Ligesom regeringens grundfortælling er, at Miljø- og Fødevareministeriet havde ansvaret for hele minkaffæren, fordi de ikke råbte op om den manglende hjemmel, har ressortministeriet også en grundfortælling.
Fredag blev tre centrale embedsmænd fra det nu nedlagte ministerium afhørt i Minkkommissionen, og de argumenterede alle sammen for, at det var almen kendt, at der ikke var hjemmel til aflivning af alle mink, hvorfor de lod adskillelige muligheder for at råbe op forpasse. Faktisk vidste selv minkavlerne, at det var frivilligt, om man ville aflive sine mink, lød det.
Mest interessant var afhøringen af departmentchef Henrik Studsgaard, som SF allerede for to år siden krævede fyret for sin håndtering af sagen. Han formåede dog hverken at grave sig dybere ned i et hul eller komme styrket ud af retten.
Ikke »aktiv viden«
Siden sin første afhøring i oktober har en stor pil peget på tidligere departementschef i Miljø- og Fødevareministeriet Henrik Studsgaard. Nogen vil måske huske, at det var ham, der sad med til det regeringsmøde, hvor man besluttede at aflive alle mink, vel vidende at der ikke var hjemmel, men uden at sige det. Det ikke lige var »top of mind«.
Fredag blev der endelig gravet videre i det nu famøse citat. Studsgaard indrømmede, at han i september havde læst nogle papirer, der klargjorde, at der ikke ville være hjemmel til en sådan beslutning. Men det var ikke »aktiv viden« forklarede Studsgaard fredag.
»Det var ikke en viden, der lå aktivt. Jeg læser uendelig mange papirer og sager, og derfor bærer jeg ikke rundt på det hele som aktiv viden, jeg kan trække frem,« sagde han.
Det er ikke utænkeligt, at Studsgaard kan have glemt, hvad han læste måneder forinden, selv om det er mærkeligt, når nu resten af hans afdeling havde det meget present. Argumenteret fremstår dog noget svagere, når han samtidig argumenterede for, at avlerne burde have vidst det.
Henrik Studsgaard forklarede videre, at det ikke var det, diskussionen på mødet handlede om. Og adspurgt om han selv eller Mogens Jensen, som også var med på mødet, argumenterede for, at man ikke havde det fornødne grundlag til at træffe en sådan beslutning, svarede Henrik Studsgaard:
»Jeg er næsten bange for at tage udtrykket i min mund, men det var faktisk det, jeg mente sidst, da jeg sagde, at det ikke var top of mind. Det helt væsentlige her var, om proportionerne var i orden.«
Argumentet her er også interessant. Hans eget ministerium havde nemlig indstillet to mulige beslutninger til regeringen, og på mødet traf de en tredje. En beslutning, som embedsmændene altså ikke havde undersøgt på forhånd. Så selv om Studsgaard måske havde glemt, at der ikke var hjemmel til den konkrete beslutning, kunne han have sagt højt, at man nu begav sig ud i en beslutning, hvor lovgrundlaget ikke på forhånd var forberedt. Det gjorde han ikke.
Orienterede ikke ministeren
Kort efter regeringens pressemøde den 4. november bliver Studsgaard så gjort opmærksom på, at der mangler hjemmelen. Han kan dog bemærkelsesværdigt nok ikke huske, om han fortæller sin minister det.
»Altså jeg kan ikke positivt huske det. Jeg kan ikke positivt bevise, hvornår det er sagt og ikke sagt til Mogens Jensen,« sagde han. »Jeg ville synes, det var naturligt, at holde ministeren tæt orienteret, men jeg kan ikke sige præcis, hvornår Mogens har fået det at vide.«
Mogens Jensen mener selv, at han først blev orienteret den 7. november. Så hvis Henrik Studsgaard sagde, at han havde gjort sit arbejde ordentligt og meddelt sin minister, at der var hjemmelsproblemer, så snart han fandt ud af det, ville han altså smide Mogens Jensen under bussen.
Vi ved selvfølgelig ikke, hvad Henrik Studsgaard faktisk kan huske. Men hvis Henrik Studsgaard virkelig ønskede at redde sig selv, kunne han godt have formuleret sig anderledes. Man får næsten en fornemmelse af, at det er en slags redningsaktion for hans tidligere minister. En minister, Studsgaard offentligt undskyldte til, da han måtte trække sig, for ikke at have hjulpet ham godt nok.
Alle vidste det
Hele Slotsholmen vidste, at der ikke var hjemmel til regeringens beslutning. Det gjorde de relevante ministerier, og det gjorde minkavlerne. Det var i hvert fald kontorchef Paolo Drostbys opfattelse og argument for ikke at have flaget med det.
At Miljø- og Fødevareministeriet mener, at de har orienteret de rigtige ministerier, er ikke nyt, men vi har ikke tidligere set dem understrege så kraftigt, at minkavlerne også vidste det. Og så enslydende, at det næsten fremstod koordineret.
»Jeg tror ikke, at minkavlerne har været i nogen vildfarelse om regelgrundlaget,« sagde Paolo Drostby.
Departementschef Studsgaard argumenterede i den forbindelse også med, at minkavlerne via Kopenhagen Fur havde deres egne jurister ansat, som burde kunne gennemskue situationen.
»Ud fra de betragtninger tænker jeg, at Kopenhagen Fur ikke kan have været uvidende om den juridiske virkelighed, vi var i,« sagde han. »Jeg er ikke i tvivl om, at det er fuldstændig tydeligt for Kopenhagen Fur, at det er frivilligt for minkavlerne.«
Minkbranchens repræsentanter i kommissionen har ellers sagt det modsatte. De har stået hårdt på, at man som minkavler ikke kunne tolke det som et frivilligt valg efter regeringens pressemøde. Og i betragtning af minkavlernes generelle reaktion på beslutningen er det også svært at forestille sig, at de skulle have aflivet så hurtigt og konsekvent, hvis de ikke følte sig tvunget til det.
Henrik Studsgaard argumenterede i den forbindelse med, at folkesundheden jo var et »incitament« for dem, og at et pressemøde i øvrigt »ikke under nogen omstændigheder kan give en ordre.«
Det samme mente kontorchef Paolo Drostby, der udbrød: »Det var jo et pressemøde det her. Det var ikke et påbud.«
Men kender man forskellen som minkavler? Eller enhver anden uden indgående kendskab til statsapparatet? Ikke nødvendigvis.
Det er et godt eksempel på et af de steder, hvor Miljø- og Fødevareministeriets forklaring står svagt. Når de holder for hårdt på, at alle kendte til hjemmelsproblemerne. At det var så åbenlyst, at de ikke behøvede sige det til nogen.
Modsagde Barbara Bertelsen
Da statsministeriet endelig fandt ud af, at der manglende hjemmel til beslutningen, foregik det ved, at et hastelovforslag blev sendt fra Miljø- og Fødevareministeriet til en af deres kontorchefer.
I sidste uge hørte vi dog Barbara Bertelsen slå fast gentagne gange, at man ikke kunne forvente, at en mail om et hastelovforslag ville nå op på hverken hendes eller statsministerens niveau, når det blev sendt ind i Statsministeriet på så lavt niveau som kontorchefniveau.
Den opfattelse har der dog ikke været i Miljø- og Fødevareministeriet, viste det sig fredag. Paolo Drostby, som sendte mailen til Statsministeriet, forklarede tværtimod, at han ikke var det mindste i tvivl om, at beskeden ville blive sendt op statsministeriets system.
»Ja, bestemt. Hensigten var jo, at statsministeren skulle videresende det (hastelovforslaget, red) til Folketinget. Det ligger i sagens natur,« sagde han.
Her adskiller deres forklaringer sig altså åbenlyst i et spørgsmål, der kun kan betyde, at enten Statsministeriet eller ressortministeriet har begået en fejl.
Efter Barbara Bertelsens opfattelse skulle en højtstående embedsmand i Miljø- og Fødevareministeriet, eksempelvis Henrik Studsgaard, have kontaktet hende eller en afdelingschef direkte med så stor en bombe.
Men her, ligesom i flere andre tilfælde, giver Henrik Studsgaard udtryk for, at den manglende hjemmel slet ikke var så problematisk, som nogen prøver at gøre den til:
»Jeg har været i den opfattelse, at det her var ikke af en karakter, hvor jeg skulle ringe over til Barbara Bertelsen og sige, at vi er i gang med at lave et hastelovforslag,« sagde han og understregede, at det er normalt, at hastelove iværksættes efter den politiske beslutning er truffet.
Problemet her er bare, at beslutningen ikke alene er truffet. Spørger man minkavlerne, er de også godt i gang med at eksekvere den, i og med at de forstod Mette Frederiksens udmelding på pressemødet som en ordre. Spørger man omvendt Henrik Studsgaard eller andre i det tidligere ministerium, blev beslutningen dog aldrig eksekveret, fordi myndighederne ikke nåede til det punkt, hvor de selv aflivede mink. Det gjorde avlerne selv – ifølge Studsgaard af deres gode hjerte og for pengenes skyld. Den diskussion bliver yderst interessant at holde øje med i kommissionens beretning.
Er I tonedøve?
Når man hører beskrivelserne af, hvad der foregik den 3. november, kan man godt få en fornemmelse af, at Miljø- og Fødevareministeriet blev kørt ud på et sidespor. I beskrivelserne af, hvad der var almen viden for andre, og hvor stemningen bar henad, er deres afhøringer ofte lidt ved siden af.
Flere, herunder departementschefen i Justitsministeriet, har eksempelvis forklaret, at vinden blæste i retning af en aflivning af alle mink om dagen den 3. november. Altså den dag, hvor beslutningen om at aflive alle mink blev truffet om aftenen. Det var stemningen, forklarede han.
Men den stemning nåede åbenbart ikke ressortministeriet. Ingen af fredagens vidner havde den oplevelse.
»Kan det skyldes, at I har været tonedøve?« spurgte kommissionen. Det afviste Studsgaard.
»Men det forudsætter, at man kan høre tonerne, hvis man skal lytte med på musikken. Hvis jeg må være lidt direkte,« svarede han. Der var altså ingen, der spillede musikken for dem, må man forstå.
Om det fritager ministeriet for kritik, og hvor ansvaret i den helt store kabale placeres, får vi se, når kommissionen til sommer udgiver sin beretning.
Og således enden på afhøringerne i Danmarks første granskningskommission: »Tak for et ... Ja, jeg ved ikke, om det var hyggeligt, men i hvert fald et behageligt samvær,« afsluttede kommissionsformanden.
Men var det så passiv viden?
"Minkbranchens repræsentanter i kommissionen har ellers sagt det modsatte. De har stået hårdt på, at man som minkavler ikke kunne tolke det som et frivilligt valg efter regeringens pressemøde. Og i betragtning af minkavlernes generelle reaktion på beslutningen er det også svært at forestille sig, at de skulle have aflivet så hurtigt og konsekvent, hvis de ikke følte sig tvunget til det."
Minkbranchen har formentligt været herrelykkelige over en udsigt til at få en erstatning for at slippe af med deres underskudsgivende produktion.
Og modsat har jeg til dato ikke oplevet nogen af landbrugets grene - og slet ikke minkbranchen foretage sig noget før tid, bare fordi de følte sig tvunget til det!
Ærlig talt læser jeg det som det stik modsatte: Det var bare med at få dyrene aflivet, for så var de sikre på erstatning...
Den efterfølgende teaterforestilling giver jeg ikke meget for.
SELVFØLGELIG står de ikke på Torvet og råber det ud for alle vinde, at det vidste de da godt - for jo mere ynkelige og forfulgte - jo højere kunne erstatningen presses op.
"Minkbranchens repræsentanter i kommissionen har ellers sagt det modsatte. De har stået hårdt på, at man som minkavler ikke kunne tolke det som et frivilligt valg efter regeringens pressemøde. Og i betragtning af minkavlernes generelle reaktion på beslutningen er det også svært at forestille sig, at de skulle have aflivet så hurtigt og konsekvent, hvis de ikke følte sig tvunget til det."
Minkbranchen har formentligt været herrelykkelige over en udsigt til at få en erstatning for at slippe af med deres underskudsgivende produktion.
Og modsat har jeg til dato ikke oplevet nogen af landbrugets grene - og slet ikke minkbranchen - foretage sig noget før tid, bare fordi de følte sig tvunget til det!
Ærlig talt læser jeg det som det stik modsatte: Det var bare med at få dyrene aflivet, for så var de sikre på erstatning...
Den efterfølgende teaterforestilling giver jeg ikke meget for.
SELVFØLGELIG står de ikke på Torvet og råber ud for alle vinde, at det vidste de da godt - for jo mere ynkelige og forfulgte - og jo flere nuttede hvide mink med bedrøvede øjne - jo højere kunne erstatningen presses op.
Og jo flere tårer i statsministerens øjne - jo flere stemmer kunne beholdes "hjemme".
Som helhed en fin analyse.
"Så selv om Studsgaard måske havde glemt, at der ikke var hjemmel til den konkrete beslutning, kunne han have sagt højt, at man nu begav sig ud i en beslutning, hvor lovgrundlaget ikke på forhånd var forberedt. Det gjorde han ikke".
Ja, det sidstnævnte må være det afgørende. Reelt kunne Studsgaard næppe med nogen større ekspertice have påstået i situationen, med det nye beslutningsforslag på mødet, at der ikke var hjemmel til den konkrete beslutning. Det må være noget, som juridisk ekspertice længere ned i hans ministerium bliver nødt til at forholde sig til forinden. Er der hjemmel, eller bliver man nødt til at sikre den gennem ny lovgivning.
"En minister, Studsgaard offentligt undskyldte til, da han måtte trække sig, for ikke at have hjulpet ham godt nok".
Når han ikke hjalp ham godt nok, kunne en hypotese være, at han i situationen følte sig presset til først og fremmest at være loyal over for statsministeren (bl.a. under indflydelse af hendes departementschef). Hvis der skulle "rulle hoveder", måtte hele situationen fremstå på en måde, hvor det blev fødevareministeren, der mistede det, og ikke statsministeren.
"Hele Slotsholmen vidste, at der ikke var hjemmel til regeringens beslutning. Det gjorde de relevante ministerier, og det gjorde minkavlerne".
Det stemmer dårligt overens med andre udtalelser i høringerne. I miljøministeriet var det en ret klar opfattelse, at der ikke var hjemmel, men det stod ikke helt så klart for eksperticen i justitsministeriet, der efter koordinationsudvalgsmødet d. 3. november først skulle gennem et udredningsarbejde sammen med eksperticen i miljøministeriet, og hvor de måtte give miljøministeriet ret.
"Departementschef Studsgaard argumenterede i den forbindelse også med, at minkavlerne via Kopenhagen Fur havde deres egne jurister ansat, som burde kunne gennemskue situationen".
Det kan jeg kun være enig i, men det fratager jo ikke Studsgaard for ansvaret for aktivt at gøre opmærksom på, over for ikke mindst sin egen minister samt statsministeren, evt. gennem hendes departementschef, at hjemmelspørgsmålet bør afklares, inden statsministeren melder så klart ud om aflivning af alle mink på pressemødet d. 4. november.
"Når man hører beskrivelserne af, hvad der foregik den 3. november, kan man godt få en fornemmelse af, at Miljø- og Fødevareministeriet blev kørt ud på et sidespor".
Helt enig, og her kunne en hypotese være, at den koordinerende og forberedende opgave frem til koordinationsudvalgsmødet d. 3. november blev overdraget til justitsministeriet, på foranledning af ikke mindst statsministeriet og dets departementschef, fordi man her umiddelbart var langt mindre dogmatiske i opfattelsen af, at en aflivning af alle mink nok ville forudsætte en lovforslag, der skaffede den nødvendige hjemmel.
Hjemmel var ikke tilstede og - og ikke engang en tryllekunstner ville kunne trække et lovligt hjemmelsgrundlag op af hatten.
Indgrebet overskred, med rigelig marginal, regeringens og lovgivers mandat i forhold til Grundloven. Det var simpelthen for vidtgående og fraværet af valid dokumentation for indgrebets nødvendighed var tydeligt.
Folketinget kan beordre syge og også raske dyr aflivet, med hjemmel i gældende lovgivning. Dette for at beskytte borgernes sundhed. Beordrer man derimod raske dyr aflivet, udenfor en nødvendig sikkerhedszone og påbyder produktionsstop i en længere periode, så er det en helt anden sag. Her er handlingen ekspropriation.
Her er ikke noget hensyn til folkesundheden eller andre nødvendige hensyn at tage, som kan opfylde kriteriet om, at handlingen skal være i ....”almenvellets” interesse..... Denne ufravigelige betingelse for gennemførelsen af så voldsomme indgreb i ejendomsretten som lukning af et helt erhverv, trodsede regeringen.
@ Inger Pedersen
"Minkbranchen har formentligt været herrelykkelige over en udsigt til at få en erstatning for at slippe af med deres underskudsgivende produktion".
Det kan jo ikke udelukkes, at der er en hel del minkavlere, der også har tænkt sådan, men at det skulle gælde "hele minkbranchen" virker usandsynligt. Din antagelse giver nærmest indtryk af en konspirationsteori om, at hele minkbranchen sådan set har været lykkelige over at kunne få lov til at udnytte situationen, at deres erhverv skulle lukkes ned, fordi der alligevel ikke var nogen fremtid for erhvervet.
Hvorfor har du så travlt med motiverne hos minkbranchen, når det slet ikke indgår som en del af granskningskommissionens opgave? Det er ministre og myndigheder, der skal granskes nærmere, ikke minkbranchen.
"Granskningskommissionen har til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb og for alle relevante myndigheders og ministres handlinger og involvering i beslutningen og udførelsen af beslutningen om, at alle mink i Danmark som led i indsatsen til bekæmpelse af covid-19 straks skulle aflives".
https://www.minkkommissionen.dk/da/kommissorium
Ud fra et dyrevelfærdsperspektiv er det super fedt at minkavlen blev lukket helt ned og det er jeg ret sikker på de fleste mink vil give mig ret i. Men det undrer mig hvis sagen nu skal til at handle om hvad minkavlerne burde eller burde ikke have vidst. Så vidt jeg husker var det politikerne på Christiansborg der påtog sig rollen som bedrevidende.
Det var ikke »aktiv viden« for mig - den bruger jeg næste gang - Jamen, hr. betjent, det er ikke »aktiv viden« for mig at hastighedsgrænsen er 50 km/t
Det er nemt at gøre grin med Studsgaards begreber om "aktiv viden" og "top of mind". Som embedsmand er det vigtigt at kunne etablere "aktiv viden" og sikre relevant "top of mind" i forhold til aktuelle beslutningsprocesser fra ministres og ministeriers side.
Som der også nævnes nogle gange undervejs i høringerne, opleves spørgsmålet om hjemmel ikke altid umiddelbart så relevant i forbindelse med beslutninger fra ministres og ministeriers side, for hvis den ikke aktuelt er til stede, kan den hurtigt sikres ved opfølgende lovgivning.
Det har bl.a. noget at gøre med stigende hastighed og kompleksitet i beslutningerne fra især regeringer og deres ministres side, der sådan set risikerer at kortslutte den almindelige demokratiske proces, hvor det først er folketinget, der beslutter, og derefter er det regeringen, der skal være med til at sikre, at lovgivningen føres ud i livet.
I praksis går det dog undertiden så stærkt, at folketinget ikke har den nødvendige tid til at sætte sig ind i det, som de bliver sat til at lovgive om, og i ekstreme tilfælde, som i minksagen, træffes beslutninger og deres gennemførelse med en sådan hastighed, at folketinget i en vis forstand bliver sat til at godtage lovgivning, der allerede er besluttet af regeringen, og hvor gennemførelsen af lovgivningen allerede er sat i værk. Regeringen påtager sig således i en vis forstand rollen som lovgiver, hvilket er i strid med principperne i Grundloven.
Forudsætningen for, at en sådan praksis ikke løber helt af sporet, er at regeringen og dens ministre har et sikkert parlamentarisk grundlag i forhold til den aktuelle sag, og at gennemførelse af beslutningerne (her aflivninger af mink i zone 3) ikke realiseres, inden lovgivningen, der skal sikre den nødvendige hjemmel, er på plads.
Da de borgerlige partier "gik i baglås" over regeringens praksis, lykkedes det ikke at få den nødvendige lovgivning på plads, inden den sidste mink var blevet aflivet.
Til gengæld er påstanden fra de tre afhørte embedsmænd fra fødevareministeriet, at minkavlerne selv aflivede minkene i zone 3 (at det ikke skete ved brug af myndigheders magtanvendelse), og at Mette Frederiksens meddelelser på pressemødet d. 4. november kun kan betragtes som orientering om regeringens beslutning og ikke et påbud om at gå i gang med aflivninger af mink.
Formelt set har de 3 embedsmænd nok ret, men som det også fremgår af analysen, burde dette være præciseret på pressemødet. At der altså endnu ikke var tale om et påbud, blot om en orientering om regeringens beslutning, og at den nødvendige lovgivning endnu ikke var på plads. Selv statsministeren var jo på det tidspunkt ikke klar over, at den nødvendige lovgivning ikke var plads.