For to uger siden stillede granskningsudvalget sig frem foran pressen og præsenterede granskningskommissionens konklusioner.
Det har ikke fyldt meget midt i al snakken om slettede sms’er og en mulig rigsret, men kommissionsundersøgelsen af minksagen var faktisk første gang, Folketinget afprøvede et helt nyt værktøj.
Et værktøj, der blev opfundet, da partierne forrige år ikke kunne blive enige om, hvordan minksagen skulle undersøges.
»Enten havde man advokatundersøgelsen, som har en meget begrænset rækkevidde, eller også smed man atombomben – undersøgelseskommissionen. Vi havde behov for noget midt imellem, som heller ikke var så vanvittigt dyrt,« siger Jens Rohde (KD).
Derfor fandt han en sen nattetime i december på ideen om en granskningskommission. Et forslag, De Radikale, som han dengang var medlem af, endte med at få flertal for.
Godt halvandet år senere har granskningskommissionen afleveret sin beretning, og det er derfor oplagt at spørge, om det nye format har bestået prøven.
- og netop armslængdeprincippet er måske et nøgleord.
Her og flere andre steder.
Diverse politikere ser efterhånden ud til at lide af en eller anden form for fingerkløe: En nærmest ubetvingelig trang til at have fingrene nede i de mindste detaljer...
... i stedet for at have det forkoromede overblik...
Måske i et behov for at undgå at "blive stillet til ansvar" med krav om øjeblikkeligt svar fra en fejlsøgende presse?
Uden at turde sige: Det ved jeg faktisk ikke lige nu - men jeg vil gerne prøve at finde ud af det. Kan vi tales ved igen om en måned?