Det sidste hjem
Læsetid: 15 min.

Elin har boet 13 år på Solgården. De fleste dage har hun glemt, men hun nyder livet på plejehjem

93-årige Elin blev bortadopteret som barn og mistede sin 18-årige datter. Men hun har haft et godt liv, synes hun. For Elin ser lyst på det meste. Derfor undrer hun sig også over, at folk og politikere har travlt med at beklage sig på hendes og andre plejehjemsbeboeres vegne
Hver morgen når Elin står op, sminker hun sig og tager sine fineste øreringe på. Når hun er færdig med at børste tænder, påfører hun sig sin yndlingslæbestift.

Hver morgen når Elin står op, sminker hun sig og tager sine fineste øreringe på. Når hun er færdig med at børste tænder, påfører hun sig sin yndlingslæbestift.

Sigrid Nygaard

Indland
6. august 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Plejehjemsbeboeren Kirsten er netop død.

Der er blevet tændt to lys på et natbord ved siden af hendes seng. De er elektriske, for levende lys er ikke tilladt på Solgården, hvor hun har boet. De små gule plastikflammer blafrer automatisk. Lysene er en fast del af plejehjemmets ritualer ved døden, som er en jævnligt tilbagevendende begivenhed her.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Steffen Gliese

Hvor er det fremragende med denne serie. Mange har travlt med at kritisere plejehjemmene, men de, der bor der, er tit ganske tilfredse og fornøjede.

Carsten Bjerre, Flemming Olsen, Torben Bruhn Andersen, Jeppe Lyngsø Bundgaard og Jeppe Theodor Lindholm anbefalede denne kommentar
Jeppe Theodor Lindholm

Elin er glad og tilfreds med sit liv som det er. Fordi der er ingen som har fortalt hende, hvor skidt hun har det. Lykkelig uvidenhed. Eller lykke er uvidenhed.

Men uvidenheden har det lidt svært i de her onlinetider. Og det samme har lykken så.

Før i tiden var livet som Elin med nærhed og tilfredshed. Nu er vi alle WOKE, hvad det så end er, alle vegne. Smilende, smarte og tomme med hvert vores livsprojekt.

Jeg vælger Elin.

Dejlig historie og det glæder mig oprigtigt for Elin.
Med risiko for at ødelægge den gode stemning stemning, så tror jeg at det er meget forskelligt fra kommune til kommune hvornår der visiteres til plejehjem.
I min kommune får man først plads, når 6 døgnbesøg ikke rækker og/eller når den syge/gamle ikke længere kan i interagere med sig selv eller sine omgivelser....eller tage basalt vare på sig selv.
Det glæder naturligvis at der stadig findes steder som ovenfor beskrevet og det glæder mig for Elin.

Jeppe Theodor Lindholm

Før Anders Fogh Rasmussen blev statsminister i starten af 00'erne og erklærede han ville ændre de danske værdier, som udgjorde Danmark og digitaliseringen kom til var Danmark et et ekstremt veldreven og velfungerende trygt og godt land. Andre kikke beundringsværdigt til. Den daværende Syd Koreanske præsident udtalte under et dansk statsbesøg i Syd Korea, at I i Danmark slet ikke er klar over, hvor fantastisk et land vi har skabt.

Det var dengang. Nu sidder vi tilbage med Fogh's værdier for, hvordan et samfund skal være. Et samfund, hvor penge og det at være mere end andre på andres bekostning helt uden samvittighed er de eneste værdier som tæller.

Peter Wulff, Inger Pedersen, Inge Nielsen og Fam. Tejsner anbefalede denne kommentar

Tja... For mig er det ikke et mål at blive meget gammel. Jeg har forlængst besluttet, at jeg ikke vil modtage deres hjælp eller rådne op på et plejehjem. Den dag hvor det bliver nødvendigt, er min tid kommet. Et godt glas rødvin, en cigar og en skarp kniv...og en kæmpefuckfinger til Fogh og alle de andre møgsvin.

Min frygt er, at der evt. sker et eller andet, så jeg ikke får et valg.

Inger Pedersen

Torben Skov

Jeg har det anderledes.

Jeg ER gammel.

Og det vil jeg have ret til - jeg bryder mig ikke om alternativet til det.

Jeg vil have retten til at blive glemsom, dårligt gående, døv og blind (har brugt briller, siden jeg var 13 år og høreapparat de sidste 10).

Jeg er DYBT taknemmelig over for Region Midtjylland, der i årevis har holdt mig kørende med operationer, behandling og medicin på flere fronter, og jeg mener til gengæld selv at burde gøre mit bedste for at støtte op og holde ved lige. Og huske at sige tak :-).
Jeg har været dem en dyr dame...

Men den dag, uret er ved at falde i slag - det vil jeg ikke blande mig i.
Jeg stoler på, at mine nærmeste og systemet (endnu da) vil behandle mig nogenlunde anstændigt.

Min mor havde samme tanker som dig, Torben Skov.
Hun frygtede også alderdommens afmægtighed og havde - efter eget udsagn - en aftale med huslægen: Han måtte ikke direkte give hende dødbringende piller - men kunne lægge dem på bordet, så hun selv kunne tage dem, når hun mente, det var tid.

Men da hun. synligt for alle andre end hende selv, var kommet til det stadium - kæmpede hun for at bevare livet med alle kræfter!

Det kan godt være, vi tænker på forhånd at beslutte med intellektet - men når det kommer dertil, kan drift og livsvilje måske have overtaget...

Flemming Olsen

Alt det der med med at "hvis jeg bliver alvorligt syg" eller "når jeg liver så gammel, at jeg ikke længere kan tage vare på mig selv" så vil jeg ditten og datten, kan kun være overordnede hensigtserklæringer. Det er typisk unge/yngre mennesker, som problemstillingen ikke er relevant for, som siger den slags. Når den tid kommer tør man som regel ikke, og det hverken tør eller vil ens pårørende heller ikke. Vi hænger alle fast ved livet, for vi har ikke andet.