Elin har boet 13 år på Solgården. De fleste dage har hun glemt, men hun nyder livet på plejehjem

Elin er glad og tilfreds med sit liv som det er. Fordi der er ingen som har fortalt hende, hvor skidt hun har det. Lykkelig uvidenhed. Eller lykke er uvidenhed.

Men uvidenheden har det lidt svært i de her onlinetider. Og det samme har lykken så.

Før i tiden var livet som Elin med nærhed og tilfredshed. Nu er vi alle WOKE, hvad det så end er, alle vegne. Smilende, smarte og tomme med hvert vores livsprojekt.

Jeg vælger Elin.

Dejlig historie og det glæder mig oprigtigt for Elin.
Med risiko for at ødelægge den gode stemning stemning, så tror jeg at det er meget forskelligt fra kommune til kommune hvornår der visiteres til plejehjem.
I min kommune får man først plads, når 6 døgnbesøg ikke rækker og/eller når den syge/gamle ikke længere kan i interagere med sig selv eller sine omgivelser....eller tage basalt vare på sig selv.
Det glæder naturligvis at der stadig findes steder som ovenfor beskrevet og det glæder mig for Elin.

Før Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i starten af 00'erne og erklærede han ville ændre de danske værdier, som udgjorde Danmark og digitaliseringen kom til var Danmark et et ekstremt veldreven og velfungerende trygt og godt land. Andre kikke beundringsværdigt til. Den daværende Syd Koreanske præsident udtalte under et dansk statsbesøg i Syd Korea, at I i Danmark slet ikke er klar over, hvor fantastisk et land vi har skabt.

Det var dengang. Nu sidder vi tilbage med Fogh's værdier for, hvordan et samfund skal være. Et samfund, hvor penge og det at være mere end andre på andres bekostning helt uden samvittighed er de eneste værdier som tæller.

Tja... For mig er det ikke et mål at blive meget gammel. Jeg har forlængst besluttet, at jeg ikke vil modtage deres hjælp eller rådne op på et plejehjem. Den dag hvor det bliver nødvendigt, er min tid kommet. Et godt glas rødvin, en cigar og en skarp kniv...og en kæmpefuckfinger til Fogh og alle de andre møgsvin.

Min frygt er, at der evt. sker et eller andet, så jeg ikke får et valg.

Torben Skov

Jeg har det anderledes.

Jeg ER gammel.

Og det vil jeg have ret til - jeg bryder mig ikke om alternativet til det.

Jeg vil have retten til at blive glemsom, dårligt gående, døv og blind (har brugt briller, siden jeg var 13 år og høreapparat de sidste 10).

Jeg er DYBT taknemmelig over for Region Midtjylland, der i årevis har holdt mig kørende med operationer, behandling og medicin på flere fronter, og jeg mener til gengæld selv at burde gøre mit bedste for at støtte op og holde ved lige. Og huske at sige tak :-).
Jeg har været dem en dyr dame...

Men den dag, uret er ved at falde i slag - det vil jeg ikke blande mig i.
Jeg stoler på, at mine nærmeste og systemet (endnu da) vil behandle mig nogenlunde anstændigt.

Min mor havde samme tanker som dig, Torben Skov.
Hun frygtede også alderdommens afmægtighed og havde - efter eget udsagn - en aftale med huslægen: Han måtte ikke direkte give hende dødbringende piller - men kunne lægge dem på bordet, så hun selv kunne tage dem, når hun mente, det var tid.

Men da hun. synligt for alle andre end hende selv, var kommet til det stadium - kæmpede hun for at bevare livet med alle kræfter!

Det kan godt være, vi tænker på forhånd at beslutte med intellektet - men når det kommer dertil, kan drift og livsvilje måske have overtaget...

Alt det der med med at "hvis jeg bliver alvorligt syg" eller "når jeg liver så gammel, at jeg ikke længere kan tage vare på mig selv" så vil jeg ditten og datten, kan kun være overordnede hensigtserklæringer. Det er typisk unge/yngre mennesker, som problemstillingen ikke er relevant for, som siger den slags. Når den tid kommer tør man som regel ikke, og det hverken tør eller vil ens pårørende heller ikke. Vi hænger alle fast ved livet, for vi har ikke andet.