Solen skinner over Søllerød Golfklub. En golfbil triller lydløst forbi klubhuset, det er en tidlig hverdagsmorgen, fuglene synger, og det grønne græstæppe er snorlige klippet.
89-årige Jørgen Stenberg og hans makker har kurs mod banerne, da Information spørger, hvad de mener om at opføre vindmøller her i kommunen.
Jørgen Stenberg taler langsomt og når akkurat kun at sige: »De skal jo placeres ordentligt, men i princippet ja,« inden han bliver afbrudt af en herre nogle meter væk, som er ved at ordne sin golfbag.
»Vi skal sguda ikke have vindmøller heroppe,« siger manden ved navn Karsten Gronemann: »Det giver da ikke nogen mening. Nej, ud på landet med dem,« tilføjer han og vifter afvisende med hånden.
En gruppe på fire gråhårede mænd begynder straks at diskutere sagen mellem sig.
»Ud på landet og ud på vandet,« istemmer en anden.
Mændene har godt fulgt debatten om vindmøller i Nordsjælland. For at komme ud af Putins gas og bekæmpe klimakrisen vil regeringen firdoble mængden af sol- og vindenergi på land frem mod 2030.
Det bliver ikke en nem opgave. Overalt i landet protesterer naboer og organisationer mod opførelsen af de snurrende, udsigtsforstyrrende ’naturdræbere’. En kamp, som også er en konflikt mellem land og by. Mens især jyske, fynske og vestsjællandske kommuner trods borgernes opråb har opstillet adskillige vindmøller, har mange nordsjællandske kommuner opført lige præcis nul. Zero.
Man kan ikke finde en eneste vindmølle i hverken Gentofte, Lyngby-Taarbæk, Rudersdal, Hørsholm, Fredensborg eller Helsingør. Og sådan skal det gerne blive ved med at være, mener flere nordsjællandske borgmestre. I Nordsjælland har man hverken lyst eller plads til den slags, fortalte de for nylig til TV 2 Lorry.
»Jeg kan ikke se, hvor vi kan placere vindmøller overhovedet,« sagde Hørsholms borgmester, Morten Slotved (K), og tilføjede, at viljen heller ikke er så stor: »Det er ikke en sællert.«
For Fredensborgs borgmester, Thomas Lykke Pedersen (S), handler det også om kongerigets geografiske vejrforhold: »Det blæser altså mere i Jylland, end det gør i Fredensborg Kommune, for nu at sige det ligeud,« sagde han.
Men hvad siger folkene i landets næstrigeste kommune, Rudersdal, til tanken om vindmøller i Nordsjælland? Information er taget til Søllerød Golfbane, Vedbæk Havn og Holte Midtpunkt for at finde svar.
»Der er ikke plads,« siger Karsten Gronemann, der nu er på vej mod teestedet ved hul 1. »De skal stå der, hvor de generer færrest mennesker. Det her er jo naturskønne og tætbefolkede områder.«
– Mange jyske kommuner som Herning og Viborg har mellem 50 og 100 vindmøller, og Ringkøbing-Skjern har 255. Burde I ikke hjælpe med at løfte ansvaret?
»Det handler jo ikke om millimeterretfærdighed. At bare fordi de har en vindmølle i deres kommune, så skal vi også have en i vores. Man kan jo ikke sige, at ’bare fordi I er velhaverkommuner, så skal I ikke slippe for dem’. Det, synes jeg, er noget pjat,« siger han og slår et par prøveslag i luften med sin golfkølle.
De skal holde sig væk
Søllerød Golfklub ligger midt i en fredet naturpark og har ry for at være en af Danmarks smukkeste golfbaner. Et medlemskab koster 9.975 kroner, men er desværre udsolgt for i år. Foran klubhuset dukker stadigt flere op i det lune forårsvejr iført polotrøje og kasket. En Mercedes triller ind på parkeringspladsen, så en Skoda, så en Range Rover.
En solbrun dame i 60’erne med designerbriller og ternede bukser varmer op med puttetræning. Hun vil ikke have sit navn i avisen, men reagerer prompte på spørgsmålet om vindmøller her i området.
»Hvad tror du selv,« siger hun og kører sin eldrevne golfbag, som hun styrer fra en fjernbetjening, videre hen til et træningsbur for at slå et par opvarmningsslag.
»Altså, det kommer også an på, hvor på banen de skal stå, for jeg slår altså høje bolde en gang imellem,« tilføjer hun.
– Jeg mente ikke her på golfbanen, men generelt i Rudersdal Kommune …
»Det er jeg tilhænger af, helt klart.«
– Okay, hvordan kan det være?
»Jeg bor ikke her, jeg bor i Charlottenlund,« siger hun, svinger køllen langsomt og slår en bold i burets net.
– Men hvad så med vindmøller i Charlottenlund?
»Nej da. De skal bare holde sig væk. Og nu gider jeg ikke tale mere med dig. Jeg skal ud og score en masse point,« siger hun og forsvinder i retning af hul 1’s teested.
Jørgen Petersen fra Hørsholm skal samme vej.
»Helt ærligt, lad os nu smide dem ud i havet. Helt ærligt. Og det er ti kilometer ud, ikke bare fem kilometer ud, for der kan jeg stadig se dem fra stranden.«
Netop havvindmøller er faktisk en central del af regeringens energipakke, som Folketinget nu skal forhandle om. Men det står ifølge eksperter også klart, at skal vi opfylde vores grønne energimål, er det ikke nok at opstille til havs. Det »er helt afgørende, at vi også får flere vindmøller og solceller på land«, som professor i energiplanlægning Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet har sagt.
Den eneste, vi møder på golfbanen, der går ind for vindmøller i Nordsjælland, er 84-årige Mario Sforzini. Han taler om at tænke på »det fælles bedste«, og at den bedste energi er den, vi selv producerer.
»Jeg er med på vindmøller overalt i Danmark. Også her i kommunen. Gu’ ser vindmøller da pæne ud i landskabet,« siger han.
Gassen går dog lidt af ballonen, da vi spørger Mario Sforzini, hvilken nordsjællandsk kommune han så bor i, og han svarer: »Mig? Jeg bor på Østerbro i København.«
De er jo ikke flotte
Stille popmusik flyder ud af højttalerne i det kobberbeklædte indkøbscenter Holte Midtpunkt. I Joe & The Juice venter folk med Irma-poser på deres sandwich. Og mellem Royal Nails og Rudersdal Juveler ligger The Valley, en butik med mærketøj til børn ejet af 46-årige Anja Valentiner, som selv bor i kommunen.

»Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at de måske også burde stå på nordkysten. Men jeg kan ikke se, hvor det skulle være,« siger Anja Valentiner, der ejer en butik i Holte Midtpunkt, om tanken om vindmøller i lokalområdet.
»Jeg ved ikke, hvor man skulle stille dem henne,« siger hun. »Vi har i forvejen mangel på faciliteter og har ikke engang arealer til at bygge en ny sportshal.«
Anja Valentiner har »stor respekt« for de grønne ambitioner om flere vindmøller, også fordi den ekstra energi på sigt vil kunne dæmpe de uhørt høje energipriser. Pandemien var i forvejen hård, nu er der så inflationen.
»Vi er alle sammen påvirkede, fordi priserne er steget,« fortæller hun.
– Er det så ikke også fair nok, at Nordsjælland hjælper med de vindmøller?
»Selvfølgelig kan jeg godt forstå, at de måske også burde stå på nordkysten. Men jeg kan ikke se, hvor det skulle være. Og jeg har selvfølgelig også nogle forbehold for, hvad det vil betyde for vores lille samfund her.«
– Synes du egentlig, vindmøller er flotte?
»Haah, nej,« svarer hun. »De er ikke flotte. Og de fylder. Altså de er jo ikke flotte.«
Pladsmangel er tilsyneladende et udbredt fænomen i Nordsjælland. Under overskriften 70 problemer i Holte skrev Information i 2014 om, at Rudersdal Kommune ikke ville tage imod 70 flygtninge. Der var ikke plads, lød den hyppigste begrundelse. Med en lille omskrivning kan man sige, at når det kommer til vindmøller, er der nul problemer i Nordsjælland.
Men sådan behøver det ikke være, mener Jacob Klivager, som er afdelingschef i brancheorganisationen Green Power Denmark. Ifølge ham er der umiddelbart intet til hinder for at opføre vindmøller i de nordsjællandske kommuner.
»Det er teknisk muligt at sætte vindmøller op i Nordsjælland. Jeg vil også vurdere, at der er områder med plads til vindmøller. Og ser man på elnettet, er der også kapacitet til det, hvilket ellers kan være et problem andre steder,« siger Jacob Klivager.
– Så du ser ikke problemer i at opstille vindmøller i de her nordsjællandske kommuner?
»Ikke umiddelbart. Jeg kan ikke se, hvorfor man ikke skulle kunne det. Det vil nok være nogle lidt mindre møller end dem i Vestjylland, men der findes løsninger til det.«
Hvis ikke os, hvem så?
Ikke alle er modstandere af de grønne energianlæg. På Vedbæk Havn vugger sejlbådene side om side i vandet til den maritime lyd af wirer, der slår mod masterne. Havnemolen er rolig. En skoleklasse er taget på udflugt i solskinnet, og en fiskekutter tøffer langsomt forbi bagest i havnen.
Ved sin bådplads midt ude på molen er Karen Lyng i gang med at gøre sin hvide sejlbåd sommerklar. Hun bor her i Rudersdal Kommune, men nærmere bestemt i Nærum, som sammenlignet med Vedbæk er den »fattige del«, siger hun og laver gåseøjne med fingrene, mens hun grinende peger ned på sin båd.
»Men jeg har da godt nok en lille sejlbåd,« siger hun.
– Hvad ville du sige til at få vindmøller op i Rudersdal Kommune?
»Det ville være fantastisk. Vi har pengene til det. Og det kan ikke nytte noget, at vi ikke er med på det her. Det gælder os alle. Og ja, det giver nogle problemer, men det må løses,« siger hun og holder en kort pause:
»Altså, hvis ikke vi kan løse det, hvem kan så?«

Det ville være fantastisk med vindmøller i Rudersdal Kommune, mener Karen Lyng, der er ombord på sin sejlbåd i Vedbæk havn. »Os, der har været så privilegerede i så mange år, skal selvfølgelig tage vores del af ansvaret,« siger hun.
Karen Lyng smågriner lidt over det med, at vindmøllerne jo bare kan stå i Jylland, for der blæser det jo også mere.
»Niels Hausgaard siger det her med, at vi alle elsker vindmøller. De skal bare ikke stå her hos os. Men det skal de,« siger hun og lægger tryk under ’skal’.
»Tingene skal fordeles bedre. Og os, der har været så privilegerede i så mange år, skal selvfølgelig tage vores del af ansvaret. Det er os, der har pengene til det. Når nu vi er så rige i den her kommune, burde vi jo gøre det endnu bedre end de andre.«
Kampen mod vindmøller
Alle vil gerne være grønne. Men rundt omkring i landet modarbejder centrale institutioner udbygningen af den sol- og vindenergi, som er så afgørende for succesen af Danmarks klimaomstilling. I denne serie dykker Information ned i nogle af de skjulte klimakampe, der involverer aktører som folkekirken og forsvaret.
Seneste artikler
Siden Ruslands invasion er grøn strøm til 84.500 husstande blevet stoppet i Danmark
23. juni 2022Der mangler handling bag politikernes ord om mere grøn energi, siger fagfolk. Et eksempel er en nylig sag, hvor opførelsen af otte vindmøller på Lolland er blevet stoppet på grund af den EU-beskyttede bramgåsRegeringen er »kommet ind i kampen« med nyt energiudspil. Men der er flere udfordringer
20. april 2022Regeringen har fremlagt et udspil, som skal skabe tryghed for danskerne, svække Putin og bremse klimaforandringerne. Udspillet er et ambitiøst skifte for dansk energipolitik, men kritiseres også for at være ukonkret og overse væsentlige tiltagMinister overtrumfer kirkes veto og giver grønt lys til vindmøller i Nordjylland
8. april 2022I Nordjylland har folkekirken af hensyn til »kulturarv« brugt sin vetoret til at bremse opførelsen af seks vindmøller halvanden til tre kilometer fra den lokale kirke. Nu har bolig- og indenrigsministeren så affejet kirken og blåstemplet vindmøllerne
På langt sigt er det bedst at få energiøer på havet. Men lige nu haster det, og der tales også om at lave energi-"øer" på land. Det behøver ikke være en evighedsløsning, der kommer flere på havet. Hvor længe holder en mølle, og kan den flyttes?
Så er der solcellerne. Der er masser af plads på tagene og langs motorvejene. De behøver ikke brede sig i naturen eller optage landbrugsarealer.
Vi ved endnu ikke hvordan vindmøller øer vil påvirke strømforhold, fisk, skibe ect. og hvor meget energi de vil levere eller hvor meget de står stille, så det er lidt af et sats at stole så meget på vindmølle øer eller vindmøller i det hele taget.
Hvor meget energi giver de vindmøller som står ved broen over til Sverige, det kunne man måske bruge til en sammenligning.
Det blæser selvfølgelig kraftigere i Vestjylland, men der er også vindstille nogen gange :-)
Har vi tid til at sætte alle de vindmøller, solceller op og lave vindmølle øer over alt.
Hvor mange vindmølle øer, vindmøller og solceller skal der til og hvor store skal de områder være for at kunne dække vores behov?
Om ca. 2½ år skal CO2 niveauet falde på verdensplan og MF påstår at Danmark er Verdens førende på klima tiltag, så ser det sort ud når der kun er de muligheder.
Har verden tid, har Danmark?
CO2 niveauet er steget siden industrien startede og er ikke faldet siden, men om ca.2½ år skal det gå nedad siger den nye klima rapport.
Kan verden stoppe stigningen af CO2 udslip på den tid?
Ser lidt klimaet som en bowlingkugle som ligger på en skinne med et fald på 0,001% og den har rullet i århundrede og er tæt på en hastighed hvor den ikke kan stoppes mere.
Kan verden stoppe den på under 3 år med vindmøller og soceller ?
Jeg tænker på om Nordsjælland, hellere vil have flere oversvømmelser,
eller bidrage med flere vindmøller? Hvis de vil have el fra kraftværker bidrager de til mere forurening og højere elpriser. Måske især på Nordsjælland. De siger jo, at de har penge nok. Der er kun en løsning på det spørgsmål.
Når man kommer med alle disse idéer til energifremstilling, skal man, for at få et fuldere og mere sandfærdigt billede, altid medregne omkostningerne ved fremstillingen af "hardwaren" og hvad der skal ske med den når den er udtjent. Det gør nemlig billedet af "det grønne" temmeligt meget mere grumset.
Vindmøller i sig selv, er lavet af ikkenedbrydeligt og ikkegenanvendeligt glasfibermateriale og, som det er pt., stables de (samlet set i enorme mængder hvert år) diverse steder i naturen og tildækkes med jord, så de er ude af syne - de begraves altså på store "vindmøllekirkegårde", og det er, naturligvis, ikke en ægte løsning.
Når vi forsøger at løse disse energiproblemer, opstår der altså en hel stribe andre problemer - og når vi tænker fremad, rækker sådanne løsninger som en såkaldt "skrædder i h......" . Vores påhit er på ingen måder varige løsninger....
Mennesket har ved sine, ofte søvngængeragtige, "påhit" og "opfindelser" sat sig selv og resten af naturen/den organiske verden, i en sand kattepine...
Måske er det kommunegrænserne, der er trukket forkert?
Jeg kan da godt se argumentet med at vindmøller yder meget mere, ved vestkysten og langs dele af østersøkysten end i ly bag store bøgeskove (som vi OGSÅ sætter pris på i klimaets navn)
Og jeg kan da også se problemet i at rejse vindmøller midt i tæt bebyggede områder. Jo, vilkårene er forskellige rundt i landet.
Jeg ved godt der altid opstår en krig, når man rører ved bloktilskuddet, men kunne man ikke tænke i gulerødder i stedet for pisk?
Gør for en gangs skyld bloktilskuddet til kommuner afhængigt af noget, de faktisk kan gøre noget ved. VE-produktion og CO2-udledning. Byerne kunne f. eks. sørge for massiv dækning af tage med solceller - og kommunerne kunne få et økonomisk incitament til via planlægning at skabe plads til vindmøller og være mindre imødekommende over for store CO2-udledere.
Artiklen viser bare, hvorfor jeg aldrig skal bo i Nordsjælland. De lyder jo som en parodi på Rytteriet.
Det er meget svært at opretholde troen på, at det sagnomspundne 'marked' kan løse den krise, vi er midt i. Eller måske skulle netop markedet bruges - 'golf for vindmøller': sæt en kolossal afgift på golfbaner, der kan reduceres for hver vindmølle, der sættes op i kommunen. Eller tillad kun Tesla'er at oplade med el produceret i egen kommune.
"Da regeringen i forrige uge præsenterede sin plan om en firedobling af vedvarende energi fra landvindmøller og solceller, var budskabet, at der rundt om i landet nu skal rejses flere møller, end hvad der hidtil har været politisk besluttet. Men antallet af møller kan mere end halveres, samtidig med at mængden af vedvarende energi firedobles."
https://jyllands-posten.dk/indland/ECE13935431/regeringen-oensker-mere-g...
Det siger Energistyrelsen.
Regeringen har gjort regning uden vært.
Desuden kommer vi snart til at kunne lagre energi, især takket være en helt ny opfindelse fra en dansk forsker:
"Den elektrolysecelle, som Anne Lyck Smitshuysen har udviklet, har også evnen til at lagre energi. Det er bare langt større, hvilket kan nedbringe produktionsomkostningerne med 50 procent."
https://nyheder.tv2.dk/2022-04-30-28-aarig-forsker-hyldes-for-sin-klimao...
Landvindmøller er yt.
Vi skal have tilbagekøbsgaranti på strøm, så finder både husejere og erhverv sikkert sagtens ud sf det med placeringen.
Hvis en husejer bruger fx 2mWh om året, og normalt betaler 50kkr, så skal han have RET til at sælge samme 2mWh grøn strøm tilbage for samme 50kkr. Hvis han selv har betalt for anlæg og godkendelse og tilslutning af sin mølle og sine solceller.
Så skal der nok være masser af husejere og masser af landbrug, der sagtens kan finde ud af det.
De specielle typer i Nordsjælland må jo selv bestemme over deres mange penge, men vi ved jo, at strøm og al anden energi bliver meget dyrt, for at vi kan nå vores nedskæringsmål.
Hvor er de charmerende og rare at høre på.
Steen Bahnsen - ifølge denne artikel som er et år gammel, er vindmøller er i dag 85-90% genanvendelige.
"Med den nye teknologi kan det sidste skridt på vejen nu tages til en fuldt ud cirkulær værdikæde i vindmølleindustrien. For at bane vejen for den nye teknologi og fremme den cirkulære økonomi i vindmølleindustrien er projektet CETEC (Circular Economy for Thermosets Epoxy Composites) oprettet. Inden for tre år vil CETEC fremlægge en færdig løsning for både implementering og kommercialisering af den nye genanvendelsesteknologi."
https://www.teknologisk.dk/ydelser/internationalt-samarbejde-mellem-indu...
"Not in our backyard!"
uffe hellum
Jeg ville nok går en anden vej, det vil være noget rod hvis hver eneste parcel/etage ejendom kan sælge strøm på strømnettet, så hvorfor ikke lade staten gør det og vi ville måske alle få billigere strøm. Staten kan evt. så give en leje for brug af tagflade eller folk kan give lov til at Staten kan bruge tagfladerne i klimaet tegn og lade Staten stå for salg af strøm, så alle ville betale det samme for strømmen og vi alle sammen kan "tjene" på det.
Det kunne måske være en forretning der kan løbe rundt i sig selv.
Tror vi skal satse mere socialistisk i klima retningen og gøre noget for samfundet uden at almindelige borgere behøver at tjene penge på det.
En lidt anden mulighed :-)
Jeg skal da love for der er mange med luksus-holdninger, men lad det være sagt helt klart og tydeligt, - indenfor den nærmeste fremtid er og bliver der ikke plads til så mange luksus-holdninger - hvis vi som art vil overleve.
Selv de kirkelige luksus-rettigheder, som vindmøller støder på, har gud vist ikke tænkt sig skal stå i vejen for vor arts overlevelse.
- NEJ vindmøller pynter ikke hverken i landskabet eller her udenfor Amagers kyster, men er nok en nødvendighed for at blive af med fossilt brændstof.
Den slags mennesker nærer i høj grad min frygt for at det er for sent. Og de er jo pisse ligeglade så længe de kan vimse rundt med deres fjernstyrede (WTF, endnu et stykke ragelse som ALDRIG skulle være sat i produktion) golftasker..... Gud hvor jeg håber at de når at opleve de klimaforandringer som de skaber.
Mon det vil hjælpe på disse mennesker luksus-tanker om ikke at deltage i nedbringelse af vort CO2 udslip ved brug af vindmøller, hvis de så heller ikke får EL når vi nedlægger der fossile kraftværker, og vi andre ikke vil have de skal køre på frihjul, men selv skal finansiere og opstille vindmøller hvis de vil have strøm?!
Hvis der er plads til golf, er det også plads til vindmøller.
*der
Hvor lyder det dog hult, når M. Frederiksen opildnet af 'Putins gas' bibringer befolkningen, at vi 'allesammen' kommer til at betale. Ak ja - altså lige bortset fra nogle befolkningsgrupper, hvis afladsbidrag kan måles i antallet af indkøbte poser med okø gulerødder, giver adgang til endnu en tur til Thailand med fly - tur-retur. Men dét skal der ikke røres ved...man ved godt, at ellers vil befolkningen ikke længere lege med. Man begår dog den fejltagelse, at tro at der i lille Danmark findes et sted 'derude på landet' , hvor ingen bemærker en vindmølle eller to... Arrogant.
Men der bor faktisk mange mennesker - og hver har de en stemme...
@ Rene Madsen
Nej - stordrift er ikke fornuftigere, det er meget dyrere, i administration. Og det meste af elprisen er skatter og administration.
Det er såmænd ikke meningen at private skal tjene på produktion af strøm, de skal bare kunne slippe gratis i strøm, hvis de selv betaler deres anlægsomkostninger. Hvis man producerer MERE strøm end man selv bruger, så er prisen naturligvis meget lavere, og variabel, ligesom for alle andre strøm-producenter. Men bl.a. Seattle har arbejdet med tilbagekøbs-ordninger, for at motivere flere små-producenter.
Sagen er at solceller reelt er meget billige, men de skal passe til designet af ens hus. Og som husejer skal jeg SELV være ansvarlig for vedligehold og udskiftning og rengøring. Og hvis mit tag bliver utæt, fordi håndværkerne klokkede i det med installationen, så skal jeg enten selv betale det, eller snakke med håndværkerne om deres ansvarsforsikring.
Hvis en lille vindmølle giver mening for mig, så skal jeg SELV snakke med naboer om valg af type, så støj og udseende passer til nabolaget. Ultimativt kan en kommunes lokalplan gøre det meget svært eller meget let at sætte private møller op - det er en lokal-demokratisk proces, ligesom landbrug og anden industri.
Når en el-bil bliver brugt op, har batteri-enheden efter sigende ofte stadig masser af kapacitet, så det kan være "gratis" at have en lille privat buffer. Det synes jeg er en dårlig ide. Det er, efter min mening, samfundets ansvar at udligne produktion og forbrug, for eksempel med variable priser. Men der hvor jeg bor, er der desværre strømafbrydelse en gang hvert andet år. Ja, det er idiotisk at hænge elkabler op i master, men jeg forstår godt, at nogle ønsker et batteri, så fryseren og wifi-en ikke slukker...
Jacob Johansen
02. maj, 2022 - 14:10
Her en artikel/TV-udsendelse der er ca. 1/2 år ældre og som, til dels, danner baggrund for mit opslag.
https://www.tv2east.dk/nyheder/18-10-2020/1930/1930-18-okt-2020-2?clip=b...
Artiklen du henviser til er fin nok, men stadig lidt teoretisk. Den er ikke en realitet nogen steder - og skal den blive det, ligger der en enormt etableringsudfordring forude. Og uanset hvad, vil der være enorme mængder spildrester som ikke kan omdannes eller "genbruges". Bemærk også at såkaldt "genbrug" er en meget omkostningsfuld proces for rigtig mange produkter - ofte meget dyrerer end nyt materiale. Tanken er fin, men realiteterne er ofte mindre attraktive...og hvis billedet skal være fuldt, skal alting medregnes...
Hørt i Rungsted Havn...
Vindmøller ja ... Det har vi folk til...
Jeg kan så godt leve med at møllerne står her hos mig i Vesthimmerland, mens jeg så ønsker fuld grundskyld tilgengæld så vi nærmest ikke betaler skat her hos hos i vores del af Danmark
For det vil vi så ha folk til især omkring Rungsted Havn...
@ Peter Madsen,
Ret god idé med blok tilskuddet. Jeg har en fin finansierings model , indfør en statslig grundskyld på en procent i HELE Danmark på jord værdien, og fordel pengene til kommunerne efter den model som du nævner her,
Uffe
"Det er såmænd ikke meningen at private skal tjene på produktion af strøm, de skal bare kunne slippe gratis i strøm, hvis de selv betaler deres anlægsomkostninger. Hvis man producerer MERE strøm end man selv bruger, så er prisen naturligvis meget lavere, og variabel, ligesom for alle andre strøm-producenter."
Så vil de også spare på udgiften på deres egen strømforbrug og tjene på det overskydende strøm.
Seattle er et kapitalistisk sted, så der forstår jeg godt de gør sådan.
Der er vist ikke så mange forskellige modeller af solceller at det gør noget, har lige slået det op og de ligner hinanden utroligt meget og bliver hele tiden mere effektive, så de private med solceller kan tjene endnu flere penge på at sælge strøm.
Vil mene at der er kæmpe forskel på at sætte en vindmølle op og så solceller på taget, selvfølgelig kræver en vindmølle en del forberedelse,/lokal politikere/hørig ect. en lang vej, men skal det batte noget, så skal der dælme mange vindmøller op.
Hvornår er en el-bil brugt op?
Om man stadigvæk kan bruge batterierne fra en el-bil når den er "brugt op" har jeg ingen anelse om, men der er problemer med affald fra el-biler.
Men igen, så er du kun ude på at tjene penge på klima tiltag og kan ikke gøre noget for klimaet/samfundet gratis. og så er jeg bange for at vi slet ikke når i mål.
Golfbaner er i øvrigt anlagt på god landbrugsjord. Pløj det hele op og tilfør en spand gylle pr. kvadrat meter. Så ligner og lugter Nordsjælland lige som det øvrige Danmark!
He, he – jeg er beboer i en kommune midt i det nordsjællandske, hvor vi faktisk HAR vindmøller (om end slet ikke i samme omfang som i Vestjylland).
Rent anekdotisk kan jeg fortælle, at en virksomhed, som ønskede at polere sin grønne profil, ved bygningen af en fabrik i mit lokalområde så også valgte at opstille en 100 m vindmølle lige ved siden af. Allerede ved projekteringen stod det klart, at den aldrig ville kunne tjene sig selv ind - det blæser ganske enkelt for lidt her i området (eller som beskrevet i det obligatoriske udbudsmateriale var der ” tale om et område .. med en beskeden vindressource”).
Så nu står den så der til gene for de talrige omkringboende og er en solid underskudsforretning – og en glimrende reklame for, hvorfor det ikke ALTID kan betale sig at smække en eller flere vindmøller op for energiens skyld. Måske det ville give mere mening med et atomkraftværk?
Det er nu spøjst - mere energi, mere strøm, flere ledninger og masser af gigabyte - det er det, der skal til. De skal jo drive den omfattende digitalisering. Jo mere digitalisering, elbiler, robotgræsslåmaskinerjo mere strøm skal der til. Jo flere vindmøller, jo flere solceller og mere mere mere..
Det er spøjst.
Er der virkelig stadig nogen der tror på, at mere vækst er løsningen på problemet med vækst?
Hvor må det være lækkert, at bo et sted hvor det aldrig blæser.
Steen Bahnsen - indslaget du linker til er 1,5 år gammelt. I artiklen jeg linker til som er 1 år gammel, står der, at Vindmøller er i dag 85-90% genanvendelige, og de arbejder på snart at gøre dem 100% genanvendelige. Altså, at vindmøller der sættes op nu er 85-90% genanvendelige og snart burde være helt genanvendelige. Det er de gamle møller som i nogen grad kommer til deponi.
Er du modstander af, at vi sætter vindmøller op nu der nu er 85-90% genanvendelige og snart bør være 100% genanvendelige?
Jacob Johansen
Hvor meget energi bliver der brugt i genanvendelsesprocessen - og hvad bliver møllernes materiale genanvendt til?
Genanvendelse er et bredt og meget afholdt begreb, hvorunder der gemmer sig en del spild.
@Rene Madsen - Nej. Det drejer sig ikke om at tjene penge, men om at få de nødvendige nedskæringer igennem.
Objektivt set, så skulle nedskæringer betyde en besparelse, så hvis jeg kører færre kilometer og køber mindre fossilt svineri, sparer jeg penge. Desværre er de fattigste 90% af danskere og amerikanere ofte i en fastlåst situation, med arbejde og transport af børn og indkøb, så der skal temmelig meget pisk til at opnå de nødvendige nedskæringer.
Mit argument er, at vi skal belønne dem, der kan omstille sig (arbejdsgivere og ansatte og landbrug og industri), og så må dem, som ikke kan omstille sig jo så bare betale en forholdsmæssigt større del af vores skattemæssige fællesregning.
Selve implementeringen synes jeg ikke skal være offentlig, der er flere stordrifts-omkostninger end stordrifts-fordele. Hvis der er noget, det offentlige kan gøre, så fint nok. Men som udgangspunkt tror jeg, at den individuelle forbruger og familie er dem, som kommer med de virkelige løsninger, så vi kan få de kæmpestore nedskæringer igennem.
Lise Lotte Rahbek - ja ordet genanvendelse kan misbruges. Jeg ved ikk hvor meget de ældre møller kan genanvendes. Men i den her artikel skriver de lidt om hvordan en ny mølle kan genanvendes fuldt og hvad den kan bruges til:
”Genanvendelsesprocessen, som vi har udviklet til RecyclableBlades, er så nænsom, at vi kan holde materialeforringelsen minimal, og samtlige elementer kan genanvendes efter processen – selv resinen kan genanvendes,” forklarer EHS Specialist Jonas Pagh Jensen fra Siemens Gamesa, hvor han arbejder med selskabets globale bæredygtighed.
”Der sker naturligvis en forringelse af fibrenes styrke i en vinge, når den har stået og produceret grøn strøm i 25 år, og det betyder, at vi ikke som det allerførste anbefaler, at man genanvender materialerne til at producere nye vindmøllevinger. Det vil ganske enkelt ikke kunne matche de behov, der er på nutidens enorme havvindmøller. Men materialer kan med stor fordel genanvendes i fx andre dele af møllen, og således er der mulighed for, at vi også kan bevare gevinsten ved genanvendelsen inden for industrien,”
https://winddenmark.dk/nyheder/foerste-genanvendelige-vindmoellevinger-t...
Det er et problem hvis det genanvendte materiale er i en dårligere kvalitet, men så længe alt dette materiale er nødvendigt i industrien giver det måske ok mening bæredygtighedsmæssigt. Også hvis de løbende arbejder på at forbedre den genanvendte kvalitet.
Det virker som om vindmølle industrien er noget længere fremme ift. genanvendelse end fx plast industrien. Rigtig meget af den genanvendte plast er i en dårligere kvalitet end det den kom fra.
Jacob Johansen
"Rigtig meget af den genanvendte plast er i en dårligere kvalitet end det den kom fra.".
Så vidt jeg lige husker er det noget med en gradvis nedbrydning af kemien i plastikken, hvor visse typer af plastik har mindre stærke molekylære kæder end andre typer plast eller det kan have været udsat for meget sollys,
og hvis man så blander mindre stærkt plast med stærk sammensat plast så får man et ustabilt materiale. Det gælder altså om at holde den stærke plast for sig selv.
Det er super, at vindmøllevinger og andre dele kan genanvendes. Det jeg tænker på, er hvor stor en mængde energi der skal til i denne proces. Og ikke mindst i processen med at omforme materielet til en ny anvendelig form. Og så skal der så lige tillægges transport også. Vindmøllevinger er omfangsrige og tunge, og at bryde dem i mindre stykker der hvri de har været i brug, kan lave en forurening af området med støv, støj og møg.
Lise Lotte Rahbek - jeg ved ikk rigtig noget om hvordan plast gradvis nedbrydes, det er interessant, det vil jeg læse om. Det jeg tænker på i forhold til plast er, at når vi sorterer affaldsplast så er sorteringen ofte uren og indeholder fejlelementer, og når det plast genanvendes er plastikken i en dårligere kvalitet. Nogle genanvender også kun plastik af samme type og kan igen bruge den til det samme, men det er vist kun i lille grad det sker nu.
Ja, det er interessant at vide hvor mange ressourser der skal bruges for at genbruge vindmøller, det er rigtigt nok, at det er let bare at sige at de bliver genanvendt.
Det er måske muligt at opstille mindre vindmøller langs elmaster, jernbaner og motorveje, rundt omkring i hele landet.
Jens Peder Nielsen - god ide
Danmarks natur og miljø er blevet fuldstændigt ødelagt efter mange år med landbrug.
Nu fortsætter ødelæggelsen så med opsætning af vindmøller til vands og til lands.
Solceller skal også være en del af ødelæggelsen.
Solceller placeret på marker burde ikke være lovligt.
Det burde derimod gøres til et krav, at tage på både privat og erhvervsbyggeri i fremtiden skal indeholde solceller i bygnings- planlægningen.
Mht. vindmøller i Nordsjælland er det en befrielse, at komme hjem fra andre dele af Danmark, som generelt står tilbage med fuldstændig, uoprettelig og opdyrket ødelagt natur og omgivelser. Nordsjælland er med sit bølgende landskab og store søer som en smuk have. Til forskel er Jylland og øerne tæppebombet med marker og uinteressant landskab. Bevares vi har Thy Nationalpark og vadehavet. Men der skal man lade være med at se sig over skulderen mod øst for ellers bryder man jo næsten ud i gråd ved synet af vindmøller på hver en bakketop så langt øjet rækker.
Jeg kører fra tid til anden fra Århus til Thy. Alt efter årstid er det som regel i en stank af Roundup, ammoniak fra marker og gylletanke.
Lad nu Nordsjælland være den sidste lille lomme af ikke vild natur, men køn natur.
Lad de fattige kommuner og landsdele betale til statens budget gennem denne vanvittige grønne omstilling om ikke andet.
Nordsjælland står for omkring 70 procent af Danmarks BNP. Det skal trods alt belønnes på en eller anden måde. I dette tilfælde lidt mere uberørt og kønne omgivelser.