Overgreb og omsorgssvigt
Læsetid: 2 min.

Astrid Krag vil give officiel undskyldning til tidligere anbragte inden for særforsorgen

Det eneste rigtige er at sige undskyld til de mennesker, der blev udsat for overgreb og meget mangelfuld omsorg, siger socialminister Astrid Krag
Efter staten med socialreformen i 1933 overtog ansvaret for samfundets allersvageste, heriblandt inden for åndssvageforsogen, blev tusindvis udsat for overgreb og tvang.

Efter staten med socialreformen i 1933 overtog ansvaret for samfundets allersvageste, heriblandt inden for åndssvageforsogen, blev tusindvis udsat for overgreb og tvang.

DANSK FORSORGSHISTORISK MUSEUM

Indland
11. august 2022

Først fik Godhavnsdrengene og andre børnehjemsbørn i 2019 en officiel undskyld fra den danske stat. Dernæst blev det de grønlandske såkaldte eksperimentbørns tur i 2022 til at modtage en officiel undskyldning. Og nu kan tusinder af tidligere anbragte inden for særforsorgen – blinde- og svagtseende, vanføre, epileptikere, talehæmmede samt dem, man for år tilbage omtalte som åndssvage – også se frem til at få en officiel undskyldning fra den danske stat for de overgreb og den manglende omsorg, som de har været udsat for, mens de har været anbragt i offentlige institutioner.

Det skriver social- og ældreminister Astrid Krag (S) i en mail til Information.

»Der vil på et senere tidspunkt blive afholdt et arrangement, hvor en officiel undskyldning til de tidligere anbragte i sær- og åndssvageforsorgen vil blive givet.«

Baggrunden for den kommende undskyldning er den omfattende historiske udredning, som et hold historikere udsendte i foråret. Som tidligere beskrevet i Information gav udredningen over 380 sider et skræmmende billede af overgreb og tvang, som tusindvis af anbragte inden for særforsorgen havde været udsat for, efter at staten med socialreformen i 1933 havde overtaget ansvaret for samfundets allersvageste: tvangsanbringelser, tidsubestemte ophold, tvangssterilisation og massiv fysisk vold, især inden for åndssvageforsorgen.

»Vi har som den første regering taget ansvar for at få kastet lys over de mørkeste kapitler i historien om vores fælles velfærdssamfund, og hvordan vi behandlede nogle af de allermest udsatte borgere i sær- og åndssvageforsorgen. Den opgave er nu tilendebragt med den grundige og dybdegående udredning,« skriver social- og ældreministeren og fortsætter:

»Udredningen afdækker de store svigt, der fandt sted på institutionerne under sær- og åndssvageforsorgen i en lang årrække. Derfor er det eneste rigtige at sige undskyld til de mennesker, som blev udsat for overgreb og meget mangelfuld omsorg, mens de boede der. Vi skal som samfund anerkende den uret, der er begået. Vi må ikke lukke øjnene for fortidens fejl, men derimod lære af dem. Derfor er det så vigtigt, at fortællingerne kommer frem, uanset hvor ubehagelige de er.«

Tag alvorligt fat

En række handicaporganisationer har i foråret, da udredningen blev offentliggjort, givet udtryk for, at nok er en undskyldning velkommen, men endnu mere velkommen ville en markant forbedring af forholdene for handicappede være.

»Den bedste undskyldning ville være at overveje, hvad man er ved at gøre i dag inden for hele handicapområdet. Tage alvorligt fat og arbejde med, hvad der skal til for at gøre forholdene og retssikkerheden bedre,« sagde Susanne Olsen, landsformand for Dansk Handicapforbund.

Også formanden for LEV, Anni Sørensen, pegede på, at der også i dag er »store udfordringer« i forhold til botilbud.

»Selv om man ikke kan sammenligne med gamle dage, som udredningen beskriver, så er udfordringerne de samme i dag: Manglende ressourcer, manglende faglighed, manglende retssikkerhed og manglende anerkendelse af, at borgere med psykiske udfordringer og andre handicap har samme ret som alle andre,« sagde Anni Sørensen.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Pedersen

Kan kun være enig
Tak.

- selv om den omsiggribende amerikanske tendens til at sige undskyld for hvad som helst af fortidens synder, begået af hvem som helst, byder mig imod.

Det må være de ansvarlige, der undskylder..
Staten er hé ansvarlig!

F.eks nægter jeg at undskylde for slavegørelse og vikingers hærgen -⁷ det har jeg ikke del i , og det er ikke mit ansvar.

Men jeg tager gerne ansvaret på mig for efter bedste evne at forstå ofrenes følelser i den forbindelse

Alan Frederiksen

Anmeldelse af Jørn Brøndal: ’Det sorte USA. Fra Uafhængighedserklæringen til Black Lives Matter’ i Information. Jeg har læst første udgave af bogen. Det er grum læsning, men vildt godt skrevet. Man kunne helt sikkert skrive en ligeså rystende bog om det hvide USA´s overgreb på Amerikas oprindelige befolkning indianerne. Overgreb der er fortsat helt op i vores tid. En undskyldning er helt på plads.
"Endelig, hvis du nogle gange tænker, at alt det med at rive sydstatsstatuer ned, råbe Black Lives Matter, bliver lidt for meget, så tillad dig lige at slå op på side 123 i bogen, og læs, hvordan den højgravide Mary Turner den 19. maj 1918 blev myrdet af en flok hvide i Georgia, der »hængte hende op i et træ med hovedet nedad. Derpå overhældte de hende med benzin og brændte tøjet fra hendes krop. En mand med en slagtekniv sprættede hendes mave op og trak det stadig levende foster ud og trampede det ihjel. Hvorpå Turners krop blev gennemhullet af skud.«
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2020/10/hvide-sorte-usa-eks...

Selvfølgelig er der en forældelsesfrist. Men når det drejer sig om mennesker, der har oplevet overgreb og som den dag i dag har eftervirkninger af overgrebene, der mener jeg, at en undskyldning og eventuelt en økonomisk kompensation er berettiget.

Ninna Maria Slott Andersen, Peter Wulff, Else Mortensen, Marianne Stockmarr, Eva Kjeldsen, Jeanne Löwe Lindberg og Peter Bryde Poulsen anbefalede denne kommentar
Jeanne Löwe Lindberg

Psykiatrien!!!! I dag, lige nu, i dette øjeblik enten overbehandles eller underbehandles mennesker med alvorlige lidelser. Pårørende adskilles fra og forhindres i at hjælpe deres voksne børn pga en omsorgsløs og meningsløs unuanceret samtykkemur. For familie og pårørende er det ikke muligt at komme i dialog med fagfolk. Der er tale om mennesker der er SÅ ramte at de ikke selv kan række ud. De får valget mellem egen overlevelse i isolation og/eller psykiatriens medicinfængsel. Mennesker der rammes af voldsomme og ulidelige tilstande som psykose kan stadig ikke få en hjælp der hjælper. De kan i nogle tilfælde ses på gaden uden tag over hovedet, uden tryghed, uden kontakt med familie og venner. Hvornår er der andre med et bredere perspektiv der kan komme til og få lov at anvende andre metoder og forske i disse lidelser? Astrid Krag kan både undskylde og gøre en forskel i dette felt, nu!

Alan Frederiksen, Ninna Maria Slott Andersen, Peter Wulff, Else Mortensen, Marianne Stockmarr og Eva Kjeldsen anbefalede denne kommentar

Den eneste måde at undgå lignede overgreb på i fremtiden er ved at tage fortiden på sig og med sig, altså : ved at erkende den.
Undskyldninger duer ikke rigtigt, for der er uhyrligheder der står alene og aldrig kan undskyldes.
Hvis nutiden (som snart er fortid ) skal hjælpe fremtiden- og samtidig være til stede i det højhellige NU, er det vigtigt at socialministeren får rettet op på de forhold der NU er eksisterende: Bedre løn og bedre vilkår for hele den sektor der hjælper vore handicappede,- dog især dem, der er udviklingshæmmede og autister! Her er undskyldninger og honninghjerter og varm luft ikke nok.

Ninna Maria Slott Andersen, Peter Wulff, Else Mortensen og Marianne Stockmarr anbefalede denne kommentar