Ukrainekrigen har presset Slagelse Kommune til det yderste: »Syrien-krisen var intet i forhold til det her«

Hele lokalet er fyldt med ukrainere, men dem fra Rude har sat sig sammen i et hjørne. På bordet mellem dem ligger store stakke med breve, de har taget med.

Anna Bronnikova hiver et NemID-kort frem fra bunken og peger spørgende på de små talkoder. De andre ved bordet trækker på skuldrene. De ved lige så lidt.

Vi er til integrationscafé hos Røde Kors i Slagelse. Et par af ukrainerne fra Rude har taget bussen herind, så de blandt andet kan få hjælp til at læse alle de breve, de får fra staten. Her er der både tolke, frivillige og ansatte i kommunens jobcenter til rådighed, som forsøger at hjælpe dem igennem bureaukratiet.

På bordene er der sat juice og Bastogne-kiks frem, og Hanne Lee er ved at brygge en frisk kande kaffe. Hun er aktivitetsleder i Røde Kors i Slagelse.

Der er altid meget bøvl med deres bankkonti, siger Hanne Lee, mens hun sætter et filter i maskinen.

»De skal for eksempel først have NemID for at kunne få MitID for så at kunne åbne en bankkonto. Men mange af dem har ikke fået deres CPR-nummer endnu, så det er meget besværligt,« siger hun.

Man får fornemmelsen af, at systemet ikke er indrettet til at hjælpe flygtninge i gang så hurtigt. Og det er ikke kun besværligt for ukrainerne. Hos kommunen har det komplicerede system og det store antal ukrainere gjort det svært at give den hjælp, man gerne vil. Det siger Helle Sofie Dedenroth Larsen, der er leder for integrationsindsatsen i Slagelse Kommune.

Et par af ukrainerne fra Rude har været til integrationscafé hos Røde Kors i Slagelse og venter på bussen ’hjem’.

Magnus Hove Johansson

»Hvis vi kigger på behovspyramiden, så er vi stadig helt i bunden. Der hvor folk får nogle kontanter til mad og nøglen til en lejlighed med en seng og natbord,« siger hun.

»Vi oplever, at folk bliver efterladt alene på perronen for at være helt ærlig.«

I sidste afsnit af serien om ukrainerne i Rude skal vi møde en kommune, der har været på den anden ende for at tage sig af flere flygtninge på kortere tid end nogensinde før. Og så vender vi tilbage til de ukrainske kvinder på Kastaniegården, der langsomt er ved at få stablet en hverdag med nye traditioner på benene.

380 kilometer i timen

Helle Sofie Dedenroth Larsen holder en lille pause, da hun bliver spurgt, hvor meget hun og hendes medarbejdere har arbejdet under Ukrainekrigen.

»Det vil du ikke vide,« siger hun.

»Jeg har aldrig haft så travlt i hele mit arbejdsliv. Syrien-krisen var intet i forhold til det her. Det var vand.«

Til sammenligning fortæller Helle Sofie Dedenroth Larsen, at kommunen modtog 250 flygtninge i løbet af de første ni uger efter Ruslands invasion – det er cirka lige så mange som under hele flygtningekrisen i 2015 og 2016.

Med særloven for ukrainske flygtninge har kommunerne samtidig et langt større ansvar denne gang. Meget af statens arbejde er rykket ud i kommunerne, og de fleste flygtninge kommer direkte uden eksempelvis at have været på asylcenter først.

Helle Sofie Dedenroth Larsens afdeling har blandt andet skulle visitere flygtningene og hjælpe dem med boliger, lægehjælp, børnepasning, udbetaling af penge og jobsøgning. Det er i hvert fald der, de gerne skulle ende. Men med det arbejdspres, de har været underlagt, har mange ukrainere stadig kun fået et lægetjek, en seng at sove i og nogle kontanter til mad.

Det skyldes blandt andet en regel i særloven, som gør, at kommunerne skal finde bolig til ukrainerne inden for fire døgn, når de ankommer.

»Det er fuldstændig uvant. Normalt har vi den løbende måned plus 30 dage. Nu har vi fire døgn. Og borgerne bliver lige så stressede, som vi gør,« siger hun.

»Jeg niver nogle gange mig selv i armen og tænker, hvordan i alverden kom vi levende igennem det her. Jeg tror slet ikke, folk forstår, hvor sindssygt det er. Vi er gået direkte fra corona til at køre i femte spor med 380 kilometer i timen for ukrainerne,« siger hun.

Men Helle Sofie Dedenroth Larsen beklager sig ikke. Sådan er det at være kommune, siger hun.

»Vi klapper hælene sammen og gør, hvad Christiansborg beder os om.«

Bare en embedsmand

Kommunens arbejde med flygtningene har allerede ændret sig meget. I starten, da ingen kendte omfanget af hverken krigen eller flygtningene, var det et regulært kriseberedskab, fortæller David Thorning Christensen. Han er chefkonsulent i kommunens ledelsessekretariat og var ansvarlig for den akutte håndtering helt i begyndelsen.

En fredag i marts fik Davis Thorning Christiensen ud af det blå en mail fra udlændingemyndighederne om, at Slagelse Kommune skulle kunne stille et midlertidigt asylcenter til rådighed. Og fra den ene dag til den anden lå han pludselig vandret for at gøre kommunen klar til de massive flygtningestrømme, man i begyndelsen af krigen troede ville komme.

»En stor del af min tid i starten gik med at lave et beredskab, der kunne huse 300 flygtninge i sportshaller, som kunne blive klar på 48 timer. Der kunne vi stille med liggeunderlag og soveposer, som ligger opmagasineret til naturkatastrofer og den slags,« siger han.

Til daglig består hans opgaver ellers i at planlægge valg, borgmesterbesøg og andre større projekter for borgmesteren og kommunaldirektøren. Opgaver der ligger meget langt fra, hvad han fik i hænderne i marts.

Ved Bisserup Strand har de en særlig tradition, når sankthansbålet skal tændes. Alle får en fakkel i hånden, og så går de i optog langs vandet hen til bålet, stiller sig rundt om det og kaster deres fakler ind i midten.

Peter Nygaard Christensen

»Pludselig sad jeg og snakkede med mine kolleger om nogle ting, jeg aldrig i mit liv havde drømt om,« siger David Thorning Christensen. »Vi sad for eksempel og talte om, hvad vi skulle gøre, hvis der kom rigtig mange med skudsår. Altså, jeg er jo bare embedsmand.«

Siden da er der kommet mere ro på situationen. Det viste sig heldigvis at være nogle mindre, men dog alvorlige, problemer, kommunen kæmper med.

En af de store udfordringer har været at udbetale penge til de ukrainere, der har fået opholdstilladelse, så de kan købe basale fornødenheder. Det skyldes blandt andet, at det tager lang tid for ukrainerne at få MitID, fordi de ikke har noget CPR-nummer.

»Vi kan ikke operere med folk, hvis ikke de har et CPR-nummer. Som i overhovedet ikke,« siger Helle Sofie Dedenroth Larsen.

»Så det kom jo en lille smule bag på alle, da Mattias Tesfaye (daværende udlændinge- og integrationsminister, red.) pludselig stillede sig op på ølkassen og sagde, at alle ukrainere kunne komme i arbejde – også selv om de ikke havde CPR-nummer.«

Mere dialog med regeringen

Ved indgangen til borgmesterens gård nær Rude står en kasse med grøntsager til salg. Knoldede blomkål, spidskål og nye kartofler med jord på. Før Knud Vincent (V) gik ind i politik, var han landmand. Det er han sådan set stadig.

Men nu er han også borgmester for Slagelse Kommunes 79.927 indbyggere. Kun 73 fra de 80.000, tilføjer han: »Det vil man jo gerne op på,« siger han og skænker sig en kop sort kaffe i køkkenet.

Selv om Knud Vincent bor i samme lille flække af kommunen som ukrainerne på Kastaniegården, har han ikke mærket meget til dem.

»Jeg har mødt nogle enkelte tilfældigt inde i Slagelse, men ellers har jeg ikke haft det store med dem at gøre,« siger han.

Men han ved godt, at hans medarbejdere har knoklet for at løse den opgave, de blev stillet af Folketinget, og han kalder forløbet »meget voldsomt«.

»Selvfølgelig står vi i en situation, hvor tingene skal løses, men det er også lidt nemt at skubbe opgaven ud i kommunerne,« mener han.

Generelt synes Knud Vincent, at regeringen godt kunne have håndteret samarbejdet med kommunerne »mere elegant«.

»Jeg synes godt, at der kunne have været mere dialog fra deres side. Der burde have været samtale omkring tidsfrister og andre ting,« siger han.

Det handler dels om de fire dage, kommunerne fik til at skaffe boliger til ukrainerne. Men det handler også om, hvor de må bo. I Korsør ligger for eksempel det tidligere ghettoområde Motalavej, hvor en masse lejligheder længe har stået tomme. Dem vil kommunen gerne bruge til at indkvartering af flygtninge.

»Men fordi de kommer fra Ukraine, går de med i ghettooptællingen, og det betyder, at vi risikerer at ryge tilbage på ghettolisten, hvis vi lader dem bo der,« siger Knud Vincent.

Kommer området på ghettolisten igen, vil ukrainerne gå under ghettoloven, og det vil blandt andet betyde, at deres børn ikke må gå i daginstitution i nærområdet. Men den risiko har kommunen besluttet at tage nu.

»Vi havde simpelthen ikke andre muligheder,« siger Knud Vincent.

Hvad konsekvensen nu bliver, vil tiden vise. Men stod det til Knud Vincent, havde kommunerne fået lidt mere fleksible rammer fra starten.

Knud Vincent bunder det sidste af sin kaffe og rejser sig op. Han har en travl dag foran sig. Det er sankthans, så efter arbejde skal han videre ud og holde båltaler. Før han kysser sin kone farvel og stryger ind til rådhuset, når han dog at give regeringen et par rosende ord med på vejen.

»Jeg er da glad for, at de hele tiden har sagt, at de nok skal kompensere kommunerne oven på alt det her. En opgave af den størrelse har altså nogle omkostninger.«

30 procent i job

På badebroen ved Bisserup Strand sidder to ukrainske kvinder og fletter blomsterkranse med deres døtre. Blå kornblomster, strå og røde sommerblomster, de har plukket på vej herhen.

Det er sankthansaften og bragende sol, selv om den langsomt er på vej ned over Glænø i horisonten.

Inde på land er folk fra området samlet for at grille og drikke et glas vin. Senere skal der tændes bål og synges.

Et ægtepar stopper op, da de går forbi badebroen.

»Nej, hvor er de fine. So nice. We have never seen such,« siger kvinden.

De ukrainske kvinder takker og spørger, om de vil tage et billede. Det vil ægteparret gerne.

Det er en ukrainsk tradition, at kvinderne fletter blomsterkranse, men desværre kunne alle ukrainerne ikke være her i aften, fortæller de. Nogle af dem har nemlig fået arbejde og kunne ikke få fri. To af kvinderne er faktisk på arbejde lige rundt om hjørnet, nede på havnegrillen, hvor de laver flæskestegssandwich, steger pomfritter og langer sodavand over disken.

Peter Nygaard Christensen

Ifølge Helle Sofie Dedenroth Larsen var det i midten af juli cirka 30 procent af ukrainerne i kommunen mellem 18 og 64 år, der var kommet i beskæftigelse eller uddannelse. Derudover er 40 procent startet på danskuddannelse og 8 procent i praktik eller løntilskud.

»Så i alt er 21 procent allerede ude og i gang med noget,« siger hun.

Nogle ukrainere, som dem på grillbaren, har selv fundet deres job eller fået hjælp fra andre borgere. Men for manges vedkommende foregår det gennem kommunen.

Det foregår blandt andet gennem den virksomhedsservice, kommunen i forvejen har, hvor virksomheder kan efterspørge arbejdskraft. Så formidler kommunen kontakten, hvis de finder en ukrainer, der passer på profilen.

Samtidig har Region Sjælland stillet 400 job til rådighed for sundhedsfagligt personale, som favner alt fra portører til sosu-assistenter, sygeplejersker og læger. Det er en »åben invitation«, hvis kommunen finder nogen, der ville passe, siger Helle Sofie Dedenroth Larsen. Men den slags job kræver ofte et relativt godt engelsk, og det er en udfordring for mange.

»Jeg ved godt, at der har floreret fortællinger om, hvor fantastiske denne her flygtningegruppe er til engelsk. Men det er de altså ikke. Det er meget få, der kan engelsk,« siger hun.

Det samme oplevede hun under flygtningekrisen i 2015.

»Dengang lød mediehistorierne også, at de alle sammen var læger og advokater fra Damaskus, og det var de selvfølgelig ikke. Der er ofte en overdrevet positiv fortælling.«

Det gør kommunens arbejde noget sværere, mener hun. Det skal nok lykkes, men det sker ikke over natten.

»Tid og ressourcer til opgaven er den største udfordring. Det kræver det, hvis vi skal være faglige og finde de bedste løsninger sammen med borgeren. Men det kan vi ikke lige nu,« siger Helle Sofie Dedenroth Larsen.

En ny type flygtning

De ukrainske flygtninge er væsentligt anderledes end de flygtninge, Slagelse Kommune er vant til at tage imod. Før krigen i Ukraine var en gennemsnitlig flygtning i kommunen en mand på 32 år, men blandt ukrainerne er det en kvinde på 46 år.

Det har også afspejlet sig i deres fysiske formåen, siger Helle Sofie Dedenroth Larsen.

»Mange af syrerne havde været igennem nogle flugtruter, hvor man siger, at hvis de har klaret det, så er de fysisk stærke.«

Derfor hjalp Slagelse Kommune dem ofte til fysisk krævende, ufaglært arbejde, hvor sprogkravene er lavere. Det fungerede godt, siger Helle Sofie Dedenroth Larsen. Men med ukrainerne må de finde nye veje til beskæftigelse.

Dels er der er langt flere syge flygtninge, end der plejer at være – muligvis fordi ruten til Danmark er mindre strabadserende. Nogle af dem karakteriserer Helle Sofie Dedenroth Larsen faktisk som en slags »medicinske flygtninge«.

»De er flygtet, fordi de ikke kan få den medicin eller livkrævende behandling, de har brug for, i Ukraine. Det kan være sukkersyge, dialyse og så videre. Og det er ikke normalt. Hvis syrerne havde haft de sygdomme, havde flugten nok været for hård,« siger hun.

Kommunen har ikke tal på de ’medicinske flygtninge’, men Helle Sofie Dedenroth Larsens eget bud er, at de tæller omkring ti procent.

Udover de syge flygtninge er ukrainernes alder også anderledes. Førhen var der så godt som ingen pensionister blandt flygtningene, siger Helle Sofie Dedenroth Larsen: »Nu er 17 procent over den danske pensionsalder, og 25 procent er over den ukrainske pensionsalder.«

Dertil kommer, at en del af flygtningene rejser tilbage til Ukraine, typisk i kortere perioder. Lige nu er det svært for Slagelse Kommune at holde styr på, siger Helle Sofie Dedenroth Larsen. Hun forventer, at tallet er en del højere end de fire procent, deres opgørelser lige nu viser.

»Det er vi ikke vant til med andre flygtningegrupper. Men det er et vilkår, når vi arbejder med at få ukrainerne i job.«

Putin på bålet

Ved Bisserup Strand har de en særlig tradition, når sankthansbålet skal tændes. Alle får en fakkel i hånden, og så går de i optog langs vandet hen til bålet, stiller sig rundt om det og kaster deres fakler ind i midten.

Da bålet er blevet tændt, stiller de ukrainske kvinder sig ind i menneskemængden og kigger på, mens deres naboer synger om fred her til lands.

»He looks like Putin,« siger en mand og peger op på heksen. De ukrainske kvinder griner og nikker.

Mens skjorten brænder af heksen, stiller skoleleder på den lokale landsbyskole, Anette Petersen, sig op på scenen. Hun skal holde årets båltale. Den handler om hendes barndoms somre og fællesskabet her på egnen.

Ukrainske piger smider de traditionelle blomsterkranse i vandet ved Bisserup Strand.

Peter Nygaard Christensen

»At tage imod dem, der er i nød, dem der kæmper imod ufred og uretfærdigt, det er nødvendigt,« siger Anette Petersen.

Efter talen går de ukrainske mødre og døtre, og et par nysgerrige danskere, ned til vandet. Blomsterkransene på deres hoveder er nemlig ikke bare til pynt.

I Ukraine er det en gammel traditionen til sankthans, at kvinderne binder blomsterkranse, som de kaster ud i vandet. Så flyder de afsted langs kysten, indtil mændene kommer og samler kransen op fra den kvinde, de gerne vil giftes med, og giver den tilbage til hende.

Hvis kvinden ikke vil giftes med ham, kan hun bare benægte, at det er hendes krans, fortæller de ukrainske kvinder og griner lidt.

Solen er gået ned, da de går ud på badebroen igen. De sætter sig på knæ, bøjer sig ud over vandet og kaster kransene forsigtigt ud. De flyder langsomt ind til kysten, men i år er der ingen mænd til at samle dem op.