Denne artikel er delt af Martine Amalie Krogh

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Martine Amalie vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Feature
Læsetid: 9 min.

»De var bange for, at vi skulle dø. De sagde: ’Hvis I overhovedet kan, så rejs væk’«

De ukrainske kvinder lever et liv i kontraster, når de jonglerer mellem at gennemleve deres livs tragedie og forsøge at falde til i den sydsjællandske landidyl. I denne serie følger Information den lille landsby Rude, som har modtaget knap 50 ukrainske flygtninge
Ukrainske flygtninge på Kastanjegården holder grillaften og introducerer deres danske naboer for traditionel ukrainsk mad.

Ukrainske flygtninge på Kastanjegården holder grillaften og introducerer deres danske naboer for traditionel ukrainsk mad.

Magnus Hove Johansson

Indland
16. juli 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Anna Nosulych går udenfor og sætter sig i en havestol. Hun trækker en lighter op af lommen og tænder en cigaret.

»Jeg begyndte at ryge to dage efter, at krigen startede. Nu kan jeg ikke stoppe igen,« siger hun.

»Det var der mange ukrainere, der gjorde.«

Nataliia Zharnovska kommer ud og sætter sig ved siden af hende. Hun lyner sin jakke op og trækker ærmerne ned over hænderne. Hun har ikke vænnet sig til det danske vejr endnu.

I baggrunden kan man høre, hvad der lyder som en landbrugsmaskine starte op. Den giver en hylelyd fra sig.

»Hvad var det?« spørger Anna Nosulych og peger i retning af lyden. Hele hendes krop fryser, og hun bliver pludselig alvorlig i ansigtet.

»Var det en sirene?«

Nataliia Zharnovska spærrer øjnene op. Hun går hen til hegnet for at se, om hun kan få øje på noget. Der er ingenting at se.

Først da lyden stopper igen, falder de to kvinder til ro. De er blevet vant til, at sirener betyder, at bomberne er på vej, siger Anna Nosulych. Og reflekserne sidder stadig i kroppen.

Verdenshistorien kommer tæt på

Vi befinder os i Rude. En lille by mellem Skælskør og Næstved med 270 indbyggere og marker på alle sider.

Magnus Hove Johansson

Syrenbuskene i vejkanten blomstrer, der er bindingsværkshuse, kirsebærtræer og trampoliner i haverne. Dansk sommeridyl, som man kender det bedst.

Men på det gamle plejehjem Kastaniegården midt i byen bor der nogen, som overhovedet ikke kender det. Som for få måneder siden ikke kunne placere Danmark på et kort, og som stadig kæmper med at udtale byens navn.

»Rrrhudd«.

Siden marts har Kastaniegården huset en stor del af de ukrainske flygtninge, der er kommet til Slagelse Kommune. Omkring 47 i skrivende stund, hvilket svarer til næsten en femtedel af indbyggerne i byen.

Tilbage i marts forberedte Danmark sig på at modtage op mod 100.000 flygtninge. Sådan gik det ikke helt, men i april estimerede daværende udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S), at cirka 30.000 ukrainere opholdt sig i Danmark.

Med den såkaldte ukrainerlov får de ukrainske flygtninge automatisk midlertidigt opholdstilladelse, og det betyder, at de modsat andre flygtninge lynhurtigt kan komme ud i samfundet, få arbejde og uddannelse og blive integreret.

I denne serie følger vi den lille by Rude og ser, hvad der sker, når verdenshistorien pludselig kommer meget tæt på.

Senere skal vi både møde de lokale i byen, den lille landsbyskole og kommunen. Men i første afsnit skal vi høre de ukrainske kvinders historie om at efterlade alt i hjemlandet, flygte med deres børn og lande i Rude.

Krigen begyndte klokken fem

I køkkenet er Nataliia Zharnovska i gang med at lave piroshki. Det er en slags dejpakke med kartoffelmos i midten, som steges i rigeligt olie, til den får en gyldenbrun overflade.

På væggen hænger det ukrainske flag. For et par uger siden kunne man også se gule rapsmarker under en blå himmel gennem køkkenvinduet. De er afblomstret nu.

Ved spisebordet er Anna Bronnikova ved at give sine børn aftensmad. Hendes datter på seks år sidder og stikker i en pølse, mens hun sender lange blikke efter Nataliias bjerg af piroshkier. Til sidst får hun lov at tage. En til hver hånd.

Magnus Hove Johansson

Om et par dage skal de holde grillaften og introducere deres danske naboer for traditionel ukrainsk mad. Men for få måneder siden havde Anna Bronnikova og Nataliia Zharnovska aldrig forestillet sig, at de skulle havne her.

»Vi tog til Danmark, fordi vi troede, det var langt væk fra Rusland. Men efter vi kom, har vi kigget på et kort,« siger Nataliia og knækker sammen af grin.

»Og så er det næsten lige ved siden af Rusland.«

Alle kvinderne i rummet begynder at grine.

»Vi gjorde det samme,« siger én.

»Jeg var også lige ved at tage til Estland, men så nåede jeg at kigge på et kort,« siger Anna Bronnikova.

For hende kom ideen om Danmark, da hun fik et tip fra sin bedstemor om, at Danmark var et godt land. Så så hun en video med billeder af dansk natur, læste, at det var et godt sted for børn og traf beslutningen.

Anna Bronnikova har en T-shirt på med det ukrainske flag.

»Hej, jeg kommer fra Ukraine,« står der på ukrainsk. »Det er det, vi alle sammen siger nu,« siger hun og smiler.

Før krigen boede Anna Bronnikova med sin mand og to børn i en lille by lidt uden for Kharkiv – meget tæt på den russiske grænse.

En tidlig morgen, den 24. februar, blev hun ringet op af sin mands søster, der fortalte, at russerne havde krydset grænsen og var i færd med at invadere landet.

»Krigen startede klokken fem om morgenen, men da jeg tændte tv’et, var der ingenting om det. Først omkring klokken otte begyndte nyhederne at komme,« fortæller hun.

Kort efter kunne medierne berette, at bomberne faldt over Kharkiv. Snart fandt hun også ud af, at grænseovergangen tæt på hendes egen by var ødelagt. Nu stod der i stedet et russisk flag.

Magnus Hove Johansson

Da Anna og hendes mand hørte det, gik de ned i kælderen med deres datter. Sønnen var hos sin bedstemor, der boede i nærheden, siger hun.

»Først bombede de kun i Kharkiv. Men lidt efter begyndte de at bruge de ulovlige klyngebomber ved min by.«

Anna Bronnikova og hendes familie boede i kælderen i 40 dage. Kun når sirenerne en gang imellem ikke lød over byen, kunne hun eller manden snige sig ud og hente forsyninger.

»Men der var også lange perioder, hvor vi ikke kunne få mad eller vand eller gå på toilettet. Nogle gange i flere dage,« siger hun.

Det var klart, at de ikke kunne blive i kælderen for altid. Men det endelige skub til at forlade deres hjem kom, da den ukrainske hær trængte ind i byen.

De bad folk rejse væk, fordi de var nødt til at kæmpe i området, fortæller Anna Bronnikova. Og risikoen for almindelige mennesker var alt for stor.

»De var bange for, at vi skulle dø. De sagde: ’Hvis I overhovedet kan, så rejs væk.’«

Så det gjorde hun.

Fællesspisning i Rude

Indenfor sidder fire teenagere bøjet ind over en telefon og scroller fra video til video. Tiktok lader til at være lige så populært blandt ukrainske unge som danske.

Udenfor sidder deres mødre og misser med øjnene mod solen. De drikker kaffe og sludrer om stort og småt – børnenes skole og en kageopskrift, der vistnok har revet æble i.

Vi er på Bis’koppen. Et gammelt missionshus i nabobyen Bisserup, som de lokale har lavet om til café og forsamlingshus. Her har en anonym beboer doneret en stor sum penge, som ukrainerne frit kan købe for og få et afbræk fra de lange dage på Kastaniegården.

Snakken falder hurtigt på søndagens grillaften. De har inviteret en håndfuld af de lokale på ukrainsk middag, og forberedelserne er allerede i gang. En anden beboer i byen har doneret 1.000 kroner til Brugsen, som de ukrainske kvinder kan købe ind til middagen for. Det er et ressourcestærkt område, de er landet i.

Magnus Hove Johansson

»Jeg hjælper gerne til med grillen,« siger Kurt Hincheli Hejlesen, der sidder ved nabobordet. Han er byens praktiske gris. Altid klar til at hente og bringe, fikse og skaffe.

Kvinderne fortæller, at det som regel er mændene, der griller i Ukraine, mens kvinderne laver tilbehøret.

»Sådan er det også i Danmark,« siger Kurt Hincheli Hejlesen.

De ukrainske flygtninge adskiller sig fra dem, der kom under flygtningekrisen i 2015, ved primært at være kvinder og børn. En stor del af forklaringen på det er formentlig, at den ukrainske regering, siden krigen brød ud, har forbudt mænd mellem 16 og 60 år at rejse ud af landet og opfordret dem til at tilslutte sig den ukrainske hær.

Det samme gælder i Rude. Her kan antallet af mænd tælles på én hånd, selv om der er over 40 beboere.

Kvindernes flugthistorier ligner hinanden.

På flugt med børn

Nataliia Zharnovska flygtede med sin datter fra Irpin. En provinsby uden for Kyiv, der længe har været plaget af hårde kampe, og som samtidig ligger klos op ad Bucha, hvor russerne gennemførte en regulær massakre, der nu undersøges som mulig krigsforbrydelse.

Hun kom afsted med en proppet bus mod den polske grænse, men måtte gå det sidste stykke til fods.

»Det var rigtig svært at rejse sådan med et barn. Jeg havde hverken mad eller vand at give hende,« siger Nataliia Zharnovska.

»Jeg forstår ikke, at andre har kunnet rejse med spædbørn.«

Det gjorde Anastasia, som også bor på Kastaniegården. Hun tog en taxa mod Moldova, men blev sat af og måtte gå de sidste otte kilometer over grænsen med sit spædbarn på armen.

Herfra ville hun flyve, men blev stoppet, fordi hendes datter ikke har sit eget pas endnu. I stedet kom hun på et tog til Rumænien, hvor hun og datteren boede i en flygtningelejr, indtil de kunne rejse videre til Tyskland, fortæller hun.

Magnus Hove Johansson

Det har sine fordele at rejse med børn, der kan gå selv, fornemmer man på kvinderne. Men jo ældre børnene er, desto mere forstår de også. Det mærkede Anna Bronnikova i hvert fald, da hun flygtede med sine to børn.

Her var det hendes søn på 12 år, der havde det sværest. Nok fordi han var gammel nok til at forstå, hvad der skete, gætter Anna Bronnikova på. Til at se bombeflyene på himlen, de ødelagte byer og lægge to og to sammen.

»Min lille datter på seks år tog det fint. Hun synes, det var spændende at se så mange fly. Hun forstod det ikke,« siger Anna Bronnikova og kigger hen på de to børn, der sidder i sofaen og spiller på deres telefoner.

Den værste del af turen for dem var toget fra Kharkiv til Lviv. Normalt tager den togtur omkring fem timer, siger Anna Bronnikova. Men den dag, de flygtede, tog det mere end et døgn.

»Vi måtte hele tiden stoppe, fordi der blev bombet. Hver gang skinnerne blev ramt, skulle de ud at reparere dem.«

Om bord på toget var stort set kun kvinder og børn, husker hun.

»Det var frygteligt. Folk blev så bange, hver gang der blev smidt bomber. Nogle gange var det midt ude på en åben mark om natten, og så slukkede de alt lys i toget, så man ikke kunne se det oppefra. Og så lagde alle sig ned på gulvet.«

En masse ventetid tilbage

I Kastaniegårdens lille baghave sidder Nataliia Zharnovska og drikker en kop neskaffe. Her er helt stille. Mest af alt på grund af sprogbarrieren dog, for hun ligner en, der gerne vil sige noget.

Hun ser tænksom ud. Leder efter ordene, kan man se, men giver til sidst op og finder sin telefon frem. Så skriver hun noget ind i Google Translate og rækker telefonen frem.

»Jeg er så stresset og ked at det på grund af krigen,« står der.

»Det er forfærdeligt. Så mange mennesker er blevet dræbt i min by. Jeg er taknemmelig for Danmark, og fordi min datter er i live.«

Taknemmeligheden møder man med det samme, når man kommer til Kastaniegården.

De, der kan, siger det på engelsk, men det er langt de færreste. Resten fortæller det med al den kaffe, kage og mad, der bliver sat frem, når man kommer. Selv om kvinderne her ikke har meget at rutte med.

Magnus Hove Johansson

Da det bliver søndag og tid til grillaften, mangler der heller ikke mad.

Der er både ukrainske pandekager med æggesalat og kartoffelmos, kyllingebøffer, dumplings, pølser, pirogger, og man kunne blive ved.

»Tænk, at vi sidder her i ly af ahorntræerne og spiser borsjtj. Hvor er det fantastisk!« siger en af de lokale, der sidder med om bordet. Og de bliver enige om, at når krigen engang er slut, må danskerne tage ned og besøge dem i Ukraine.

Som situationen ser ud nu, bliver det dog næppe i den nærmeste fremtid. Der er stadig en masse ventetid tilbage. Tid, der blandt andet går med at læse nyheder og holde kontakt med sine kære derhjemme.

»Jeg snakker med min mand hele tiden,« siger Anna Bronnikova. »Når jeg laver mad, er sammen med børnene, går ture, handler ind.«

Annas mand plejede at arbejde på en kemikaliefabrik, men den er lukket på grund af krigen. Nu har han fundet arbejde på en kartoffelmark og som en af dem, der rydder op for hæren efter kampe og bombeangreb.

»Jeg meget bekymret for ham. Og for alle mine venner i Ukraine,« siger Anna Bronnikova.

Men hun tror på, at Ukraine nok skal vinde krigen i sidste ende.

»Det er det, vi går her og venter på.«

Martine Amalie Krogh læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Serie

Da krigen kom til Rude

Hvad sker der, når en lille sydsjællandsk by på 270 indbyggere pludselig får 45 krigsflygtninge som naboer? Mere end 30.000 ukrainere er flygtet til Danmark efter den russiske invasion, og en del af dem er landet i små byer landet over. I denne serie følger vi ukrainerne, skolen, kommunen og alle de lokale kræfter, der trådte til, da krigen kom til Rude.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail
Ole Kresten Finnemann Juhl

God idé. Interessant fortælling.

Jeg glæder mig til at læse mange flere features om ukrainernes møde med os og vise verca

Ete Forchhammer

Jamen, hvor er det bare godt at læse at det sagtens kan lade sig gøre at behandle og modtage flygtninge ordentligt, endda flygtninge i et antal mange gange tusinde.

Nu forventer jeg så at Information kommer hele vejen rundt og besøger flygtninge fra mange andre lande hvor krigen nok begyndte klokken fem - ikke i år, men for adskillige år siden, lande hvorfra flugten først foregik til fods

Information behøver ikke rejse så langt som til Sydsjælland for at møde grupper af flygtninge samlede et sted….
Adskillige vil kunne hjælpe avisen med at finde passende emner for flere følelsesfulde artikelserier, fx Refugees Welcome, Bedstforældre for Asyl…

Ole Kresten Finnemann Juhl

Kære Ete
Lad os nu bare nyde læsningen med skildringer af ukrainernes vilkår i DK uden straks at bruge det til udskamning for alt det andet "man" kunne ønske sig.
Der har såmænd i tidens løb været talrige skildringer af fremmede kulturers indtogog modtagelse i fædrelandet.
Alsidighed er ikke det samme som det hele på én gang.