Denne artikel er delt af Martine Amalie Krogh

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Martine Amalie vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Flygtninge fra Ukraine
Læsetid: 12 min.

De danske og ukrainske børn prøver forsigtigt at nærme sig hinanden: ’Would you like to play kongens efterfølger?’

Mange af de ukrainske børn i Rude er nu begyndt på den lokale landsbyskole. Her er sproget for alvor blevet en udfordring, når de skal lære alt fra dansk og matematik til broderi og nye lege. Det vigtigste er dog, at de får et smil på læben hver dag, mener skolelederen
De danske børn på Kirkeskovskolen i Rude vil gerne lære de ukrainske flygtningebørn bedre at kende. Det er svært, når man ikke taler samme sprog, men de er begyndt at gynge sammen. Der behøver man ikke kunne andre ord end »gyng, stop og næste«, siger Emma, der går i klasse med ukrainske Margarita og Leonid, der gynger på billedet.

De danske børn på Kirkeskovskolen i Rude vil gerne lære de ukrainske flygtningebørn bedre at kende. Det er svært, når man ikke taler samme sprog, men de er begyndt at gynge sammen. Der behøver man ikke kunne andre ord end »gyng, stop og næste«, siger Emma, der går i klasse med ukrainske Margarita og Leonid, der gynger på billedet.

Magnus Hove Johansson

Indland
26. juli 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

»Av!« udbryder Emma.

Margarita kigger op fra sit broderi.

»Se,« siger hun og viser, hvor nålen stak. Hun presser om fingeren, så en lillebitte bloddråbe kommer frem på spidsen.

Margarita siger ikke noget, men hun forstår det godt. Hun løfter øjenbrynene og laver et lille nik.

4. klasse har håndværk og design i dag, og de to piger på 11 år og 12 år er blevet sat til at brodere små dyr, der skal limes på tændstikæsker. Det er snart sommerferie, men udenfor er et skybrud trukket ind over skolegården. Det øser ned.

»I like your butterfly,« siger Emma og peger på broderiet.

Margarita kigger forvirret på sit eget broderi og så på Emmas, som om hun har lavet en fejl.

»No no, it’s beautiful. Den er smuk!«

Flere af de ukrainske børn fra Rude er begyndt i skole nu, og de yngste af dem går på den lokale folkeskole, Kirkeskovskolen, lige uden for byen. Her kan de gå til og med sjette klasse.

For de ukrainske børn er alt nyt. De har aldrig haft kreative fag som håndværk og design før, eller svømning for den sags skyld. Og de fleste af dem har kun boet i Danmark i kort tid, så de taler intet dansk og kun meget lidt engelsk.

For lærerne er det også en ny opgave. De taler hverken russisk eller ukrainsk, og der går næsten ingen tosprogede elever på skolen i forvejen. De har ikke arbejdet med flygtninge eller krigstraumer før.

»Man kan mildest talt sige, at vi asfalterer, mens vi kører,« som skoleleder Anette Petersen siger.

Sagen i egen hånd

Når man kommer ind ad skolens hovedindgang og går lige frem, kommer man til Anette Petersens kontor, en storsmilende kvinde med skriggrønne briller, som kender alle sine 81 elever.

»Vi er en af de mindste skoler i kommunen. Det er ikke nogen hemmelighed,« siger hun og griner.

De fleste af de ukrainske elever går i 4. klasse, som nu består af fire ukrainske børn og to danske. Men Anette Petersen mener faktisk, at det er en fordel at være en lille skole i denne her situation.

»I starten var der nogle, der sagde, at ukrainerne skulle køres ind til Slagelse, fordi de har modtageklasser. Men det opponerede jeg imod. Det er vigtigt, at de bliver tilknyttet lokalområdet,« siger hun.

Det var også Anette Petersen, der tog initiativ til overhovedet at få børnene i skole.

Mange af de kreative fag som musik, sløjd og design har de ukrainske børn aldrig haft før. De har heller ikke haft svømning i skolen, og ingen af dem havde taget svømmetøj med, da de flygtede fra krigen. Nu har skolens forældre doneret svømmetøj og håndklæder til dem allesammen. Fra venstre er det Margarita og Leonid, der begge er 12 år.

Mange af de kreative fag som musik, sløjd og design har de ukrainske børn aldrig haft før. De har heller ikke haft svømning i skolen, og ingen af dem havde taget svømmetøj med, da de flygtede fra krigen. Nu har skolens forældre doneret svømmetøj og håndklæder til dem allesammen. Fra venstre er det Margarita og Leonid, der begge er 12 år.

Magnus Hove Johansson

Hun bor selv i området, og hun havde hørt, at der var kommet ukrainske flygtninge til Kastaniegården – og at mange af dem var børn. Men kommunen havde ikke gjort noget ved det endnu, siger hun.

»Så ringede jeg til skolelederen inde i Skælskør og sagde, at vi blev nødt til at køre derud. Der var rygter om, at der var børn derude, så vi var jo nødt til at gøre noget.«

En aften i marts tog de to skoleledere så sagen i egen hånd og kørte ud til Kastaniegården, hvor flygtningene er indkvarteret. Derfra gik der ikke længe, før børnene havde første skoledag.

»Det var en speciel dag, da de stod af bussen herude. Vi anede ikke, hvad de kom fra,« siger Anette Petersen og peger ud mod landevejen, hvor bussen stopper.

»Der var mange tanker, der gik gennem hovedet. Men det første, der gik gennem hovedet på både mig og de ansatte var nok: ’tænk, hvis det var os’.«

Sprogvanskeligheder

I 4. klasse er det blevet tid til matematik. Modsat de kreative fag kan man her mærke, at det er et fag, de ukrainske børn er vant til hjemmefra, siger klassens matematiklærer Lisbeth.

»De klør på, uanset hvad man giver dem.«

Lisbeth læner sig ind over bordet og prøver at forklare en opgave i deres hæfte, der skal løses i vandrette og lodrette linjer. Men hvad er det nu lige, vandret og lodret hedder på engelsk?

»Jeg er jo ikke engelsklærer, så jeg har svært ved at forklare tingene. For eksempel hyppighedsregning, som de andre er nået til nu,« siger Lisbeth.

»Tallene er selvfølgelig de samme, men resten er svært. De er jo heller ikke eksperter til engelsk.«

Det er ikke underligt, at lærerne på Kirkeskovskolen ikke er vant til at undervise på engelsk. Ifølge skoleleder Anette Petersen går der fire tosprogede børn på skolen, hvoraf to af dem også taler dansk derhjemme. Et par af skolens lærere er faktisk uddannet i at undervise tosprogede, men det er på andre klassetrin end ukrainernes.

Efter lidt tid og mange forvirrede blikke sætter Lisbeth de ukrainske børn til at lave sudokuer. Det er de til gengæld gode til.

»So fine! Hvor er du god!« siger Lisbeth til Leonid, som bliver først færdig.

Mens Lisbeth sidder med ukrainerne, underviser deres klasselærer resten af børnene på dansk. I en pause falder de to i snak.

»Jeg mangler rigtigt at kunne tale med dem. Høre, hvordan de har det, og hvad de har lavet i weekenden,« siger Lisbeth om ukrainerne.

»Ja, noget mere indlevelse ville være godt,« siger klasselæreren.

»Ja. Jeg ville virkelig ønske, at jeg kunne have nogle dybere snakke med dem. Det kan man slet ikke.«

»Det er synd for dem«

Regnen er stoppet, og skolegården er fuld af børn.

En fangeleg er i gang på klatrestativet, en gruppe af de større drenge spiller fodbold, og ved gyngerne skubber tre børn på for at svinge en fjerde så højt op, de kan.

Dwhozef og Margarita, begge på 12 år, står for sig selv ved skuret og snakker sammen på ukrainsk. Men så kommer Emma fra deres klasse hen til dem.

»Would you like to play kongens efterfølger?« spørger hun.

Dwhozef og Margarita ser spørgende ud. Emma tænker sig om et øjeblik, men så klasker hun Dwhozef på armen, råber »du er den« og løber.

De ukrainske børn på Kirkeskovskolen leger stadig med mest hinanden, selv om de danske børn meget gerne vil lege dem. »De søger meget hinanden i frikvartererne, og de søger hinanden i timerne. Men det, tror jeg, er helt naturligt,« siger skoleleder Anette Petersen, der ikke vil forsøge at skille dem ad. På billedet får Leonid et kram fra en af de danske elever.

De ukrainske børn på Kirkeskovskolen leger stadig med mest hinanden, selv om de danske børn meget gerne vil lege dem. »De søger meget hinanden i frikvartererne, og de søger hinanden i timerne. Men det, tror jeg, er helt naturligt,« siger skoleleder Anette Petersen, der ikke vil forsøge at skille dem ad. På billedet får Leonid et kram fra en af de danske elever.

Magnus Hove Johansson

Det forstår de heldigvis godt og sætter straks i sprint.

»Vi har ikke haft nogen udenlandske børn før. Det er meget sjovt,« siger Alberte på 12 år. Hun går i femte klasse, men har mange fællestimer med ukrainerne, fordi der går så få elever på deres klassetrin.

»Det var meget svært i starten, vi kunne ikke engang tale sammen,« siger hun.

»Ja, så måtte vi pege og bruge vores telefoner til at oversætte,« siger Emma.

I starten ville alle i klassen lege med de nye ukrainske børn, fortæller pigerne. De blev hurtigt meget populære, men det blev også for meget for dem.

»De var nervøse og kede af det. Måske også bange. De kiggede nærmest ikke på os,« siger Alberte.

»Ja, de ville ligesom hellere være sammen med sig selv. Men så gik der en uge, og så begyndte vi at gynge sammen,« siger Olivia på 12 år.

Det er let at gynge sammen, selv om man ikke taler samme sprog, forklarer pigerne. Man behøver ikke at kunne andre ord end »gyng, stop og næste«.

De tre piger havde godt hørt om krigen, før de ukrainske børn begyndte i klassen. Blandt andet i historietimen, fortæller de.

»Min far var også sur, fordi benzin ville blive dyrere,« siger Olivia.

De andre nikker genkendende.

Selv om der er gået nogle måneder nu, og børnene er begyndt at lege sammen, er der stadig meget, de ikke taler om. For eksempel spørger de ikke ind til noget som helst, der har med krigen at gøre.

»Vi er bange for, at de bliver kede af det. Så det tør vi ikke,« siger Caspian på 12 år.

Der er ellers meget, han gerne ville spørge om, fortæller han: »Hvordan deres liv var i Ukraine, og om de taler med deres familie derhjemme.«

I skolen har de også fået at vide, at de ikke må se Ultranyt, når de ukrainske børn er der, hvis nu der skulle komme et indslag om krigen i Ukraine.

»Så kan det være, de bliver kede af det. Det er meget synd for dem,« siger Olivia.

’This is a’ spætte

I undervisningen skal alting forklares to gange. En gang på dansk og en gang på engelsk.

»Det kan godt være lidt irriterende,« siger Olivia.

»Især hvis vi skal lave noget sjovt i timen. Hvis vi skal lave noget kedeligt, gør det ikke noget. Så går der tid med det.«

I nogle fag bliver undervisningen dog delt helt op, fordi det faglige niveau er for forskelligt. Det gælder blandt andet i dansktimerne.

Så kommer Rita Relster, en frivillig hjælpelærer, og sidder sammen med de ukrainske elever.

I dag har hun fundet en bog med danske dyr frem.

»This is called a rådyr,« siger Rita Relster, peger på billedet og kigger rundt på ukrainerne. »And this is a spætte.«

I 4. klasse på Kirkeskovskolen går der nu fire ukrainske elever og to danske. Men faktisk er det en fordel at være en lille skole, mener skoleleder Anette Petersen. På den måde kan man skabe trygge rammer og inkludere dem mere i lokalsamfundet. Her spiser Leonid, Dmytro, Dwhozef og Margarita frokost.

I 4. klasse på Kirkeskovskolen går der nu fire ukrainske elever og to danske. Men faktisk er det en fordel at være en lille skole, mener skoleleder Anette Petersen. På den måde kan man skabe trygge rammer og inkludere dem mere i lokalsamfundet. Her spiser Leonid, Dmytro, Dwhozef og Margarita frokost.

Magnus Hove Johansson

Men da de når til ordet papegøje, kommer de ikke videre. »Papagai,« siger Leonid, og alle begynder at grine af ordet.

»Papagooi«, siger han igen og kaster hovedet tilbage i latter.

I mellemtiden er Rita Relster gået i gang med at gennemgå det danske alfabet med Dwhozef. Hun peger på bogstaverne en efter en, og han udtaler dem.

J og D er de sværeste. Rita Relster har hele tungen ude af munden, når hun forsøger at vise, hvordan man udtaler de bløde lyde. Men til sidst kommer de igennem, og Rita Relster flyver op ad stolen.

»Må jeg lige forstyrre?« spørger hun ud i klassen. Alle kigger op.

»Jeg har lige siddet med Dwhozef, og han gik hele alfabetet igennem på dansk!«

Rita Relster rækker armene i vejret: »Waaow!« siger hun. »Er det ikke fantastisk?«

Hele klassen klapper og kigger på Dwhozef, som kigger genert ned i gulvet.

Tryghed er alfa og omega

Ud over de almindelige undervisningsmaterialer, der findes til tosprogede børn, har den lille skole ikke fået nogen hjælp udefra til at håndtere situationen. Efter sommerferien har de fået mulighed for at sende to lærere på kursus, men ellers har de måttet klare den selv.

»Vi kan gøre det godt og trygt her, men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er noget, vi overser,« siger Anette Petersen: »Vi er jo hverken uddannet i krigstraumer eller flygtninge.«

Til gengæld har lokalområdet gjort deres for, at de ukrainske børn skulle blive en del af fællesskabet, siger hun.

Skolens forældre har blandt andet betalt for, at ukrainerne kunne komme med til elevfest, og doneret alt fra penalhuse til skoletasker og drikkedunke.

Ingen af børnene havde heller pakket badetøj, da de flygtede fra Ukraine.

»Men der oplevede jeg, at lokalsamfundet virkelig stillede op. Jeg skulle ikke skrive ret mange linjer på Aula, før jeg havde svømmetøj til 25. Der rykkede man sgu sammen i bussen,« siger Anette Petersen.

Og spørger man hende, er det langt vigtigere, end om børnene lever op til nogle læringsmål.

»At være en del af et fællesskab og føle sig tryg, det er alfa og omega for os. De skal ikke mangle noget eller føle sig udenfor.«

De små sejre

Klokken ringer eleverne ind fra frikvarteret, og 4. og 5. klasse stimler sammen ved døren.

»Come, we have to go to the bibliotek,« siger en af eleverne og kigger på de to brødre Leonid og Dmytro.

»Det hedder larry,« siger en af de andre.

»Nej, liiibrary,« siger en tredje.

Skælskør Bibliotek skal holde oplæg om alle de nye bøger, man kan låne med hjem i sommerferien, og her bliver der ikke oversat til engelsk. Så en times oplæg på dansk sætter de ukrainske børns tålmodighed på prøve.

De sætter sig sammen på en sofa bagest i lokalet og stirrer ud i luften. Dwhozef piller ved sine krøller og hiver i en strømpe. Margarita trækker benene op under sig.

Da bibliotekaren når til monsterhistorierne, falder Dwhozefs øjne i. Kort efter overgiver Margarita sig også til trætheden. Hun lægger sig ned på sofaen og lukker øjnene.

Lige her er det næsten umuligt at deltage i fællesskabet – uanset hvor meget de prøver. Men der er også dage, hvor ukrainerne selv trækker sig, siger skoleleder Anette Petersen.

»De søger meget hinanden i frikvartererne, og de søger hinanden i timerne. Men det tror jeg er helt naturligt,« siger hun.

De danske børn taler ikke med de ukrainske børn om krigen. »Vi er bange for, at de bliver kede af det. Så det tør vi ikke,« siger Caspian på 12 år. Lærerne på skolen har også forbudt dem at se Ultranyt, når ukrainerne er til stede. På billedet er det brødrene Dmytro og Leonid.

De danske børn taler ikke med de ukrainske børn om krigen. »Vi er bange for, at de bliver kede af det. Så det tør vi ikke,« siger Caspian på 12 år. Lærerne på skolen har også forbudt dem at se Ultranyt, når ukrainerne er til stede. På billedet er det brødrene Dmytro og Leonid.

Magnus Hove Johansson

Der skal være plads til at trække stikket en dag eller to, og som skoleleder vil hun ikke gøre noget for at splitte dem ad.

»Mange af dem er også generte. De har ikke været i skole og daginstitution i noget tid, og det kan også lidt være en barriere.«

Men ukrainerne åbner sig heldigvis mere og mere op, oplever Anette Petersen. I takt med at de føler sig mere trygge, og skolen lærer, hvordan man skaber de bedste rammer.

»Jeg kan se, at de langsomt retter ryggen. Det er de små sejre, vi har hver dag.«

Knæ og tå

Dagen er slut, og uden for skolen står børnene og venter på bussen. Dwhozef og Margarita står sammen med seks af de danske børn.

»Hals,« siger en af dem og peger på sin hals.

»Og halskæææde,« siger hun og tager fat i sin halskæde.

Dwhozef og Margarita gentager, og inden længe kappes de danske børn nærmest om at finde på ord, de kan pege på og udtale.

Høretelefoner, hårspænde, hættetrøje og nøgle, forsøger de.

»Den kan låååse døøre op,« siger en af eleverne. Men han bliver hurtigt stoppet af de andre: »Det er altså for svært for dem.«

Da bussen triller ind på parkeringspladsen, står de alle sammen i en cirkel og synger: »Hoved, skulder, knæ og tå, knæ og tå.«

Den er svær. Men Dwhozef prøver. Og det går godt, indtil han kommer til at bytte rundt på knæ og tå, og alle bryder ud i grin. Men det okay. De ukrainske børn griner med.

Martine Amalie Krogh læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Serie

Da krigen kom til Rude

Hvad sker der, når en lille sydsjællandsk by på 270 indbyggere pludselig får 45 krigsflygtninge som naboer? Mere end 30.000 ukrainere er flygtet til Danmark efter den russiske invasion, og en del af dem er landet i små byer landet over. I denne serie følger vi ukrainerne, skolen, kommunen og alle de lokale kræfter, der trådte til, da krigen kom til Rude.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail
Ete Forchhammer

.. og hvad spørger danske skolebørn så deres andre ikke-danske skolekammerater om? Fx de børn der bør på asylcentre og går i nærmeste folkeskole? De findes! Men er det godt, rimeligt?

Her kunne Information tage fat i et virkelig vigtigt emne - men mindre velegnet til ren sommerunderholdning.

Michael Schneider

. og hvad spørger danske skolebørn så de 45 mio. børn om der sulter (se annonce), for ikke at tale om børnene i fangelejrene eller alle børnene i slumkvarterene i Sydamerika. Hvordan kan børn overhovedet møde i skole om morgenen. Jeg forstår det ikke.

Ole Kresten Finnemann Juhl

Kære Ete
Vær glad for det du får.

Anders Hüttel

Mens jeg læste tænkte jeg hele tiden på alle de andre børn i Danmark af udenlansk herkomst. Det er så tydeligt at racismen og forskelsbehandlingen i Danmark er mere udbredt end i de lande vi sammenligner os med.

Modermålsundervisningen forsvandt mens jeg læste til lærer i 95-99.
Det var en dyr nøgle til at blive intigreret på - men den absolut bedste.

Mest skønt at læse om normale menneskers kommunikation - noget som jeg selv har mistet siden mine blodpropper. Jeg har mistet talens gave.

Ete Forchhammer og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Birte Bune Smith

Forstår politikerne da ikke, at den måde vi optager ukrainerne på, er at gå Putins ærinde? De skal ikke integreres, og børnene skal ikke forsøge at lære dansk. De er ukrainere, og børnene skal lære det, man lærer i deres hjemland, så de ikke kommer bagud, når det er muligt at vende hjem. For det er vel meningen - eller er det? Her er endelig en stor gruppe mennesker, der har mulighed for at vende tilbage i modsætning til mange andre. Har myndighederne overhovedet diskuteret dette problem med den ukrainske ambassadør?

Skal der undervisning af de voksne til, bør det ske på i engelsk, så de kan klare sig bedre, både mens de er i Danmark, hvor vi jo skriger på arbejdskraft og når de kommer tilbage.

Det giver jo ingen mening at tale engelsk til eleverne? De forstår det alligevel ikke, og det bidrager blot til sprogforvirringen.

Ete Forchhammer

Michael Schneider, hvordan kommer danske skolebørn til at møde, endsige dele klasselokale med børn fra sydamerikanske slumkvarterer, eller med 45 millioner andre børn? Du har vist ikke opdaget at mit spørgsmål handlede om nogle danske skoler.
Ole Kresten Finnemann Juhl, er det en opfordring til ligegyldighed med omverdenen eller til nøjsomhed med forventninger til lødighed og krav om kvalitet?

Inger Pedersen

Vil I godt forklare mig, hvorfor, det er BØRNENES spørgsmål til ANDRE børn, der skal ses som problemet?

Og ikke vi VOKSNES forholden os til de vilkår, børnene lever under?

Willy Johannsen

Jeg har efterhånden klikket ind på denne her artikel mange gange - og hver gang bliver jeg trist til mode, når jeg ser de melankolske ansigter på de ukrainske børn på billederne.
Det må være svært for dem, ikke mindst fordi de i deres alder sandsynligvis har en far i Ukraine, der måske gør krigstjeneste. Eller er faldet.
Jeg er glad for, at de danske børn gør hvad de kan for deres ukrainske klassekammerater.
Og jeg synes det er fint, at de forsøger at kommunikere så godt de kan, og så er det lige meget, hvad sprog det foregår på.
Det er børnenes situation her og nu, det drejer sig om.
Og så er al snak om integration og fremtidig arbejdskraft og jeg ved ikke hvad, noget der ligger langt ude i en fremtid, hvor børnene er blevet store nok til selv at tage stilling.
Lige nu ønsker jeg børnene alt godt.

d

Tina Peirano, Natalie Barrington Rosendahl og Inger Pedersen anbefalede denne kommentar