Der er ingen gaver i finansloven, men lidt »guld i kælderen«

»Der er sikkert nogle, der vil sige, at en finansminister typisk, når han fremlægger den sidste finanslov op til et valg, vil have en masse gaver at dele ud,« sagde finansminister Nicolai Wammen (S), da han onsdag middag fremlagde regeringens forslag til en finanslov.

»Det er ikke tilfældet i dag.«

Ifølge finansministeren står Danmark i en paradoksal økonomisk situation. På den ene side er der en »bomstærk« økonomi, der er rekordhøj beskæftigelse, lav arbejdsløshed og gælden er på vej ned.

Men samtidigt har vi også den højeste inflation i 40 år, som rammer alle almindelige danske husholdninger meget hårdt, og som samtidig gør det umuligt for regeringen at dele gaverne ud uden at blive anklaget for at være uansvarlig.

Læser man regeringens finanslovsforslag, er der meget få nye initiativer. Nogle nye penge til skattevæsenet, arbejdsmiljøet, to milliarder til »inflationshjælp« og et varslingssystem mod oversvømmelser.

Selv den reserve, man traditionelt lader stå åben til de politiske forhandlinger, er på kun 600 millioner kroner, som regeringen endda selv foreslår prioriteret til ældre og psykiatrien.

Både ved fremlæggelsen og i selve forslaget er der da heller ikke noget forsøg på at skjule, at denne finanslov ikke skal særlig meget nyt.

Som der står, prioriterer regeringen »de mest nødvendige pligtopgaver i form af at sikre kernedriften i den offentlige sektor, samtidig med at vi ikke skubber til aktiviteten i økonomien«, ligesom det ved enhver mulig lejlighed bliver understreget, at finansloven er stram og ansvarlig.

En kunstig stramning

Ifølge Søren Hove Ravn, der er lektor i økonomi på Københavns Universitet, betyder den økonomiske situation, at der er nogle klare begrænsninger på, hvad regeringen har mulighed for at gøre.

»Spørgsmålet for regeringen har været, hvordan man adresserer det, når det kribler i fingrene for at sende flere penge ud i samfundet, men man ved, at man risikerer at puste til ilden,« siger han.

»Problemet er, at hvis alle bliver kompenseret for inflationen, så stiger priserne lige så meget, og så er man jo lige vidt.«

Når man skal forstå, hvor stramt finanslovsforslaget er, skal man kigge på den såkaldte finanseffekt: Er den over nul, har vi en ekspansiv finanspolitik, og er den under nul, har vi det modsatte. Under corona ville regeringen for eksempel gerne sætte gang i økonomien, og derfor lå effekten i 2020 på 1,9. Men nu skal der altså strammes op, og derfor bliver virkningen af regeringens forslag i 2023 -0,9.

Ifølge Søren Hove Ravn opnås den strammere finanspolitik dog primært »kunstigt«.

En stor del af den faldende finanseffekt – altså stramningen af finanspolitikken – kommer nemlig fra initiativer i forbindelse med corona, der udløber. Faktisk kommer to tredjedele alene fra midlertidige kompensationsordninger, der alligevel skulle udløbe. Dertil kommer effekten af de udbetalte feriepenge og diverse offentlige investeringer, der skulle rede en coronaramt økonomi, men som nu, helt naturligt, er overstået.

Af den årsag kalder Søren Hove Ravn også regeringens forslag »neutralt« og »passivt«, og han mener, at der er potentiale for at gå endnu videre end bare at lade coronakompensationerne udløbe.

»I en situation, hvor inflationen er så høj som nu, og hvor arbejdsløsheden er så lav, kunne man godt have brug for en finanspolitik, der strammer endnu mere,« siger han.

Guld i kælderen

Mens finanslovsforslaget for 2023 altså ikke var det valgoplæg, man måske kunne have regnet med, blev der i forbindelse med de økonomiske fremskrivninger løftet lidt af sløret for, hvad regeringen har af muligheder i den 2030-plan, der forventes i september.

Det var nemlig første gang det finanspolitiske råderum i 2030 blev opgjort officielt. Ifølge fremskrivningen er råderummet på 17,25 milliarder kroner i 2025 og 48 milliarder i 2030.

Råderummet er centralt, fordi det repræsenterer de penge, som politikerne kan råde over i fremtiden uden at skulle præsentere nye reformer eller finde penge ved at hæve skatterne.

»Det er vigtigt, fordi det er det, der kan føres ny politik ud fra,« som Niels Storm Knigge, seniorøkonom i Kraka, formulerer det.

I opgørelsen af det nye råderum er det lykkedes Finansministeriet at finde 3,5 milliarder kroner yderligere i 2025 ved at tage nogle penge fra den såkaldte investeringsramme.

»De har virkelig fundet noget guld i kælderen til de kommende år. Der er en ret stor opjustering af råderummet på den korte bane,« siger Niels Storm Knigge.

Investeringsrammen er de penge, som staten bruger på blandt andet offentlige anlægsprojekter og renoveringer. At der pludselig er flere penge for politikerne at bruge af i 2025, kan være, fordi nogle anlægsprojekter er blevet forsinket, eller fordi man udskyder andre projekter på grund af den høje inflation – men der er ikke rigtigt nogen uden for Finansministeriet, der ved det, påpeger Niels Storm Knigge.

»Det er altid lidt en sort boks, hvad der sker med de investeringer,« siger han.

Også Jon Nielsen, der er chefanalytiker i AE Rådet, har svært ved at gennemskue, hvor de ekstra penge reelt kommer fra.

»Investeringsrammen er ikke særlig veldokumenteret. Det er et ret tåget skyggeråderum, hvor man kan sidde og føre penge frem og tilbage. Det er lidt et demokratisk problem, at Finansministeriet regner med sådan et skyggeråderum, som vi ikke rigtigt forstår,« siger han.

Store dele af råderummet er brugt

Men selv om råderummet med ’guldet fra kælderen’ nu er opgjort til 48 milliarder kroner i 2030, så er der reelt ikke særligt meget at bruge af for fremtidens politikere.

Det nationale kompromis om Forsvaret, som blev indgået kort efter krigen i Ukraine, er endnu ikke udmøntet i en aftale, men ifølge fremskrivningen anslås det til at koste 11,25 milliarder kroner i 2030.

Både Venstre og Socialdemokratiet har også lovet, at velfærden skal følge det såkaldt demografiske træk – altså at de offentlige udgifter skal vokse i takt med befolkningsudviklingen – og det vil koste 21,25 milliarder i 2030. Derudover skal man også trække 2,5 milliarder yderligere fra, der er reserveret til grønt råderum.

Dermed ender man på omkring 12,5 milliarder kroner, der kan disponeres over i 2030.

»Selve råderummet vokser, som vi forventer. Men der er en ret stor øremærkning. Man har på forhånd disponeret en rimelig stor del af de fremtidige politikeres råderum. Og der kan man godt være lidt kritisk over for, at man ikke fandt noget finansiering, dengang man indgik det nationale kompromis,« siger Niels Storm Knigge.

Han peger på, at regeringen derfor bliver nødt til at vise vejen til nye finansieringskilder i den kommende 2030-plan, ligesom den kommende valgkamp også vil blive præget af, at de politiske partier bliver nødt til at anvise konkret ny finansiering.

»Det er derfor, partierne lægger op til at afskaffe efterlønnen, tilbagerulle Arne-pensionen, man kan forestille sig, at nogle foreslår højere skatter. Fordi de godt ved, at der skal lidt mere til at køre butikken, hvis man ikke bare skal drifte velfærden, udmønte et nationalt kompromis om forsvaret og slås om et lille grønt råderum. Vi har set relativt meget økonomisk politik i den her valgkamp, fordi pengene ikke bare ligger i råderummet, som de har gjort tidligere,« siger Niels Storm Knigge.

AE Rådets chefanalytiker, Jon Nielsen, peger også på, at der allerede er lagt beslag på det meste af råderummet.

»Det er ikke sådan, at kassen er tom, men vi kan heller ikke love guld og grønne skove til alle mulige,« siger han.

Vil man helt op at sørge for, at den offentlige velfærd skal følge med den private velstandsstigning, skal der bruges yderligere 17 milliarder kroner af råderummet i 2030 – altså fem milliarder mere, end hvad der er nu, viser AE Rådets beregninger.

Alligevel mener Jon Nielsen ikke, at situationen er alarmerende.

»Man skal huske, at det er en kæmpe forbedring i forhold til, hvad vi troede i februar, da forsvarsforliget blev indgået, og vi troede, at kassen var fuldstændigt drænet. Vi kan nu se, at det er den ikke.«