SVIGT I SÆRFORSORGEN
Læsetid: 7 min.

Handicaporganisationer: En undskyldning fra staten skal forbedre forholdene for handicappede

Det er ikke nok, hvis statsministeren giver en officiel undskyldning for vold, overgreb og vanrøgt, som tusinder af anbragte under særforsorgen blev udsat for gennem 50 år. Undskyldningen skal også bruges til at forbedre forholdene i dag, mener en række handicaporganisationer på baggrund af historisk udredning
Flere handicaporganisationer mener, staten bør give en undskyldning til borgere, der var anbragt under særforsorgen i 1933-80.

Flere handicaporganisationer mener, staten bør give en undskyldning til borgere, der var anbragt under særforsorgen i 1933-80.

Dansk Forsorgshistorisk Museum

Indland
7. maj 2022

Godhavnsdrengene var de første til at få en. Dernæst fik de grønlandske eksperimentbørn en officiel undskyldning. Og nu bør turen komme til de tusinder af borgere, der var anbragt under særforsorgen i perioden 1933-80. Hvis det står til en række handicaporganisationer, fortjener også de anbragte en officiel undskyldning fra den danske stat for overgreb, vold og tvang.

Sådan lyder det, efter den nyligt offentliggjorte udredning, som et hold historikere har udarbejdet på bestilling af Socialministeriet.

»Det er skræmmende og rædselsfuldt at læse om, hvor omfattende og udbredt grove overgreb var gennem 50 år mod mennesker, der var anbragt i statens varetægt, ikke mindst i den daværende åndssvageforsorg,« siger Anni Sørensen, landsformand for LEV, efter at have læst rapporten.

»Selv med datidens briller vidste man godt, at det var helt forkert det, der skete. Men staten svigtede fundamentalt i forhold til at føre tilsyn og gribe ind. Derfor kunne overgrebene foregå i så mange år og var et kæmpe svigt af en ekstremt sårbar gruppe børn, unge og voksne. Så det vil være helt naturligt, at de anbragte under statens åndssvageforsorg og de andre grene af særforsorgen får en officiel undskyldning,« fortsætter Anni Sørensen.

Tilsvarende udmeldinger om en undskyldning kommer fra Lone Nørager Kristensen, landsformand for Epilepsiforeningen, Lars Ahlburg, landsformand for Danske Døve Landsforbund, og Susanne Olsen, landsformand for Dansk Handicapforbund.

»Det er trist og barsk læsning. Udredningen indeholder eksempler på seksuelle overgreb og vold. På samme tid må jeg sige, at jeg ikke er voldsomt overrasket, fordi vi altid har haft en fornemmelse af, at der skete nogle forfærdelige ting dengang. Og selv om der i døvesamfundet ikke blev talt ret meget om det, fordi det var tabubelagt, så har man over tid alligevel hørt om det,« siger Lars Ahlburg.

Ikke krav om undskyldning fra blinde

Sagen stiller sig lidt anderledes for blinde og svagsynede, forklarer Ask Abildgaard, landsformand for Dansk Blindesamfund. Han fortæller, at medlemmerne af Blindehistorisk Selskab har gjort sig en del overvejelser om en undskyldning.

»Der er ikke kommet et tydeligt ønske eller krav om undskyldning, og så længe der ikke er det, er der ikke basis for, at vi kan gå ud og kræve en undskyldning,« siger han og tilføjer: »Men når det er sagt, så vil jeg ikke udelukke, at det fokus, der nu kommer med udredningen, kan føre til, at der kan komme krav om undskyldning også blandt synshandicappede.«

– Er de synshandicappede den gruppe inden for særforsorgen, der har haft det mindst slemt?

»Hvis man ser på niveauet for svigt og overgreb, så var det højere i andre dele af særforsorgen, så jo, man kan godt sige det på den måde. Situationen for blinde eller svagsynede børn var, at i stedet for at blive boende hjemme og blive undervist sammen med andre børn, blev de taget fra deres forældre og tvunget til at bo på de særlige blindeskoler i 10 år. Så det var da et voldsomt indgreb i forhold til, hvad man ellers kunne have gjort,« siger Ask Abildgaard og tilføjer: »Sådan er det heldigvis ikke mere.«

Dansk Blindesamfund bakker ifølge Ask Abildgaard op om de øvrige organisationers ønske om en undskyldning ud fra, at alle grupper var en del af det samme system.

»Vi vil koordinere vores position med de øvrige handicaporganisationer i det omfang, der rejses krav blandt synshandicappede om en undskyldning. Dansk Blindesamfund mener, at staten under alle omstændigheder bør påtage sig sit tilsynsansvar på handicapområdet. Og det krav bliver kun forstærket af, at vi historisk kan se, at staten ikke har gjort det,« siger han.

Undskyldning skal virke fremadrettet

En ting er en officiel undskyldning for vold og overgreb, der fandt sted for år tilbage. Noget andet er, hvad en sådan undskyldning så kan bruges til.

»Det allervigtigste er at lære af historien. En undskyldning kan ikke stå alene, for så bliver den hul. Hvis staten bare siger undskyld og så i øvrigt lægger det til side, er det ikke godt nok,« som Lars Ahlburg formulerer det. Han peger på, at det klart fremgår af den historiske udredning, at utilstrækkelige ressourcer, dårlig uddannet personale og manglende institutionspladser i høj grad medvirkede til den forråelse af kulturen, som herskede i store dele af særforsorgen i den undersøgte periode.

»Også i dag er der behov for forbedringer, så vores håb er, at en undskyldning bliver vejen til forbedringer i fremtiden,« tilføjer Lars Ahlburg.

Susanne Olsen har samme opfattelse:

»Selvfølgelig kan en undskyldning bruges til, at det ikke skal gentages. Men den bedste undskyldning ville være at overveje, hvad man er ved at gøre i dag inden for hele handicapområdet. Tage alvorligt fat og arbejde med, hvad der skal til for at gøre forholdene og retssikkerheden bedre,« siger hun.

Anni Sørensen er helt enig: »Der må ikke ske det, at vi læser den udredning med gru og måske kniber en enkelt tåre, og så er det ovre. Man kan ikke sammenligne forholdene for handicappede i dag med rædslerne dengang, men også i dag får mennesker ikke den hjælp, de har brug for, ligesom der fortsat er store udfordringer med trivsel og udviklingsmuligheder for beboere i mange af bostederne. Så i den forstand har vi ikke lært nok af historien, fordi samfundet har ikke prioriteret området højt nok hverken ressourcemæssigt eller politisk,« siger hun.

To årtier med fremgang

Da særforsorgen i 1980 blev udlagt til amterne, fulgte en periode med fremgang og forbedrede forhold. Men i 00’erne i forbindelse med kommunalreformen, finanskrisen og det efterfølgende fokus på økonomistyring som det afgørende paradigme i den offentlige administration vendte situationen ifølge Anni Sørensen.

Det støtter Susanne Olsen: »Fra et par progressive årtier i 80’erne, 90’erne og begyndelsen af 00’erne, hvor man tænkte udvikling, værdigt liv og alle kan noget, så er det kun gået én vej efter kommunalreformen i 2007. Og nu går det bare nedad i en meget stejl kurve.«

Anni Sørensen peger på, at der også i dag er »store udfordringer« i forhold til botilbud.

»Selv om man ikke kan sammenligne med gamle dage, som udredningen beskriver, så er udfordringerne de samme i dag: Manglende ressourcer, manglende faglighed, manglende retssikkerhed og manglende anerkendelse af, at borgere med psykiske udfordringer og andre handicaps har samme ret som alle andre.«

»Det er en kamp for at få den rigtige hjælp og støtte, selv om socialministeren siger, at det skal det ikke være. Men for forældre med et handicappet barn er det ikke kun barnets handicap, der er den store kamp og sorg – det er alt for ofte også kampen mod kommunen. Man kan frygte, at om 20 eller 30 år skal staten give endnu en undskyldning for, at man i 10’erne og 20’erne ikke sørgede for den nødvendige støtte, faglighed og kompensation,« tilføjer Anni Sørensen.

Ønsker fuld ligestilling

Døve og hørehæmmede har ifølge Lars Ahlburg tilsvarende oplevelser.

»Vores mulighed for at blive inddraget i samfundet er ikke på linje med andre borgere. Vi har dårligere vilkår, og vi oplever mange barrierer på arbejdsmarkedet. Vi ønsker reel ligestilling og meget gerne en ændring generelt af hele synet på handicapområdet. Selv om der klart er sket en forbedring gennem årene, så mangler vi stadig en fuld ligestilling på døveområdet.«

Han giver et konkret eksempel: Som døv oplever man ofte, hvis man skal på hospitalet, at der ikke er rekvireret en tegnsprogstolk.

»Når man så gør opmærksom på det, så siger de: Lad os skrive frem og tilbage på et stykke papir. Men som døv bliver man bange for at blive fejldiagnosticeret, når kommunikationen ikke er optimal. Der er mange eksempler på den slags, hvor staten og myndigheder ikke tager tilstrækkeligt ansvar for, at døve får lige adgang til kommunikation, når man er i kontakt med myndigheder. Så en undskyldning skal først og fremmest bruges til at forbedre forholdene fremadrettet. Det er det allervigtigste,« siger Lars Ahlburg.

Også blinde og svagsynede oplever et skift i den håndsrækning, de som gruppe modtager fra samfundet.

»Uddannelsesniveauet blandt synshandicappede falder, og vi har også et ankesystem for de sager, der bliver anket, hvor Ankestyrelsen nu omgør én ud af tre afgørelser fra kommunerne. Jeg kan ikke lade være med at tænke, om man ville acceptere så stort niveau af fejl i andre dele af samfundet. Ville civile domstole acceptere det niveau af fejl,« spørger Ask Abildgaard og henviser til Rigsrevisionens seneste markante kritik af, at borgere med handicap ikke modtager de ydelser, som de er berettigede til.

»Det skyldes en utilfredsstillende forvaltning af handicapområdet i Social- og Ældreministeriet og i kommunerne, hvor der er mange fejl i forvaltningen,« udtalte Statsrevisorerne i den anledning.

»For grupper, der som handicappede er så afhængige af hjælp fra samfundet, har staten en ekstra forpligtelse til at påse, at de systemer, der skal være for kontrol og tilsyn, også opfylder deres formål. Der svigtede staten dengang, og det er desværre noget, som er gennemgående fra før til nu,« siger Ask Abildgaard.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

Regeringen er ligeglade med handicappede borgere.

Det er en skændsel.

Modbevis mit udsagn.

Lars Jørgensen, Eva Schwanenflügel, Kim Morten Nissen og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar
Inge ambrosius

Tusind tak til Lars Løkke Rasmussen! Udviklingen begyndte at gå den forkerte vej med kommunalreformen i 2007, da amterne blev nedlagt, og store del af handicapområdet blev flyttet til kommunerne,. Herved spredtes megen ekspertise og mange tilbud forsvandt, fordi kommunerne nu selv ville / skulle stå for opgaverne. Det gik især hårdt ud over de "små" handicap, hvor mange kommuner - selv efter reformen kun havde få borgere med samme problemer. Resultatet blev dårligere tilbud. Samtidig ramte finanskrisen og den store sparekniv kom frem. Jeg er lykkelig over, at min søn, der har cerebral parese, gik i skole i 90'erne og start 00'erne, hvor han startede sin skolegang på et amtsinstitution og senere blev integreret først i den lokale folkeskole og senere på gymnasiet, og hvor der var et godt samarbejde mellem amt og kommune. Selvom han i dag er velfungerende og meget selvhjulpen, mærker han, at kommunen er presset og mangler viden og forståelse for hans behov .

Kurt Nielsen, Lars Jørgensen, Marianne Jespersen, Eva Schwanenflügel, Inger Pedersen og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Kim Morten Nissen

@Freddie Vindberg

Det jo klart, da jeg er desværre en udgift for staten.
Jeg prøver at klare mig så vidt jeg kan, men det er desværre ikke nok til at jeg er kostenlos.

Lars Jørgensen, Eva Schwanenflügel og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar