Trods mange års forsøg er det stadig ikke lykkedes at nedbringe brugen af tvang i psykiatrien

Når patienter i psykiatrien udsættes for tvang, berører det nogle af deres mest grundlæggende menneskerettigheder, nemlig retten til frihed og respekten for deres fysiske og psykiske integritet. Det er derfor også slået fast i psykiatriloven, at tvang aldrig må erstatte omsorg, pleje og behandling, og at patienten i videst muligt omfang selv skal træffe beslutninger.

I 2014 indgik det daværende Ministerium for Sundhed og Forebyggelse en national partnerskabsaftale med regionerne om at halvere brugen af bæltefikseringer samt reducere den samlede brug af tvang frem mod udgangen af 2020.

Men i dag, otte år senere, er det stadig ikke lykkedes. Tværtimod. Det viser den seneste rapport om monitorering af tvang i psykiatrien, som Sundhedsstyrelsen løbende udgiver på baggrund af den registrering af tvangen, som er obligatorisk i Danmark.

Hvor der i gennemsnit årligt var 5.632 voksne i perioden 2011-13, som blev udsat for en eller flere former for tvang, var tallet 5.441 i 2021. Selv om det umiddelbart vidner om et lille fald, steg antallet af tvangsforanstaltninger i samme periode. I 2021 blev den enkelte patient altså i gennemsnit udsat for mere tvang sammenlignet med 2011-13. Herudover er den samlede anvendelse af tvang over for børn og unge under 18 år steget væsentligt siden 2015. 

Det er særligt brugen af fastholdelse og akut beroligende medicin med tvang, som er steget, fremgår det af Sundhedsstyrelsens rapport. Siden 2019 har der også være en stigning i antallet af bæltefikseringer. På nationalt plan blev de tre former for tvang anvendt over 20.000 gange i løbet af 2021. Det svarer til en stigning på 32 procent sammenlignet med 2011-13.

Agnethe Vale Nielsen, enhedschef for sygehusplanlægning i Sundhedsstyrelsen, fortæller, at man her »slet ikke« er tilfredse med den udvikling, som styrelsens seneste rapport vidner om.

»Tvang er en slags temperaturmåling på kvaliteten i den regionale psykiatri og socialpsykiatrien. Når det ikke er lykkedes at nedbringe brugen, viser det, at der er nogle udfordringer med kvaliteten. Det er enormt indgribende at blive udsat for tvang,« siger hun.

I Dansk Psykiatrisk Selskab ser næstformand Lene Høgh også udviklingen som udtryk for »en nødlidende psykiatri«, hvor rekrutterings- og finansieringsproblemer hele tiden spænder ben for indsatsen.

»Udredning og behandling, altså selve kerneopgaven i psykiatrien, har simpelthen ikke høj nok kvalitet og intensitet. Derfor bliver patienterne mere syge, og så er man nødt til at genindlægge på tvang eller generelt at anvende tvang. Det er udviklingen jo et udtryk for,« siger hun.

Muligt at undgå tvang

Der findes en række forskellige former for tvang i det psykiatriske system. Det drejer sig om frihedsberøvelse, tvangsbehandling, fikseringer og anden fysisk magtanvendelse, beskyttelsesforanstaltninger samt udskrivningsaftaler og koordinationsplaner.

Poul Videbech, som er professor i klinisk psykiatri på Københavns Universitet og overlæge ved Psykiatrisk Center Glostrup, understreger, at brugen af tvang aldrig kan reduceres til nul. Der vil altid være patienter, som i perioder er til fare for sig selv eller deres omgivelser eller er så dårlige, at fastholdelse eller tvangsmedicinering kan blive nødvendigt.

»Alle har det dårligt med at anvende tvang, inklusive os psykiatere, vi vil helst slippe for den opgave. Men i nogle tilfælde kan det være konstruktivt,« siger han.

Problemet er, mener Poul Videbech, at rigtig meget af den fortsat udbredte brug af tvang kunne undgås under de rigtige forhold.

»Men når man har afdelinger, der syder og koger på grund af overbelægning eller personalemangel, så er det ikke altid muligt at yde den forebyggelse eller behandling, der forhindrer de tilspidsede situationer, som nødvendiggør tvang. Det er skrækkeligt,« siger han.

Dansk Psykiatrisk Selskab vurderer også, at den stigende tvangsanvendelse skyldes ressourcemangel i både den regionale og kommunale psykiatri, hvilket betyder, at det ikke er muligt at bringe den viden, der faktisk findes om at reducere tvangen, i spil. Det er uetisk, mener selskabet.

Siden 2004 er antallet af tvangsindlæggelser eksempelvis fordoblet, uden at antallet af sengepladser og personalenormeringen er fulgt med. Det betyder, at medarbejderne på de psykiatriske sengeafsnit oplever at skulle håndtere dobbelt så mange svært syge patienter som tidligere, fortæller Lene Høgh. Og derfor ender der med at ske tvangsfikseringer og akut beroligende medicinering med tvang, som formentlig kunne være undgået.

Vurderingen i Dansk Psykiatrisk Selskab er ifølge Lene Høgh, at psykiatrien kunne undvære op mod 80 procent af alle former for tvang, hvis der var de nødvendige ressourcer, og det var muligt at udrede og behandle tilstrækkeligt og rettidigt.

»Jeg synes simpelthen ikke, vi kan være det bekendt i et moderne velfærdssamfund. At tvang udøves på grund af ressourcemangel. Det rammer de sygeste patienter. Vi er nødt til at have muligheden for at sætte ind med det, vi ved virker. Det ville man også gøre, hvis man havde fundet en ny og virksom medicin mod en fysisk sygdom,« siger hun.

Bæltefri afdelinger

Der har siden aftalen om nedbringelse af brugen af tvang i 2014 særligt været fokus på bæltefikseringer. Metoden er omdiskuteret, og foreningen Bedre Psykiatri ønsker den helt forbudt, ligesom det er ved at ske i Norge. Der er også jævnligt historier i medierne om patienter, der har ligget fastspændt i alt for mange dage mod deres vilje.

Det intensive fokus har båret frugt, viser rapporten fra Sundhedsstyrelsen. I alt 1.128 personer blev bæltefikseret i 2021, hvilket er næsten en halvering fra perioden 2011-13, hvor det årlige antal var 2.036. Der er også sket et fald i det samlede antal bæltefikseringer, især de langvarige på over 48 timer, som er faldet med knap 57 procent siden 2011-13.

Det er en glædelig udvikling, mener professor Poul Videbech, men ifølge ham er det vigtigt at se den i sammenhæng med, at andre former for tvang sideløbende er steget.

»Det er forbundne kar. Antallet af beroligende medicin er steget imens. Så kan man spørge sig selv, om en kemisk spændetrøje er bedre? Der er meget elastik i de tal, så man kan ikke bare bruge statistikken for bæltefikseringer til at sige, at det generelt går bedre,« siger han.

Fra 2014 til 2017 havde seks psykiatriske afdelinger i hele Danmark, fra Glostrup til Aabenraa, særligt fokus på så vidt muligt helt at undgå bæltefikseringer af urolige patienter. Projektet blev finansieret med 70 millioner kroner fra de daværende satspuljemidler, hvilket gav de seks afdelinger mulig for ekstra personale og opkvalificering af forskellige faggrupper.

Resultatet var opsigtsvækkende. Antallet af bæltefikseringer blev reduceret fra 501 i 2014 til 179 i 2017, og i Glostrup nåede man helt ned på nul fikseringer i 2017. Det viste sig også, at de færre bæltefikseringer ikke kom til at betyde, at antallet af andre former for tvang steg.

Evalueringen af projektet viste, at der især var tre årsager til, at det var lykkedes. Nemlig ekstra personale, opkvalificering af personalet og en kulturændring i personalets tilgang til patienterne.

Men da projektet ophørte, og de ekstra ressourcer forsvandt, steg antallet af bæltefikseringer igen, fortæller Lene Høgh fra Dansk Psykiatrisk Selskab, som dengang var overlæge på den psykiatriske afdeling i Aabenraa, som var en del af projektet og også næsten nåede et nulpunkt for bæltefikseringer undervejs.

»Men det understregede jo, at det er muligt at komme tvangen til livs, hvis personalet har tiden og kompetencerne til at være til stede i de komplekse situationer, som mennesker, der er så syge, oplever at være i,« siger hun.

Tiårsplanen

Da Sundheds- og Socialstyrelsen i januar fremlagde et omfattende fagligt oplæg til en tiårsplan for psykiatrien, var udfordringen med den udbredte brug af tvang også et fokusområde.

»At den samlede anvendelse af tvang ikke er faldet til trods for store indsatser for at nedbringe den, fortæller derfor også om en psykiatri, som ikke har den kapacitet og de rammer, der skal til for at sikre tilstrækkelig kvalitet og en målrettet indsats, hvor den enkelte mødes med nærvær og indsatser med udgangspunkt i den enkeltes behov,« som der står.

Ifølge oplægget bør det være en af tiårsplanens mål, at brugen af tvang, både tvangsindlæggelser og tvang under indlæggelse, bliver »nedbragt til et absolut minimum«.

Selve tiårsplanen, som Socialdemokratiet gik til valg på, lader dog vente på sig. Det har flere partier i Information kritiseret regeringen for i skarpe vendinger. Sundhedsminister Magnus Heunicke (S) har siden garanteret, at planen kommer inden et valg.

Ifølge enhedschef, Agnethe Vale Nielsen, fra Sundhedsstyrelsen er der netop brug for at arbejde konsekvent med forebyggelse og nedbringelse for at minimere tvangen.

»For at få det faglige løft, vi ønsker i psykiatrien, er der brug for en langsigtet strategi og et vedvarende fokus på området. Vi har i vores oplæg til tiårsplanen beskrevet de faglige forudsætninger. Uden dem kan vi ikke komme det her problem i psykiatrien til livs,« siger hun.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Danske Regioner.