Hver fjerde ansøger til de videregående uddannelser skal fremover optages i kvote 2 via en national optagelsesprøve. Det fremgår af regeringens udspil til et nyt optagesystem. Ud over et øget kvote 2-optaget lægger regeringen op til at lave en makskvotient på karaktergennemsnittet 10 og indføre optagelsesprøver på uddannelser med et snit derover. De to tiltag skal sammen med mere uddannelsesvejledning mindske karakterpres i gymnasiet, mindske frafald, samt øge den sociale mobilitet og gøre optagesystemet mere overskueligt end i dag.
Der er bare et problem: At øge kvote 2 optaget og indføre nationale optagelsesprøver mindsker ikke den sociale skævhed, ligesom det kan få karakterkravene til at stige i kvote 1, fordi der bliver færre studiepladser til ansøgerne her. Det vurderer en række eksperter og universiteter.
»Hvis du øger kvote 2, så øger du uligheden,« som Mads Meier Jæger, der er professor i social ulighed ved sociologi på Københavns Universitet, siger det.
Optagelseskravene skal sikre, at ansøgerne har stor sandsynlighed for at gennemføre det ansøgte studie. Det kan en standardiseret test ikke gøre. Erhvervserfaring er en bedre indikator. Højskoleophold kan være indikator på almen dannelse. Men den bedste indikator vil nok være et kort, fagrelevant essay på det ansøgte studie. Altså ikke en afprøvning af paratviden, men af evnen til reflektere og formulere sig klart.
Fokus er altid på uddannelser med højt snit. De får de bedste studerende, mens uddannelser med lavt snit får de dårligste. Økonomien burde følge med, så uddannelser med størst opgave med at "løfte" studerende fik flest penge.
Eller vi burde skabe et optagelsessystem der fordelte studerende mere jævnt.
Det ville et simpelt kø-/venteliste-system som vi kender det fra alle andre velfærdsområder med begrænsede resurser, gøre.
Formålet med uddannelser er dels at sikre individet den bedst udnyttelse af egne ressourser, dels at sikre samfundet de bedste talenter til de personerne er bedst egnet til.
At bruge uddannelser på universiteter til at sikre sociale strukturer er fuldstændigt fejlplaceret. Formålet her at at udvikle talenter, ikke at være socialt ansvarligt.
Hvis man skal bryde den sociale arv, skal det ikke ske så tidligt i processen som muligt. Det er i folkeskolen, og ikke på universiteterne at dette slag skal stå. Og her er der et utal at motivations faktorer som aldring er taget i brug og nogen der er taget i brug.. Bonus løn til lærere og ledelse for at løfte karakterer i fagligt svage miljører (er allerede i anvendelse). Bonus tiltag for hele skoler for nye modeller til at bryde den sociale arv. Udskiftninger at ledelser på folkeskoler hvor der ikke formås at bryde den sociale arcv. Fokus på excellence og elite i folkeskolen. Osv sosv
Men at bruge universiteterne til dette er idiotisk.
Nils Bøjden det starter allerede i vuggestuen og børnehaven. En ordentlig start der, svarer til et forspring på et par år i skolen og uddannelsen bagefter.
Forøvrigt havde kvote2studerende en del bedre gennemførselsprocent end kvote 1 studerende, da jeg læste på universitetet. Kvote2studerende sørgede faktisk for flere penge i kassen pga færdigørelse.
Jeg kan ikke se problemet med at trække lod f. eks. Mellem alle over et eller andet snit
Nils Bøjden, belønningssystemer fungerer dårligt! Og hvorfor skulle man belønne en skole, der uden ekstra ressourcer har formået at indfri sin rolle som udligner af sociale forskelle?
Nej, ressourcerne skal derhen, hvor de kan gøre nytte til en ekstra nødvendig indsats med at udligne sociale og kulturelle forskelle og på den måde sikre alle mere lige chancer.
Dog er det også nødvendigt, at uddannelserne stille mere lige, så det ikke er irrelevante ønsker om f.eks. 'at tjene mange penge', der bestemmer, hvor man lægger sine interesser og talenter, men derimod en ægte, brændende ildhu for at bidrage med den unikke person, man er.
Da alle betaler til vore uddannelser bør der sgu da ikke herske tvivl om at det sociale aspekt taler med, og nej det er ikke belønninger der skal hæve niveauet, men et ægte menneskesyn med dyb medfølelse og engagement i det enkelte menneske uanset baggrund.
Men vi misforstår også i dag, med vores afsporede syn på 'succes', hvad velfærdssamfundet også sikrede: at man ikke behøvede ambitiøst at søge avancement, men i stedet kunne leve et godt, materielt tilfredsstillende liv ved at udføre de opgaver, man var god og stadigt bedre til.