Feature
Læsetid: 12 min.

Er du træt af at høre om krigen i Ukraine? Så er du ... ikke som de fleste andre

Selv om der er blevet plads til andre dagsordener end Ukraine i mediebilledet, viser en undersøgelse fra Trygfonden, at den danske befolknings interesse og solidaritet fortsat er stor. Eksperter mener, at opbakningen er kommet for at blive. For Ukraines kamp opfattes også som vores
Mange danskere viste deres opbakning til ukrainerne ved støttekoncerten 'Sammen for Ukraine.' Koncerten som DR og TV 2 arrangerede, fandt sted på Rådhuspladsen i København lørdag den 12. marts 2022, hvor der blev samlet ind til ofrene for Ukrainekrigen.

Mange danskere viste deres opbakning til ukrainerne ved støttekoncerten 'Sammen for Ukraine.' Koncerten som DR og TV 2 arrangerede, fandt sted på Rådhuspladsen i København lørdag den 12. marts 2022, hvor der blev samlet ind til ofrene for Ukrainekrigen.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
23. juli 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Det er efterhånden fem måneder siden, Rusland invaderede sit naboland, og der blev vendt op og ned på den verden, vi kendte. Også herhjemme, selv om befinder os et par tusind kilometer væk.

Men meget er sket siden: Et tragisk masseskyderi i Field’s. Boris Johnsons afgang. SAS-strejke og hedebølge. Medierne har med andre ord fået andet at skrive om end krigen og danskerne andet at gå op i.

’Ukraine fatigue’ er fænomenet blevet kaldt, blandt andet af den britiske premierminister Boris Johnson. Altså ukrainetræthed. De ukrainske flag er fjernet fra en lang række bygninger, som Information afdækker i dag, og butiksfacader og myndighedsbygninger er ikke længere oplyst i gult og blåt.

Krigen ser desværre ikke ud til at slutte foreløbigt. Men spørgsmålet er, om danskernes interesse og solidaritet kan blive ved at følge med. Det satte blandt andre professor på Aalborg Universitet Jørgen Goul Andersen sig for en måneds tid siden for at undersøge i samarbejde med Trygfonden.

Undersøgelsen var en opdatering af den såkaldte tryghedsmåling om krigen i Ukraine og danskerne, som første gang blev udført tre-fire uger efter invasionen den 24. februar. Via analyseinstituttet YouGov har Goul Andersen og de andre i begyndelsen af juni indsamlet svar fra 2.021 repræsentativt udvalgte personer.

Og konklusionen er klar – og måske lidt overraskende: Der er ikke meget ukrainetræthed at spore i den danske befolkning. I hvert fald ikke, når de selv skal redegøre for det. Det fortæller Jørgen Goul Andersen.

»Vores undersøgelse dementerer, at den danske befolkning skulle være ramt af udpræget ’Ukraine fatigue’. Danskerne har solidariseret sig meget stærkt med Ukraine, været villige til selv at bære økonomiske ofre og ydet frivillige indsatser,« siger han.

»Og det holder altså ved.«

Det kommer ikke bag på professor og adfærdsforsker ved Aarhus Universitet Michael Bang Petersen, at danskernes engagement i Ukraine er vedvarende. Hans vurdering er, at det skyldes, at den almindelige dansker har en følelse af også selv at have noget på spil i krigen i forhold til sikkerhed og demokratiske værdier.

»Krigen opfattes ikke bare som en konflikt mellem to nabolande, men også mellem Rusland og os i Vesten. Det betyder, at der er en helt anden udholdenhed og en solidaritet, fordi vi mener, at den kamp, Ukraine tager, også kommer til at vedrøre os,« siger han.

Stadig stor interesse

Da Rusland invaderede Ukraine, ændrede det ikke kun verdensordenen, som vi kender den, men også danskernes politiske standpunkter, prioriteringer og solidaritet.

Det var »virkelig massivt«, fortæller Jørgen Goul Andersen. Han kan ikke huske tidligere at have set en begivenhed, der i så markant grad har rykket opinionen herhjemme.

Da data til den første tryghedsmåling om danskerne og krigen i Ukraine blev indsamlet i slutningen af marts, var det danske mediebillede stadig totalt domineret af krigen. Det var især omringningen af hovedstaden Kyiv, beskydningen af Kharkiv og belejringen af Mariupol, som fyldte nyhederne.

Tryghedsmålingen viste, at krigen nærmest fra den ene dag til den anden havde gjort sikkerhedspolitik til en topprioritet blandt vælgerne på en måde, som ikke er set i generationer. Stort set alle opfattede pludselig Rusland som en trussel mod landets naboer, og frygten for, at krigen ville brede sig til dansk jord eller udvikle sig til decideret atomkrig, var udbredt.

Også politisk blev der rykket rundt på nogle positioner. Der var ifølge Trygfondens undersøgelse blevet markant længere mellem vælgere, der afviser militære løsninger og internationalt forsvarssamarbejde som NATO. Selv på venstrefløjen. Ligesom der opstod bred tilslutning til at modtage flygtninge fra Ukraine og til en europæisk fordeling af flygtningene.

Det var de samme områder, som respondenterne blev spurgt ind til i den opdaterede tryghedsmåling 13-14 uger efter krigens start, altså i en periode fra slutmaj til startjuni. På det tidspunkt var det Ruslands mislykkede stormløb på Kyiv og den intensiverede kamp i Donbas-regionen østpå, som fyldte i mediebilledet, hvor der dog efterhånden også blev plads til andre store historier.

Den nye undersøgelse, der udkom i sidste uge, viser overordnet set, at de markante holdningsskred og den store opmærksomhed på Ukrainekrigen i marts var mere end en flygtig stemning, fortæller Jørgen Goul Andersen.

86 procent af de adspurgte svarer eksempelvis ja til, at de enten følger med i krigen eller ofte taler med andre om den – og flertallet gør begge dele. Ligesom at hver tredje dansker har bidraget til humanitære indsamlinger siden krigens begyndelse.

Lægger man alle svar sammen, har 89 procent af den voksne befolkning engageret sig på en eller flere af de måder, de er blevet spurgt ind til i Tryghedsundersøgelsen – som spænder fra aktivisme og deltagelse i debatter på sociale medier til donationer.

Jørgen Goul Andersen tolker resultaterne som et langvarigt dansk engagement i Ukrainekrigen. Det er imponerende, synes han.

»I begyndelsen af krigen kunne man jo ikke tænde for et tv uden at se nyt om kampene. Sådan er det ikke længere, men interessen og solidariteten virker til at være intakt.« 

Han anerkender dog, at der er en sandsynlighed for, at nogle af de adspurgte er selvovervurderende, når de skal redegøre for deres engagement i Ukraine, fordi det anses som en positiv ting at være interesseret og involveret. Det kalder samfundsforskningen for social desirability-bias. Alligevel mener Jørgen Goul Andersen, at resultaterne holder.

»Hovedtendensen er der ingen tvivl om. Der kan være en vis tilbøjelighed til en lille overdrivelse, som der altid er i den her slags undersøgelser. Men det er ikke noget, der gør, at vi ikke stoler på tallene,« siger han.

Zelenskyjs mediesucces

Der er dog også små bevægelser, når man sammenligner tryghedsmålingerne fra marts og maj/juni, som kan indikere en svagt faldende interesse for krigen i Ukraine.

Der er fortsat stærk tilslutning til ideen om, at Europa må dele ansvaret for at tage imod flygtninge fra Ukraine, men siden marts er opbakningen faldet fra 71 til 65 procent. Andelen, som er uenige i, at der nok skal kunne skaffes plads til 1.000 ukrainske flygtninge i deres kommune, er også steget fra 18 til 26 procent i perioden.

Det er ikke overraskende for Jørgen Goul Andersen, at de første flygtninge blev mødt af den største åbenhed. Det så vi også i forbindelse med flygtningestrømmen fra Syrien i 2015, fortæller han. En overgang var der tilmed flertal for, at Danmark skulle modtage flere flygtninge. Det ebbede dog meget hurtigt ud. Men ikke denne gang.

Det handler nok især om »nærhedsfaktoren«, mener Jørgen Goul Andersen, altså at der er tale om flygtninge fra et land inden for Europa, der kulturelt minder om os. Men det spiller også ind, at Ukraine af mange bliver opfattet som uskyldige i det, der foregår.

»Og så har Zelenskyj samtidig haft enorm mediesucces med at gøre Ukraines konflikt til vores konflikt,« tilføjer Jørgen Goul Andersen.

Forsvarsviljen i den danske befolkning ser også ud til at sive, omend meget langsomt. Opbakningen til at indkalde flere værnepligtige og forlænge varigheden er eksempelvis let faldende. Det samme gælder for den danske krigspessimisme. Men den er stadig stor. Andelen, som mener, at det danske militær er for svagt, er faldet fra 46 til 38 procent. Mens dem, som bekymrer sig om, at krigen i Ukraine breder sig, så Danmark bliver inddraget militært, har rykket sig fra at udgøre 52 til 43 procent.

 

Det har formentlig noget at gøre med udviklingen i krigen, da Rusland, mens den anden tryghedsmåling blev foretaget, viste sig som en lidt svagere aggressor end først frygtet, vurderer Jørgen Goul Andersen.

»Der er lidt substantielle forrykninger. Men overordnet set er den solidaritet og interesse, der slog så stærkt igennem i begyndelsen, uændret,« siger han.

Michael Bang Petersen fra Aarhus Universitet, som stod bag det medieomtalte HOPE-projekt om danskernes adfærd under coronapandemien fortæller, at man her så, at opbakningen til regeringens indsats faldt, når restriktionerne steg. Udmattelsen satte ind.

Noget lignende kan potentielt gøre sig gældende, når sanktionernes konsekvenser slår igennem herhjemme, vurderer han. Under corona voksede befolkningens opbakning dog igen, når dødstallene steg, fordi det pludselig blev tydeligt, hvad der egentlig var på spil. Det samme gør sig gældende med Ukrainekrigen, mener han.

»Når man kan se, hvad man betaler omkostningerne for og har en opfattelse af, at det giver mening, så er man villig til at bide tænderne sammen. Og der er en opfattelse af, at der også er noget på spil for os og hele Europa i Ukraine. Derfor er danskerne formentlig villige til at gå langt for ukrainerne,« siger Michael Bang Petersen.

’In my backyard’

Krigen i Ukraine og de hårde sanktioner, som Vesten har indført mod Putin, har allerede trukket økonomiske spor, også i Danmark. Inflationen er rekordhøj, især på energipriser, men også på fødevarer. Den enkelte dansker oplever altså pludselig økonomisk utryghed og at have færre penge mellem hænderne som følge af en krig tusindvis af kilometer væk.

Alligevel er opbakningen til de hårde sanktioner fortsat stor. 65 procent erklærer sig enige i, at de er nødvendige, selv om det medfører højere priser på benzin og fødevarer i Danmark. Andelen er dog faldet fra 71 procent i tryghedsmålingen foretaget i marts.

 

Jørgen Goul Andersen vurderer, at der er to mulige forklaringer på den udvikling. For det første er det måske gået op for flere, hvad de reelle konsekvenser vil blive, hvis vi eksempelvis helt vælger at lukke for den russiske gas. Og så er de afledte prisstigninger allerede begyndt at gøre ondt på flere.

»Men derfor er det da også så meget desto mere påfaldende, at et ret markant flertal stadig bakker op om sanktionerne – også blandt de økonomisk svage grupper,« siger han.

Krigen i Ukraine har også vist, at energipolitik i den grad også er sikkerhedspolitik, som blandt andet statsminister Mette Frederiksen har slået fast ved flere lejligheder. Uafhængighed af russisk gas er blevet et selvstændigt politisk argument for at udbygge den vedvarende energi.

Og Trygfondens nye undersøgelse tyder på, at befolkningen også her fortsat udviser opbakning. 70 procent erklærer sig helt eller delvist enige i, at det ville være »o.k.« for dem, hvis der bliver sat nye vindmøller op i deres kommune. Det er en overvældende opbakning, men dog et lille fald fra marts, hvor den tilsvarende andel var 75 procent.

 

Man taler ellers ofte om not in my backyard-fænomenet, når det kommer til eksempelvis opstillingen af vindmøller. Men selv om der også her kan være en tendens til selvovervurdering i besvarelserne, mener Jørgen Goul Andersen, at holdningsskiftet til grøn energi i nærområdet er reelt og vedvarende.

»Igen må jeg bare konstatere, at tallene tyder på, at villigheden til selvopofrelse for en større dagsorden er kommet for at blive, når det handler om Ukraine,« siger han og tilføjer, at der også før Ukrainekrigen var en markant større villighed til at opstille vindmøller lokalt, end man kunne få indtryk af ud fra medierne og det dominerende virkelighedsbillede på Christiansborg.

Som Information har afdækket, blev der dog på grund af protester og uhensigtsmæssige regler blokeret for grøn strøm til 84.500 husstande i Danmark i de første to måneder efter Ruslands invasion.

Plads til andre dagsordener

Medierne er helt centrale, når en krig bryder ud. I Rusland har de statskontrollerede tv-stationer og onlinemedier været afgørende for at sikre befolkningens opbakning til Putins invasion.

Og herhjemme var mediedækningen i den første tid efter den 24. februar totalt domineret af den daglige udvikling i kampene på ukrainsk jord. Der er ikke lavet nogle større undersøgelser af omfanget eller udviklingen i den danske mediedækning af krigen. Men lektor på Danmarks Journalist- og Mediehøjskole Asbjørn Slot Jørgensen har fulgt tæt med fra begyndelsen. Han har observeret to lidt modsatrettede tendenser, fortæller han.

På den ene side er krigen i Ukraine ifølge ham et klassisk eksempel på, at når først en historie er etableret som en nyhed, så skal der relativt små udviklinger til, før at det kvalificerer til en ny historie. Emner løst tilknyttet hovedhistorien får også mere dækning.

»Pludselig kan man tale om ’den ukrainske vinkel’ som et kriterium for at udvælge historier,« siger han.

På den anden side opstår der en mæthed, både ude på redaktionerne og blandt befolkningen, især når det handler om udenrigspolitik, fortæller Asbjørn Slot Jørgensen. Her er typisk kun plads til et større emne ad gangen. Så kommer der en ny krise, og fokus flytter derover.

»Det kan vi se i øjeblikket, hvor mediedækningen har handlet mere om hedebølgen i Europa end om kampene i Ukraine,« forklarer Asbjørn Slot Jørgensen.

Noget tyder også på, at befolkningens engagement i krigsdækningen er faldende, i hvert fald internationalt. Interaktionen – altså likes, kommentarer og delinger – med historier om krigen er ifølge det amerikanske medie Axios faldet fra 110 millioner om dagen i krigens første uger til efter 100 dage at ligge på mindre end fem millioner.

I en større international undersøgelse fra Reuters Institute fra begyndelsen af juni angav 49 procent af de tyske respondenter dog, at de stadig følger ’ekstremt’ eller ’meget’ tæt med i krigen. Den tilsvarende andel var 26 procent i Storbritannien og 35 i USA. Danmark indgik ikke i undersøgelsen.

Asbjørn Slot Jørgensen mener, det er »sundt«, at andre globale dagsordener igen får plads. Selv om krigen er særligt opsigtsvækkende, er der mange andre begivenheder i verden, som det også er vigtigt, at befolkningen er orienteret om, påpeger han og oplister i flæng: regeringskrise i Italien, Boris Johnsons afgang, høringerne om 6. januar i Kongressen i USA.

»Krigen fortsætter med uformindsket styrke, og det er vigtigt, at danskerne forstår det. Men det er fint, at det ikke er på bekostning af alt andet som i begyndelsen. Det er selvfølgelig en balance: Ukraine skal heller ikke glide for meget i baggrunden,« siger Asbjørn Slot Jørgensen.

Kommet for at blive

Det er godt halvanden måned siden, at Jørgen Goul Andersen og kollegerne indsamlede data til den seneste tryghedsmåling om danskerne og krigen i Ukraine. Spørgsmålet er, om billedet ville se anderledes ud i dag, en sommerferie og yderligere prisstigninger senere.

Det tror Jørgen Goul Andersen ikke. Der opstod aldrig ’corona fatigue’ i danskernes adfærd under pandemien, påpeger han. Vi blev ved med at overholde restriktionerne og læse om coronavirussen, så længe den rasede. Sådan forventer han også, det vil gå med Ukraine. Selv hvis krigen skulle fortsætte længe endnu.

»Selvfølgelig kan der gå hverdag i den. Men grundlæggende tror jeg ikke, at den store interesse og solidaritet forsvinder med tiden, ikke mindst fordi vi selv oplever at have noget på spil i konflikten.«

Asbjørn Slot Jørgensen er mindre optimistisk. I medieforskningen taler man om ’compassion fatigue’, altså medfølelsestræthed, som ofte gør sig gældende i dækningen af krig og kriser. På et tidspunkt strækker interessen for andres lidelse sig ikke længere.

»Vi kender det fra langvarige kriser som hungersnød i Afrika. Sådan kan det også risikere at gå med Ukraine,« vurderer han.

Selv hvis Ukraine nærmest skulle forsvinde helt fra mediedækningen i længere perioder, forventer Michael Bang Petersen ikke, at det kan få danskernes engagement i krigen til at smuldre. De følelser af frygt og vrede, som invasionen den 24. februar affødte, også i Danmark, har aktiveret en ny og mere permanent måde at opfatte verden på, mener han.

»Der er ikke nødvendigvis lighedstegn mellem, at opmærksomheden forsvinder, og at folk så bare falder tilbage til deres gamle verdensforståelse og dermed mister interessen og forståelsen for Ukraines situation. Så længe opfattelsen af at krigen også er relevant for os, så tror jeg, engagementet er kommet for at blive.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Hullevad

Putin SKAL tabe denne krig! Det kommer til at koste på pengepungen, men hvad er vigtisk. Krig mod Europa eller en varig fred. Alt i de finansielle indikatorer signalerer en kommende "stagflation", altså høj inflation og svag udvikling grundet højere renter osv..
Jeg er gammel nok til at huske Anker Jørgensen (kassekredit rente på 28%) og "kartoffelkuren" der fulgte. Putin er Hitlers afløser, det er på tide at få stoppet krigs forbryderen, u-anset hvor lang tid det tager!

Søren Nørgaard, Søren Veje, Ole Olesen, Christa Una Ryholt, Danny Hedegaard, Nels Friis Christensen og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Peter Hottenroth

De skal vide, de aldrig ser det sidste, de skal vide, at ingen bliver træt.... Det er ufatteligt, at der er danskere, der kan være i tvivl om, hvem vi holder med.

Torben Siersbæk, Søren Veje, Christa Una Ryholt, Jacob Nielsen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Jeg forstår så udmærket at den taknemmelighed, som Ukraines ambassadør giver udtryk for, også kommer til udtryk som en vis selvfølgelig forventning om at vi yder denne hjælp.
Og at han har forventning om at vi yder mere, mere og mere igen!

Det er befriende at taknemmeligheden ikke er helt og aldeles ubetinget, men også forventes af Ukraine!
Udtrykt ved det brutale faktum, som han og Ukraines ambassadør i Tyskland, igen og igen hamrer igennem med!

Ambassadør kalder ukrainske soldater i Danmark for en god idé
Ukraines ambassadør er klar til at samarbejde om mulig træning af ukrainske soldater på dansk jord.

"»Jeg forsøger at blive ved med at minde om, at vi har brug for mere og mere.«

For det er i Danmarks interesse at Ukraine vinder krigen, slår ambassadøren fast.

»Danskere skal ikke glemme, at hvis vi falder, så bliver det jeres tur til at skulle sende jeres far, sønner eller mænd til hæren for at beskytte jeres land,« siger han."
https://www.berlingske.dk/politik/ambassadoer-kalder-ukrainske-soldater-...

Jeg tænker på det hver nat på mine ensomme nattevagter på arbejdet, at det kunne være de boligblokke jeg oplever fredeligt, uskadte i stilheden.
Som kunne udgøre målet for Russiske terror bombardementer, når jeg samtidig følger de seneste russiske krigsforbrydelser i Ukraine på nettet:-(

Tro ikke at vi ikke kan blive det næste mål, Nato medlemskab eller ej, hvis Rusland sejrer i Ukraine.

Hver eneste dag vi rammes på pengepungen af inflation og faldende aktiekurser, og hvad vi i værste fald har i vente af meget værre konsekvenser.
Som vi må og skal udholde i fortsat solidaritet med Ukraine.
Der rammes vi ikke af granater, meningsløs tragisk død og ødelæggelse, vi er mætte hver dag, og vi sover trygt hver nat - endnu!
Men tro ikke at turen ikke kan komme til os, det forstår danskerne og derfor bliver vi ved med at støtte Ukraine.

Når Ukraine har sejret, er det efter min mening tid til en Ukraine særskat til en Marchall plan for Ukraine!
Jeg ville gerne betale den skat allerede, hvis den bliver indført, men det giver ikke mening at give det lidt vi kan hver for sig.
Hvis tanken er at opnå det som en Ukraine skat kan give, men selvfølgelig tæller hvert et bidrag.

Men hvis halvdelen af skatteyderne, nok ca 2 millioner, resten slipper, hver betaler 500 kr ekstra om måneden i Ukraine skat.
Så vil det give 1 milliard kr ekstra hver måned til støtte for Ukraine.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Søren Nørgaard, Søren Veje, Lasse Schmidt, Ole Olesen, Christa Una Ryholt og Jacob Nielsen anbefalede denne kommentar
Kasper Pedersen

Der skal to til kærlighed - der skal kun én til krig - forstå det!

Lasse Schmidt, Martin Jensen, Ole Olesen, Kim Lahn , Christa Una Ryholt, Jacob Nielsen og Danny Hedegaard anbefalede denne kommentar

Er 100% støtter af Ukraine, - og har fulgt konflikten siden 2013/14....tjekker dagligt 40-50 kilder eller mere, fra websder, telegram,twitter, youtube osv....for der er masser af modstand mod krigen i selve Rusland....da det er vigtigt, ikke at se landet, som "En stor Putin tro nation".....jeg har ikke deltaget i nogen danske undersøgelser, men jeg er IKKE "Ukraine træt".....Ukraine skal vinde krigen og Putin skal væk...ingen tidshorisont for afslutning, men støt Ukraine og deres kamp for deres land.....Putins og regimets "sovjettiske Imperialisme / Peter den Store drømme", må ikke vinde....

Michael Kamp

Jeg forstår ikke den omgang følelsesporno der er fra flere herinde.
Denne krig er jo ikke anderledes end så mange andre krige før den, nemlig et opgør mellem stormagter om dominans og tilstedeværelse. Det har ikke en dyt med "demokrati, "liberale værdier", "frihed" og alle de floskler der hives frem, hver gang befolkningen skal hjernevaskes til at støtte en krig eller et bestemt narrativ. Forskellen denne gang er måske, at det er nemmere at spejle sig i og have medfølelse for, de "hvide" Ukrainerne end brune og sorte mennesker ude i verden. Hyklerisk men forventeligt.

Jeg har sgu svært ved at gøre lige præcis denne krig til "min" krig, og at jeg skal vælge side, flage med det ukrainske flag, betale særskat og købe propagandaen omkring Rusland og Putin (Hitler som en kalder ham) som irrationelle agressorer. Verden er lidt mere kompleks end dette, men jeg kan godt forstå at nogen falder for dette super forsimplede og stærk fordrejet narrativ omkring det gode vs. det onde....klassisk.

Denne krig er "business as usual" nemlig en "pissing contest" mellem stormagter, og kunne være blevet undgået HVIS man virkelig ønskede det. Vi (USA/Vesten) er altså ikke uden skyld i det her. Ukrainerne betaler desværre den ultimative pris, som så mange andre før dem.
Støtten fra flere til at fortsætte krigen så længe det er nødvendigt (som en skriver herinde) gør jer medskyldige i flere ukraineres død. I sidste ende ved vi jo alle, at stormagterne alligevel ender ved forhandlingsbordet. Spørgsmålet er blot hvordan "kagen skal skæres".

Husk nu på venner at vi åbenbart ikke selv, har noget problem med at invadere suveræne stater (endda på åbenlyse løgne), og dermed selv er aggressorer. Vores krige har kostet hundreder af tusinder af uskyldige civiles liv, og sendt disse lande ud i total kaos. Ingen af vores ledere er siden blevet retsforfulgt og retfærdigheden for disse mange civile ofre lader vente på sig. Men når andre gør det UHA så vanker der. Hykleriet og dobbeltmoralen længe leve.

Disclaimer: Nej jeg støtter ikke eller billiger Ruslands angreb på Ukraine, som er umoralsk og ulovlig jf. international lov.

Lars Løfgren, erik pedersen, Per Selmer, Mazdak Maleki, John Andersen, Mogens Holme, Jan S. Jensen, Inger Pedersen, Carsten Munk, Ninna Maria Slott Andersen, Flemming Sørensen, Karsten Nielsen, Lise Lotte Rahbek, Torben Arendal, Ete Forchhammer , Klaus Holte, Daniel Santos, Per Dørup og Steen K Petersen anbefalede denne kommentar
Danny Hedegaard

Jeg er led og ked af at vi begrænser hjælpen til Ukraine, af frygt for en stadig russisk trussel om brug af atomvåben.

Jeg ville ønske at vi kunne true Rusland med atomar gengældelse på lavt niveau.
Det vil sige gengældelse af russisk brug af taktiske atomvåben, med tilsvarende vestlig gengæld, hvis Rusland gør det.

Og så gå all inn, eller så langt som vi overhovedet kan gå, hvis vi ignorerer truslen om brug af taktiske atomvåben.

Jeg taler her ikke om strategiske atomvåben, det er selvfølgelig udelukket.
Forhåbentlig dog også for Putin.

Og igen, det er ikke udtryk for at jeg mener vi skal gøre det fordi jeg mener det.

Jeg har stadig respekt for de beslutninger der træffes, eller manglen på samme.

Men hvis man politisk vælger at meddele Rusland, at nu handler vi uden at tage deres atomare trusler alvorligt, så støtter jeg det som borger.

Vi ved hvad vi er i stand til, hvis vesten samlet vælger at gøre det fornødne.
Vi kunne bringe den krig til hurtig afslutning, med et nederlag til Rusland.

På den baggrund er det vanvittigt frustrerende, at vi skal holde os tilbage på grund af Putins afpresning under truslen fra brug af Atomvåben.

Jeg tror at det er tomme trusler, hvor Putin godt ved at han og Rusland ikke kan overleve det modsvar der kommer, hvis han gør alvor af sine trusler.

Medmindre han anser undergang som en sejr, hvis nederlaget er alternativet til undergang.

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Anders Thornvig Sørensen

Et stort fald i antallet af artikelopslag og viderehenvisninger omkring Ukraine-krigen på internettet behøver ikke at være ensbetydende med aftagende interesse for emnet.

For mit eget vedkommende er interessen uændret stor, grundlæggende set. Men siden april har nyhederne fra frontlinjen lignet hinanden. Typisk er Rusland i offensiven og erobrer dagligt ca. 60.000 kvadratcentimeter med indsats af et lignende antal artillerigranater. Twitterdetektiverne fremviser en uendelig strøm af billeder og videoer fra fronten, som man skal være digital- og/eller militærekspert for at kunne kende fra hinanden. Kun navnene på lokaliteter har ændret sig. For ukrainere er stedernes navne pinefuldt velkendte og nærværende, men set her fra Danmark af er perspektivet lidt anderledes for de fleste.

Den løbende strøm af krigsnyheder er fragmentarisk og har et deklamatorisk element. Det genkender jeg altsammen fra nyhedsbureauernes dækning af de to verdenskrige i datidens daglige aviser. Et mere samlet og sikkert billede af situationen vil danne sig med tiden.

Jeg betragter Ruslands invasion af Ukraine som værende grundlæggende mislykket. Rusland ville have stået stærkere i dag ved at have undladt den.

Jørgen Mathiasen

Der er åbenbart nogle, som foretrækker "Intet nyt fra Vestfronten"-journalistik.
Hvis man vil læse en analyse af den aktuelle militære situation og en fremstilling af, hvordan Rusland har kunnet overbevise mange uden for Vesten om, at Vesten blokerer Ukraines korneksport, så er der én her med Sabine Fischer fra Stiftung Wissenschaft und Politik:
https://www.tagesschau.de/ausland/europa/russland-ukraine-krieg-fuenfmon...

Ete Forchhammer

JA! jeg er træt af uopmærksomheden på de ofre fra alle verdens øvrige konflikter som denne ensidige fokusering medfører, og det passer mig fint at DK ikke skal ligne en provins i et bestemt fremmed land når der er så mange andre landes farver der desværre er lige så berettigede til at fylde i vore omgivelser.

Jeg ser frem til at Information bli’r en værdig modstandsavis ved i det hele taget at beskæftige sig med bl.a. hvordan Danmark behandler mennesker der gør modstand mod besættelser, ude- som indefra, fx i Afghanistan, i Syrien, i Palæstina.. hov, hvor er det, osv.

Meget forståeligt hvis ukrainere frygter glemslen omkring deres krig, når de ser hvordan andre krige og konflikter er gået i glemmebogen til fordel for vejret og prisen på æg.

erik pedersen, Per Selmer og Ninna Maria Slott Andersen anbefalede denne kommentar
Jan S. Jensen

Som vi lærte af Afghanistan og Irak er vor land på rette kurs når vi har vist den amerikanske administration, at vi er med dem i tykt og tyndt. Dette hører nok sammen med at vi er et lille land.

Det kunne være forfriskende at hører om de større landes sikkerhedspolitiske mål, og hvordan de forfølger dem. F.eks. tyskernes og franskmændenes, men også fjerne lande fra Ukraine ikke-NATO-lande som Indien og Brasilien/Argentina.

100% enig med Michael Kamp, og også med Jan S. Jensen, hvis altså Jan S. J.´s indlægs første helsætning opfattes lettere ironisk. Mainstreammedierne mangler næsten totalt en perspektivering af Ukrainekrigen som led i en kamp om økonomisk, politisk og militær magt mellem to imperialistiske blokke, på den ene side Rusland, og på den anden side vestimperialisterne bestående af USA, EU og NATO. Når man bor i et land, hvis borgerskab er på den ene side i en imperialistisk krig, skal man ikke solidarisere sig med "sit eget" borgerskab, og heller ikke med borgerskabet på den anden side i den imperialistiske krig, men med arbejderklassens OBJEKTIVE interesser på begge sider.

Steen K Petersen

Om krig og død, skrev den store svenske forfatter Astrid Lindgren, som bekendt var pacifist, i bogen, ’Brødrene Løvehjerte' hvor krigsproblematikken bliver sat på spidsen, da den ældre bror Jonatan siger til den krigsliderlige "friheds"kæmper Orvar:

»Hvis alle var som du, så ville ondskaben jo få lov at regere i al evighed«.

Danny Hedegaard

@Per Selmer

" Når man bor i et land, hvis borgerskab er på den ene side i en imperialistisk krig,
skal man ikke solidarisere sig med "sit eget" borgerskab, og heller ikke med borgerskabet på den anden side i den imperialistiske krig, men med arbejderklassens OBJEKTIVE interesser på begge sider."

Man tror det er løgn!

Her skrives der gud hjælpe mig om arbejderklassens objektive interesser, som om at ukrainske arbejdere der i dag kæmper en kamp på liv og død for deres land.
Side om side med alle klasser, der er forenet i kampen for deres fædreland.
De skulle se et interessefællesskab med den russiske arbejderklasse, der bliver brugt som kanonføde af Rusland mod dem.

Og Danmark som en logisk følge heraf skulle afholde sig fra at støtte Ukraine, som et led i et vestligt imperialistisk projekt.

Det er så langt ude gammel marxistisk sludder, at jeg får kvalme af at læse det:-(

Polen glemmer aldrig den tysk sovjetiske ikke angrebspagt, hvor sovjet kommunismen overfaldt og delte Polen sammen med Nazi Tyskland.

Og de danske kommunisters loyalitet lå før og efter den 9 april, i første række hos kammerat Stalin, og ikke hos deres fædreland Danmark.
Hvad der ændrede sig den 22 juni 1941, skete på diktat fra Moskva, og ikke som en reaktion på den tyske besættelse af Danmark.

Den rigtige arbejderklasse, der var nationalt loyalt under besættelsen, og under den kolde krig.
Var socialdemokratisk, ledet af fagbevægelsen loyalt for Danmark, og mod et forræderisk dansk kommunist parti, hvis loyalitet var parkeret i Moskva.

Anderledes er det ikke i Ukraine i dag, her er ingen klassebevidsthed, kun et forenet folk i kampen for deres land.

Jeg er sikker på at alle ukrainske arbejdere, vil opfatte dette gammel marxistiske sludder fra Per Selmer, som en kniv i ryggen.
Og at de sætter pris på borgerskabets støtte i Danmark,.
Vi er påfaldende mange arbejder i blandt, kan jeg hilse og sige!!

Venlig hilsen
Danny Hedegaard

Anders Thornvig Sørensen

@Jørgen Mathiasen, 24. juli, 2022 - 07:17

Til linket: Det er næsten som om at artiklen er delt i to indbyrdes uenige dele. Først konstateringen af det hidtidige krigsforløb og derefter pessimistiske advarsler eller forudsigelser om fremtiden. Men jeg bliver efterhånden lidt afmålt over for militære profetier, og det gælder i begge retninger. Tilbage i april var der eksperter, som forventede, at Ukraine ville tilbageerobre Kherson i løbet af få uger. Det blev der ikke noget af. Bagefter er man altid klogere.

Siden april er antallet af registrerede angreb på hospitaler i Ukraine gået kraftigt tilbage, ifølge Statista. Antallet af sådanne overskrifter i mediedækningen falder i samme takt, og lykkeligvis, må tilføjes. Flygtningestrømmen vestpå er også aftaget, hvilket gør emnet lidt mindre uafviseligt påtrængende end før, igen, lykkeligvis.

Der er desuden kommet en konkurrent til opmærksomheden i form af NATO-udvidelsen med Sverige og Finland. Ganske vist er det mest i regeringsmøder osv., at NATO-udvidelsen bliver behandlet, men ledende politikeres prioriteringer smitter af på pressedækningen.

Jørgen Mathiasen

@Anders Thornvig Sørensen
Egentlige modsætninger i Fischers vurderinger har jeg ikke opdaget, og jeg hæfter mig i stedet for ved et par andre ting. Fischer bekræfter, at Rusland på globalt plan har opnået propagandistiske resultater, og det er en del af diskussionen både i Tyskland og i Europa om, hvordan verden ser ud både aktuelt og på lidt længere sigt.

Den tidligere militære rådgiver for Angela Merkel, general Erich Vad, har med jævne mellemrum sagt, at Ukraine er underlegen over for de russiske styrker. Fischer er i sin militære vurdering forpligtet på at komme tættest muligt på realiteterne - det er meningen med en uafhængig, videnskabelig stiftelse, men hendes stiftelse er også rådgiver for både forbundsregeringen og Forbundsdagen, og her er målet at bevare Ukraines suverænitet og forhindre Rusland i at blive en hegemonialmagt på det europæiske kontinent. Derfor lægger hun et ord ind for våbenleverancer.

Fischer er med mellemrum også gæst i Tysklands vigtigste talkshows og ved siden af at tale til offentligheden, forsyner hun politikere med argumenter til de videre drøftelser i Bruxelles (NATO og EU) gennem vurderingerne af de russiske målsætninger.

Anders Thornvig Sørensen

@Jørgen Mathiasen, 25. juli, 2022 - 07:43

Propagandistiske resultater på globalt plan, dem om det. Men det er i Europa, at både propagandakrigen og krigen bliver afgjort. Uden for Vesten og Europa køber man den russiske propaganda som del af en større handelspakke, lige så længe der er penge i det og ellers ikke.