Analyse
Læsetid: 5 min.

Rasmus Paludans nye svenske gadeshow løber 142 dage endnu

Partiet Stram Kurs er netop blevet godkendt til at kunne søge om at blive opstillet ved det svenske Riksdagsvalg til efteråret. Dermed har Rasmus Paludan fået godt fem måneder til atter at rejse rundt med sit medievante provokationsteater, der automatisk afføder vilde optøjer og vold mod politiet
Påskeoptøjerne i Sydsverige har katapulteret Rasmus Paludan effektivt ind i den svenske offentlighed, og han har nu sikret sig den platform, som han ellers havde mistet i Danmark.

Påskeoptøjerne i Sydsverige har katapulteret Rasmus Paludan effektivt ind i den svenske offentlighed, og han har nu sikret sig den platform, som han ellers havde mistet i Danmark.

Kicki Nilsson/Ritzau Scanpix

Indland
22. april 2022

Politisk set har Stram Kurs for længst mistet sin kraft. Partiet er klappet sammen i Danmark og fik sågar inddraget sine vælgererklæringer fra sidste folketingsvalg på grund af snyd og fup. Men partiets stadigt mere ensomme stifter, jurauddannede Rasmus Paludan, er en fiffig karakter, og han har udnyttet sit svenske statsborgerskab til nu at rykke over Øresund.

I ugens løb har den svenske Valmyndigheten bekræftet, at Stram Kurs vil kunne stille op ved Riksdagsvalget den 11. september, og selv om svensk politi samtidig har anmeldt Rasmus Paludan for »hetz mod en befolkningsgruppe«, har han nu sikret sig den platform, som han ellers havde mistet i Danmark.

For nok første gang er det lykkedes for en fritidspolitiker at opnå tværskandinavisk berømmelse, altså en bred offentlig kendskabsgrad i mindst to nordiske lande. Så langt nåede Fremskridtspartiets stifter Mogens Glistrup ikke – tilbage i 1970’erne forblev han et dansk fænomen.

Som en slags politisk kaos-entertainer har Rasmus Paludan taget et bemærkelsesværdigt skridt op og har mere end fordoblet sit publikum. Og på samme måde som de danske myndigheder anslået har brugt mindst 200 millioner kroner på at måtte beskytte Rasmus Paludan mod overfald fra moddemonstranter, kan svenskerne nu også se frem til, at det spektakulære hurlumhej-teater vil rulle videre frem til september.

Den svenske grundlov sikrer alle borgere en fundamental ret til at kunne ytre sig frit, og formelt set kan hverken politiet eller Säkerhetspolisen, Säpo, derfor forhindre, at Rasmus Paludan tropper op og brænder koraner af. Rent juridisk spiller det heller ikke nogen rolle, at koranafbrændingerne tydeligvis fremprovokerer vold og tumult, som det er sket i blandt andet i Linköbing og Norrköping hen over påskedagene.

Retten til at forsamle sig frit gælder også, hvis man efterhånden står mere eller mindre alene, og retten til at ytre sig gælder også ubetinget, selv om en større gruppe af ballademagere vil gå til yderligheder for at lukke munden på folk, som de er uenige med. I de nordiske demokratier kan og skal alle kunne ytre sig, og hvis nogen forsøger at stille sig i vejen, er det politiets pligt at sikre udfoldelsen af frihedsrettighederne.

Rituelle satyrspil

Ved seneste folketingsvalg fik Stram Kurs ikke nok stemmer til at klare spærregrænsen på to procent og dermed få mindst fire mandater. Og selv om Rasmus Paludan rent faktisk opnåede lidt flere personlige stemmer end for eksempel Dansk Folkepartis Pia Kjærsgaard, var han også meget langt fra at kunne vinde et kredsmandat. Siden da er Stram Kurs tilmed ad flere omgange muteret til nye og endnu mindre partidannelser.

Mulighederne i Sverige ser umiddelbart endnu mere håbløse ud. Spærregrænsen til Riksdagen er fire procent, og da den svenske befolkning nærmer sig at være dobbelt så stor som den danske, vil Rasmus Paludan skulle mønstre op mod otte gange så mange stemmer, som det ikke engang lykkedes at få i Danmark i 2019. Realpolitisk er missionen komplet umulig, og Stram Kurs vil nok også ende med kun at opstille til lokalvalget i den kommune, hvor Rasmus Paludan eventuelt har en adresse.

Men gadeshowet med afbrænding af koraner og perfide provokationer mod tilhørere handler heller ikke længere primært om at komme ind i de folkevalgte kamre, hverken i Danmark eller Sverige, men snarere om at komme helt ind i folks stuer via fjernsynsskærme og mobiltelefoner.

Han bringer sig selv i centrum og tvinger myndigheder og magthavere til at måtte forholde sig til hans gøren og laden. Efter politiet forleden havde måttet affyre varselsskud i Örebro for at holde voldsmænd væk, var Sveriges statsminister Magdalena Andersson således ude og tage afstand fra Rasmus Paludan:

»Det er præcis den type voldsomme reaktioner, han gerne vil have. Selve formålet er at opildne folk mod hinanden,« lød det fra den socialdemokratiske statsminister – med stort set samme ord, som danske toppolitikere også tidligere har brugt.

40-årige Rasmus Paludan har formået at iscenesætte sig selv i en rolle, som konstant tiltrækker sig intens medieinteresse – og ikke mindst ekstreme modangreb fra unge indvandrergrupper og bandemedlemmer fra de socialt belastede boligområder, hvor han ynder at opføre sine rituelle satyrspil. Det bliver på den måde en slags selvopfyldende profeti, og derfor garanteret tv-underholdning for medierne i de ellers fredelige nordiske samfund.

Genopstået i påsken

Den aktuelle situation i Sverige fremstår som en mere eller mindre tragikomisk genopførelse af, hvad der skete i Danmark fra påsken 2019 og frem. Da Rasmus Paludan trådte frem på den danske scene, udnyttede han den årligt tilbagevendende nyhedstørke i påskedagene og opsøgte også dengang nogle af de steder, hvor sandsynligheden for konfrontation var allerstørst.

Dengang valgte han oplagt Blågårds Plads på Nørrebro som hovedscene, og de øjeblikkelige brandoptøjer førte også senere til, at ti personer blev idømt i alt otte års fængsel for at have kastet med blandt andet brosten, stole, fyrværkeri og glasskår mod politiet. Dengang som nu havde medierne ikke meget andet at skildre i påskedagene, og Stram Kurs fik straks mobiliseret de fornødne vælgererklæringer.

Her i 2022 har han drevent gentaget tricket. Påskeoptøjerne i Sydsverige har katapulteret Rasmus Paludan effektivt ind i den svenske offentlighed, og dermed har han nu fået skabt en platform, som han kan udnytte her i de kommende måneder, hvor nyhedsmedierne vil følge ham rundt på den nye turné.

Frem til den 11. september – som jo i sig selv er en mørk mærkedag i diskussionen om islam – vil Rasmus Paludan kunne forvente at få genoplivet den personlige opmærksomhed, han tidligere tiltrak i Danmark. Og de svenske myndigheder kan lige så godt forberede sig på fortsatte sammenstød og nye juridiske forviklinger. For Paludans advokatbaggrund fornægter sig ikke.

Som sin åndsbeslægtede forgænger Mogens Glistrup dyrker Rasmus Paludan i særlig grad også retsdramaet. Hvor Glistrup legede kispus med skattevæsnet og triumferende kunne fremvise et skattekort med en trækprocent på nul, har Paludan haft held til at drive det svenske retsvæsen til vanvid.

Da den svenske grænsekontrol på Øresundsbroen i august 2020 nægtede ham indrejse – med henvisning til en paragraf, der omhandler personer, der kan udgøre en trussel mod samfundets sikkerhed – klagede Paludan prompte og fik senere Migrationsverket til at anerkende hans svenske statsborgerskab. Og dermed kunne han frit rejse ind i sit faderland og for alvor sætte gang i sit ganske enkle udstyrsstykke.

Jo mere modstand Rasmus Paludan møder, desto stærkere appel får han helt automatisk. Og derfor er der grund til at forvente en provokerende paradekørsel, der efter planen begynder forfra nu i de kommende dage og ruller frem til Riksdagsvalget i september. Dernæst lukker  den ned igen – indtil showet en påskedag ude i fremtiden måske kan rykke videre til Norge.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Kim Folke Knudsen

@Rasmus Paludan

At erindre at valgkamp til fordel for Sveriges Demokraterne det fører til, at Sverige ikke tiltræder NATO og det fører til, at øjnene lukkes for den russiske aggression lige ovre på den anden side af Østersøen.

Lex Ukraine hvorledes går det neutrale nationer, som kommer på tværs af Vladimir Putins imperiale planer.

Ildebrandene kan hurtigt blive en del større og mere ødelæggende hvis det er Den Røde Hær, som aflægger uanmeldt visit i Sveriges udsatte boligområder.

Nu er det ikke forbudt at have den hobby at købe 1.000 Koraner og så lade dem afbrænde som en personlig hobby. Omend jeg har meget svært ved at se det sjove vittige eller geniale i denne hobby. Men det må Rasmus Paludan kunne forklare mig om ?

Til borgerne i de udsatte boligområder. Lad ham være Rasmus Paludan. Han bliver kun interessant, hvis I hidser Jer op. Få styr på Jeres unge i stedet for. Det er helt og fuldstændigt uacceptabelt, at svensk politi mødes med massiv og farlig vold uanset hvor mange gange du må føle dig krænket over Rasmus Paludans fritidsinteresse.

Der er rigeligt af gode opgaver og uddannelsesmuligheder for unge mennesker ude i virkeligheden fremfor at leve i en religiøs krænkelsesboble og bruge al tiden på at være i opposition til det samfund, som du er født i.

Respekt vindes ved at blive en god medborger i det samfund som du er en del af og ikke ved det modsatte.

Lad ham Rasmus Paludan være og Lad ham være i fred.

Hans budskab har ikke fortjent denne her opmærksomhed.

VH
KFK

Gert Friis Christiansen, Jacob Nielsen, Per Christensen, Hanne Pedersen og Birgitte Johansen anbefalede denne kommentar
Freddie Vindberg

Rasmus Paludans provokationsteater, viser bare, at muslimer overhovedet ikke har humoristisk sans.

Per Christensen

Rasmus Paludan er en irriterende provokatør - ingen tvivl om det.

Men at MENA segmentet igen igen reagerer med vold og ødelæggelse viser at de klart ønsker et system hvor Islam er grundpillen i samfundet og alt og alle skal indordne sig herunder.

erik jensen, svend christian tychsen, Henrik Andersen, John S. Hansen, jens christian jacobsen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Bryde Poulsen

Da man af erfaring ved,hvor megen tumult og voldsom ballade R. P.'s provokationer medfører,kan det godt undre,at politiet ikke benytter deres ret til,at flytte hans anmeldte demonstrationer hen et sted,hvor det ikke kan genere uskyldige borgere !

Anders Sørensen

Det er underligt at se, at Rasmus Paludans provokationer virker PRÆCIS, som han har tænkt dem.

Ikke nok med, at havde har det ganske lille segment af fra starten absolut enige (full blown racister) med sig. Ikke nok med, at han sidenhen fik overbevist ytringsfrihedsekstremisterne om sit projekts lødighed.

Nej, nu er det kommet så vidt, at man i majoriteten af danske dagblade (endda inklusive Information plus kommentarspor) kan se det besskrevet, som var Paludan en art frihedskæmper.

Godt nok bliver der ofte i sammenhængen sagt, at man bør ignorere ham. Men samtidig siges det også i stadig højere grad, at dem, der ikke er i stand til at ignorere ham (altså dem, i hvis baghave han stiller sig og råber luder), er det virkelige problem.

Rasmus Paludan har fået det, som han ønskede det og planlagde det.

Morten Bo Johansen

@Freddie Vindberg

Rasmus Paludans provokationsteater, viser bare, at muslimer overhovedet ikke har humoristisk sans.

Det er sikkert rigtigt. Det viser på den anden side også danskernes lallende forhold til religion. Selvom religion jo beskæftiger sig med de mest alvorlige og eksistentielle spørgsmål for menneskets væren i verden, så er det for os dog altid OK at gøre den til genstand for vulgaritet, maskeret som "humor". Jeg forstår i hvert fald ikke humoren i Paludans aktioner. Gennemsnitsdanskeren er medlem af folkekirken, kommer der aldrig og proklamerer frejdigt at han ikke tror på Gud. Enough said.
VH Morten (hardcore ateist)

erik jensen, Frederik Schwane og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

Stakkels svenskere...

Dan Mouritzsen, Eva Schwanenflügel, Gitte Loeyche og svend christian tychsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

Steffen Groth, cand.mag i dansk og kulturstudier og underviser ved Niels Brocks Handelsgymnasium, så sig nødsaget til at skrive en kommentar om ytringsfrihed i anledning af det Paludanske bogafbrændingskorstog rundt i landet anno 2019.

Her reflekterer Groth over, hvordan tidligere tiders bogafbrændinger ofte har indledt ekstreme perioder, vi stadig fornemmer den afgrundsdybe dunst fra:

"Når bogafbrænding rettes mod en minoritet, som man eksplicit ønsker fjernet fra Danmark, er de historiske associationer uundgåelige. De knitrende flammer fra bøgernes blade kaster ikke alene en skamløs krænkelse over en minoritets hellige bog. De kaster også skygger, der strækker sig langt tilbage i historien til kætterprocesserne i middelalderen, hvor vognlæs af den jødiske Talmud blev brændt af i Paris. Skygger der flakker uroligt henover den tyske 1800-talsdigter Heinrich Heine, som i dramaet Almansor efter en koranafbrænding ildevarslende lader hovedpersonen udtale: “Der hvor man brænder bøger, ender man med at brænde mennesker“. Og skygger der når et sort zenit i Berlin 1933, Opernplatz, hvor Joseph Goebbels forestår bogafbrændinger ved en studenterdemonstration under parolen “Imod den utyske ånd”. Mens flammerne rejser sig og knitrer og buldrer, taler og taler den lille sorthårede propagandaminister i ildens skyggefulde skær:

“Den outrerede jødiske intellektualismes tidsalder er nu forbi”, proklamerer han, ”I studerende benytter jer af retten til at kaste det åndelige smuds i flammerne”.

Jeg mener selvsagt ikke, at Paludan snart  brænder mennesker i stedet for bøger. Men jeg mener, at hans rituelle afbrænding af koranen har en historisk resonansbund. Afbrændingen foregår ikke i et tomrum eller et abstrakt, principielt nu, den er spundet ind i vores konkrete fællesmenneskelige historie, dens erindringer, dens smerte, dens forbrydelser og uendelige dårskab.

Nazisterne brændte storslået jødisk litteratur: Sigmund Freud, Franz Kafka, Stefan Zweig, Joseph Roth, Walter Benjamin, Heinrich Heine….

Mener ytringsfriheds-absolutisterne mon også, at vi uden videre bør acceptere, at en erklæret antisemit tager opstilling med sit følge foran synagogen i Krystalgade eller foran den jødiske skole og afbrænder Toraen, mens han råber ‘luderbog’, ‘lortejøder’, ‘affald’, ‘de skal ud’? Hvis en person har den patologiske racistiske trang, kunne politiet bede ham finde et andet sted at få afløb for den end foran synagogen eller den jødiske skole. Og der ville i mine øjne ikke gå det mindste skår af ytringsfriheden som princip af den grund.

Tilsvarende bør det være muligt at omdirigere Paludans ustyrlige trang til at krænke, chikanere, ydmyge og dæmonisere muslimer, så den ikke udfoldes lige i ansigtet på den minoritet, han så gerne vil forhåne og forvise fra landet."

"Paludans parader- bogafbrænding og mental brandstiftelse"
https://pov.international/paludans-parader/

Det er så rigtigt set!

Frederik Schwane, Peter Kronborg og Jan Bisp Zarghami anbefalede denne kommentar
Niels Erlinger

Vi så det også for nogle år siden herhjemme.

Dengang holdt Hizb ut-Tahrir fredagsbøn inde på Christiansborg slotsplads, og hvor de samtidigt argumenterede for mindre demokrati og mere islam. Her kiggede de omkringgående blot på, rystede hovedet og gik videre i ro og orden.

Og så skulle man så tro, at Rasmus Paludan på tilsvarende vis, kunne demonstrere inde på Blågårdsplads for mere demokrati og mindre islam. Men her gik de omkringstående amok og brændte biler af og kastede med sten efter politiet.

Det vil sige, at når der er religions og ytringsfrihed, så kan Hizb ut-Tahrir godt udnytte dette, når det er til deres egen fordel.

Men når det går imod, så reagerer man med vold og optøjer.

erik jensen, Per Christensen, Morten Pedersen og svend christian tychsen anbefalede denne kommentar

" Selvom religion jo beskæftiger sig med de mest alvorlige og eksistentielle spørgsmål for menneskets væren i verden, så er det for os dog altid OK at gøre den til genstand for vulgaritet, maskeret som "humor". Jeg forstår i hvert fald ikke humoren i Paludans aktioner."

Må jeg i den forbindelse have lov til at påpege at Islam betyder underkastelse, ikke moral.

Moralen ses her i disse optøjer udpenslet som religionens modsætning. Når religionen hersker er moralen ikke eksisterende

Frederik Schwane

Et demokrati uden respekt for minoriteterne er ikke et demokrati; det er et flertalsdiktatur. Og så kan en klog forskruet personage som Paludan udnytte en demokratisk lovgivning direkte mod den ånd, den er skrevet i.

Og jer, der ikke forstår det, har kastet jeres ensidige fokus på en absolut ret til ytringsfrihed, som den vigtigste grundsten for et demokrati.

Men for det første er ytringsfriheden absolut ikke absolut; vores lovgivning er fyldt med begrænsninger; for det andet er vores demokrati også bygget op om (retten til) den offentlige ro og orden.

Paludan ved udmærket godt, at det er vores forståelse af vores demokrati, han provokerer lige nu; vi ser os blinde på, at ofrene for hans krænkelser reagerer på krænkelserne.

Morten Bo Johansen

@Nils Bøjden

Må jeg i den forbindelse have lov til at påpege at Islam betyder underkastelse, ikke moral.

Noget centralt i de fleste religioner, herunder også kristendommen, er jo netop underkastelse: Man underkaster sig noget, som er større end en selv og "lægger sin skæbne i hænderne på Gud". Moral og underkastelse har for så vidt intet med hinanden at gøre. Man kan godt underkaste sig en religions dogmer og stadig være et moralsk godt menneske. Min bemærkning gik på, at danskernes helt overfladiske forhold til religion er grunden til, at vi har så let ved at lave grin med den eller direkte nedgøre den som Paludan. Og som også i Muhammed-tegningerne. Optøjerne i Sverige har i øvrigt ikke noget med religion at gøre. Paludan er bare blevet en stedfortræder for det svenske system, en masse unge muslimer gør oprør mod. Om dette så er berettiget eller ej, er en anden diskussion.

"Noget centralt i de fleste religioner, herunder også kristendommen, er jo netop underkastelse"

Forskellen er at selve ordet for religionen er "underkastelse". I min optik er de manifestationen af forskellen mellem moral og religion. Valget eller troen. Hvis du vælger er du selv på spil, hvis religionen er på spil er det din underkastelse ohg dermed ikke dig selv de er på spil men at du udelukkendende underkaster sig andres valg.