I Sverige taler regeringen om at indføre en krigsskat. Danmark går andre veje

Krigsskat, wartime taxation eller beredskapsskatt.

Helt tilbage til oldtidens Egypten har store krige betydet, at borgere måtte betale til krigskassen.

For det er dyrt at føre krig og holde et forsvar, og det oplever flere lande i Europa også i øjeblikket, efter krigen i Ukraine har ført til en totalt forandret geopolitisk situation. Det er blandt andet derfor, at Sveriges finansminister, Mikael Damberg, for nogle uger siden varslede skattestigninger. Han forklarede, at man skal betragte det som en slags »beredskapsskatt«.

»Når vi udbygger forsvaret, skal alle også bidrage efter evne,« sagde den socialdemokratiske minister.

Også i Danmark ser vi ind i en fremtid med langt flere udgifter, end vi havde regnet med før den 24. februar, da Rusland invaderede Ukraine. Først og fremmest fordi et politisk flertal har besluttet at hæve forsvarsbudgettet med 18 milliarder kroner om året inden udgangen af 2033.

Selv om det langtfra er nyt at hæve beskatningen i krigstider, er spørgsmålet, om det har gang på jord herhjemme. Regeringens støttepartier Enhedslisten og SF mener, at krigen netop kalder på øget beskatning. Socialdemokratiet tøver, men afviser ikke konkrete forslag på forhånd.

Krig er lig med skat

Men før vi vender tilbage til nutidens realpolitik, skal vi kaste et blik helt tilbage til middelalderen. Det var nemlig første gang i danmarkshistorien, at man begyndte at opkræve borgere skat.

Hans Henrik Appel er historiker og fortæller, at skat i udgangspunktet var noget ekstraordinært, kongen opkrævede, når der var krig.

Beløbet til krigsførelse blev større i løbet af 1500- og begyndelsen af 1600-tallet. Det afgørende for at vinde krigene var nu, at man havde tusindvis af lejesoldater, og det krævede penge til at kunne betale soldaterne med.

Efterhånden som krigene blev dyrere, blev skattegrundlaget udvidet til ikke kun at følge landbrugsproduktionen. Det blev besluttet, at man skulle betale skat for hvert et hoved i husstanden. Senere kom der en ildsteds- og en kvægskat. Hvis man havde ti køer, skulle man altså betale skat for hver ko. 

»Der kom en opfindsomhed fra kronens side, fordi man virkelig var ude at lede efter penge,« forklarer Hans Henrik Appel. 

Op til 1800-tallet havde staten meget få opgaver ud over at føre krig. Herefter begyndte den at få andre funktioner, der kostede penge, såsom udbygning af infrastruktur, udgifter til skolevæsen og fattighjælp. Derfor steg skatten også – langsomt.

Et højt skattetryk kom dog først under Første Verdenskrig. Her kom der flere udgifter til en indsatsstyrke, der skulle kunne forsvare Danmark, og man ville også gerne købe nye våben. Samtidig var det vigtigste forsvar ifølge Hans Henrik Appel, at begge krigsførende parter kunne se en interesse i, at Danmark forblev et neutralt og stabilt land.

»Derfor var man meget fokuseret på at undgå social uro. Det kunne risikere at gøre tyskerne bange for et kup i Danmark, som kunne føre til, at englænderne gik ind,« fortæller han.

Mens statens udgifter steg, gjorde indtægterne for nogle forretningsfolk det også. De såkaldte Gullaschbaroner tjente millioner på at sælge mad til de krigsførende parter. Og sideløbende steg priserne eksplosivt på mad herhjemme – lidt ligesom vi oplever nu, dog i mildere grad.

Dengang var konsekvensen dog, at mange danskere ikke kunne brødføde sig selv, og det øgede risikoen for uroligheder. Blandt andet derfor indførte staten en skat på de højeste indkomster i samfundet og hævede på den måde skattetrykket betragteligt for de allerrigeste.

Man kan ifølge Hans Henrik Appel tale om, at skat var krigsstyret, indtil krigen stillede så store krav til, at man fik stabilitet i landet, at man gik over i velfærdsskattesystemet i forbindelse med Første Verdenskrig

»For her blev fordelingspolitik pludselig også et sikkerhedshensyn,« siger Hans Henrik Appel.

Dette er langtfra kun historien om Danmark. I flere lande førte begge verdenskrige til store reformer af indkomst- og formuebeskatningen. Og de forblev efterfølgende en vigtig del af finansieringen af moderne velfærdsstater som den danske.

Færre penge til andre ting

Det står også i dag klart, at lande kommer under øget pres i krigssituationer. Herhjemme skal vi ikke bare finansiere de direkte omkostninger til forsvaret, men også udgifter til flygtninge, som kan komme til at koste Danmark op mod ti milliarder kroner. 

Krigen har også skabt stigende energipriser, dyrere fødevarer og højere inflation – forhold, som alle sammen går hårdest ud over dem med færrest penge mellem hænderne.

Finansministeriet har netop åbnet for midlertidigt at fravige budgetlovens underskudsgrænse for at kunne afholde exceptionelle udgifter direkte relateret til Ukraine-konflikten. Men tidligere overvismand og professor i økonomi Hans Jørgen Whitta-Jacobsen påpeger, at det er engangsudgifter. 

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen understreger, at krigen for Danmark i et langsigtet perspektiv først og fremmest kommer til at koste 18 milliarder, fordi et flertal bag aftalen Det Nationale Kompromis har besluttet at hæve statens forsvarsudgifter til to procent af BNP. Det er løbende udgifter, som staten skal finansiere år efter år. 

»Og for de penge er der andre ting, vi ikke kan gøre,« fastslår han.

Et flertal i Folketinget har besluttet at hæve det strukturelle underskud til en halv procent. Det gør det kort fortalt muligt at fastholde det nuværende velfærdsniveau, selv om der kommer flere ældre i fremtiden – og samtidig få råd til større forsvar. Men det efterlader alligevel politikerne med markant færre penge at prioritere, end man havde regnet med, før krigen brød ud, understreger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen.

»Når der er lagt op til at sænke underskuddet til 0,5 procent, men ingen siger højere skatter, så vil der være en lavere stigning i det offentlige forbrug, end der ellers ville have været.«

Det er ifølge ham udelukkende en politisk prioritering, om – eller hvordan – man vælger at finde de 18 milliarder kroner.

»En mulighed er at løfte skatterne, og så behøver man ikke at droppe de velfærdsinvesteringer, der ellers var planlagt med. Og den anden mulighed er, at man dropper flere velfærdsinvesteringer i fremtiden.«

– Og hvad er det så helt konkret, der for eksempel ikke vil være råd til?

»Jamen, det er alle den slags forbedringer af den offentlige service, som ligger ud over det, man giver i dag. Nyere behandlingstilbud i sundhedssektoren. Opgraderinger i ældreplejen, lavere klassekvotienter i folkeskolen. Hvis man ønsker den slags investeringer, skal man ud at finde ny finansiering.«

Hans Jørgen Whitta-Jacobsen påpeger, at selv om man lige har penge nok til at følge det demografiske træk, vil den generelle øgede velstand i samfundet også stille højere krav til den velfærd, staten tilbyder borgerne.

»Og det er der i de nuværende økonomiske planer, som er lagt frem, ikke råd til.«

SF kalder det solidaritetsskat 

Spørger man Lisbeth Bech-Nielsen, som er finansordfører for SF, er der ingen tvivl om, at øgede skatter giver mening i lyset af den situation, Danmark står i nu.

»Med krigen har mange ting ændret sig, og alting er oppe i luften. Vi ser ind i en krise, hvor særligt folk med de mindste indkomster får udhulet deres købekraft, og alting bliver påvirket af krigen – lige fra ukrainsk hvede til russisk olie og gas,« siger hun.

Hun ser derfor øget beskatning som et middel til at adressere den ulighed, som ofte forstærkes i kriser, og som ifølge hende nu vil forstærkes endnu mere, fordi de fattigste er dem, der rammes hårdest af inflationen. 

Hun vil dog ikke gå så langt som sin svenske kollega til at kalde øget beskatning som følge af flere krigsudgifter for »beredskabskat« eller krigsskat.

»Jeg vil hellere kalde det en solidaritetsskat,« siger hun.

Hun påpeger, at det først og fremmest er vigtigt, at det er en »social retfærdig skat«, som ikke rammer dem i samfundet, der har mindst.

Derfor foreslår hun blandt andet, at man tager fat på en gammel diskussion i EU om at indføre en fælles transaktionsskat. Det er en skat, som pålægges de hurtigste handler med værdipapirer, som algoritmer foretager. Den såkaldte FTT-skat kan ifølge hende indbringe Danmark ti milliarder kroner om året, hvis den indføres bredt i EU. Herudover peger hun på en dansk formueskat, som SF blandt andet har foreslået, at vi skal bruge til at gøre op med uligeløn i den offentlige sektor.

»Man kan også gøre ting herhjemme, så længe vi har for øje, at specielt folk med små indkomster virkelig har fået udhulet deres købekraft, og det derfor ikke må ramme dem.«

I Enhedslisten er man generelt imod de øgede udgifter til forsvaret.

»Hvis man ikke laver militær oprustning, er der 18 milliarder kroner til et permanent løft af velfærden og investeringer i den grønne omstilling,« påpeger finansordfører for partiet Rune Lund.

Men fordi der er et flertal i Folketinget for øgede militæromkostninger, mener han ligesom SF, at øget beskatning er den rette vej at gå.

»Når man er parat til at tage store beslutninger om, at der skal bruges milliarder af kroner på oprustning, så må der være politisk vilje til, at det ikke skal være de mest ressourcesvage, som skal betale,« siger han.

Han peger blandt andet på, at man skal beskatte aktie- og kapitalindkomst på samme måde som lønindkomst, og at der kommer en ekstra selskabsskat på »overnormal profit«. Det er forslag, som Enhedslisten har turneret med før, men som nu ifølge Rune Lund giver endnu bedre mening.

»Vi står i en situation, hvor fattige mennesker og folk med lave og almindelige indkomster ser deres lønninger udhulet, hvor vi skal investere i den grønne omstilling og genoprette vores velfærd. Nu er de mest oplagte penge at starte med væk, fordi de skal bruges på militær. Og derfor har vi et akut behov for at finde ny finansiering,« siger han.

Hårdere prioriteringer i fremtiden 

Finansminister Nicolai Wammen har ikke ønsket at stille op til interview. Men politisk ordfører for Socialdemokratiet Christian Rabjerg Madsen fremhæver, at det for Socialdemokratiet ikke ligger lige for at hæve skatterne.

»For det vil lægge en yderligere byrde på nogle familier, som i øjeblikket kæmper med konsekvenserne af inflation,« siger han.

– Der er måder at beskatte på, som ikke rammer folk med almindelige lønindkomster?

»Det er korrekt. Vi har selv foreslået at øge afgiften på nikotinprodukter, så det er klart, at der kan være ting, hvor det giver mening at gøre noget målrettet. Men fordi vi har en meget betydelig udfordring med inflation i øjeblikket, så er Socialdemokratiet og regeringen meget tilbageholdende med de her drøftelser og er afvisende over for generelle skattestigninger,« siger han.

– Men igen: Socialdemokratiet har før ikke været tilbageholdende med at finansiere politik med beskatning, som ikke nødvendigvis rammer danskerne bredt?

»Det er korrekt, at vi i forbindelse med værdig tilbagetrækning foreslog, at man tilbagerullede nogle af de skattelettelser, der blev givet på de største aktieafkast. Så det er klart, at hvis der er konkrete forslag på mere målrettede ting, så kan vi tage drøftelsen af det,« siger Christian Rabjerg Madsen.

Men herudover peger han på, at det reformspor, som regeringen har lanceret, skal være med til at finansiere eventuelle investeringer i fremtiden.

– Det er vel potentielle nye indtægtskilder, som I også havde forventet før 24. februar, da krigen brød ud? Kalder den nye situation ikke på nye tiltag?

»Jeg synes, at reformsporet var vigtigt før, men det er blevet endnu vigtigere i fremtiden, fordi de udfordringer, vi står over for, er blevet endnu større.«

– Så skal der tænkes nye og større ambitioner ind i reformsporet, eller hvordan skal det forstås?

»Det er i hvert fald afgørende at blive ved med at fokusere på, at reformer også er en del af svaret. Og så skylder vi at være ærlige om, at Danmarks økonomi altid har handlet om prioriteringer. Men det er klart, at når spillepladen ændrer sig så dramatisk, så bliver prioriteringerne hårdere i fremtiden.«