Uffe Ellemann-Jensen var en karismatisk person og en vigtig politiker, som lykkedes med at præge sin samtid. Men han var også provokatør, kammerat, fodboldfan, kommunikatør og frontløber. Her fortæller fem danske politikere og forhenværende ministre, der på hver sin måde har krydset veje og klinger med Uffe Ellemann-Jensen
Per Stig Møller (K), fhv. minister og partiformand
»Uffe var altid meget opmærksom og hjælpsom. Jeg kan huske engang, vi skulle i en tv-debat i Danmarks Radio. Så sad vi der og ventede på, at det skulle i gang, og så sagde han: ’Du skal sidde på din jakke.’ Det var et trick, han havde lært, dengang han selv arbejdede på TV Avisen. Hvis du sidder på jakken, så gaber du ikke oppe i halsen. Du ser jo tit folk i fjernsynet, som sidder med stort gab mellem skjorten og jakken, og den havde han regnet ud. Han hviskede det til mig, men han kunne jo også bare have ladet mig sidde.«
»Jeg mødte ham første gang, da vi var omkring 20 år. Han var en underfundig og kvik ung mand, og det morsomme var, at vi mødtes hos Studenterforeningens konservative fraktion, hvor vi begge sad i repræsentantskabet. Senere blev han jo venstremand – og det var han sikkert også dengang, men i studenterforeningen var der ikke mange venstrefolk, så de konservative var det eneste sted, han kunne folde sig ud.«
»Vi har altid forstået hinanden, haft let ved at tale sammen og finde fælles kurs. Da vi begge var partiledere, var han utrolig hjælpsom, han udnyttede jo ikke den konservative svaghed i 1990’erne, men var tværtimod klar over, at hvis ikke vi hang sammen, så fik vi ikke en borgerlig regering. Vi kendte hinanden så godt, at han ikke overraskede mig ret tit. Men da han før valget i 1998 fortalte mig, at hvis ikke det lykkedes, så ville han gå som formand, så kom det bag på mig. At han var så fast besluttet på det.«
»Udenrigspolitikken kom i centrum, da han kom i Folketinget for Venstre og fik det som sit område. Vi var begge meget optaget af Baltikum, og han spillede en kolossal rolle ved at lægge sig i spidsen. Der er altid nogen, der tøver – ligesom nu med Ukraine – og siger, at det skal vi ikke, det er for tidligt, men der kørte han på. Han havde ikke flertallet med sig i de spørgsmål, men han gav sig ikke. Han gik ikke ind for slesk tale og billig portvin, du vidste, hvor du havde ham. Hans drøm om, at Østersøen skulle være et vestligt hav og ikke et russisk-sovjetisk er jo gået i opfyldelse under krigen nu, hvor Finland og Sverige er gået med i NATO. Den her østersøregion, som han drømte om, er jo faktisk opstået. Alt det, han stod for dengang, er alle i dag enige om var det rigtige.«
Helge Sander (V), fhv. minister
»I 1986 var Uffe udenrigsminister, og jeg arbejdede endnu på Carlsberg med marketing og fodbold. Der var VM i Mexico, og Danmark blev slået ud af Spanien, mens Uffe Ellemann var i Brasilien med en delegation. Tilfældigvis mellemlandede både landsholdet og Udenrigsministeriet i Amsterdam på vej hjem og kom på samme fly hjem. Så siger Preben Elkær til mig: ’Du tør ikke gå op til Uffe Ellemann og spørge, om han vil komme ned og snakke med mig.’ ’Jo, det tør jeg.’«
»Og så kom Uffe ned gennem flyet og hilste på alle, og han og Preben kørte ligesom på samme frekvens med en masse friske bemærkninger. Da Uffe gik, så husker jeg tydeligt, at Preben sagde: ’Tænk, at jeg kan komme hjem og fortælle, at jeg har talt med Uffe Ellemann.’ Og Uffe gik op til sine folk og sagde: ’Hold da kæft, når jeg kommer hjem, kan jeg sige, at jeg har været sammen med Preben Elkjær.’ På den tid var de to de hotteste emner inden for politik og sport. Ved næste gruppemøde fortalte Uffe, at hans søn Jakob var blevet sur over, at han ikke havde fået en autograf til ham. Kunne jeg skaffe det? Det kunne jeg godt, så jeg fik fat i Preben, og Jakob fik sin autograf, og nu er det ham, der er formand for Venstre. Historien er 100 procent sand, jeg har ikke engang pyntet på den.«
Connie Hedegaard (K), fhv. minister
»Der var pause i en af de store fodnote-forespørgselsdebatter, det var december 1985, og vi konservative holdt gruppemøde og diskuterede nogle formuleringer i dagsordenen, som var svære for regeringen at leve med. Det var ikke den første fodnote, men det var en af de mere alvorlige (forespørgslen handlede om arbejdet i FN med afspænding og nedrustning, red.). Det var nogle meget ophedede debatter.«
»Netop som vi skal til at gå ned i salen igen, er der en, der kommer tilbage til gruppemødet og siger, at Uffe har tænkt sig at gøre noget helt andet end det, vi har talt om på mødet. Uffe kunne godt lide at provokere sine modstandere lidt, og det gjorde han så. Jeg husker ikke præcis, hvad han fik sagt, men husker klart, hvordan Poul Schlüter lænede sig ind til ham og hviskede – så højt, at vi, der sad omkring, også kunne høre det: ’Den her, den redder du dig selv ud af.’«
»De havde jo det her parløb, hvor Uffe passede udenrigspolitikken og Schlüter var statsminister, og så var der ting, som måske var det rigtige at sige, men som man skulle lade være med, for at det ikke skulle eskalere helt. Schlüter skulle sommetider trække vejret ind. Men på en eller anden måde blev der fundet en landingsbane. Regeringen gik i hvert fald heller ikke af ved den lejlighed.«
Holger K. Nielsen (SF), fhv.minister og partiformand
»Op til EU-afstemningen i 1992 turnerede vi rundt i Danmark som et debatmakkerpar. Vi havde mange møder, og han var kolossalt slagfærdig og morsom også, og jeg lærte meget af ham. Venstre var nervøse for, at valgdeltagelsen ville blive lav, så Uffe tog på sådan en turné, hvor han startede oppe ved Skagen og kørte ned gennem Jylland. Jeg stødte til en del af møderne og debatterede. Han fortalte mig, at han var startet på havnen i Skagen klokken seks om morgenen, og jeg sagde: ’Der er da ingen på Skagen Havn klokken seks’, og han svarede ’nej, men der er gode billeder’. Han var meget bevidst om kommunikation længe før os andre. Når vi kom til møderne på handelsskoler og gymnasier, blev han modtaget som en kæmpe stjerne, nærmest som en messias, når han kom med sine gule EU-stjerner på sokkerne. Men der var nogle understrømme, som han ikke havde set. Under overfladen var der større skepsis. Jeg tog rundt og diskuterede med ham, og i sidste ende vandt min side afstemningen. Han var fuldstændig slået ud, men havde ingen bitterhed i forhold til mig. Han tog straks bolden op og manøvrerede videre.«
Marianne Jelved (R), fhv. minister
»Der er en begivenhed, som virkelig er typisk ham, og som samtidig var en gave til verden – og det er ikke altid, at de to ting falder sammen. Men her var det formidabelt. Som udenrigsminister indså han, at de baltiske lande var på vej til at kunne blive selvstændige, hvis han greb ind hurtigt nok. Der tager jeg hatten af for ham. Det er karakteristisk for ham at kunne handle meget hurtigt og meget stædigt, og så viser det sig på sigt, at det også var meget klogt.«
»Der var en periode, hvor han hele tiden kom i mindretal på det forsvarspolitiske område herhjemme. Folketinget tvang ham til at acceptere, at de havde anden mening end ham. Men han tvang så det samme flertal til at acceptere, at han rejste ud i verden og fortalte, at hans mening var noget andet. Så fik han et minus i karakterbogen i Danmark, men et plus i karakterbogen ude i verden. Jeg kan bare huske, at der var rigtig mange gange, at han var i den situation. Det kræver sin mand at kunne gøre det. Det er helt specielt for Uffe, det ved jeg ikke, om andre politikere ville turde at gøre. Men han slap godt fra det.«
Man kunne kun holde af Uffe.
Uffe Ellemann-Jensen fortæller om sin politisk karriere:
https://www.youtube.com/watch?v=H_f56DEeF2M
Jeg ser ham som en gammel klimabenægter, en af Foghs fodslæbere, og som beskytter af det kemiske landbrug, som er en direkte fare for vores sundhed. Det er alvorlige anklager at kunne komme med. Desuden skældte han fredsbevægelsen i 80’erne ud for at være årsag til krig.
Personligt savner jeg den politiske kultur, der eksisterede i 70erne og 80erne med personligheder som Knud Jespersen, Gert Petersen, Preben Møller Hansen, Svend Auken, Niels Helweg Petersen, Uffe Ellemann og Poul Schlüter. Partiernes
ideologiske ståsted var man aldrig i tvivl om.
Nu til dags er Ideologierne dømt ude, måske bortset fra hos Enhedslisten og Liberal Alliance. Politikerleden har gode kår i Danmark.
@Uffe Ellemann Jensen (1941-2022)- En dansk Statsmand af format.
En stor personlighed i dansk politik er desværre ikke mere i blandt os.
Uffe Ellemann Jensen
En person: der ikke gemte sig bag spindoktorer eller tænkte i meningsmålinger hver måned men et liberalt fyrtårn af sine fulde meningers mod altid velformuleret og altid tydelig i budskabet.
Debatprogrammet Ellemann & Lykketoft var for mig nærmest ugens vigtige efteruddannelse i hvad som hændte på Christiansborg men endnu vigtigere hvad som hændte ude i den vide Verden set med erfarne danske politiske øjne. Hvor var de gode de to og et fantastisk makkerpar. Den Politiske dynamik var spændende og interessant. Det var et program som takket være Mogens Lykketoft og Uffe Ellemann Jensen var hævet over det daglige mundhuggeri uforståelige diskussioner med temaet nu skal jeg slå dig oveni hovedet og alt det som desværre er med til at mudre dansk politik fremfor at gøre politik spændende og interessant.
Tak til Uffe: I de her tider vil jeg savne Dig ekstra meget. Jeg var selv en af dem som stod i 1980´erne og demonstrerede mod NATO´s dobbeltbeslutning om udstationering af nye Pershing 2 raketter i Europa. Men vi anede allerede den gang, at hvad Uffe sagde, det var ikke helt forkert. Truslen fra Sovjetunionen og Warszawa pagten lå lige udenfor døren. Selvom vi var fredsfolk og tilhængere af afrustning var vi aldrig i tvivl om, at på den vestlige side der var samfundsforholdene langt bedre at leve under end i undertrykkelsens kommunistiske regimer øst på.
Omfanget af DKP manipulationer og evne til at styre diverse græsrodsbevægelser, det stod ikke helt klart for mig personligt den gang men det blev tydeligt med tiden. DKP beslutninger lå i direkte forlængelse af, hvad som Moskva ønskede skulle ske.
Derfor har jeg i dag en stærk forståelse for, at Socialdemokraterne i efterkrigstiden virkelig var på vagt, når DKP var ved at få lidt for meget indflydelse længere nede i fagbevægelsen. DKP´s partiorganisation var mestre i at sætte sig tungt på ethvert socialt oprør og drive dette over i retning af den kommunistiske ideologis mål.
I dag må vi nok spørge os, hvor meget trækker Moskva rundt med Vesten ved at investere i Højre nationalistiske partier som AFD, FPÖ, Rassemblement National Marine Le Pen, Vlamse blok, Lega Norte, og ja Donald Trump og de mere radikaliserede dele af Republikanerne ?.
Hvor meget bliver disse russiske investeringer i splittelses partier i Europa brugt til at nedbryde og ødelægge Det Europæiske Fredsprojekt EU, som er det første store omfattende samarbejde mellem Europas nationer efter århundreder med krige og ødelæggelse og efter 1. Verdenskrig og dens efterfølger den 2. Verdenskrig ?
Hvor meget af disse russiske investeringer bruges til at springe NATO i luften for så er vejen fri for at de russiske oligarker kan tage for sig af magten over Europas lande og magten over Europas folkeslag ?
Når man ser på den # Formue # som Hr. Putin er anbragt oven på indtil videre for alle værdier har sin pris i Rusland og andre mørke mænd bagved trækker i trådene, hvis der ikke leveres som planlagt, får jeg ikke just indtrykket af, at der er tale om den kommunistiske utopi: Lige løn for lige arbejde og det klasseløse samfund. Det var nok helt andre tanker som for næsten 150 år siden fik Karl Marx til at skrive det kommunistiske manifest - datidens forfærdelige forhold for de minearbejdere og andre arbejdere, der blev misbrugt og udnyttet til det yderste af virksomhedsejerne.
Kreml har i den grad sit brutale oligarki, der ikke er til sinds at afgive nogen som helst magt hverken i Rusland eller i de omgivende eller fjerne nationer, som de mener at have patent på at fjernstyre hen over befolkningernes ønsker om selvbestemmelse og frihed.
Uffe var aldrig i tvivl om at pege på nødvendigheden af at stille sig på den rette side af historien - tak for de til evig tid gældende vise ord Uffe.
Hvis Uffe var blevet Statsminister, så havde vi fået en leder af et format i klasse med Thorvald Stauning. Uffe var blevet Danmarks svar på Winston Churchill. Han havde ligesom Winston Churchill set de farer langt ude i horisonten som lurede mod demokratiet og frihedens skib. Inden vi andre overhovedet havde skænket det en tanke ville Uffe med hans omtanke og evne til se knivskarp på de strategiske interesser kunne udpege hvem og hvilke lande vi skal vogte os for.
Personligheder med dens slags særlige talenter løber ofte ind i modstand fra den herskende politiske debat og fra dem som ikke ser, ikke hører, ikke kigger ind i fremtiden men lever for meget i fortiden. Winston Churchill var heller ikke lige populær i samtidens GB i 1930´erne, da han forudså de ulykker, som ville komme fra det nationalsocialistiske DE med den sindssyge diktator Adolf Hitler ved magten.
Uffe Ellemann Jensen havde som Statsminister for en borgerlig Regering aldrig lagt ryg til det ridt ud af DF´s nationalistiske spor, hvor mistro og angst overfor mennesker med en fremmed baggrund fra Mellemøsten blev dyrket i kilometer mål.
Nu blev det så Lars Løkke Rasmussen der i foråret 2019 indså den grundlæggende fejlstyring af det borgerlige projekt og ikke mindst af det liberale projekt, som var et resultat af Det Blå Marionet Teater, hvor en borgerlig Regering formelt sad på stolene men DF bestemte alt men kunne løbe fra det Regeringsansvar de aldrig påtog sig selv.
Med Uffe Ellemann Jensen som Statsminister er jeg helt sikker på, at partiet Venstre aldrig var havnet i den situation, aldrig var gledet ned af den slidske - der endte med Fru Støjbergs lagkager i fejring af Udlændinge stramninger, som nu omsider ser ud at der er sat et punktum for i partiet Venstre nu.
Uffe Ellemann Jensens handlen og ageren som Udenrigsminister var med at føre Danmark med tilbage ind i NATO, som et respekteret og fuldgyldigt medlem og ikke som en nation, der blev kigget lidt skævt til på grund af de utallige fodnoter i 1980´erne.
Uffe Ellemann Jensen handlede i Januar - Marts måned 1990 lige netop helt rettidigt og sørgede for at Estland, Letland og Litauen ( de 3 glemte nationer der blev udslettet af Josef Stalin efter 1945 ) at de igen blev anerkendt af Danmark og dermed af Vesten som frie og uafhængige nationer. Det vil blive husket til evig tid i Estland, Letland og Litauen, at vi havde en så modig og konsekvent Udenrigsminister. Med en diplomatisk elegance forstod Uffe, at det netop var Danmarks opgave og Nordens opgave at gå foran med denne anerkendelse, og at DE ikke kunne gå ud og støtte de 3 landes frihedskamp i Januar måned- Marts måned 1990 på grund af de tyske krigsforbrydelser under den 2. Verdenskrig.
Tak Uffe Ellemann Jensen for en lang og trofast gerning i Frihedens, De Liberale værdiers og Demokratiets tjeneste.
Min medfølelse og tanker i denne triste tid går til Jakob Ellemann Jensen & Alice Vestergaard med hele Jeres familie
Ære Være Uffe Ellemann Jensens Minde.
VH
KFK