekvent og forpligtende ud fra et oplyst grundlag om sammenhængen mellem den livsstil, som man opfordrer til, og konsekvenserne af den.
Det er ikke befordrende for omsætningen. Det skaber konflikt. Ja!
Konflikten/polariseringen er den nødvendige omvej til en bæredygtige livsstil!
Godt at emnet tages op af Information. Mener dog ikke, at der er meget polarisering, idet stort set alle går i samme retning. Så vidt jeg kan bedømme er der dog en del læsere af Information, der har talt for mere nuancerede beskrivelser af situationen – og faktisk advaret mod konsekvenserne af den herskende fortælling, der især skabes af medier som DR og Berlingske. Vil man gøre et ærligt forsøg på at forstå baggrunden for konflikten og dens mulige implikationer kan man ikke nøjes med disse medier, men må gøre et aktivt og tidskrævende selvstudium. Det orker nok de færreste. For mig er det klart, at Rusland ikke er eneste skurk i sagen – men at USA.s egeninteresse i NATO-udvidelsen er elefanten i rummet, som befolkningen åbenbart – når det står til de herskende medier – ikke kan tåle at høre. Dykker man ind i substansen, står det mere og mere klart for mig, at krigen ikke primært er mellem Rusland og Ukraine – men mellem USA og Rusland (med Ukraine som slagmark). Se nu i dag, hvor Rusland advarer USA om ”uoverskuelige konsekvenser” hvis USA fortsætter de store våbenleverancer til Ukraine. Er dette virkelig ikke betænkeligt for os i Europa? Bør vi ikke reagere mod USA.s voldsomme indblanding? Hvis vi skal undgå eskalering er det for mig at se helt nødvendigt, at vi som Barbara Lee i artiklen ”træder et skridt tilbage” og tænker os gevaldigt om.
Karsten Nielsen
"For mig er det klart, at Rusland ikke er eneste skurk i sagen – men at USA.s egeninteresse i NATO-udvidelsen er elefanten i rummet, som befolkningen åbenbart – når det står til de herskende medier – ikke kan tåle at høre."
Bare vi grundlæggende er enige om 1) det er Putin der invaderer Ukraine og ikke NATO/USA, og 2) at det er Ukraine der skal tage stilling til, om de vil være neutrale, bede om optagelse i NATO eller samarbejde med et russisk imperium - og ingen andre.
Og så er Ukraine jo ikke tilnærmelsesvis i nærheden af at blive optaget i hverken NATO eller EU.
@Steen Ole Rasmussen, 16. april, 2022 - 09:58
Din pointe var nok at gennemskue; og vi er så fangne i en vækstlogik, der ved konflikten/polariseringen, den nødvendige omvej til en bæredygtige livsstil!, næppe vil lade den verserende konflikt noget efter i grusomhed - om en mindre spektakulær.
Polarisering? Vel egentlig ikke - men snarere tværtom. Der er en usædvanlig grad af konsensus og delt bekymring og skuffelse over den russiske aggression. Oppositionen hertil fra de yderste sider opfatter tydeligvis sig selv som mere reflekterende, jfr nogle af ovennævnte kommentarer, men realiteten er alligevel den, at ledende politikere sågar i SF og Enhedslisten stort set direkte undsiger dem for tiden.
Hej Jens C., det er interessant, det du skriver.
Krigen samler samtlige partier. Uanset hvor stærkt man er bundet op på traditionen for at være imod krig og ufred, så hænger EL og SF på nødvendigheden af at være imod Putin og den udrydelseskrig, som Rusland er i fuld fart med at gennemføre. Det giver ikke mening at vende den anden kind til her, og der kommer ikke nogen form for refleksion fra fløjene, der er værd at høre på.
Det, som medier og journalister giver udtryk for, fx med artikler om, at nu må polariseringen endelig ikke tage overhånd, det er præcist den samme angst, som den Jens Tharup Nyberg giver udtryk for i kommentaren lige over Jens C.: "den nødvendige omvej til en bæredygtige livsstil vil næppe lade den verserende konflikt (krig kalder jeg det på hans vegne) noget efter i grusomhed".
Medierne frygter mere end noget andet den konflikt, som jeg taler om nødvendigheden af! Det vil nemlig dele fårene på engen helt anderledes op, end de nuværende hyrder er interesseret i.
Partier, medier, erhvervsinteresser er ikke interesseret i en konflikt, der for alvor stikker en kæp i den nydelige orden, som de lever af og på. Heller ikke selv om det er sygdommen til døden, som de kæmper for, når de taler om hvor grimt og farligt det er at skabe konflikt mellem dem, der er imod deres overforbrug og dem selv og deres overforbrug.
Menneskeheden er i konflikt med sine livsbetingelser takket være overforbruget og vækstidealerne! Det er realitetens konflikt. Her som der flygter mennesket fra den egentlige udfordring, dvs. kravet om at ændre på sin livsstil, sætte sit forbrug af livets betingelser ned. Samtlige partier er sygdommens forlængelse, for ingen vil gå ind for det nødvendige. De vil alle sammen have mere!
Hele den vestlige verdens ledere har haft endog meget vanskeligt ved at fordømme Putins totalitære styreform, fordi man var vildt liderlige efter hans fossile energi. De ville handle med ham, købe bomben under vores klima, dvs. det klima, som de giver fanden i, når det kommer til stykket, fordi de ikke vil ofre deres livsstil af hensyn til noget så abstrakt som menneskedens overordnede livsbetingelser!
Det er disse ledere, og det er dem af os alle, der ikke vil bøje sig for den højere nødvendighed af at ændre livsstil, der er problemet.
Det er stort set alle.
På venstrefløjen er man 100 % tilhængere af velfærdsstaten, sådan som den bæres af vinderne på det fri markeds betingelser. Dvs. man går ind for vindernes adfærd, de skal bare aflevere lidt af godterne til staten, som så kan dele ud af dem. På den måde går alle ind for en og samme orden, også vinderne, der mener at de skal beholde det meste for sig selv.
Velfærdsstaten er funderet i konkurrencestaten, præcist som Ove Kaj Pedersen beskriver det i den bog, hvor begrebet udvikles.
Han har ikke opdaget noget eller beskrevet noget nyt. Det handler om en og samme model, som den samtlige partier forklarer og ser vores samfund ud fra; Frit marked, økonomiens socialdarwinistiske fundament, globaliseringen, den globale konkurrence, sangen om markedet som garanten for udviklingen mod den bedste verden, dvs. et pseudo-naturvidenskabeligt angivet fundament for den overbygning, dvs., de overførsler og tilføjelser som denne store tiger skal bære på sin muskuløse krop.
Som salig Schlüter sagde i begyndelsen af sin storhedstid; "Kapitalismen er en tiger, som vi skal udnytte, klippe kløerne af og udnytte". Han talte på alles vegne.
Alle går ind for overforbruget, uenigheden går alene på, hvor meget frit marked der skal være i forhold til overbygningen. Ikke på spørgsmålet om, hvor meget tigeren skal yde. Den skal bare yde så meget som muligt!
Når overproduktionen bliver problemet, så vendes hierarkiet på hovedet. Så bliver dem, der producerer og forbruger på lavt blus helte, og dem der producerer og overforbrugere til skurke.
Det underminerer forestillingen om de økonomisk højtflyvende som samfundets bærende helte.
Sagen er, at medierne lever af at bekræfte overforbruget og overproduktionen som løsningen på alle problemer, og at de ikke kan leve med, at deres heltegerninger bliver beskrevet som det, de er, en stor forbrydelse mod livets forudsætninger.
Derfor må man udglatte, især i denne situation, hvor kampen mod Putin kunne udkæmpes effektivt ved et drastisk fald i forbrug og produktion.
Kampen for klimaet kan vindes på samme måde som kampen mod Putin og Kina kan vindes med en ny og materielt beskeden livsstil.
Kampen forudsætter et opgør med samtlige partier, samtlige økonomer, samtlige ideologer som OKP, samtlige medier! De lever alle af og på den samme syge logik.
Jeg ved det, for jeg har været imod den hele mit liv, lige siden jeg læste Oprør fra midten i 1978. Det eneste, der blev taget med fra bogen af andre, var drømmen om borgerløn, dvs. en overførselsindskomst funderet i skatteindtægt, afklippede kløer fra tigeren. Budskabet om, at der er grænser for vækst, var det mest revolutionerende i bogen. Men der var næsten ingen, der tog det med sig.
Der er skræddere. Der er nøgne kejsere, og der er altid dem der kan se kejseren er klædt på, fordi så kan de gå hjem eller få løn nu.
Og så er der resten, der enten ønsker at forstå eller lære noget.
Her i landet har vi lige haft gamle politikere ude og fortælle os, at de anser sandheden for en trussel. Her i landet!
Jeg tror ikke på, andre mennesker på denne planet er bedre informeret om sandheden end jeg selv er. Og jeg ved mine egne politikere skjuler sandheden for mig. Jeg har det fra deres egen mund.
Men hvad skal jeg, ene mand, gøre, når mine egne landsmænd, hellere vil samles i grupper for, at demonstrer over de skal gå tidligt hjem fra værtshuse under en pandemi.
Paul Krugman beskriver i dagens avis præcist, hvem der er de egentligt skyldige i egen lejr, dvs. hvem inden for EU der skal kritiseres, altså dem der står for det gigantiske overforbrug af russisk energi, og som dermed vil fortsætte med at finansiere Putins udrydelseskrig i Ukraine: Det er tyskerne, EU-fællesskabets krumtap, der er de onde, præcist som de var under anden verdenskrig. https://politiken.dk/debat/art8720313/Europas-st%C3%B8rste-%C3%B8konomi-...
PK er ikke bange for at skabe polarisering, dvs. splid i Eu.
Nu er han fracking-amerikaner, dvs. lunken opportunist og globalist. Så en på mit hold, det bliver han aldrig. Dem på mit hold er der ikke så mange af.
Af dagens reaktioner på min natur kan man forstå, at jeg stort set ikke har nogen med mig af et halvt tusind læsere: https://gylle.dk/om-det-at-give-naturen-sit/
Min livsstil, løsningen på alverdens elendighed, er der heller ikke meget afsætning på: https://www.google.com/search?q=selvfinansieret+fri&sxsrf=APq-WBt61tw_JQ...
@ Steen Ole Rasmussen
Blot en korrektion til din opfattelse:
“ Det, som medier og journalister giver udtryk for, fx med artikler om, at nu må polariseringen endelig ikke tage overhånd, det er præcist den samme angst, som den Jens Tharup Nyberg giver udtryk for i kommentaren lige over Jens C.: "den nødvendige omvej til en bæredygtige livsstil vil næppe lade den verserende konflikt (krig kalder jeg det på hans vegne) noget efter i grusomhed". “
Polariseringen har stået på siden 1917 - hvis ikke før, hvor Rusland var en indflydelsesrig magt i Europa - og har, efter ‘45 med eksplicit inddæmningspolitik, ført til den højspændte situation, vi står i i dag.
Det er vilkårene vi ikke kan undslippe, ikke kan blive frie for, slet ikke ved selvfinansiering, der forudsætter den vækstlogik, du drømmer dig bort fra.
Men (u)rolig nu; fremskrivning af befolkningsudvikling tilskriver decimering indtil halvering, i øst og vest og en flerdobling i Afrika, med alt hvad det indebærer af alderspyramider, og reaktionerne der må følge af de følgende problemer.
Steen Ole Rasmussen er da dagens topscorer hvad rammende bemærkninger og betragtninger angår. Jeg er meget enig med SOR om at vores forbrugerideologi har et stort ansvar for verdens grimme gang.
Tak for artikel. Krig er polarisering - ikke? Det er alligevel interessant at snakke om skridt til polarisering, former for polarisering fordi polarisering er en form for algoritme, som jo diskuteres i forbindelse med udbredelse af budskaber på de sociale medier.
Til budskabet om nedrustning. Jeg har læst den politiske beslutning om at komme op på 2 % af bnp i årligeforsvarsudgifter som at de er bevilliget til både NATO og EUs forsvars- og sikkerhedspolitiske tiltag. En kort opsummering af min opfattelse er, at deltagelse i NATO er oprustnings-afskrækkende orienteret medens i EUs strategiske kompas og PESCO projekter spreder sig over flere handlings spor. Sikkerhedsbegrebet står foran en kraftig udvidelse idet det dækker forsyningssikkerhed til befolkningerne i EU m.m. Endvidere dækker sikkerhed også klima- og sundhedskriser.. Er dette en korrekt udlægning, er den forhøjede udgift fornuftig nok. Jeg medgiver at der i teksterne om EUs forsvars- og sikkerhedsstrategi lige lovligt ofte betones en interesse for udvikling af en konkurrencedygtig europæisk våbenindustri! Men afskrækkelse er jo en del af virkeligheden - eller hvad? Er det ikke netop forskellen på en pacifist og en realist? Så i min udlægning slår “foreningen for nedrustning” åbne døre ind. Forbeholdet har været en sovepude for mindst een person. Væk med det. Jeg må se at få fat i hvad der er ikke er sket, hvad der er uforandret og hvad der toner sig op for fremtiden på det såkaldte forsvars- og sikkerhedspolitiske hjørne.
Læs Løkkebergs interview med Piketty:
https://www.information.dk/moti/2022/04/thomas-piketty-groenne-sociale-b...