Genopdragelsesrejser
Læsetid: 2 min.

Omfattende lovændringer skal hjælpe ofre for genopdragelsesrejser

Et bredt flertal i Folketinget bakker op om et lovforslag fra regeringen om at sikre ofre for genopdragelsesrejser opholdstilladelse, når de vender tilbage til Danmark. Der er behov for helt nye regler, siger ministeren
Lovforslaget er kulminationen på en debat, der blev igangsat af bogen ’Genopdragelsen’, om den unge kvinde Samia, som mistede sin opholdstilladelse i Danmark efter en genopdragelsesrejse til Pakistan.

Lovforslaget er kulminationen på en debat, der blev igangsat af bogen ’Genopdragelsen’, om den unge kvinde Samia, som mistede sin opholdstilladelse i Danmark efter en genopdragelsesrejse til Pakistan.

Sigrid Nygaard

Indland
11. april 2022

Med et omfattende lovforslag vil regeringen nu sikre, at ofre for genopdragelsesrejser ikke mister deres danske opholdstilladelse, og det bakker et bredt flertal i Folketinget op om.

»Der er behov for at lave nogle helt nye regler, som beskytter børnene meget bedre end i dag,« siger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.

Lovforslaget er kulminationen på en debat, der blev igangsat af bogen Genopdragelsen. Den udkom i slutningen af 2020 og beskrev blandt andet, hvordan den unge kvinde Samia mistede sin opholdstilladelse i Danmark efter en genopdragelsesrejse til Pakistan.

De nuværende regler indebærer, at børn og unge uden dansk statsborgerskab bliver frataget deres opholdstilladelse i Danmark efter tre måneders genopdragelsesrejse i udlandet. Reglerne blev indført for at afskrække forældre fra at sende deres børn af sted i første omgang. Men det har vist sig, at børn alligevel er blevet sendt af sted, påpeger Mattias Tesfaye:

»I praksis kan vi se, at det, der skulle virke som en afskrækkelse over for forældrene, er endt som en afstraffelse af børn og unge som Samia,« siger han. »Der var gode intentioner med den nuværende lovgivning, men vi må erkende, at den ikke har virket efter hensigten.«

Lovforslaget lægger op til at fjerne den såkaldte tremånedersregel, der var møntet specifikt på børn og unge på genopdragelsesrejse. Desuden skal der indføres »et nyt udgangspunkt«, så heller ikke de almindelige regler om bortfald af udlændinges danske opholdstilladelse efter seks eller 12 måneder i udlandet gælder i sager, hvor børn og unge er sendt på genopdragelsesrejse.

På børnenes side

Venstres Mads Fuglede oplyser, at hans parti ikke har drøftet det konkrete lovforslag endnu, men er »meget positivt indstillet«. »Ofre for genopdragelsesrejser skal ikke også lide under at miste deres opholdstilladelse,« siger han.

Også De Konservative, De Radikale, SF og Enhedslisten regner med at støtte lovforslaget.

»Vi skal altid stå på børnenes side i den type sager,« siger partiformand for SF Pia Olsen Dyhr.

Dansk Folkeparti finder det til gengæld forkert at fjerne den afskrækkelseseffekt, som tremånedersreglen kan have.

Mattias Tesfaye lægger vægt på, at det i 2019 blev gjort strafbart at sende sit barn på genopdragelsesrejse. Det skal også virke afskrækkende og rammer alene forældrene og ikke børnene, påpeger han.

Ud over ændringerne af reglerne om opholdstilladelser indeholder det nye lovforslag en række andre tiltag, der skal hjælpe ofre for genopdragelsesrejser. Blandt andet skærpes kommunernes underretningspligt, så de fremover skal give udlændingemyndighederne besked, så snart de får mistanke om, at et barn kan være ved at blive sendt på genopdragelsesrejse.

Samia fra bogen ’Genopdragelsen’ er et opdigtet navn, som er benyttet af sikkerhedsmæssige årsager.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

Godt, at denne børnestraf langt om længe bortfalder, og at der skabes tiltag for i det hele taget at forhindre, at børn og unge bliver udsat for denne de facto kidnapning.

Måske var det også på tide at erkende, at flygtningebørn heller ikke bør tvangsudsendes til brutale diktaturstater, hvor de, deres søskene og deres forældre risikerer livet, kroppen og friheden..?

Anne-sophie Hjort, Frederik Schwane, Kerstin Olga Østberg, Marianne Stockmarr, Viggo Okholm, John Andersen, Peter Beck-Lauritzen, David Zennaro, erik pedersen, Hans Larsen, Lone Hansen, Alvin Jensen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar

Endeligt, langt om længe. Og man kan undre sig over, at det skulle tage så utroligt længe.

Frederik Schwane, Kerstin Olga Østberg, Marianne Stockmarr, Peter Beck-Lauritzen, erik pedersen, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel, Lone Hansen og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Søren Henrik Jepsen

Min danske moster emigrerede med sin udenlandske mand og deres to børn (mine kusiner) til Canada. Den ældste af kusinerne blev i løbet af skoletiden sendt til vores fælles bedstemor i Danmark, sikkert for at blive bedre til dansk og blive “mere” dansk. Det ophold på et års tid har haft stor og positiv indflydelse på min kusine hele livet. Var det “genopdragelse”?

Eva Schwanenflügel

@ Søren Henrik Jepsen

Fik din kusine også frataget sit pas og blev taget ud af skolen, eller blev hun fortalt, at hun havde 'forkerte værdier', eller at hun skulle giftes med en mand fra Danmark, samt at hun ikke kunne forlade din bedstemors hus uden ledsager, eller måtte rejse tilbage til Canada?

Søren Henrik Jepsen

Eva Schwanenflügel: Vi har nok brug for et bedre dækkende begreb end “genopdragelse”, hvis det skal rumme så meget. Jeg tror i øvrigt, at der var elementer af tvang i min kusines genopdragelsesrejse. Fx tillod faderen ikke, at mor og datter besøgte Danmark samtidigt, af frygt for, at de ville blive der. .

Eva Schwanenflügel

@ Søren Henrik Jepsen

Nåeh, okay, det var sådan du mente dit indlæg, så er vi da enige ;)