De sagde ikke tydeligt nok fra, da en klart ulovlig sagsbehandling blev sat i gang. Og efterfølgende medvirkede de til at afgive vildledende svar til Folketinget og Folketingets Ombudsmand.
Men nu kan politidirektør hos Rigspolitiet Lykke Sørensen og HR-chef samme sted Lene Vejrum ånde lettet op og konstatere, at de er sluppet fra Støjberg-sagen med den mildest mulige sanktion.
Som Altinget kunne fortælle mandag, har Justitsministeriet således besluttet at tildele de to topembedsmænd en advarsel for deres roller i sagen om Inger Støjbergs ulovlige adskillelse af unge asylpar, som fandt sted i foråret 2016 – og som i december 2021 førte til, at den forhenværende minister blev idømt tre måneders ubetinget fængsel for brud på ministeransvarlighedsloven.
Tilbage i foråret 2016 var Lykke Sørensen juridisk afdelingschef i Udlændinge- og Integrationsministeriet, mens Lene Vejrum var fungerende vicedirektør i Udlændingestyrelsen. Begge var centrale figurer i den ulovlige adskillelse af de unge asylpar, og begge fik hårde hug, da Instrukskommissionen i april 2021 bedømte de ledende embedsfolk.
Lykke Sørensen forholdt sig ifølge kommissionen for passivt i de tre uger, hvor ordningen blev sat i værk, selv om hun måtte være klar over, at den var ulovlig. At hun forinden havde advaret mod ordningen, var ikke tilstrækkeligt, vurderede kommissionen.
Karrieren sat i bakgear
Lene Vejrum sagde heller ikke tilstrækkeligt klart fra, da hun den 10. februar modtog en klart ulovlig ordre om at adskille parrene, vurderede kommissionen. Og begge tilsidesatte deres sandhedspligt i forbindelse med vildledende svar til Folketinget og ombudsmanden.
Kommissionen pegede også på, at begge trods alt havde gjort noget for at rette op på ulovlighederne, og at de havde været under betydeligt arbejdspres. Desuden fremhævede den, at der efterhånden var gået fem år.
Justitsministeriet tildeler advarslerne efter tjenestemandslovens § 10, hvorefter en tjenestemand »samvittighedsfuldt« skal overholde reglerne samt »i og uden for tjenesten« vise sig værdig til den »agtelse og tillid, som stillingen kræver«. En advarsel er den mildeste form for sanktion, tjenestemandsloven angiver. I den modsatte ende af skalaen kan en myndighed gribe til degradering og afsked.
Det skete for eksempel, efter at en kommission havde kulegravet Statsløsesagen, der i 2011 førte til afskedigelse af den daværende udlændingeminister, Birthe Rønn Hornbech. To topembedsmænd fra hendes ministerium fik midlertidigt sat karrieren i bakgear: Claes Nilas skulle ikke længere være departementschef, mens Kim Lunding gik fra at være afdelingschef i Udlændingeministeriet til en nyoprettet stilling som kommitteret i Udlændingestyrelsen.
Claes Nilas havde blandt andet fået kritik af Statsløsekommissionen for ikke at have advaret sin minister om, at hendes beslutninger om ikke at give statsløse unge dansk statsborgerskab var i strid med Danmarks internationale forpligtelser, samt for at have slettet underordnede embedsmænds advarsler i de indstillinger, der blev lagt op til ministeren.
Kim Lunding blev kritiseret for at vente for længe med at orientere ministeren, efter at det såkaldte Indfødsretskontor var blevet opmærksom på fejlbehandlingen af ansøgningerne fra de unge statsløse, samt at han ikke over for Claes Nilas stod fast på, at de unge statsløse skulle have dansk statsborgerskab.
Formildende omstændigheder
Lykke Sørensen slipper ikke så lidt billigere, viser ministeriets advarsler, som Information har fået aktindsigt i. Selv om Justitsministeriet finder, at hun burde have taget »yderligere skridt« for at sikre en lovlig sagsbehandling, så må det tages i betragtning, at hun var under et betydeligt arbejdspres og hierarkisk underordnet såvel Inger Støjberg som den daværende departementschef, Uffe Toudal Pedersen. Desuden gjorde hun »visse bestræbelser« på at få bragt den ulovlige tilstand til ophør.
Om Lene Vejrum skriver ministeriet, at hun burde have indset, at den instruks om en undtagelsesfri administration, hun fik fra departementet, ikke var lovlig. Hun burde også have indset, at styrelsen ikke fik oplyst sagerne om de unge par tilstrækkeligt til at sikre en administration inden for rammerne af lovgivningen. I stedet for at sige klart fra bidrog Lene Vejrum til, at Inger Støjbergs ulovlige instruks blev efterlevet.
Ministeriet peger dog også på formildende omstændigheder, blandt andet at hun var i en vanskelig situation og under et stort pres fra departementet, og at hun havde drøftet situationen med Henrik Grunnet, som netop på det tidspunkt blev forflyttet fra posten som direktør i Udlændingestyrelsen.
Vildledende oplysninger
Selv om spørgsmålet om sandhedsværdien af de flere hundrede svar til Folketinget og flere redegørelser til ombudsmanden, som blev udarbejdet i departementet og styrelsen om sagen, ikke indgik i rigsretssagen mod Inger Støjberg, vurderer Justitsministeriet alligevel de to embedsmænds ansvar for at beskrive sagen på retvisende måde.
I lighed med kommissionen vurderer Justitsministeriet, at begge embedsmænd godkendte svar, som de måtte vide ikke var retvisende. For Lykke Sørensens vedkommende var det især svar, der beskrev den ifølge Instrukskommissionen og Rigsretten undtagelsesfri instruks om adskillelse af asylpar som en instruks med mulighed for undtagelser. Og for Lene Vejrums vedkommende var det især svar, der »bidrog til at tegne et vildledende billede af administrationen af ordningen«. Det fremgik således af svarene, »at styrelsen i alle sager havde foretaget en konkret og individuel vurdering af, om det ville være foreneligt med Danmarks internationale forpligtelser at indkvartere parret hver for sig« – men reelt var der ifølge Justitsministeriet tale om, at styrelsen, i hvert fald i en periode, »ikke foretog retligt relevante vurderinger i de enkelte sager«.
Lykke Sørensen måtte, når hun som afdelingschef godkendte svarene, være klar over, at de ikke var sandfærdige, skriver ministeriet, og derfor får hun kritik for at tilsidesætte sine tjenstlige pligter. Det samme gør Lene Vejrum, der ifølge ministeriet ikke gjorde nok for at forhindre afgivelsen af de urigtige og vildledende oplysninger. Men blandt andet fordi der nu er gået lang tid fra tjenesteforseelsen til afsigelsen af rigsrettens dom, ender det med en advarsel.
Støjberg blev ikke tiltalt for vildledning
Det er opsigtsvækkende, at Justitsministeriet således erklærer sig enig med Instrukskommissionen i, at flere af de folketingssvar fra Inger Støjberg, som de to embedsmænd var involveret i, ikke var retvisende. For Folketinget valgte som bekendt ikke at tiltale den forhenværende minister for vildledning, men alene for hendes ansvar for den ulovlige sagsbehandling.
Og netop det forhold, at Folketinget udformede anklagen sådan, skal Lykke Sørensen og Lene Vejrum nu være glade for. Justitsministeriet tillægger det nemlig formildende betydning i deres sager, »at Folketinget ikke rejste særskilt rigsretstiltale for disse forhold mod fhv. minister Inger Støjberg«.
Logikken synes at være, at når ministeren ikke blev straffet for vildledningen af Folketinget, så skal embedsmændenes deltagelse i at føre Folketinget bag lyset heller ikke veje så tungt.
Som Altinget skriver, er hverken Lykke Sørensen eller Lene Vejrum enige i ministeriets vurdering. Men begge ender ifølge deres bisiddere med at tage advarslerne til efterretning, så sagen ikke skal prøves i tjenestemandsretten.
Tilbage af embedsmænd, der stadig er offentligt ansatte, og som fik alvorlig kritik fra Instrukskommissionen, er tidligere kontorchef Jesper Gori fra Udlændinge- og Integrationsministeriet og kontorchef Ditte Dankert fra Udlændingestyrelsen. Om Jesper Gori fandt kommissionen, at der var grundlag for at søge at drage ham til ansvar for urigtige og vildledende oplysninger til Folketinget og ombudsmanden, mens Ditte Dankert desuden også blev kritiseret for ikke at have sagt klart fra og undladt at bringe den ulovlige sagsbehandling til ophør. Deres sager er dog endnu ikke afgjort, erfarer Information. Men når topchefer som Lykke Sørensen og Lene Vejrum kan slippe med en advarsel, er der næppe udsigt til, at de to lavere rangerende kontorchefer for alvor skulle få noget i klemme.
Endelig er der så en række af tidligere embedsmænd, som ikke risikerer noget som helst, fordi de ikke længere er ansat i staten. Det gælder tidligere departementschef Uffe Toudal Pedersen, der i dag er pensionist; tidligere direktør i Udlændingestyrelsen Henrik Grunnet, der i dag er advokat; og endelig tidligere afdelingschef Line Skytte Mørk Hansen, der fik så hård kritik fra Instrukskommissionen, at hun i første omgang blev hjemsendt, men som i januar tiltrådte et nyt job i Lægeforeningen.
Når Folketinget ikke ville stille Inger Støjberg til ansvar for vildledning af Folketinget- så kan "man" spørger hvorfor embedsmændene skulle stilles til ansvar. Hvis de blev tiltalt for vildledning så virker det som det var embedsmændenes ide at adskille ulovligt og vildlede Folketinget.
Hvordan kan politikere med den mindste form for retfærdighedssans i fremtiden stille ministre og embedsmænd til ansvar for vildledning af Folketinget, når Inger Støjberg ikke blev stillet til ansvar for gentagen veldokumenteret vildledning.
Der er for meget politik og nepotisme i folketingets behandling af vildledninger.
Som embedsmand må det altid være en lettelse at være sluppet lettere end Claes Nilas.
Iøvrigt er det imponerende, hvordan det juridiske sprog kan undgå at sige, at nogen har løjet. For det er vel sagens kerne: man har løjet for Folketinget ved utallige lejligheder - og ingen er egentlig blevet draget til ansvar. Toppen blev altså tre måneders fodlænke til en minister, der dagen idag har fået godkendt et nyt parti - gudhjælpeos med sit eget navn i dets navn! Som var det et hæderstegn...
Kenneth Jacobsen
Det er konsekvensen af det, vi her definerer som folkestyre:
"Systemet" hverken kan eller må lukke ned for én, der har vilje (og ressourcer) til at vælges - og som måtte blive valgt af "folket".
I øvrigt i forholdet mellem straf ifh minister contra embedsmænd:'
Som Herre så hans Svende.
Når man som Støjberg i DEN grad har ført sig frem som Herre - vil det være besynderligt at straffe Svendene hårdere eller på linje med Herren.
Hun ville bestemme.
Det fik hun lov til.
Så må hun også stå til ansvar som den Fremmeste.
@Inger P - jeg er med på, at hun kan genoptage sin politiske karriere efter udstået straf. Jeg mener blot, at straffen er nærmest komisk. Ligesom embedsmændenes - som selvfølgelig ikke skal være værre, men jo også er endt med advarsler, når nu ministeren slap med fodlænke. Jeg er overbevist om, at hverken hun eller de anser deres straffe for mere end ærgerlig, ja for Støjbergs vedkommende har hun jo demonstreret, at hun slet ikke har ænset, for hvad eller at hun er blevet dømt. Hun har næppe lært en dyt. Hun anser utvivlsomt sagen som bevis på, at hun har ret. Det bliver en del af hendes nye partis profil.
Det er beskæmmende, når ofrene administrativt blev udsat for mere indgribende frihedsberøvelse end den dømte - uden nogensinde at være anklaget for at gøre noget forkert.
De fleste af os kvalmes, når vi ser amerikanske betjente afsløre deres magtliderlighed og deres villighed til at indskrænke borgeres frihed og personlige integritet, bare fordi de kan slippe afsted med det. Det kan vi så også se i Danmark, når det "kun" er udenlandske unge, det går ud fra, ikke rigtige borgere.