Klima
Læsetid: 5 min.

Byrådsmedlemmer: CO2-udledninger fra containerskibe og lastbiler bør undersøges inden udvidelse af Aarhus Havn

Aarhus Havn vil gennemføre en stor udvidelse af havnearealerne. Men på trods af myndighedernes krav har selskabet bag havnen ikke undersøgt klimakonsekvenserne af flere lastbiler og containerskibe på havnen. Det møder kritik fra flere partier i Aarhus byråd
Aarhus Havn er Danmarks største containerhavn og en af to såkaldte »core ports« i EU. Havnen står i dag for 70 procent af den samlede containertransport i de danske havne og er fuld af tungt maskineri.

Aarhus Havn er Danmarks største containerhavn og en af to såkaldte »core ports« i EU. Havnen står i dag for 70 procent af den samlede containertransport i de danske havne og er fuld af tungt maskineri.

Tobias Nicolai

Indland
9. maj 2022

Kritikken af Danmarks største havneudvidelse tager til.

De seneste måneder har flere forskere kritiseret udvidelsen, som ifølge dem vil have en række negative konsekvenser for miljøet. I sidste uge afdækkede Information, at selskabet bag Aarhus Havn ikke har undersøgt klimakonsekvenserne af en forventet stigning i antallet af lastbiler og containerskibe. Ifølge et såkaldt afgrænsningsnotat fra myndighederne skulle dette være en del af miljøkonsekvensrapporten (VVM).

Det får nu flere partier i Aarhus byråd til at kritisere selskabet bag Aarhus Havn.

»Det er selvfølgelig et problem. Rapporten skal leve op til de klare rammer, der er på området,« siger medlem af byrådet for SF Liv Gro Jensen.

Ifølge hende handler det om, at politikere og borgere skal kunne tage stilling til udvidelsen ud fra et oplyst grundlag.

»Man skal simpelthen kunne stole på, at de relevante oplysninger er med, og hvis man finder ud af, at det er de ikke, så giver det en utryghed for mig som politiker og for aarhusianerne,« siger hun.

Medlem af byrådet for Dansk Folkeparti Jakob Søgaard Clausen er enig.

»Når man skal træffe en beslutning som den her, der har stor betydning for Aarhus og for klimaet langt ud i fremtiden, så er det vigtigt, at vi har så mange oplysninger som muligt og får belyst især klimaspørgsmålet,« siger han.

»Grundlæggende skal vi have stoppet udledningerne af CO2«

Politikerne har endnu ikke taget endelig stilling til udvidelsen. 

Hvis den bliver vedtaget, vil havnen over de kommende årtier skulle udbygges med omkring en million kvadratmeter havneareal med nye containerterminaler og flere kraner, som vil skabe plads til 50 procent flere containere og 50 procent flere skibe og lastbiler.

Den stigende skibs- og lastbiltrafik kan ifølge professor i miljøvurdering på Aalborg Universitet Lone Kørnøv medføre en stigning i udledningen af CO₂ og er »så væsentligt et miljøforhold«, at man ikke kan udelade det af en miljøundersøgelse. 

Ifølge De Radikale og Enhedslisten skal planerne om en udvidelse ikke mindst ses i sammenhæng med kommunens mål om at reducere udledningerne af CO₂. I Aarhus vedtog byrådet for mere end ti år siden, at kommunen skal være klimaneutral i 2030, men ifølge Metin Lindved Aydin (R) kan en udvidelse af havnen gøre det sværere at nå det mål.

»Vi har i forvejen svært ved at holde os under linjen. I år ligger vi over, og længere fremme kan det se endnu værre ud,« siger han.

Medlem af Aarhus byråd Thure Hastrup (EL) vil bede Aarhus Havn om svar på, hvorfor udledningerne af CO₂ fra skibe og lastbiler ikke er med i miljøkonsekvensrapporten. Ifølge ham er udledningerne fra byggeriet af havnen »højt nok« i forvejen.

»Hvis det viser sig at være betragteligt højere end det, vi kan læse rapporten, så er det et argument, som kan få flere af de politiske partier til at reagere. Grundlæggende skal vi have stoppet udledningerne af CO₂, og vi kan jo ikke sætte gang i et byggeri, hvis det senere viser sig, at det øger udledningerne betragteligt,« siger han.

»Selvfølgelig« skal havnen leve op til kravene

Ifølge selskabet bag Aarhus Havn er det forbundet med stor usikkerhed at beregne udledningerne fra lastbiler og skibe i fremtiden.

I dag ved man hverken, hvordan teknologierne for motorer eller brændstoffer på transportområdet vil udvikle sig, eller hvor meget udledningerne fra for eksempel en lastbil eller et skib vil være. Derfor er beregningerne ifølge havnedirektør Thomas Haber Borch ikke lavet.

»Vi ønsker at få alle forhold om havneudvidelsen helt belyst. Men det ændrer ikke på, at vi stadig vil stå med en usikkerhed omkring forudsætninger og beregningsmetoder, når det gælder fremtidens trafikpåvirkning,« skriver han i en kommentar til Information.

I forhold til det stigende antal lastbiler og skibe vil stigningen ifølge havnedirektøren »komme et sted i landet uanset hvad«, men med en havneudvidelse i Aarhus vil man kunne sikre en »kæmpe« reduktion i udledningerne, fordi skibstransport udleder mindre CO₂ end andre transportformer. 

Men det er »noget vrøvl«, siger Metin Lindved Aydin fra De Radikale.

»Det er rigtigt, at skibstrafik er grønnere end lastvognstrafik, men hvis vi samler hele Danmarks containertransport i Aarhus, så skal containerne køres med lastbil til andre steder i landet, for eksempel København. Det giver ingen mening. Med den logik ville det være smartere, at man havde decentrale havne.«

Medlem af Aarhus byråd for Venstre Gert Bjerregaard mener, at selskabet bag Aarhus Havn »selvfølgelig« skal leve op til kravene fra myndighederne. Men han er ikke bekymret for klimaet i forbindelse med udvidelsen.

»Det siger sig selv, at hvis man transporterer containere med skib i stedet for med lastbil, så bliver udledningen mindre,« siger han.

Politikere vil inddrage borgere og eksperter

Havneudvidelsen har de seneste måneder fået kritik fra hundredvis af borgere i Aarhus.

I høringsprocessen tidligere i år modtog kommunen flere end 1.500 høringssvar, hvilket ifølge Teknik- og Miljøforvaltningen er »væsentligt over gennemsnittet« i lokalplansager. Ifølge en optælling på kommunens hjemmeside har man modtaget 13 høringssvar i gennemsnit i år. På forvaltningen er man lige nu i gang med at læse og kategorisere svarene, og forvaltningen oplyser, at omkring ni ud af ti høringssvar er kritiske over for udvidelsen.

På den baggrund har politikerne besluttet, at man i stedet for at følge den planlagte proces med behandling i det politiske system planlægger en ny, hvor man inddrager offentligheden mere. Den første del af denne nye proces er møder med interessenter og eksperter i maj og senere en borgerkonference i juni. 

Rådmand for Teknik- og Miljøforvaltningen Steen Stavnsbo (K) skriver i et skriftligt svar til Information, at man med inddragelsen af borgerne forventer at få »belyst nogle af de mange bekymringer og perspektiver«, herunder udledningen af CO₂ både som direkte og som afledt konsekvens af havneudvidelsen.

De Konservative og Socialdemokratiet er begge for de nuværende planer for en udvidelse, mens de resterende partier enten er imod eller mangler at melde ud. De to partier har tilsammen 15 pladser ud af 31 i byrådet og har dermed ikke flertal alene. Den endelige beslutning forventes at skulle træffes i slutningen af i år.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Steen Ole Rasmussen

Havnedirektøren kommer jo med det ultimative argument: "I forhold til det stigende antal lastbiler og skibe vil stigningen ifølge havnedirektøren »komme et sted i landet uanset hvad«, ..."

Hvem går ikke ind for udviklingen, den sidste store fortælling, globaliseringen.... (Kjært barn med mange navne, mange beskrivelser, stor tilbedelse osv.)

Direktøren for havnen og det hele har ret. Så længe man går ind for udviklingen, så vil den globale opvarmning fortsætte, og mennesket smadrer livets betingelser.

Anderledes kan det ikke være.

Det er en ren Århus-historie, der udspiller sig for øjnene.

De eneste, der kan stoppe udviklingen, det folk som Putin, Xi, Donald Trump i ophøjet forening med andre konsekvenser af den, så som global opvarmning, pandemier, forsvindende livsbetingelser osv.

Selvfølgelig går vi ind for udviklingen. Det er kun udviklingen, der er sit eget problem. Vi har ikke noget at skulle sige.

Socialdarwinisterne inden for den økonomiske tænkning, dvs. magteliten, de liberale økonomer, anstalterne der står for udklækningen af de mere ambitiøse ledere i Sorø, forklarer sig selv og deres bidrag til udviklingen som evolutionens blomst.

Darwins udviklingslære er, lettere beskæmende for standen, ikke nogen ideologi, og de højtflyvende er ikke evolutionens blomst, men blot førende inden for den disciplin, der handler om at smadre livets betingelser i udviklingens navn.

https://www.google.com/search?q=udviklingen+vs+evolutionen&rlz=1CATVZD_e...

Steen Ole Rasmussen

(jeg kludrede i geografien, den skole jeg tænkte på, ligger i Næstved)

Thomas Helbo Hansen

Det var en enorm infrastrukturel fejltagelse, at man i første omgang udvidede Aarhus havn.
Man burde i stedet have bygget en helt ny havn ved Glatved på Djursland. Her er dybde til de (helt) store skibe og masser af bagland til havnen. Begge mangler i Aarhus.

Tør man tage konsekvensen at tidligere forkerte beslutning og flytte havnen? eller forsætter man nedad det forkerte spor??

Margit Johansen

Aarhus Havn er rigelig stor, der er ikke brug for en udvidelse, hverken akut eller på kort sigt. OK pladsen er meget dårlig udnyttet, og en del firmaer på Aarhus Havn er ikke havnerelaterede og kunne lige så godt - eller bedre - ligge i Tranbjerg/Hasselager tæt på motorvejen. En runde logistisk oprydnings- og planlægningsarbejde på de eksisterende arealerkunne løse mange problemer. Men er der i virkelighedenandre dagsordner bag ønsket om udvidelse af havnen? Såsom stenrige byggematadorer der vil have mere?

Peter Beck-Lauritzen og Thomas Helbo Hansen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Uheldigvis tror en del åbenbart at der bliver mindre CO2 udledning ved at stoppe udbygningen af Aarhus havn.
Det er ikke eksistensen af en containerhavn der øge CO2 udledningen. Det er skibs- og lastbiltransporten der udleder CO2, men ingen tør begrænse selve trafikken.

Decentrale havne har lastbilerne taget livet af, ved at udkonkurrere de små skibe. De små havne nu er blevet til boligområder.

William Mannicke

At flytte havnen til Glatved vil betyde at 100.000 vis af lastbiler skal køre 100 km mere frem og tilbage, forskellen mellem beliggenhed i Århus eller Glatved.

” Danmarks største erhvervshavn, Aarhus Havn, havde i midt november håndteret 623.890 teu containere i løbet af året, hvilket er rekord for en dansk containerhavn.”
https://shippingwatch.dk/Rederier/Container/article13487568.ece

Det svarer til ca 312 000, 40 fods, containere på en af de lastbiler, du møder på motorvejen; 40 fods container e= 2 teu,

Men en del containere er kun på 1 teu, 20 fod, så det betyder altså endnu flere lastbiler..

Besparelse på CO2, ??
Plus anlægs omkostning for miljøet i Glatved og CO2 i anlægsfasen??

Havnedirektørens præmis:
Så sejler skibene bare et andet sted hen, og så skal lastbiler køre længere.
Mere CO2

Det har han jo sådan set ret i.

Men selvfølgelig slipper man for mere lastbil trafik gennem Århus syd, men så er der bare nogle andre der må døje med lastbilerne.

Med mindre:
Vi (du) sætter forbruget af import varer ned..

Kast et blik i dit klædeskab, køleskab, din mobil og tv, på dine havemøbler, osv; på alt det, du bruger til hverdag:
Hvor meget af det, er importeret/ankommet i en container?

Hvor mange containere fylder DIN import?
Din CO2...

Thomas Helbo Hansen

@ William Mannicke

Du antager altså, at alt gods skal køres tilbage til Aarhus havn, inden det køres videre til destinationerne? :)

Glatved skal naturligevis bygges så størstedelen af godset omlades til mindre skibe, der sejler til mindre containerhavne i DK og resten af Kattegat/Østersøen.

En motervej over Syddjurs vil desuden give området potentiale for vækst, og give Aarhusinerne (og andre) bedre adgang til Tirstrup lufthavn.

En evt. Kattegatforbindelse skulle naturligvis flyttes til Ebeltoft/Odden.

Jeg køber da tøj, men det er sjældent. Det er 4 år siden jeg sidst købte et par bukser. De holder stadig - også dem der er ældre. Jeg har en gammel iphone 4 som jeg fik af en ven, jeg har arvet mit TV, og min PC er fra 2011. Jeg har fundet en brugt sofa og mine altanmøbler er også købt brugt. Det fylder ikke mange containere. ... Men jo, jeg spiser da også en banan af og til :)