Pædagogik er blevet til uddannelse, og den pædagogiske forskning svinder ind og erstattes af en stadigt mere politisk styret uddannelsesforskning. Det mener Jens Erik Kristensen, der er lektor i pædagogisk idéhistorie på DPU ved Aarhus Universitet.
Men den udvikling gør, at vi kommer til at mangle indsigt i pædagogiske forhold og et kvalificeret sprog for de store spørgsmål om omsorg, opdragelse, undervisning og dannelse. Og det går især ud over pædagog- og læreruddannelserne, hvor pædagogikfaget i årevis har været trængt.
Denne udvikling er langtfra noget dansk fænomen. Også i Tyskland, Skotland og de øvrige nordiske lande er den pædagogiske forskning svundet ind, mens den empiriske uddannelsesforskning har gået sin sejrsgang. Det slår en række pædagogiske forskere fast i det seneste nummer af tidsskriftet Nordic Studies in Education, hvis tema er spændingen mellem pædagogik og uddannelsesforskning.
Jaaaaa! Det interview rammer plet! Vi bliver alle dummere, når de humanistiske perspektiver forsvinder, og erstattes af noget politikere kan forstå, og som de forstår at styre.
Indrømmet som gammel pædagog uddannet på den første tre årige uddannelse i 73 og sluttende i begyndelsen af lærerplaner kan jeg godt se problematikken. jeg har haft mange studerende som praktikvejleder og hørt meget om det "flad" i kvalitet og læringspraksis på de store centrale punkter. Jeg var heldig med en rektor i Odense, som lige er gået væk som 96 årig og en pædagogisk brydning mellem Brostrøm og Siigsgård.. Pædagogikken og det den gør ved os som mennesker var tæt og nært dengang. Det sker vist ikke mere desværre.
Tak for dit fine indlæg Jens Erik, vigtig stemme i debatten. Vh Mads Bank, forsker i pædagogisk psykologi, SDU
Tordenskraldet eller Rundetårn?
Pædagogik og uddannelsesforskning er ikke hinandens modsætninger, men felter i en årtier lang politisk kamp om status og anerkendelse.
Her er så endnu et indlæg. Det bringer ikke meget nyt.
Tak for god opsummerende artikel. Som vejleder for udviklingshæmmede voksne var inklusion et mål. Midlet til var at demonstrerer at man kunne overholde simple normative regler. Her kaldet Almén dannelse. Erfaringen var at det betyder overraskende meget. Det spørgsmål der så dukkede op - i min praksis - var hvorfor der ikke blev lagt mere vægt på det? Møde til tiden udhvilet og soigneret. Have styr på arbejdstidens længde, fordele energien osv. Have styr på ansvar overfor kolleger, aftaler og opgaver. Dvs samarbejde. Den tanke meldte sig at det vist var på tide at revurdere hvor meget almén dannelse “fletter sig ind i” arbejdspladser med krav om specifik dannelse, uddannelse. Påstand på spidsen (generaliseret): en del arbejde kan udføres alene med almén dannelse. Den efterfølgende tanke går måske så lidt imod artiklen: Forsknings- og uddannelsessektoren har måske frit spil og monopol på det specifikke, specialiseringen? Profileringen af det specifikke på alle målelige parametre medfører en underbetoning af det forudsatte alméne.