I Rude forsøger de lokale at hjælpe ukrainerne uden at være for anmassende

Ved indgangen til Kastaniegården står en masse cykler klemt sammen i hjørnet. 12-15 stykker, mindst. Længere fremme ligger to store bunker med legetøj på gulvet, og i køkkenet står papkasser med grøntsager stablet overalt.

Det hele er doneret af de lokale. Grøntsagerne kommer for eksempel fra en beboer, der selv har kørt rundt og hentet overskudsmad fra supermarkeder og restauranter i området.

25 papkasser, store sække med kartofler, bunker af friske asparges og poser med gulerødder. Og midt i bunker af krydderurter og kål står 13 plastbakker med salat stablet som et tårn.

»Vi har prøvet at sige, at vi ikke kan spise så meget,« siger en af de ukrainske kvinder og kigger fortvivlet rundt på al maden. Budskabet gik vist ikke igennem.

Beboerne i Rude og nabobyen Bisserup har i den grad engageret sig i deres nye naboer. Ud over donationer med mad, tøj, legetøj, cykler, telefoner og computere, har de også fået gavekort til den lokale café og får arrangeret koncerter, gudstjenester og udflugter.

Men kan det hele blive lidt for overvældende for ukrainerne? Er det derfor, de ikke dukker op til alt, hvad de bliver inviteret til? Og havde man mon gjort det samme, hvis de var syrere?

Det er nogle af de spørgsmål, der bliver diskuteret over kaffen i Rude.

Små skridt

I udkanten af Rude ligger Holsteinborg. Et lokalt gods fra 1609, der breder sig over egnen med egen skov, landbrug, kirke og kirkegård. Her bor greven Ulrich Holstein-Holsteinborg og grevinde Monica Holstein.

En dag i marts ringede grevinden til en håndfuld af de lokale og inviterede dem til møde på godset. Hun havde hørt, at der kom ukrainske flygtninge til Kastaniegården og ville nedsætte en gruppe til at hjælpe dem. Kastaniegruppen kaldte de sig.

»Og så gik vi ellers i gang,« siger Benny Ottesen.

Han sidder i sin stue sammen med sin kone, Eva Byma. De flyttede hertil for 15 år siden.

På bordet står en kande kaffe og et fad med småkager.

Der er noget særligt ved de små byer, mener Eva Byma. Noget som gør, at folk er mere villige til at hjælpe andre her.

»Man er mere bevidst om, at man skal klare sig selv herude,« siger hun: »Fordi man også kæmper for skolens overlevelse og for, at der er andet end pensionister tilbage om ti år«.

Det engagement og sammenhold kan flygtningene godt få glæde af, mener Eva Byma.

Parret har efterhånden brugt mange kræfter på at hjælpe de ukrainske flygtninge. Deres arbejde har især bestået i at indsamle gamle cykler, som Benny Ottesen har sat i stand, og aflevere dem på Kastaniegården.

»Vi kommer nok dernede en gang om ugen,« siger Eva Byma.

»Højst,« indvender Benny Ottesen.

»Jojo, men de skal jo også have noget privatliv.«

Det er en af de ting, parret har diskuteret en del. Kan det hele blive for meget for flygtningene?

»Man må i hvert fald tage små skridt,« siger Eva Byma.

»Men inden du er færdig, er de jo taget hjem igen,« siger Benny Ottesen. Stod det til ham, kunne de sagtens se ukrainerne endnu mere.

»Men så kommer der jo nye,« siger Eva Byma.

»Jojo, men så skal du jo starte forfra igen.«

Det sproglige nåleøje

På en café i Bisserup sidder Marie Tetzlaff. Det er blevet juni, men himlen er grå, så hun har sat sig indendørs og bestilt lagkage og kaffe.

Marie Tetzlaff er en af byens nyeste tilflyttere, men hun er hurtigt blevet en central skikkelse i forhold til ukrainerne.

Hun er nemlig både uddannet i russisk litteratur og boede indtil for et par år siden i Rusland, hvor hun var leder af det danske kulturinstitut i Skt. Petersborg.

Det vil sige, at hun taler et sprog, ukrainerne forstår. De fleste af dem taler flydende russisk, og eftersom kun ganske få kan gøre sig forståelige på engelsk, er det en vigtig evne.

»Jeg er hele tiden i sms-kontakt med dem,« siger hun og tager en bid af sin kage.

»Det er hver dag og nogle gange ret meget endda.«

På grund af sit russiske er Marie Tetzlaff nok den i byen, der kender ukrainerne bedst, og mødet med dem har sat mange tanker i gang hos hende.

»Man møder nogle mennesker på eksistentielle grundvilkår. Man kommer til at tænke ’hvad hvis det var mig’, og det, tror jeg, er sundt,« siger hun.

»Det bringer os tilbage til noget meget basalt, man ellers glemmer i hverdagen.«

En af dem, Marie Tetzlaff (siddende i rødt) har lært at kende gennem sit arbejde med ukrainerne, er Kurt Hincheli Hejlesen (tv.), eller ’tryllestaven’, som ukrainerne kalder ham.

Magnus Hove Johansson

Marie Tetzlaff beskriver sin egen rolle som det nåleøje, alt skal igennem, hvis velviljen i byen ikke skal løbe ud i sandet på grund af sprogbarrieren.

»Jeg er holdt op med at lave statslig kulturudveksling i Rusland, men det er faktisk først nu, jeg for alvor laver kulturudveksling,« siger hun.

Marie Tetzlaff fortæller og fortæller; om dansk og russisk kultur, sine rejser, sprogfilosofi og udlændingepolitik. Kaffen når at blive kold, før hun overhovedet har taget en slurk.

Men så træder en mand ind i cafeen og afbryder: »Er det dig, der har med ukrainerne at gøre?«

Det er det, svarer hun. Og pludselig er de to i gang med at arrangere en koncert til ære for flygtningene.

»Vi kan også spørge hende ukraineren, der spiller klaver, om hun vil spille til Brugsens jubilæum?« foreslår Marie Tetzlaff.

Det er præcis sådan, det fungerer, siger hun bagefter. Lidt tilfældigt, når folk får en god idé.

»Det har samlet folk i byen, at de er kommet. Jeg har også lært en masse nye mennesker at kende gennem alt det her.«

Ingen følsomme spørgsmål

En af dem, Marie Tetzlaff har lært godt at kende gennem sit arbejde med ukrainerne, er Kurt Hincheli Hejlesen.

Modsat hende går hans rødder på egnen mange generationer tilbage. Op mod 400 år, hvis man skal tro hans fars slægtsforskning.

»Ukrainerne kalder ham tryllestaven,« siger Marie Tetzlaff og udtaler det russiske ord: »Det betyder pinden, der redder en, når man er i knibe.«

Vi møder Kurt Hincheli Hejlesen i hans garage, hvor han er i gang med at skrue ti skamler sammen, han fandt på tilbud.

»Har I tilfældigvis noget blå og gul maling med?« spørger han.

I hjørnet hænger en lille kunstinstallation med dannebrogsflag af træ på en snor. »Jeg ville lave det samme med ukrainske flag til vores fællesmiddag,« siger han og peger.

Kurt Hincheli Hejlesen har løst mange af ukrainernes praktiske problemer, fikset deres internet og skaffet alt fra havemøbler til computere. Alligevel er der mange ting, han stadig ikke vil spørge dem om. Dels på grund af sprogbarrieren. Men der er også mere i det end det.

»I starten, når man talte sammen, kunne jeg godt se, at de ligesom lukkede ned. Deres tanker var andre steder. Det er jo ikke så mærkeligt,« siger han.

»Så jeg går ikke tættere på end nødvendigt. Man skal ikke stille for mange følelsesmæssige spørgsmål. Men vi spørger, hvad de har brug for, og så har de for eksempel sagt vaskepulver. Så skaffer vi det.«

Derfor er der også grænser for, hvor godt han egentlig kender dem. Selv om de efterhånden har brugt meget tid sammen.

»Jeg kender dem perifert, men godt. Når man ikke kan tale sammen, er det jo begrænset, hvor meget man kender dem,« siger han.

Et perifert bekendtskab

Hvad man kan tillade sig at spørge om, er også et spørgsmål, der bliver drøftet hos Benny Ottesen og Eva Byma. Ligesom Kurt Hincheli Hejlesen oplever de nemlig heller ikke ukrainerne som et særlig nært bekendtskab.

»Vi kender dem jo ikke sååå godt. Kun perifert vil jeg sige,« siger Benny Ottesen.

Men det er helt på sin plads, mener Eva Byma.

Hun er faktisk selv tidligere flygtning. Eva Byma voksede op i Tjekkoslovakiet og oplevede russerne invadere Prag i 1968. Her levede hun under det russiske styre i et års tid, før hun flygtede til Danmark i 1969.

Benny Ottesen og Eva Byme har bygget et træhus i hjørnet af deres have. Benny Ottesen havde håbet, at nogle af flygtningebørnene ville komme og lege, men det er ikke sket.

Magnus Hove Johansson

Eva Byma mener ikke selv, at hendes flygtningebaggrund giver hende særlige forudsætninger for at forstå, hvad ukrainerne har brug for. Men hun er alligevel overbevist om, at man ikke skal være for anmassende.

»Vi spørger ikke ind til dem. Den grænse skal overholdes‚« siger Eva Byma: »Man skal først lige opbygge en nærhed.«

»Jo, men den nærhed får du jo kun, hvis du bliver hængende og snakker,« indvender Benny Ottesen.

»Jaja, men det er kun 100 dage siden Putins invasion. Det er meget følsomt. Måske om et år.«

»De ligner os«

Før familierne flyttede ind på Kastaniegaarden, forventede Marie Tetzlaff, at de kulturelle forskelle ville være større, end de har vist sig at være.

»Det blev jeg faktisk lidt forbavset over,« siger hun.

Det mener hun også er en stor del af svaret på et spørgsmål, mange har stillet i den senere tid: Hvorfor tager vi bedre imod ukrainerne, end vi gjorde mod syrerne under flygtningekrisen i 2015?

»Jeg tror, at de, der ville hjælpe syrerne, stødte ind i nogle uforudsete problemer, fordi der er en kæmpe kulturkløft. Vi bliver jo provokeret, når de brokker sig over, at maden ikke er halal og stiller en masse krav,« lyder Marie Tetzlaffs vurdering.

Det gør ukrainerne ikke, tilføjer hun.

»Selvfølgelig var der også mange, der hjalp syrerne. Jeg tror bare, det er sværere, hvis de ikke har en grundlæggende respekt for vores samfundsform og kultur. Hvis de synes, vi er vantro. Det er da demotiverende,« siger hun.

Spørgsmålet om, hvorvidt lokalsamfundet havde hjulpet deres nye naboer lige så meget, hvis de kom fra andre dele af verden, bliver ofte bragt op, når man taler med folk i byen. Men svaret er de ikke helt enige om.

For Eva Byma er »en flygtning en flygtning«, siger hun. Men hun tror, at danskerne generelt har taget bedre imod de ukrainske flygtninge, fordi de ligner os selv.

»Man skal ikke være naiv,« siger hun, da samtalen bevæger sig ind på emnet.

»De holdt pinse i weekenden ligesom os, de er velfungerende og ligner os i tøjet. Vi skal ikke bilde os ind, at vi alle med det samme samfundssind og entusiasme ønsker at hjælpe mennesker fra tredjeverdenslande. Hvis vi nu skal kalde en spade for en spade.«

Anderledes sikker er Kurt Hincheli Hejlesen, der er overbevist om, at han selv og andre beboere ville være trådt til, hvis der var brug for det.

»Så havde vi hjulpet dem. Det tror jeg altså. Tilbage i 1990’erne boede der også flygtninge fra Jugoslavien nede i selvsamme bygning, og de blev taget rigtig godt imod,« siger han.

Han er dog enig med de andre i, at det nok har været lettere at hjælpe ukrainerne, fordi deres kultur minder mere om vores egen.

»Fuldstændig,« siger han prompte.

»Hvis man ser på andre flygtninge fra Mellemøsten, så tror jeg, at nogen har haft sværere ved at integrere sig og komme ind i vores kultur, fordi der for eksempel har været stor forskel på, hvordan man behandler kvinder,« gætter Kurt Hincheli Hejlesen.

Træhuse og petanque

»Blåt hold! Hvem er på blåt hold?«

På en lille græsplæne få meter fra Rudes byskilt står ti af byens ældre beboere med sølvfarvede kugler i hænderne.

»Benny, er du på blåt hold? Så kom herover,« bliver der råbt, og Benny Ottesen, der var faldet i snak, parerer ordre.

Det er onsdag eftermiddag, og petanqueklubben er samlet. Her har de kun positivt at sige om deres nye ukrainske naboer.

»En dag kom en af dem gående gennem min have med sit barn. Så måtte jeg lige forklare hende, hvordan det hang sammen,« siger Ingvor. »Men det gør ikke spor. Jeg synes faktisk, det er rart, at der er kommet lidt ungdom til byen.«

Spørger man Benny Ottesen, ville det også kun være positivt, hvis ukrainerne blev endnu mere en del af lokalsamfundet.

»Hvis de bliver fastboende og er her i, lad os sige et år, så vil jeg da håbe, at de inkluderer sig mere i vores lille landsby. Vi har jo også tilbudt dem at være med i petanqueklubben. Det er to gange om ugen,« siger Benny Ottesen.

»Jojo, men nogle af dem har jo også fået arbejde‚« siger Eva Byma.

»Men de arbejder ikke om søndagen. Vi spiller også om søndagen,« svarer Benny Ottesen.

I hjørnet af parrets have har Benny bygget et træhus. At sige, at den tidligere ingeniør har hænderne skruet godt på, ville være en underdrivelse. Træhuset har både en elektrisk elevator og hængebro hen til en udkigspost i et andet træ, hvorfra man også kan tage svævebanen til den anden ende af haven.

»Jeg havde håbet, at nogle af flygtningebørnene ville komme og lege i den. Ikke hver dag, men bare en gang imellem,« siger Benny Ottesen.

»Så kunne moren komme med ind og få en kop kaffe hos os, indtil børnene med tiden selv lærte at finde herop«.

Men det er ikke sket, og det ærgrer Benny Ottesen.

»Det kræver nok, at vi engagerer os endnu mere.«