Georgierne er gæstfrie, men når russerne begynder at flytte grænsen, kniber det

Georgierne er gæstfrie folk. Selv om en femtedel af landet officielt er besat af Rusland, har georgierne budt over 20.000 russere velkommen som en konsekvens af krigen i Ukraine. Nogle er flygtet fra Putin, mens andre er flyttet til landet for at beskytte deres penge og forretning på grund af sanktionerne mod Rusland. Der er også ankommet mange ukrainere, og man kan ikke undgå at bemærke, at restauranterne i hovedstaden Tbilisi er fyldt med russisk- og ukrainsktalende familier.

Når man ser, hvordan folk lever sammen på bedste vis i Tbilisi, kan det virke næsten surrealistisk, hvad der foregår kun 45 kilometer derfra. Her ligger grænsen til Sydossetien. En udbryderrepublik, bakket op af russisk militær. Sydossetien udgør sammen med den anden udbryderrepublik Abkhasien den femtedel af landet, som er besat.

Man skal have en særlig tilladelse for at besøge de mennesker, der bor i bosættelser og landsbyer ved grænsen. Kommer man for tæt på grænsen uden beskyttelse fra georgiske vagter, er der stor risiko for at blive bortført og fængslet af russiske og sydossetiske grænsevagter i udbryderrepublikken. Det er en praksis, der har stået på i årevis, og som sandsynligvis udføres for at få de lokale til at holde sig væk fra grænseområderne, så grænsen kan flyttes længere ind i landet.

Lokale bliver bortført

De lokale beboere lever konstant med frygten for at blive bortført. Det forklarer Mari Otinashvili, der er butiksbestyrer i det lokale supermarked. Hun er 27 år og har boet i Khurvaleti-bosættelsen tæt ved grænsen, siden hun måtte flygte fra Sydossetien som 13-årig under krigen mellem Rusland og Georgien i 2008.

»Forleden forsøgte nogen at bortføre en mand, mens han pløjede marken på sin traktor. Han har en benprotese og kan ikke løbe, men da de kom, var det som om han fik sine kræfter tilbage og løb alt, hvad han kunne for at undslippe dem,« fortæller hun.

Andre er ikke lige så heldige. En georgisk mand blev kidnappet og kom tilbage i november sidste år, fordi han var endt i koma, mens han havde været tilbageholdt. De sydossetiske myndigheder mente ikke, at de kunne tage sig af ham i hans tilstand. En anden mand er stadig tilbageholdt. Han blev den 13. maj idømt fem et halvt års fængsel af myndighederne i Sydossetien.

Det er eksempler som disse, der gør, at de lokale altid er på vagt. Mari Otinashvili har selv to børn, som går i en skole tæt ved grænsen. Der er nødt til at være nogle aktiviteter i gang i området, for ellers rykker russerne grænsen længere ind i landet. På den måde fungerer børnene lidt som menneskelige skjold.

Området er befolket af mange familier, og da vi parkerer ved de små huse, der udgør Khurvaleti-bosættelsen, løber en gruppe børn hen til chaufføren, som straks deler ud af sine småmønter. Der går dog ikke længe, før en ældre kvinde kommer hen og råber, at børnene aldrig må snakke med fremmede.

Mari Otinashvili forklarer, at russerne hele tiden flytter grænsen ved Khurvaleti-bosættelsen ved at grave nye grøfter med traktorer og så flytte skiltene, som viser hvor grænsen er. Hvis man ikke er opmærksom, risikerer man at krydse den.

Daro Sulakaur

Da børnene er sat på skolebussen, inviterer Mari Otinashvili os indenfor i det lille, hvide gasbetonhus, hun deler med sine forældre. Husene i bosættelsen ligger på en åben slette uden ly fra træer eller buske. Indenfor er der tre små værelser og et lille køkken.

»Det er utroligt stressende at bo her. For et par måneder siden flyttede russerne grænsen om natten. De gjorde det ved at opsætte store spotlys, og så kom de kørende med en hel masse biler. Jeg blev så bange for, hvad der var ved at ske og græd og græd,« fortæller Mari Otinashvili.

Hun forklarer, at russerne hele tiden flytter grænsen ved at grave nye grøfter med traktorer og så flytte skiltene, som viser hvor grænsen er. Hvis man ikke er opmærksom, risikerer man at krydse den.
Lige nu påvirkes beboerne endnu mere af konflikten på grund af krigen i Ukraine. Mari Otinashvili tænker meget på børnene i krigszonen. 

Der er plads til alle i restauranten

Lige siden Sovjetunionens fald i 1991 har der været konflikter mellem forskellige befolkningsgrupper i Georgien. Det var dog først efter krigen i 2008, at der for alvor blev sat hegn og skilte op omkring regionerne Sydossetien og Abkhasien.

I Sydossetien bor der derfor i dag primært ossetere, men også nogle georgiere og russere (cirka 55.000), mens der i Abkhasien primært bor abkhasere, armeniere, russere og georgiere (cirka 244.000). Befolkningstallene i begge regioner er dog markant lavere end før 1991. Det skyldes, at cirka 300.000 georgiere fra henholdsvis Abkhasien og Sydossetien er blevet fordrevet fra deres hjem, som de ikke kan vende tilbage til.

På trods af krigene i de to regioner ønsker de færreste georgiere at sige noget dårligt om ossetere og abkhasere. Heller ikke de russiske turister, som altid har besøgt Georgien, bliver udsat for kritik. Men det er ikke længere unormalt at tale med georgiere, som synes, at grænsen for gæstfriheden er nået. Indtil videre kommer det til udtryk i massedemonstrationer til støtte for Ukraine og i vrede kommentarer på Facebook rettet mod russere.

Katie Sartania, 30 år, der læser til kandidat i historie på Ilia State University, har ikke noget imod russerne, som flygter fra Putins regime, men hun er ikke helt ukritisk. Vi mødes på Stamba, en stor og arkitektonisk smuk restaurant og café på hovedgaden Rustaveli Avenue i Tbilisi.

»Det er et svært tema, for russerne har skabt rigtig mange problemer for georgierne. Nu kommer der så en masse ukrainere og russere hertil, og vi har det i forvejen svært. Men man skal ikke bebrejde ukrainerne og russerne. Vi skal bebrejde vores egen regering, at den ikke har gennemført den rette lovgivning til at håndtere det,« siger hun og uddyber:

»Folk bliver nervøse, fordi vi allerede har en officiel arbejdsløshed på 19 procent. Inflationen er høj, og vores løn er så lav, at man kun kan betale for husleje og mad, hvis man får støtte fra familie i udlandet.«

Håb om en fredelig fremtid

Katie Sartanias familie flygtede i 1992 fra Abkhasien til Tbilisi, da krigen brød ud i regionen. Hun er derfor vokset op i ét værelse uden vinduer sammen med sin mor, far og bror. Det var, hvad familien havde råd til efter at have efterladt deres hjem. Hendes forældre, som begge er skolelærere, var i 1992 sikre på, at man kunne finde en løsning på konflikten. Abkhasere og georgiere havde jo levet fredeligt sammen i generationer. Men fra den ene dag til den anden måtte familien pakke alt ned og forlade deres hjem.

»Det er 30 år siden nu, og konflikten er ikke løst, men jeg håber stadig på en fredelig løsning,« siger Katie Sartania, mens vi ser os lidt omkring. Cafeen er fyldt med internationale gæster, der taler russisk og engelsk og georgisk. Alting foregår i god ro og orden.

Et par dage senere skriver jeg et opslag i en Facebook-gruppe for russisktalende i Georgien med 85.000 medlemmer. Jeg vil gerne tale med nogle russiske borgere om, hvordan det har været at flytte til Georgien. Jeg får to likes og to kommentarer. Den ene bryder sig ikke om journalister. Den anden er positivt stemt.

»Jeg har boet her i tre år. Oprindeligt fra St. Petersborg. Jeg føler mig godt tilpas her, også i forhold til min forretning, hvor jeg arbejder med ukrainske og russiske partnere. Jeg har ingen problemer med kommunikation og forretning,« skriver russiske Cyril Sokolov.

Senere får jeg en privat besked fra en anonym georgier med armensk baggrund. Han fortæller, at de fleste russere helst ikke vil udtale sig for meget om situationen, så det kan forklare tavsheden i gruppen.

Kritik af regeringen

Man kan ikke bebrejde de russiske borgere, at de holder lav profil. Georgierne har i mange år været gode til at adskille politik fra personlige relationer. Især de ældre generationer har et tæt forhold til russisk sprog og kultur. Men ungdommens andetsprog er engelsk, og de er utilfredse med, at regeringen ikke har taget skarpt afstand til krigen i Ukraine.

En kritiker, som også er utilfreds med regeringen, er Anna Dolidze, 42 år. Hun har været viceforsvarsminister i den nuværende regering, og sidenhen højesteretsdommer. Men hun sagde sit job op sidste år, fordi hun var træt af korruption og kammerateri. Nu har hun startet sit eget parti, For Folket.

»Regeringen vil gerne have et stærkt forhold til russerne, men vi ender med at stå alene ansigt til ansigt med Rusland. Måske har de en slags aftale med Rusland lige nu. Det ved vi ikke. Og når det kommer til stykket, hvilken type aftale kan man egentlig lave med Putin? Russerne flytter jo stadig grænserne og bortfører folk,« siger hun over telefonen.

Beboerne i Khurvaleti-bosættelsen, tæt på grænsen til udbrydderrepublikken Sydossetien, er altid på vagt. De er bange for at blive bortført af russiske grænsevagter.

Daro Sulakaur

Regeringens manglende opbakning til Ukraine er bemærkelsesværdig, fordi Ukraine og Georgien traditionelt har haft et stærkt samarbejde. Ukraines præsident Volodymyr Zelenskyj har da også kaldt regeringens manglende sanktioner af Rusland for amoralske.

Anna Dolidze er bekymret for, at regeringspartiet Georgisk Drøm er ved at ofre Georgiens fremtidige udvikling ved at nedprioritere båndene til Vesten for at lave en aftale med Rusland, der især gavner den siddende regering og de russiske oligarker, som er kommet til landet i stor stil.

»Det er i Ruslands interesse, at Georgien forbliver et halvt udviklet land uden den store fremtid. Det er også, hvad de ønsker for Ukraine. For så er vi ikke en trussel, og så er vi ikke et eksempel for russiske borgere, som kan se, hvor gode liv vi har, sammenlignet med dem,« siger hun.

Allerede en del af Rusland?

Georgisk Drøm har siddet på magten siden 2012 med leder Bidzinia Ivanishvili som først premierminister og siden som en slags skyggepræsident, der officielt er trådt ud af politik, men uofficielt stadig leder partiet.

Anna Dolidze, der selv var en del af regeringen, er nu bekymret for, at partiet har lavet en hemmelig aftale med Rusland om, at Georgien forholder sig neutralt til krigen i Ukraine, til gengæld for at Rusland beskytter regeringen mod en potentiel folkelig opstand. En lignende aftale har man set i Kasakhstan. Her nedkæmpede russiske tropper demonstranter, som var utilfredse med styret i januar i år.

Hun erkender, at der er en risiko for at provokere Rusland, hvis Georgien igen styrker sine relationer til Vesten og bakker Ukraine entydigt op. Men hun synes, det er meget svært at vurdere den risiko, når der ikke er offentlighed omkring de nuværende aftaler mellem regeringen og Kreml.

»Hvis der virkelig er en aftale, kan vi så stole på den? Det var faktisk sådan, vi endte med at blive en del af Rusland i 1801. Den georgiske konge troede, han havde lavet en aftale med Rusland, men de kom og invaderede landet alligevel.«

Vi er blevet for svage

Tilbage ved grænsen er vi nået til landsbyen Mejvriskhebi. Her besøger vi det kulturcenter, som hjælper alle beboerne i området med deres officielle dokumenter, pensioner og meget andet. En slags borgerservice. Vi bliver taget imod af Maya Sukhishvili på 54 år og Maya Licheli på 57 år. De har boet i byen hele deres liv. De så de russiske tanks komme kørende i 2008, og de er bange for, at det skal ske igen.

»Der kommer rigtig mange russere lige nu, og vi går nok alle sammen rundt og er lidt bekymrede for, om Rusland om 10 år også skal komme og redde dem,« siger Maya Sukhivili.

Hun forklarer, at de forsøger ikke at tænke for langt ud i fremtiden. Det er for hårdt. Der har været for mange krige, og nu beder de til Gud om, at politikerne løser konflikten med ord, så der ikke kommer en krig som i Ukraine. Hvis der sker noget, er de enige om, at Georgien slet ikke er forberedt. Og det er ikke kun politikerne, som får skyld for det.

»De unge er ikke som tidligere generationer. Mentaliteten har ændret sig. Før var vi krigere, nu handler alting på tv om LGBT, og det gør folk svage, så de ikke kæmper på samme måde som før,« siger Maya Sukhivili.