Denne artikel er delt af Nene La Beet

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Nene vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Klumme
Læsetid: 3 min.

Min kamp: Hvis jeg ikke kan huske dig, er det ikke nødvendigvis udtryk for arrogance

Journalist Kristian Villesens hukommelse er dårlig, og han har gennemført utallige samtaler med mennesker uden at ane, hvem de var. Det får ham til at fremstå arrogant, så han kæmper for at blive bedre. I sidste ende handler det også om magt – og han har ikke tænkt sig at give op
Journalist Kristian Villesens har gennemført utallige samtaler med mennesker uden at ane, hvem de var.

Jesse Jacob

Indland
8. august 2022

»Har du tænkt over det?« spurgte indlandsredaktøren i en venlig reminder-mail. Nogle dage forinden havde hun spurgt mig, om jeg ville lave en klumme i denne serie om personlige kampe, og siden havde hun ikke hørt fra mig. »Det har jeg glemt,« svarede jeg, »men jeg har faktisk tit svært ved at huske ting. Måske skal det være min kamp!«

Så kom der da lidt godt ud af glemsomheden. Og faktisk er det en daglig kamp for mig at huske ting – og især andre mennesker. Den, som har en god hukommelse, er ovenpå, virker engageret og investeret i en relation. Den, som har en dårlig hukommelse, virker ligeglad og arrogant. Så det går mig på.

Når vi ankommer til et selskab, kan man nogle gange høre mig hviske »Kender jeg dem derovre?« til min kone, som lettere irriteret briefer mig. Irritationen er ikke ubegrundet, for der findes mennesker – herunder nogle af min kones venner og kolleger – som jeg har stukket hånden frem og sagt »Kristian« til mindst seks gange, hvis man spørger min kone, men lad os bare trække lidt fra og sige fire. Ikke at jeg kan huske, hvor mange gange det drejer sig om, selvfølgelig, for så var det jo aldrig sket, og det leder mig til min hovedpointe: Hukommelse er også magt.

En af mine gymnasievenner har en vanvittig god hukommelse. Han kan huske hver en bytur, hver en fest, hver en forbandet tysktime og dermed også alle de dumme, bøvede og pinlige ting, jeg har sagt og gjort hele min ungdom. Hvor meget jeg drak, hvem jeg kyssede med. Jeg kan ikke huske en skid af det, så det er ham, der får lov at skrive historien om vores ungdom.

Ministeren kender mit navn

Da jeg som nyuddannet journalist skrev om uddannelse og forskning for Information, var Helge Sander (V) minister for området. Første gang jeg mødte ham, interviewede jeg ham på ministerkontoret, og da jeg nogle måneder senere var til et tilfældigt pressemøde og rakte hånden op – formentlig for at spørge, hvorfor han førte så åndssvag en forskningspolitik – kunne han huske, hvad jeg hed. »Ja. Kristian …« sagde han, og selv om jeg ikke var imponeret over Helge Sanders politik, følte jeg mig som noget særligt, det indrømmer jeg gerne. Ministeren kunne huske mit navn. Deri ligger magten også. Det havde en afvæbnende effekt – og det må være en fantastisk egenskab at have, ikke mindst som politiker, hvor man gerne skal fremstå engageret.

Til sammenligning har jeg utallige gange haft samtaler med personer, som jeg simpelthen ikke ved, hvem er. Så prøver jeg at udelukke ting. Kan hun være fra Aalborg? Er det en gammel spejder? Måske er hun fra RUC? Journalist? Mor til en af mine børns venner? Jeg får måske små hints i løbet af samtalen, og nogle gange lykkes det, andre gange gennemfører jeg uden at finde ud af det. »Hvem var det?« spørger min kone. »Jeg ved det simpelthen ikke«, svarer jeg, og det er heller ikke noget, der giver mange point. Jeg kan også glemme ting, som jeg virkelig burde kunne huske. For eksempel har jeg flere gange fået ideer til historier, som det efter meget kort research viser sig, at jeg har skrevet før. Jeg vil sige det sådan, at jeg er ret sikker på, at jeg ikke tidligere har skrevet en klumme om min dårlige hukommelse, men 100 procent sikker, det er jeg faktisk ikke. Heldigvis har vi et godt arkiv.

Jeg ønsker ikke medlidenhed på grund af mit handicap. Dog vil jeg sige, at ligesom alle ikke er gode til at synge, regne, stave og køre bil, så er vi altså også nogle, som ikke er specielt gode til at huske. Og det er ikke nødvendigvis et udtryk for arrogance, når vi har glemt dig – måske er vi bare lidt blæste i hippocampus. Men jeg giver ikke op. Jeg er begyndt at forberede mig grundigt, når jeg skal et sted hen, hvor jeg ved, at det kan blive pinligt. For eksempel da jeg skulle til en familiefest her i foråret – og da jeg for nylig skulle være ordstyrer ved et møde og gerne skulle føje de rigtige navne på talerlisten. Hukommelse er magt, og jeg har ikke tænkt mig at overgive mig til dem, som fra naturens side er så heldige at være gode til at huske.

Nene La Beet læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Serie

Min kamp

Alle kæmper mod eller med noget. Det kan være noget altoverskyggende og eksistentielt. Eller noget så småt, at det i andres ører virker latterligt, men som ikke desto mindre fylder. I denne sommerserie fortæller Informations medarbejdere om deres kampe.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail
Lillian Larsen

Sådan har jeg det også. Til gengæld vandt jeg hele tiden en juleaften, da vi spillede trivial pursuit. Og hvis familien spørger mig om en plante, ved jeg næsten altid hvad den hedder.

erik pedersen, Rolf Andersen, Gitte Loeyche, David Zennaro, jens christian jacobsen, Mogens Holme, Inger Pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

"Glem ikke at huske, at du har en dårlig hukommelse", stod der på et skilt over mit skrivebord i en årrække, indtil jeg en dag tog det ned for at male væggen, og bagefter ikke kunne finde det igen..

Jeg husker også de mest nørdede ting, og ansigter glemmer jeg som regel aldrig.
Til gengæld aner jeg ikke hvad folk hedder, indtil jeg har mødt dem flere gange.
Det har været utroligt pinefuldt indimellem at lade som ingenting i arbejdsrelaterede samtaler.

Fortiden er noget af det, der står mest levende, mens sidste uge gerne fortoner sig i uigennemtrængelige tåger.

Jeg husker at tage hukommelsestest indimellem, så jeg i det mindste er sikker på, at demensen ikke har indhentet mig.

Du er ikke alene, Kristian Villesen!!! ;)

erik pedersen, Rolf Andersen, David Zennaro, jens christian jacobsen, Egon Stich, Inger Pedersen, John Scheibelein og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Eva Schwanenflügel

PS. Ja, jeg ved godt, at sidste uge også er fortid, men med 'fortiden' mener jeg begivenheder, der er år gamle.

erik pedersen, Inger Pedersen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

Den der med at huske navne og ansigter... kender det, desværre.

Og det ER sgu pinligt ind imellem.
Når man møder gamle naboer i supermarkedet og ikke kan kende dem - men de ER jo osse blevet gamle i mellemtiden, ikke?

Jeg trøster mig med, at så længe jeg kan gætte "Danmarks sværeste" krydsord i ugebladet Søndag og vinde over min ingeniør-søn i Trivial Pursuit - er det nok ikke HELT galt... :-)

erik pedersen, Rolf Andersen, Denise Ellefsen, David Zennaro, jens christian jacobsen, Mogens Holme, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

- og når jeg hører deres stemmer, er de jo straks helt på plads i mit system :-)

Rolf Andersen, Lillian Larsen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Inger Pedersen

- og når jeg hører deres stemmer, er de jo straks helt på plads i mit system :-)

David Zennaro

Jeg er også lidt ansigtsblind, men jeg tror, det er fordi mennesker ikke skal flytte sig ret meget, før de ser ret forskellige ud. Til gengæld kan jeg også genkende folk på deres stemme. Om jeg kan huske deres navne er en anden ting. Det ville være meget nemmere, hvis vi havde numre...

Henning Kjær

Som chef for Kristian Villesen ville jeg være godt irriteret over at skulle være hans hukommelse, manden kan jo skrive, men vil åbenbart ikke benytte det gode redskab.

For øvrigt er der utrolig mange for hukommelse eller mangel på samme. Nogle er ordblinde, nogle er talblinde, nogle kan huske farvernuancer, nogle kender folk på øjnene, nogle kender dem på munden, nogle kan huske andres nummerplader, nogle kan huske lyde/stemmer, ........

Carsten Troelsgaard

Jeg har mødt og talt med mange mennesker som jeg genkender fra tv, fx dansk-talende versioner af Tom Cruize og Sarah Jessica Parker. Ja, man kunne jo spørge eller som jeg bare acceptere, at der er mange mennesker der ligner hinanden. Den beslutning tog jeg for mange år siden, hvor jeg så en perfekt version af en kendt dansk skuespiller (navn? Krøyer?), for længst død. Selv bliver jeg ind imellem anonymt kaldet 'prinsen' (vi deler åbenbart gener et sted).
Så, jeg er blevet henholdende med at forholde mig til folk der ligner.
Og, det kan være ris til egen røv, hvis man møder 'long lost friends'.

Rolf Andersen

Da jeg var ung ingeniør tilbage i 80'erne blev jeg hurtigt chef for en lille projekt-afdeling. Vi holdt regelmæssigt møder om de projekter, vi havde gang i, og jeg kunne huske mange detaljer om de fleste. Mine (lidt ældre) medarbejdere sagde ofte: "Hvor har du dog en god hukommelse, Rolf"

Bestyrket af denne tillid til min hukommelse, tog jeg sjældent et kamera med på mine erhversmæssige rejser rundt i verden. Jeg ville jo ikke ligne en turist, og jeg ville jo 'naturligvis' kunne huske det hele, når jeg blev gammel ;)

Nu er min datter i en nogenlunde sammenlignelig arbejdssammenhæng, og jeg siger ofte (måske lidt for ofte) til hende:

"HUSK nu at føre en logbog og tag billeder! HUSK at notér navnene på de mennesker, du møder". Dato, sted og sammenhæng i mødet.

Rådet hermed givet videre til unge læsere, og dem af jer, der har unge i jeres familie og omgangskreds.