»Urimelig tvangsfordeling«, »ungdomsskadeligt makværk« og et »bureaukratisk mareridt«.
Det er ikke hver dag, at en politisk aftale med vidtrækkende konsekvenser vækker så stor debat, kritik og modstand hos politiske kolleger, i befolkningen og blandt eksperter som den nye gymnasieaftale har gjort.
Trods modstanden og et borgerforslag om at skrotte aftalen med over 50.000 underskrifter, landede den nye lov om elevfordeling af gymnasieelever torsdag og træder i kraft fra skoleåret 2023.
En af aftalens hovedpersoner er Pernille Rosenkrantz-Theil. Hun har som børne- og undervisningsminister arbejdet længe for at få den i hus, og for hende tager gymnasieaftalen fat i en problemstilling, hun har kendt til siden 1995, da hun blev student fra det, hun kalder et »skævt gymnasium«.
»Nu tager vi det første skridt til et opgør med skæve gymnasier efter mange, mange år, hvor vi har talt om det,« siger hun.
Det er tydeligt, at der er et helt andet og væsentligere problem: at ingen kan overskue at vælge gymnasium ud fra faglige overvejelser.
Med den vildtvoksende studieretningsstruktur har man fjernet selve idegrundlaget med gymnasiet som forudsætning for videre hovedsageligt teoretisk og professionel specialisering med fag, der er egentlige værktøjer i forhold til det, man skal beskæftige sig med fremover. Det var indføring i den hovedsageligt europæiske kultur, ikke mindst igennem en bred vifte af sproglige færdigheder, der kan frigøre den studerende i sin søgen efter kundskaber.
Hvis man vendte tilbage til en sådan enkel, klar og grundlæggende forståelse for gymnasiets placering i samfundets aktiviteter, ville alle disse spørgsmål blive præcis så inferiøre, som de er. Blikket skal kastes på skolen, og hvad man kan have ud af denne, især hvis man gør sig sit personlige mål klart.
Hele forflytningstanken er forskruet. Når man tvinger børn et andet sted hen, gør man dem til tabere, der er blevet flyttet, netop fordi de er tabere (= uønskede mennesker). Man glemmer at ghetto-iseringen går i to retninger: der er en udstødelse fra en side, og en konsolidering på den anden side. Hvorfor tvinger man ikke de riges børn til at flytte? Det ville give mere mening, fordi de "ressourcestærke" har flere ressourcer til at klare de sociale udfordringer, uanset at forflytningstankegangen er forskruet.
Den danske integrationspolitik er aldrig lykkedes og kommer aldrig til det, da den er baseret på udviske/udrense/cancele den uvelkomne anderledeshed. Den modvirker sit eget formål.
Vi møder altid de svage (dyr, børn, indvandrere, handicappede o.s.v.) med tvang, men vores ligestillede møder vi med incitamenter. Det er nemlig sådan vi selv gerne vil mødes.
Ja det ville være "sjovt" hvis undgåelse af parallelsamfund galt "rigmands ghettoerne".
Tænk hvilket ballade det ville blive, hvis det var elever fra Gentofte osv der skulle køres til Vestegnens skoler for for at skabe en bedre elevsammensætning.
Allerede utilfredsheden med fordelingen efter forældrenes indkomst til gymnasierne viser det meget godt.
Ikke så underligt at højrefløjspopulister og ultraliberalister kerer sig så meget om unge menneskers såkaldt frie gymnasievalg. De forsøger at slå politisk plat af det behagelige liv i konformitet, ensgørelse, tunnelsyn og vanetænkning. De skal sandelig ikke udfordres af anderledes tænkende!
Men utroligt at flere og flere på den såkaldte ventrefløj gudhjælpemig er enige med højrefløjen! Det vækkker mistanke om, at der er noget helt andet i spil. Jeg tror det drejer sig om overkompensation på begge fløje: Bekymrede og kontrolerende forældre, der på den ene side mener det er vigtigt at børnene klarer sig godt og derved viser forældrene (og især omverden), at de har opdraget dem godt nok. Og så på den anden side kommunikere til børnene, at der ikke er tillid til, at de kan klare helt nye situationer, at det 'nok ikke går' når børnene tager til et 'fremmed' gymnasium. Så hellere arbejde på at stoppe en gymnasiereform. Hvis det lykkes, bestyrkes forældrenes bekymring og kontrolbehov. Vi gjorde det rigtige - og børnene er tilbage i livmoderen.
Stå fast Rosenkrantz-Theil. Lad børnene slippe for deres forældre. Lad dem møde en verden de ikke må vide, at de har brug for!
Dannelsesrejse.
Det er den store rejse gennem livet.
Jeg tvivler på, om den kan dikteres af en myndighed eller en uddannelsesminister.
Alle lusker som katten rundt om den varme grød. Hvorfor ikke sige det direkte, som Pernille Rosenkrantz-Theil og Kaare Dybvad Bek gør det i Jyllands-Posten i dag, nemlig at det drejer sig om at forhindre skabelsen af parallelsamfund, for ”at sørge for, at de møder andet end de kulturelle normer og mønstre, der trives i visse minoritetsmiljøer. Ved at de stifter bekendtskab med unge, der har en dansk baggrund.”
På emu.dk kan man læse om formålet med de gymnasiale uddannelser. Her står der bl.a. om ”Uddannelsernes formål” i stk.4: ”Uddannelserne og institutionskulturen som helhed skal forberede eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen og hele institutionens dagligliv må derfor bygge på åndsfrihed, ligeværd og demokrati og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.”
Det kan vel ikke være så svært at være enig i den formulering?
Da mine sønner skulle på gymnasiet fik de heller ikke deres første prioritet. Sådan har det altid været her. Aldrig har nogen talt om mistrivsel af den grund. Men det er jo selvfølgelig også Jylland!!
Hvis det handler om forhindring af dannelsen af parallelsamfund, og at man møder flere etniske danskere på sin uddannelse, går jeg naturligvis ud fra at man river de gymnasier ned, der har en for høj koncentration af disse forfærdelige paralleldanskere. Er det ikke den favoriserede løsning på parallelsamfund?
Men det skal naturligvis ikke gælde de gymnasier med næsten ingen indvandrere... ingen brug for dannelse på de gymnasier.