Drabene i Field’s udstiller et problem, vi længe har kendt og længe har forsømt at tage hånd om

I et hvidmalet rum bag et sort gardin et sted i København sidder en ung mand med kort blond hår og famler med en pistol. Han er iført mørkegrønne cargoshorts samt en sort trøje uden ærmer og holder skiftevis pistolen mod sin tinding og ind i munden, mens han stirrer tomt direkte ind i kameraet.

Så vender han kameraet nedad, knæler, presser pistolen mod baghovedet og affyrer den uladte Walther P38-pistol, så den klikker. Han rejser sig, retter ryggen og trykker igen pistolen mod tindingen. Klik, lyder det. I en anden video gentager han den suicidale gestik, men denne gang er pistolen udskiftet med en kraftig riffel af mærket Sig Sauer 200 STR.

Et kort smil og så det samme tomme blik. Klik.

I alt fire videoer lægger manden på nettet med de to skydevåben. Som titel har han skrevet »I don’t care« og under det: »Quetiapine doesn’t work.« Altså: Quetiapin, et antipsykotisk lægemiddel mod blandt andet skizofreni og svær depression, virker ikke.

Søndag – få dage efter, at videoerne bliver lagt på YouTube – træder en 22-årig etnisk dansk mand ind i storcentret Field’s med en skarpladt riffel og begynder at skyde. Da politi og specialenheder anholder ham tretten minutter senere, er tre mennesker dræbt og yderligere syv såret af skud.

Manden fra videoerne, som nu er beskyttet af navneforbud, er politiets formodede gerningsmand.

Samme nat bekræfter chefpolitiinspektør Søren Thomassen på et pressemøde, at den 22-årige er kendt i psykiatrien. Selv om manden ikke før episoden fremgik af kriminalregistret, er han ifølge Thomassen kendt »perifert« af politiet.

Den blodigste forbrydelse i Danmark i årtier vil derfor også blive en debat om psykisk sygdom, drab og anden alvorlig kriminalitet. Om psykiatriens stærkt kritiserede vilkår. Sammenhængen er veldokumenteret. Det svære spørgsmål er, om der burde være gjort mere for at forhindre, at en forbrydelse som masseskyderiet i storcentret kunne finde sted.

»Fjerndrab«

I en kortlægning af drab og gerningsmænd i Danmark konstaterede Justitsministeriets Forskningskontor i 2020, at 24 procent af alle drabsmænd inden for en femårig periode var så psykisk syge eller utilregnelige i gerningsøjeblikket, at de af den grund ikke blev idømt en almindelig straf. I en lidt ældre rapport noterede Sundhedsministeriet i 2006, at antallet af alvorlige og personfarlige forbrydelser begået af psykisk syge, herunder blandt andet voldtægt, brandstiftelse samt drab og drabsforsøg, steg med hele 39 procent fra 1995 til 2004.

Samtidig er der tilsyneladende sket en stigning i antallet af såkaldte fremmed- eller fjerndrab. Dansk Sprognævn optog »fjerndrab« i ordbogen i 1988 som betegnelse for »drab begået pludseligt og uden motiv på en for morderen ukendt person«. Som Sundhedsministeriet skriver, var fænomenet næsten ukendt tilbage i 1970’erne. Og da forskere så tilbage på 263 drabssigtelser mod mænd i Storkøbenhavn fra perioden 1959-1983, gjorde de en interessant iagttagelse:

Fra at have været stort set fraværende i periodens begyndelse udgjorde fjerndrab ved periodens slutning hele 35 procent af samtlige sager – og gerningsmændene »havde, sammenlignet med andre indsatte, langt oftere været indlagt på psykiatrisk afdeling«.

Mens de dramatiske scener udspillede sig søndag eftermiddag og aften, sad Charlotte Kappel derhjemme og fulgte med i sit fjernsyn. Hun er kriminalpsykolog og har specialiseret sig i profilering, hvor hun på baggrund af store mængder data tegner en profil af gerningspersoner, som blandt andet bliver brugt af politiet til både efterforskning og forebyggende arbejde.

En ikke usædvanlig profil

»Jeg hæftede mig først og fremmest ved, at det desværre ikke er en usædvanlig profil. Det var det, jeg tænkte, da jeg sad og fulgte med,« siger hun.

På flere punkter passer gerningsmanden ind i en profil for unge mænd, Charlotte Kappel kender godt.

»De er oftest i tyverne, som regel 20-23 år, har ikke været i forbindelse med større kriminalitet tidligere, men begår så pludselig brandstiftelse, drab eller masseskyderier,« siger hun.

De unge mænd er typisk psykisk syge, forklarer Charlotte Kappel. De har i mange tilfælde forsøgt at tage en uddannelse, få et job og leve op til samfundets forventninger, men oplever gang på gang, at det slår fejl. Derfor sidder de tilbage med en oplevelse af at blive afvist og ikke at blive taget seriøst af omverdenen.

»Ofte fordi de har en personlighedsforstyrrelse, hvor andre naturligt nok vil vige tilbage fra dem. Hvis du er i rum sammen med dem, er de typen, du ikke har lyst til at være sammen med eller tale med,« siger hun.

Derfor bliver de meget ensomme og har typisk kun få relationer, der varer i et par måneder eller højst få år.

Blinkende advarselslamper

En anden ting, der går igen for denne her gerningsmandsprofil, er, at de har oplevet noget traumatisk inden for et halvt til et helt år.

»Det kan være et tab af et familiemedlem eller en kæreste gennem kortere tid, der går fra dem,« siger Charlotte Kappel.

– Men hvorfor leder det dem til at begå drab på helt fremmede?

»Det handler om frustration og afmagt, der bliver til magt. I den situation er det ham, der bestemmer. Endelig må folk høre på ham. Nu bliver han taget seriøst,« siger Charlotte Kappel.

»Det er måske ekskæresten eller psykiateren, man er sur på. Men de er ikke så lette at komme efter. Hun vil måske være forberedt på, at han kan være voldelig, og det er svært at få et gevær med ind på psykiatrisk afdeling. Derfor vælger man nogen, der er fuldstændig forsvarsløse. Man har ikke brug for, at det skal være svært.«

I løbet af mandagen har mange været forbi Field’s for at lægge blomster og tænde lys til minde om ofrene.

Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

En anden faktor, der kan udløse den type hændelse, vi så i søndags, er, når noget lignende er sket enten fysisk tæt på eller for relativt kort tid siden. Det hedder near repeat phenomena, siger Charlotte Kappel og peger på, at vi eksempelvis så et skoleskyderi i USA for cirka halvanden måned siden.

»Så mens gerningsmanden går og tumler med sine problemer, kommer det her tættere og tættere på hans opmærksomhed. ’Det kunne jeg også gøre’, tænker han. Men det er underbevidst. Det er ofte ikke en direkte tanke,« siger hun.

Der er altså større eller mindre advarselslamper, der blinker lang tid i forvejen, når man har at gøre med denne profil, siger Charlotte Kappel. Og så er der den meget alvorlige advarselslampe, der typisk blinker lige op til hændelsen. En ting, som vi alle sammen kan blive bedre til at være opmærksomme på og råbe op om, når vi ser.

Det er den video, gerningsmanden lagde op på sin youtubekanal få dage før skyderiet.

»Vi har alle sammen et stort ansvar i forbindelse med opslag på sociale medier, som ham her jo også har lavet,« siger hun.

»Langt de fleste, som lægger de her ting op, vil ikke gøre noget – men langt de fleste, som gør noget, har lagt sådan noget op.«

Rakte ud efter hjælp

Det er ikke mange bekræftede informationer, vi har endnu om den formodede gerningsmand.

Men Informations research og de oplysninger, som politiet har delt, ligger ikke umiddelbart fjernt fra den personkarakteristik, som Charlotte Kappel taler om.

Som 22-årig passer den anholdte midt i aldersprofilen ’20-23-årige unge mænd’. Og ligesom mange andre fra denne gruppe af gerningsmænd har han altså lagt videoer op af sig selv poserende med våben.

Vi ved fra politiets pressemøde natten til mandag, at han ikke inden skyderiet har figureret i kriminalregistret. Vi ved også, at han er kendt i psykiatrien. Og ifølge DR Nyheder forsøgte han kort før skyderiet at komme i kontakt med en kriselinje, hvilket angiveligt ikke lykkedes.

Til gengæld ved vi ikke, om den anholdte for nylig har haft traumatiserende oplevelser. Men ifølge Informations oplysninger er hans forældre inden for de seneste par år gået fra hinanden og er flyttet hvert til sit.

Hvad angår Charlotte Kappels sidste pointe om at ville leve op til samfundets forventninger med skolegang eller arbejde, er oplysningerne også sparsomme. På mandens youtubekanal kan man se, at han har været tilknyttet lektiehjælp til HF-uddannelse, men om uddannelsen er færdiggjort eller ej har ikke været muligt at fastslå.

Brutalt angreb

Omringet af bevæbnet politi mødte statsminister Mette Frederiksen mandag eftermiddag pressen foran Field’s. Mindre end et døgn efter at skyderiet fandt sted inde bag shoppingcentrets døre.

»Et ualmindeligt brutalt angreb på helt uskyldige mennesker,« kaldte hun hændelsen og benyttede lejligheden til at opfordre alle, der var til stede, til at søge hjælp, hvis de har brug for det.

Efter en kort tale kunne pressen stille spørgsmål, og her blev der blandt andet spurgt til Sundhedsstyrelsens tiårsplan for psykiatrien, som regeringen trods flere opråb fra psykiatrien endnu ikke har påbegyndt forhandlingerne om.

»Er det nøl?« spurgte en journalist. Men det havde Mette Frederiksen ingen kommentarer til.

»Der vil naturligt opstå nogle helt relevante diskussioner,« sagde hun og rynkede brynene.

»Dem synes vi, vi skal tage. Men i dag synes jeg, vi skal mindes ofrene, vise vores sympati, vores hjælp, vores opbakning og passe på alle dem, der har været involveret i det her.«

Faktisk har diskussionen dog været i gang længe. Allerede i regeringens forståelsespapir lovede den at se på området, og både Venstre og støttepartierne har været stærkt kritiske over for den manglende handling på området.

»Dybt frustrerende« og »amatøragtigt« kaldte psykiatriordfører Trine Torp fra SF regeringens opførsel her i avisen tilbage i maj.

Da Information efter mandagens pressemøde henvender sig til den socialdemokratiske psykiatriordfører, Julie Skovsby, er det heller ikke muligt at få en kommentar fra hende til den udeblevne psykiatriplan.

»Tak for besked, jeg har desværre ikke mulighed for at være med i dag,« skriver hun.

Men hvis man virkelig ville, kunne man gøre meget mere for at forebygge denne her slags hændelser, mener kriminalpsykolog Charlotte Kappel.

»Det kunne man sagtens. Helt sikkert. Og det er ikke kun masseskyderier, der er mange forskellige former for kriminalitet, man kunne stoppe ved at sætte ind tidligere,« siger hun.

Det samme mener retspsykiater Gitte Ahle, forhenværende overlæge på Retspsykiatrisk Klinik under Justitsministeriet og formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

Det er ifølge hende helt klart, hvad der skal gøres.

»Sundhedsstyrelsen har jo lavet en helt fantastisk psykiatriplan, så hvis man gik i gang med at forhandle og gennemføre den, så ville vi være nået et langt stykke ad vejen,« siger hun.

En tæt omfavnelse dagen efter skudangrebet i indkøbscentret Field’s tæt på København, hvor tre mennesker blev dræbt, og fire er alvorligt såret.

Annegret Hilse/Reuters/Ritzau Scanpix

Gitte Ahle har selv siddet i følgegruppen for psykiatriplanen, og hun finder det helt uforståeligt, at den ikke er blevet gennemført endnu. Hun mener, at rapporten er blevet »syltet«, og at psykiatrien kunne hjælpe langt flere alvorligt syge mennesker, hvis man fik ressourcerne til det.

»Det er nok den bedste psykiatriplan nogensinde, hvor forholdene i psykiatrien, og hvad der skal gøres, beskrives fuldstændig klart. Den er ovenikøbet prioriteret og lister 37 punkter op, man bare kan tage fat på,« siger hun.

– Vi kan selvfølgelig ikke vide, om skyderiet i Field’s kunne have været undgået. Men er det den type kriminalitet, vi potentielt kunne undgå med bedre behandling?

»Det er svært at tage udgangspunkt i den sag, men der er adskillige psykisk syge, der begår alvorlig personfarlig kriminalitet. Der er også lige en læge, der er blevet stukket ned under et hjemmebesøg. Det sker hele tiden. Det foregår, mens vi venter på den plan. Vi skal ikke vente længere nu.«

Gitte Ahle var hovedforfatter på rapporten »Er der en sammenhæng mellem behandling/støtte af psykisk syge og kriminalitet?«, udgivet i 2019 af regionerne og Retspsykiatrisk Klinik. I rapporten gjorde hun og de øvrige involverede eksperter alarmerende fund.

Utilstrækkelig behandling

De gennemgik i alt 218 mentalerklæringer fra andet halvår af 2016, hvor der var blevet anbefalet en psykiatrisk særforanstaltning frem for almindelig straf. I 74 af procent af sagerne vurderede de, »at den pågældende havde fået utilstrækkelig psykiatrisk behandling i tiden op til den påsigtede kriminalitet«, og i sager om drab eller drabsforsøg var statistikken endnu værre:

Her havde 11 ud af 13, eller 85 procent, ikke modtaget tilstrækkelig behandling – mens en af de to øvrige ikke tidligere var kendt i psykiatrien »hvorfor der ikke har været mulighed for behandling før sigtelsen«.

»Den utilstrækkelige psykiatriske behandling har bestået i manglende kontakt med det psykiatriske behandlingssystem, selv om der var et behov. Det sker enten, fordi man mister kontakten, afvises i akutmodtagelsen, udskrives uden opfølgning eller afsluttes ambulant,« skrev eksperterne i rapporten og fortsatte:

»Nogle af de undersøgte har haft talrige korte indlæggelser, som ikke har medført nogen tilstrækkelig udredning eller stabilisering. Psykiatriloven anvendes ikke efter hensigten, og de undersøgte er ikke blevet indlagt, selv om de havde behov. Dette gør sig også gældende for retspsykiatriske patienter, som ikke indlægges ved behov på trods af dom til psykiatrisk behandling.«

Blandt andet derfor kalder Gitte Ahle det »akut«, at psykiatriplanen indføres med det samme.

»Det er så akut, så da vi lavede den rapport i 2019, der sad vi og snakkede om, at vi ikke kunne sidde inde med denne her viden længere. Vi måtte sørge for at få rapporten ud så hurtigt som muligt. Simpelthen fordi vi kunne forhindre så mange drab,« siger hun.

»Vi synes, at den rapport var så alvorlig, så jeg kan slet ikke forstå, at man har kunnet sylte den og har været så længe om at gøre noget ved det.«

Tom i blikket

Tilhørerpladserne i Retssal 60 i Københavns Byret bliver hurtigt fyldt, og en retsbetjent bærer flere stole ind, da gerningsmanden mandag eftermiddag bliver fremstillet i grundlovsforhør. En dør åbnes, og den unge mands forældre kommer ind. De holder hånd, mens de går ned mod de stole, der er blevet sat frem til dem.

Lidt efter åbner døren igen. Uniformerede betjente eskorterer den unge gerningsmand ind, der er tom i blikket og uden at fortrække en mine ser ned mod sine forældre, inden han vender sig og tager plads ved siden af sin forsvarer.

De uniformerede og bevæbnede betjente fordeler sig i retslokalet.

Den unge gerningsmands hænder er frie, men han har et transportbånd med håndjern spændt om livet. Han har fået frisk tøj på siden anholdelsen, en blå T-shirt og lange bukser.

Flere gange drejer han hovedet og retter blikket mod sine forældre, men ellers ser han stift frem for sig.

Dommeren begynder med at bede manden om at bekræfte sin identitet og sin fødselsdato. Hver gang svarer han »ja.« Så spørger den kvindelige dommer, om han kan bekræfte, at han blev anholdt mandag klokken 17.48.

»Jeg er ikke helt sikker på tidspunktet,« siger han lavt, men det lyder rigtigt, bekræfter han. Det er alt, hvad den 22-årige mand siger, inden retsmødet kort efter bliver lukket for offentligheden. Efter et stykke tid bliver dørene igen åbnet og sigtelsen læst op.

Den 22-årige mand er sigtet for tre drab og syv drabsforsøg. Der er ti navngivne forurettede i sagen. De overlevende og de pårørende til de dræbte får en beskikket bistandsadvokat, og der bliver nedlagt navne- og identifikationsforbud både i forhold til den 22-årige mand og i forhold til de dræbte og sårede, hvor omtale kan være en unødig krænkelse.

Derefter varetægtsfængsler retten den 22-årige i surrogat på en lukket, psykiatrisk afdeling, foreløbig i 24 dage. Han skal nu mentalundersøges, siger anklager Søren Harbo efter grundlovsforhøret til Ritzau:

»Han skal på psykiatrisk afdeling, når vi har fundet en plads til ham, og derudover går vi i gang med en mentalundersøgelse af ham hurtigst muligt.«

I denne version af artiklen er det blevet præciseret i underrubrikken, at artiklen også handler om manglende hjælp til psykisk syge, hvilket ikke fremgik klart af den oprindelige underrubrik.