Det er kun få af de store danske virksomheder, der aktivt lægger pres på deres ansattes pensionsselskaber, for at få dem til at investere mere bæredygtigt.
Mange af de store danske selskaber har de seneste år haft stærkt øget fokus på bæredygtighed og klima i forhold til deres leverandører. Og de fleste af dem har også sat ambitiøse klimamål for deres egen forretning.
Men en ny undersøgelse fra ngo’en AnsvarligFremtid tyder på, at der ikke i særlig høj grad har været fokus, når det handler om de pensionsordninger, som de store virksomheder forhandler på vegne af deres ansatte, mener Thomas Meinert Larsen, der er talsperson for AnsvarligFremtid.
»De fleste har en meget begrænset indsats. Det er kun få, der faktisk tænker bæredygtighed ind som selvstændigt perspektiv i valg af pensionsudbyder. Og for nogles vedkommende virker det til at være helt fraværende,« siger han.
Undersøgelsen er sendt ud til 24 store danske selskaber, hvoraf ni har besvaret undersøgelsen fuldt ud heriblandt Ørsted, Vestas, ISS, Coop, Pandora, Cowi og Jysk.