Svigt i særforsorgen
Læsetid: 6 min.

’Løsagtighed’ blev brugt som argument for tvangsanbringelser helt op til 1950’erne, viser rapport om særforsorg

Uklare kriterier for anbringelse under åndssvageforsorgen undergravede de anbragtes retssikkerhed. Ofte indgik moralske vurderinger af de anbragtes seksualliv. Det viser Socialministeriets historiske udredning
Kvinder på en institutionen Lillemosegaard. Vurderingen af de anbragtes egnethed til at komme ud i samfundet byggede ofte på vurderinger af deres seksuelle forhold.

Kvinder på en institutionen Lillemosegaard. Vurderingen af de anbragtes egnethed til at komme ud i samfundet byggede ofte på vurderinger af deres seksuelle forhold.

Willy Lund

Indland
17. maj 2022

I 1955 skrev Retslægerådet en erklæring om en ung kvinde, der var anbragt på en åndssvageanstalt på Sjælland. Pigen eller hendes pårørende forsøgte at få hende udskrevet, men det lykkedes ikke.

»Faren for, at åndssvage unge piger udsætter sig for besvangring, er altid stor, idet deres seksuelle hæmninger almindeligvis er mindre end hos normaltbegavede. Det er oplyst, at den pågældende ser ganske godt ud og har vist sig ’interesseret i drenge’,« skrev rådet og anbefalede, at kvinden forblev anbragt, fordi der var »nærliggende interesse for, at hun ved udskrivning vil sætte børn i verden«.

Det er en af mange sager, som fem historikere refererer i udredningen vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner fra 1933 til 1980, som nu er oversendt til Folketinget, og som Information er gået i dybden med over de seneste uger.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Det er en utrolig skamplet på samfundet og viser, hvor kort tid siden det er, at vi alt for naivt troede på ubefæstede teorier, der ikke var båret af videnskabelighed og humanisme.

Jens Ole Mortensen, Franz Nitschke, Eva Schwanenflügel, Inge Lehmann, Gitte Loeyche og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Alan Frederiksen

Steffen Gliese

Er du sikker på der er noget, der har sig fra dengang til i dag? I 1981 blev homoseksualitet fjernet fra listen over psykiatriske lidelse i Danmark. I 1995 blev sadomasochisme fjernet fra listen. I 2017 blev transkønnethed fjernet på listen. Jeg tror nærmere diagnoser afspejler, hvad man anser som unormalt og som uønsket adfærd på et givent tidspunkt i historien.

Doktor i specialpædagogik, Birgit Kirkebæk har skrevet en bog om Sprogø ø-anstalt der fra 1923-1963 fungerede som fængsel for "seksuelt løsagtige" og "moralsk defekte" kvinder. Hendes pointe er "at vi i stedet for at pege fingre ad historien, kan holde den op som et spejl over for den måde, vi behandler samfundets svageste på i dag"
"I journalernes omtale af kvinderne er man ikke et øjeblik i tvivl om, at de professionelle har magten. Overlægens diagnose er ufejlbarlig, og tonen er set med nutidens øjne nedladende og kynisk. Men i samtiden nød de to overlæger Chr. Keller og O.H. Wildenskow, der siden fulgte i hans fodspor, stor anerkendelse både nationalt og internationalt."
»De ville gerne hjælpe pigerne, og de mente, at det var deres faglige opgave at skille fårene fra bukkene. De gjorde det skam i den bedste hensigt! Og samtiden opfattede dem som humane og opofrende mennesker, der tog sig af dem, ingen andre ville ha'«, siger Birgit Kirkebæk, der også drager paralleller til nutidens optagethed af diagnoser og professionelt ufejlbarlighed:
»Der er ingen grund til at tro, at vor tids bedste hensigt er mere human end fortidens. Vi producerer hele tiden nye diagnoser og metoder til at behandle de anderledes«.
https://politiken.dk/kultur/boger/art5474133/De-farlige-kvinders-%C3%B8

Jeg kan desværre ikke læse artiklen i information.

Med venlig hilsen
Alan

Mogens Holme, Per Almar Johnson, Inger Pedersen og Claus Nielsen anbefalede denne kommentar
Steffen Gliese

Alan Frederiksen, jeg mener godt, at man kan problematisere det yderligere: foranstaltningerne skaber svaghed blandt borgere, der ikke nødvendigvis ville få andet end en helt almindelig tilværelse.
Der er imidlertid et par objektive årsager til den alvor, man begunstigede et i realiteten perifert område med: forbuddet imod abort, den endnu ikke opfundne p-pille.
Men i virkeligheden ville de få børn, der måske ville være blevet - og jo på ingen måde med nogen garanti for nedarvede egenskaber, da det, man var bange for, mest er kulturelt bestemt - være blevet opslugt af den alvorlige befolkningstilvækst, vi havde fra besættelsesårene og frem.

Alan Frederiksen

Steffen Gliese

Jeg forstår ikke hvor du vil hen med din argumentation.

Hvad mener du med "den alvorlige befolkningstilvækst"? Den blev vel ikke i samtiden betragtet som et problem.

I en anmeldelse af historiker Lene Koch´s bog: " Racehygiejne i Danmark 1920-56" skriver anmelderen:
"Det var socialdemokraten Karl Kristian Steincke, der i 1920 formulerede et politisk program for racehygiejnens praktiske anvendelse. Mellem 1929 og 1938 blev der med støtte fra alle Rigsdagens partier vedtaget et racehygiejnisk inspireret lovkompleks, hvis indhold vedrørte sterilisation af, og ægteskabsforbud for personer, hvis forplantning man fandt var uønsket set ud fra et samfundshensyn. Dem, der blev berørt af lovgivningen, var personer med legemlige handicaps, sindssygdomme samt psykotiske tilstande, men også sædelighedsforbrydere, brandstiftere, epileptikere, alkoholikere og især lettere åndssvage. I samme forbindelse blev der i 1938 etableret et institut for human arvebiologi og eugenik på Københavns Universitet. Blandt instituttets vigtigste opgaver var at sikre, at racehygiejnen blev administreret og videreudviklet på et videnskabeligt forsvarligt grundlag."
"Man skal også holde sig for øje, at før den racehygiejniske lovgivning blev gennemført, var indgreb som abort og sterilisation ulovlige. Kirken i både katolske og protestantiske lande havde indtil da haft held til at modsætte sig enhver lempelse af disse forbud. Derfor var der også bred opbakning omkring den skandinaviske racehygiejne. Den var ikke politisk højreorienteret, men var derimod anført af socialdemokrater, vedtaget af store parlamentariske flertal og støttet af næsten hele det politiske spektrum – ikke mindst socialister og feminister. Desuden var racehygiejnen støttet og legitimeret af førende videnskabsmænd samt hele den akademiske elite, ligesom læger og jurister, der administrerede lovgivningen gav projektet troværdighed."

Lene Kock har desuden skrevet en bog om "Tvangssterilisation i Danmark 1929-67."

Med venlig hilsen
Alan

Alan Frederiksen
Svend Jespersen

Før vi går i gang med bombastiske fordømmelser af fortidens synder, burde vi måske skrue tidsmaskinen 100 år frem. Hvordan vil den tids gode og retfærdige mennesker bedømme vor tids etiske kompasser og debatter?

Hvis man er 100% overbevist om, at man også til den tid vil være at finde blandt de gode og retfærdige, så fint!. Hvis man ikke har adgang til en sådan ufejlbarlig tidsmaskine, så burde man måske udvise lidt mere ydmyghed.

Og så er det måske værd at erindre, at én af de største modstandere mod eugenikkens ideer var den katolske kirke

Dan Jensen, Inger Pedersen og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Elefanten i rummet. Myndigheder var bekymret for at "åndsvage" fik børn de ikke selv kunne tage vare på, og som myndigheder efterfølgende skulle anbringe/bortadoptere.

Dengang var der ikke et udbygget system til støtte og behandling af børn i familier i mistrivsel (lud og koldt vand).