uddannelse
Læsetid: 8 min.

Ph.d.-studerende: Vejledere og seniorforskere stjæler vores arbejde

I 120 anonyme vidnesbyrd siger især yngre forskere, at seniorforskere og vejledere kræver at få deres navn på forskningsartikler, de ikke har bidraget til, eller direkte stjæler de yngre forskeres arbejde i jagten på flere publikationer. Ekspert i god forskningspraksis ser vidnesbyrdene som et oprør nedefra
Indland
2. maj 2022
De 120 vidnesbyrd stammer fra alle grene af universitetet, men de mere grelle sager opstår ifølge de indsendte beretninger især på sundhedsvidenskab og naturvidenskab.

De 120 vidnesbyrd stammer fra alle grene af universitetet, men de mere grelle sager opstår ifølge de indsendte beretninger især på sundhedsvidenskab og naturvidenskab.

Arkivfoto: Sigrid Nygaard

En ph.d.-studerende blev efter eget udsagn fyret, efter hun ikke ville lade sine vejledere stå som medforfattere på sine artikler. En anden fik slettet sit navn i den forskningsartikel, som vedkommende havde arbejdet på i halvandet år. En tredje ph.d. blev bedt om at skrive sin afhandling om og fandt efterfølgende ud af, at vejlederen havde plagieret hendes arbejde.

Det er nogle af de 120 anonyme vidnesbyrd fra 107 primært yngre forskere, som er blevet indsendt til kampagnen #Pleasedontstealmywork på knap to måneder. Vidnedsbyrdene er netop offentliggjort på sciencereport.dk. Initiativet til kampagnen er taget af ph.d.-studerende Maria Toft, der sammen med de ph.d.-studerendes forening PAND står bag.

Inspireret af #MeToo-bevægelsen gik de i slutningen af marts i gang med at indsamle vidnesbyrd. Og så gik Maria Toft ud offentligt og fortalte om sine egne oplevelser som ph.d.-studerende på statskundskab og antropologi på Københavns Universitet i blandt andet Uniavisen.

Maria Toft følte sig for eksempel presset af sin vejleder til at sætte hans navn på sine forskningsartikler. Forskningsartikler, som hun selv havde fået ideerne til. Men Maria Toft sagde fra, selv om det er svært at sige fra over for seniorforskere, der står med ens fremtid i hænderne. Og det er de oplevelser, som har været drivkraften til at igangsætte kampagnen, samt ønsket om at forbedre forskningsvilkårene i Danmark. 

»Jeg vidste godt, at det ville blive megahårdt, og at jeg måske risikerer ikke at kunne fortsætte den forskerkarriere, jeg ønsker mig, når jeg gik ud med den her kritik. Men jeg vidste også, at der er mange unge forskere, som ikke tør sige nej, når de føler sig presset til det her,« siger Maria Toft.

Information kender ikke identiteten på de forskere, der har indsendt vidnesbyrd og har ikke haft mulighed for at efterprøve påstandene. Af den grund er alle eksempler også anonymiseret i forhold til eksempelvis institut og emne.

Et spørgsmål om redelighed

Vidnesbyrdene kommer primært fra yngre forskere fra alle grene af universitetet, men de mere grelle sager opstår ifølge de indsendte beretninger især på sundhedsvidenskab og naturvidenskab, forklarer Maria Toft.

Langt de fleste af de indsendte vidnesbyrd drejer sig om seniorforskere eller vejledere, der kræver at være medforfattere til ph.d.-studerendes artikler uden at have deltaget i arbejdet bag. Men en mindre del af sagerne drejer sig om mere alvorlige idétyverier af studerendes opgaver eller yngre forskeres ideer og arbejde, som seniorforskere så bruger til egne forskningsartikler eller patenter uden at kreditere ophavspersonen.

Ifølge Morten Rosenmeier, der er professor i ophavsret på Københavns Universitet (KU), er der dog klare regler både for, hvornår man som forsker stjæler, plagierer eller har ret til at få sit navn på en forskningsartikel.

»Problemet er måske mere folks kendskab til reglerne, men de ph.d.-studerende får kurser i de her spørgsmål,« siger Morten Rosenmeier.

Brian Arly Jacobsen, der er formand for DM’s sektion for universitetsansatte, mener også, at de anonyme vidnesbyrd viser, at de universitetsansatte enten ikke kender eller vælger at tilsidesætte de såkaldte Vancouverregler for god publikationspraksis. Men dermed rører beretningerne også ved forskningens redelighed.

»Det sætter jo spørgsmål ved forskernes ærlighed og troværdighed, hvis man vil være forfatter på artikler, man ikke har læst eller bidraget til. Og det viser, at der er et grundlæggende problem med forskningssystemet, hvor forfatterskab til forskningsartikler er blevet så vigtig en valuta, at man kan finde på at gradbøje reglerne,« siger Brian Arly Jacobsen.

Formand for rektorerne på Danske Universiteter, Anders Bjarklev, mener dog, at det er vigtigt at slå fast, at der kun er tale om anklager og påstande om brud på reglerne og tyveri i de 120 vidnesbyrd. Han påpeger, at de ph.d.-studerende både har de såkaldte named persons, som er kontaktpersoner for spørgsmål om videnskabelig praksis, og universiteterne praksisudvalg at gå til, hvis de mener, at deres rettigheder bliver krænket. Derfor er Anders Bjarklev også ked af, at vidnesbyrdene er anonyme.

»Det kan meget hurtigt ende med, at folk får et billede af, at alle vejledere rager til sig af forfatterskaber og gode ideer, men det er et vrangbillede, for de fleste vejledere hjælper de ph.d.-studerende på bedste vis,« siger Anders Bjarklev, der derfor også stiller spørgsmål ved, om det er så udbredt et fænomen.

»Vi skulle gerne undgå, at unge forsker får krænket deres rettigheder, men det undrer mig, at særlig mange skulle have den oplevelse,« siger Bjarklev og påpeger, at der efter Penkowa-sagen er kommet langt mere fokus og klarere retningslinjer i spørgsmål om forskningsetik og rettigheder på universiteterne.

Flere sager om rettighedskrænkelser

I de faglige i organisationer oplever de dog, at der er flere sager om krænkelser af ens rettigheder. Morten Rosenmeier oplever som formand for Akademikernes Udvalg til Beskyttelse af Videnskabeligt Arbejde stadig flere sager om tyveri af forskningsideer og brud på forskningsetiske regler.

Det kan skyldes, at der er kommet langt mere fokus på god forskningspraksis efter blandt andet Penkowa-sagen, mener juraprofessoren. Men det kan også skyldes, at presset for at publicere er steget gevaldigt de seneste årtier, fordi bedømmelsen af forskningens kvalitet er blevet langt mere kvantitativ.

»Einstein skrev vist kun noget i retning af fire forskningsartikler, som til gengæld var ret gode, men i dag bliver en god forsker vurderet ud fra antal artikler – allerhelst artikler publiceret i internationale tidsskrifter, og det skaber et større pres på den enkelte forsker,« siger Morten Rosenmeier.

Vægten på antallet af forskningspublikationer har betydet et opgør med nulforskere, men bagsiden af medaljen er ifølge nogle, at der publiceres for meget forskning, som ikke altid er lige meget værd. Men antallet af forskningspublikationer er også afgørende for, om en forsker kan blive professor eller få tildelt eksterne forskningsmidler, derfor øger det presset på den enkelte forsker, mener Rosenmeier.

Også fagforeningen Djøf oplever flere henvendelser fra yngre forskere, der føler sig presset af ældre forskere, forklarer Caroline Adolphsen, der er formand for Djøfs forsknings- og undervisningsudvalg og lektor i jura på Aarhus Universitet.

Hun er enig i, at det øgede publiceringskrav til forskerne er en af årsagerne. Men en anden forklaring er, at de seneste års nedskæringer og reformer har betydet fyringer og faglukninger, hvilket har betydet langt mere usikre ansættelsesforhold, mener hun. Og det gør det svært at sige fra for ph.d.’erne, men også post doc’er og adjunkter, som er midlertidigt ansatte.

»De tør ikke råbe op, hvis ældre forskere ikke behandler dem ordentligt, fordi de så risikerer at miste deres job, og ingen andre har lyst til at ansætte dig, hvis du er sådan én, der ødelægger den gode stemning,« siger Caroline Adolphsen.

Pres og angst

Luisa Hedler, der er formand for de ph.d.-studerende, mener, at de mange vidnesbyrd er et udtryk for en arbejdskultur på universiteterne, hvor alle er under pres. Og de ph.d.-studerende er det svageste led.

»De unge forskere står svagest i hierarkiet, og så er der en risiko for, at deres arbejdsindsats kan blive udnyttet af de ældre forskere, som skal publicere, publicere og publicere,« siger hun.

Det skaber en angst, som også går igen i flere vidnesbyrd, hvor en tidligere ph.d.-studerende oplever, at en vejleder plagierer den forskerstuderendes arbejde. Selv om den unge forsker i dag er gået i en helt anden retning, så er vedkommende stadig »bange for, hvad vejlederen kunne finde på, hvis jeg offentligt delte historien«.

Og sådan et arbejdsmiljø skader ikke bare de unge forskeres tillid til deres forskerkolleger, men også forskningens kvalitet, mener Luisa Hedler:

»Hvis forskere ikke tør dele deres ideer med hinanden, så skader det ikke bare forskningen, men samfundet generelt,« siger hun.

Hun mener, et af problemerne kan være, at vejledning ligesom undervisning ikke vægter højt på forskernes cv. Derfor mener Luisa Hedler, at vejledning i højere grad burde anerkendes:

»Hvis alle havde rummet til at være gode mentorer for de forskerstuderende, og det blev ordentligt kompenseret, så ville vi ikke få den har struktur, hvor nogle kan blive tilskyndet til at forsøge af få deres navn på alting.«

Caroline Adolphsen er enig i, at universiteterne trænger til at få set nærmere på vejledernes rolle i forhold til de forskerstuderende.

»Vi har ikke haft nok fokus på den relation, der er mellem ph.d.-studerende og vejledere, som har en vis magt i forhold til, om man som ung forsker kommer videre i systemet,« siger hun.

Vejlederne er dog som alle andre jobfunktioner presset af nedskæringerne i forbindelse med dimensionering, omprioriteringsbidrag og nu udflytning, mener Caroline Adolphsen.

Det kan betyde, at de unge forskere ikke får den hjælp, som de skal have som forskere under uddannelse. Men det kan også gøre, at de ph.d.-studerende ikke får sagt fra, når de føler deres rettigheder bliver krænket, fordi de oplever, at alle er pressede, forklarer Caroline Adolphsen:

»Vi har jo set det igen og igen, at et dårligt arbejdsmiljø fører til flere overgreb.«

Caroline Adolphsen mener dog også, at de fastansatte og ledelsen på universiteterne kunne gøre langt mere for at sikre de unge forskeres rettigheder – uanset hvordan de er ansat. For lige nu er de yngre forskere yderst sjældent repræsenteret i Akademisk Råd eller samarbejdsudvalg.

»Det er jo helt horribelt, for det er en kæmpe medarbejdergruppe på universiteterne, som vi bare ikke gider høre fra i vores råd og nævn,« siger Caroline Adolphsen.

Oprør nedefra

Men måske er de yngre forskeres svage position ved at ændre sig. Morten Rosenmeier ser de mange vidnesbyrd som en sund reaktion fra de ph.d.-studerende, som leverer meget ny og værdifuld forskning, men samtidig er nederst i hierakiet på universiteterne og derfor ofte bøjer nakken og finder sig i tingenes tilstand.

»Men nu ser vi oprør nedefra, og det er tiltrængt, for de ph.d.-studerende er jo meget vigtige aktører i forskningen, så det her kan også være et udtryk for, at de er blevet mere bevidste om deres position,« siger Morten Rosenmeier.

Maria Toft er enig i, at det er tiltrængt med kritik af den måde, forskningen fungerer på – også fra de yngre generationer. Oftest er det nemlig de ældre professorer og lektorer, der råber op og kritiserer alt fra universitetslovens enstrengede ledelse til udflytningsplanen.

»De unge forskere har efterhånden fået så ringe arbejdsvilkår, at det nu også var tid, at vi råbte op,« siger Maria Toft.

Anders Bjarklev mener, der er behov for en grundigere undersøgelse af forholdene end de 120 anonyme beretning, før han vil drage den konklusion, at der er noget galt med den måde, den danske forskningsverden fungerer på.

»Men enhver oplevelse af at blive behandlet dårligt, skal have ledelsens opmærksomhed. Og hvis det ikke sker, så må den ph.d.-studerende selv gå til organer, vi har indrettet til at tage sig af spørgsmål om god forskningspraksis,« siger Anders Bjarklev.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Ud over det efterhånden helt vanvittige publiceringspres, som er skabt på danske universiteter - ikke mindst af hensyn til international ranking, så skyldes en del af miseren også, at det kan betale sig at 'snige' sig med på artikler. I dag kan man gå hele vejen fra adjunkt til professor uden nødvendigvis at have skrevet en eneste artikel selv; der er ikke noget krav om et vist antal single-authored publikationer. Det er et meget stort problem, som der hurtigst muligt bør gøres op med.

Steffen Gliese, Søren Kramer, Rolf Andersen, Holger Nielsen, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
Erik Karlsen

"der er ikke noget krav om et vist antal single-authored publikationer. Det er et meget stort problem"

Selv ikke, hvis der kun står en enkelt forfatter på artiklen, behøver problemet være løst. Jeg har tidligere hørt om naturvidenskabelige (jeg nævner med vilje ikke faget) specialestuderende, hvor vejlederen var så "venlig" at snuppe den studerendes forskningsresultater og få publiceret en artikel i sit eget navn.

Tina Petersen, Holger Nielsen, T Hansen, Eva Schwanenflügel og Susanne Kaspersen anbefalede denne kommentar
jens peter hansen

Da jeg skrev min bachelor i historie fik jeg 2x8 minutters vejledning. Da jeg skrev mit speciale fik jeg 2 x 10 minutters vejledning. På et formøde blandt de studerende blev der sagt at med hensyn til vejledning skulle man glemme alt om det, da det ikke var en s... bevendt. Det var ikke helt forkert. Hvis seniorforskerne stjæler de unges forskning er det en grov udnyttelse., der selvfølgelig skal stoppes.

Søren Kramer

Det er hele styringen i den offentlige sektor der skal hankes op i.

Man har altid vidst hvem der er knap så gdoe /dårlige. Om det er en lærer eller adjunkt.
I stedet for at fyre vedkommende, så de kommer hem hvor de bidrager, laver man alle mulige idiotiske styringsredskaber med kvantitative målinger, der bare gør arbejdet dårligere for alle på arbejdspladsen.

Svaret på det er ikke at fjerne kontrollen uden at sætte noget andet i stedet. Det kan ikke lade sig gøre. Svaret er at indføre en anden kontrol, hvor lederne er forpligtiget i at fyre dem der er halv slatne. Dem der ikke er de bedste hvor de er. Så kan man fjerne de idiotiske målsætninger og planer og lave kvalitetsarbejde i stedet.

Fagforeningerne er indlysende det store problem her fordi de har sat deres fede røv over hele den offentlige sektor. Og så må man ligesom være kreativ og finde noget at tilbyde her som kompensation. Og nej, det skal ligesom ikke være flere tillæg e.lign. Dem der er på arbejdspladsen skal alle være gode.

Freja Gam Østergaard

Jeg kan overhovedet ikke sætte mig ind i det Anders Bjarklev mener. Jeg var PhD-
studerende ved KU fra 2016-2019 og pga. en besværlig KU-hovedvejleder er der ingen af mine artikler fra PhD'en, der følger vancouverreglerne.

I mit første år stødte jeg godt på KU's måde at fokusere på god forskningsskik:
ved at sparke nedad. Alle førsteårsstuderende skal igennem et kursus i responsible
conduct of research (bedre kendt som Penkowa-kurset). Her bliver alt ansvar for
dårlig skik langt på den enkelte studerende, man får ikke at vide at den største
forhindring for at følge god skik er hovedvejlederen (min vejleder er ikke et
unikum på dette punkt).
Jeg er aldrig blevet gjort bekendt med hverken 'named persons' eller et praksisudvalg. Den PhD-skole jeg var tilknyttet havde gjort det nemt at få gratis
psykologhjælp, men hvi man vil klage over arbejdsmiljø eller grådige vejledere,
så er der ikke nogen hjælp at hente.
At Anders Bjarklev kan mene at problemet ikke er særlig udbredt peger mere
i retning af at han er kommet så langt op i elfenbenstårnet at han ikke har nogen
kontakt med de faktiske forhold. KU kan umuligt vide hvor mange der er, når de ikke på nogen måde evaluerer vejlederne.

Min situation var måske lidt anderledes fordi jeg lavede en industriel-PhD, men i industrien er den moralske formåenhed ikke bedre. Jeg havde en oplevelse af at mine vejledere (fem styks) ikke var særligt kompetente eller arbejdsomme, alligevel krævede de forfatterskaber, så gik jeg til min afdelingsleder, der mente at jeg bare skulle finde mig i at uddele gratis forfatterskaber for sådan har man altid gjort. VP for forskning i samme virksomheden, startede med at sige at de selvfølgelig fulgte vancouverreglerne, da der viste sig at være en konflikt var der pludselig ikke nogen regler.

Mine fem vejledere var/er alle enige om at alle vejledere skal høres inden noget kan blive udgivet ellers ville tidsskriftet blive kontaktet og artiklen trukket tilbage.

Jesper Lykke Jacobsen

« Einstein skrev vist kun noget i retning af fire forskningsartikler, som til gengæld var ret gode. »

Einstein skrev over 300 artikler, udgivet i 15 bind hos Princeton University Press. Man må da håbe at de øvrige sagsforhold er lidt mere præcise.