’Løsagtighed’ blev brugt som argument for tvangsanbringelser helt op til 1950’erne, viser rapport om særforsorg

I 1955 skrev Retslægerådet en erklæring om en ung kvinde, der var anbragt på en åndssvageanstalt på Sjælland. Pigen eller hendes pårørende forsøgte at få hende udskrevet, men det lykkedes ikke.

»Faren for, at åndssvage unge piger udsætter sig for besvangring, er altid stor, idet deres seksuelle hæmninger almindeligvis er mindre end hos normaltbegavede. Det er oplyst, at den pågældende ser ganske godt ud og har vist sig ’interesseret i drenge’,« skrev rådet og anbefalede, at kvinden forblev anbragt, fordi der var »nærliggende interesse for, at hun ved udskrivning vil sætte børn i verden«.

Det er en af mange sager, som fem historikere refererer i udredningen vedrørende børn, unge og voksne anbragt i særforsorgens institutioner fra 1933 til 1980, som nu er oversendt til Folketinget, og som Information er gået i dybden med over de seneste uger.

Historikerne konkluderer, at specielt for anbragte under åndssvageforsorgen var der en latent risiko for de anbragtes retssikkerhed. For i modsætning til andre anbragte under særforsorgen – blinde, epileptikere, vanføre, talehæmmede og døve – kunne åndssvage tvangsanbringes, ligesom anbringelserne var på ubestemt tid.

Vurderingen af, om et barn eller en lidt ældre kunne tvangsanbringes eller ej, var først og fremmest baseret på en intelligenstest. Personer med en intelligenskvotient (IQ) på 75 og derunder blev defineret som åndssvage og kunne derfor tvangsanbringes, hvis ikke man kunne overtale de pårørende til barnet til frivillig anbringelse enten på en anstalt eller i privat familiepleje.

Sex kunne være afgørende

Selv om anbringelsen var mere eller mindre frivillig, var det meget svært at komme ud igen. Det var nemlig ikke frivilligt. Vejen ud af anstalterne eller familieplejen var ofte forbundet med sterilisation samt en vurdering af, hvorvidt den pågældende ville ligge samfundet til byrde. Her spillede spørgsmålet om de anbragtes seksualitet ifølge udredningen i en lang række sager en afgørende rolle meget langt op i tiden. Fra samfundets side havde man nemlig helt op i 1950’erne en frygt for, at åndssvage straks ville få børn og dermed sprede deres usunde gener til normalbefolkningen, hvis de blev lukket ud fra anstalterne.

Udredningen rummer stribevis af eksempler på, at anstalternes overlæger – som i praksis var dem, der bestemte – inddrog de anbragtes seksualliv som afgørende moment.

I en sag fra 1942 afviste en anstalt således at udskrive en kvinde med en IQ på 75, fordi hun udviste »en overordentlig stærk seksuel interesse«. I en anden sag anbefalede en kredslæge anbringelse af en kvinde, fordi »hendes godtroenhed og hendes lette påvirkelighed nemt kan føre til, at hun kommer ud i moralsk uføre«.

En kvinde, der tidligere havde været anbragt på Sprogø – på en institution for unge kvinder, der havde været specielt seksuelt aktive – fik følgende skudsmål fra overlægen: »Der er ved siden heraf betydelige karakterdefekter, der navnlig giver sig udslag i uhæmmet seksualitet. Da hun er ganske køn og ikke gør noget påfaldende indtryk, vil hun utvivlsomt, hvis hun udskrives nu, gå lige ud i prostitution.«

Overlægens byggede tillige sin vurdering på, hvad personalet på Sprogø tidligere havde sagt om kvinden: Hun var lad, trodsig og næsvis.

Et betragteligt mørketal

Det har ikke været muligt for historikerne bag udredningen at fastslå, hvor mange af de adskillige titusinder, der i den undersøgte periode var under åndssvageforsorgen, der ønskede sig udskrevet. De sager, som historikerne har fundet i arkiverne, synes at vidne om, at det kun var ganske få procent. Frem til 1954 kunne sager om anbringelse ankes til socialministeren, men i langt de fleste tilfælde bakkede Særforsorgskontoret i ministeriet dog op om overlægernes og anstalternes vurderinger.

Der må derfor ifølge historikerne være »et betragteligt mørketal« af anbragte, som gerne ville udskrives, men aldrig fik indgivet en officiel begæring herom. Måske fordi de på forhånd anså det for umuligt, eller fordi de ikke ønskede sterilisation.

For dem, der trods alt opnåede at blive udskrevet, var trængslerne langtfra forbi. De skulle nemlig stadig have en dispensation fra Justitsministeriet, hvis de ønskede at indgå ægteskab, uanset at ægtefællen var normaltbegavet.

Kan de tage fat eller ej?

Ud over seksualitet indgik også den pågældendes arbejdsevne i vurderingen, altså om der var mulighed for at forsørge sig selv, hvis der skulle åbnes for en friere tilværelse uden for åndssvageforsorgen. For kvindelige anbragte var det »oplæring i huslige pligter«, så de kunne komme i huset som husassistent, mens det for de mandlige især var arbejdserfaring fra anstalternes værksteder eller landbrug, der blev lagt vægt på.

I en sag fra 1945 indstillede en overlæge på åndssvageanstalten Vodskov således en 20-årig kvinde, som havde en IQ over 75, til fortsat anbringelse, fordi hun ikke var »meget bevendt til arbejde« og desuden var »en besværlig pige, der ofte ligger i klammeri med kammeraterne«.

Selv om kvinden altså ikke var diagnosticeret som åndssvag, mente overlægen ikke, at det ville give mening at spørge hende om, hvad hun selv mente: »Stilles hun over for valget, er det sandsynligt, at hun – der jo ganske er ude af stand til fornuftigt at bedømme sine muligheder og evner – vil mene, at friheden er at foretrække. Undlader man at spørge hende, er det på den anden side meget usandsynligt, at hun skulle føle nogen utilfredshed med sine nuværende kår.«

Først i 1978 blev muligheden for administrativ anbringelse af voksne åndssvage ophævet.

IQ-testene blev kritiseret

I 1933 overtog staten med socialreformen ansvaret for særforsorgen og dermed også for åndssvageforsorgen. Men definitionen af åndssvag blev aldrig fastlagt i lovgivningen, men forblev et lægevidenskabeligt spørgsmål. Og så er vi tilbage til intelligenstestene.

De blev udviklet i det tidligere 1900-tals Frankrig, og herfra blev de importeret og anvendt i Danmark i en modificeret version. De omfattede huskeprøver, billedbeskrivelser, udfyldningsprøver samt begrebsdefinitioner. Tillige skulle der angives farver og tælles mønter, mens der for lidt større børn også kunne indgå spørgsmål som: »Hvorfor kan man bedre tilgive en mand, når han gør noget af hidsighed, end når han gør det uden hidsighed?«

IQ-testen mundede ud i et tal, der opdelte de åndssvage i forskellige kategorier: Sinker havde en IQ på 75-90, debile lå på 56-75, imbecile på 31-35, mens idioter lå på 0-30. Helt fra begyndelsen var der kritik af testene, for som psykologen Rasmus Hans Pedersen sagde i 1934, kunne man ikke udtrykke et menneskes sociale kompetencer i et tal, når faktorer som miljøfaktorer og alder også spillede en rolle. Også psykiatriprofessoren Hjalmar Helweg kritiserede metoden, fordi den »prætenderer en nøjagtighed, som metoden ikke kan yde«.

I den forbindelse peger SDU-professor Klaus Petersen, der er en af forfatterne bag udredningen, på, at datidens sprogbrug også er en del af historien.

»Det sprog, man fra samfundets side brugte til at kategorisere de anbragte, havde betydning for, hvordan de blev opfattet og forstået både af systemet og af befolkningen. Et tydeligt tegn herpå er, at ord som idiot og imbecil, som oprindeligt var baseret på IQ-testene, udviklede sig til skældsord.«

Først med en lovændring i 1954 blev det muligt at få en domstolsprøvelse af, om en anbringelse under åndssvageforsorgen var berettiget eller ej. I den forbindelse skrev juristen Ernst Andersen, at begrebet åndssvag ikke kun var »et akademisk spørgsmål«.

»At åndssvagevæsenet i Danmark har en høj standard, er en ringe trøst for den, der inddrages derunder uden at være åndssvag. Det er en menneskelig og social deklassering at blive erklæret for åndssvag.«

På baggrund af det undersøgte materiale konkluderer historikerne, at de åndssvages retssikkerhed i praksis kunne blive »kompromitteret«. Og som de skriver:

»Fraværet af klart definerede kriterier for ind- og udskrivning betød, at beslutningsgrundlaget ofte var uigennemsigtigt og kunne være præget af en vis tilfældighed.«

Professor Klaus Petersen forklarer, at det har overrasket ham og de andre forfattere til rapporten, hvor meget, det har sat sig i dem at beskæftige sig så intenst med meget lidt behagelige sager.

»Den massive mængde, når man sidder dag ud og dag ind og gennemgår arkivmaterialet om vold, seksuelle overgreb, klagesager og breve fra anbragte, der skriver til kongen eller statsministeren og beder om hjælp, fordi de vil ud derfra. At sidde med det i så lang en periode, det sætter sig uundgåeligt hos en,« siger han.