De danske domstole har uacceptabelt lange sagsbehandlingstider. Problemet har været kendt i årevis, men er kun blevet værre og værre.
Derfor forventede flere partiers retsordførere, at politiske forhandlinger til efteråret ville ende med en ny flerårsaftale for domstolene, hvor flere midler ville blive prioriteret, og de lange sagsbehandlingstider bragt ned.
Men det ser nu ud til foreløbigt at være udskudt. Kort inden finansloven blev det meldt ud, at det alligevel ikke var regeringens plan at lave en ny flerårsaftale for domstolene på den korte bane.
I stedet står den nuværende aftale til at blive forlænget, og der nedsættes et udvalg under ledelse af højesteretspræsident Thomas Rørdam, der skal se nærmere på mulige nye effektiviseringstiltag, der kan lette domstolenes arbejdsbyrde.
Af regeringens netop fremlagte finanslovsforslag fremgår det, at »regeringen vil prioritere midler til en videreførelse af domstolenes økonomi i 2023, herunder bunkebekæmpelse«.
Hårdere og længere straffe forlanges der af populistiske politikere - men ingen penge til domstolene - det hænger jo ikke sammen
De strukturelle reformer Justitsminister Mattias Tesfaye efterlyser af domstolenes arbejde kunne blandt andet indbefatte en gennemgribende omskrivning til moderne sprog af gældende lovgivning. Og der skal skarp lud til skurvede hoveder, som ordsproget siger!
Som især alle jurister bekendt udgør lovgivningen et omfattende kludetæppe, langsomt opstået gennem århundreder. Vi taler om titusinder af paragraffer med tilhørende omskrivninger etc. Som bare eet illustrativt eksempel fra Christian den V’s Danske Lov fra 1683, kan nævnes paragraffen om “husbonde ansvar”, der i sit knudrede og indforståede stadig finder anvendelse på moderne forhold.
Denne omskrivning bør foretages af moderne sprogfolk i samråd med omhyggeligt udvalgte juridiske eksperter, der har mod til at save i den gren den samlede juridiske stand sidder på; alle dommerne fra Højesteret til Byretterne, alle de praktiserende advokater både forsvarere og anklager, og sidst, men ikke mindst, alle de juridisk uddannende sagsbehandlere i både offentligt og privat regi.
Den således redigerede og fuldstændigt omskrevne lovgivning bør naturligvis digitaliseres, ligesom rutiner og arbejdsformer ved alt juridisk arbejde både ved domstolene og al juridisk sagsbehandling sideløbende må moderniseres, alt sammen naturligvis kombineret med en tilsvarende ændring af jurastudiet.
Hvad her ultrakort er skitseret, er naturligvis en bombe, som næppe vil opnå den samlede juridiske stands tilslutning. Tvært imod kan man forvente alle grader af modvilje mod at tænke nyt.
Og det siger sig selv, at en sådan gennemgribende reform af alt juridisk arbejde, dramatisk vil formindske den bid af samfundskagen, som under de nuværende forhold tilflyder den samlede juridiske stand. Exorbitante timelønninger på adskillige tusinde kroner, vil på sigt finde et mere naturligt leje.
Og tilsvarende vil jurastudiet nok også fremover tiltrække en anden type mennesker med mindre materielle motiver end for nuværende.
Med en let omskrivning af Søren Kierkegaards hån af præsternes motiver for valg af det teologiske studium, kunne man om juristerne tilsvarende sige: Hvad gør så den unge juridiske kandidat efter sin afsluttede uddannelse? Søger han retfærdigheden? Nej! Han søger er lukrativt embede!
Pensioneret universitetslærer og tidligere domsmand
Mag. scient. soc. & HD
Svend Christian Tychsen
Svend Christian Tychsen. Det er efterhånden mere end 10 år siden, jeg beskæftigede mig med jura, så mine betragtninger kan være lidt antikverede. Din beskrivelse af juraen som et historisk kludetæppe, der har udviklet gennem årtusinder, er ret præcis. Og lige der ligner juraen religion, politik, raketvidenskab og alle andre menneskelige aktiviteter. Dit forslag om at genskrive den samlede lovgivning er ikke en vej frem. For det første vil det være et ret omfattende arbejde, og, hvis det blev færdiggjort, vil der nok være gået så lang tid, at man straks kunne begynde forfra. For det andet vil en omskrivning af samtlige gældende love uden tvivl give anledning til en uendelig række nye fortolkningsproblemer. Danske lovs regel om husbondansvar er vel gammel, men der er ikke de store problemer med fortolkningen. Fortolkningen er ændret lidt over tid, men de mennesker, der beskæftiger sig med erstatningssager, har et klart billede af reglen og dens fortolkning. Det betyder f. eks, at forsikringsselskaber ikke behøver at gå til domstolene, for at få afgjort en sag om husbondansvar.
De lovændringer, som skulle rationalisere og effektivisere har meget ofte vist sig at have en modsat effekt.
Du vil næppe få megen tilslutning fra jurister, men din antydning af, at det skyldes frygt for at miste indtægter, er ikke dækkende. Du får ikke tilslutning, fordi din løsning ikke duer.
Om effektiviseringer osv. er blot at sige, at de effektiviseringsplaner, der hidtil har været prøvet, har vist sig stærkt arbejdskrævende og lidet effektive. Det er flere ansatte, herunder dommere, der er brug for.
Og for så vidt angår Søren Kierkegaard: Retfærdigheden er hovedsageligt et begreb, der hører hjemme i etikken, moralen, religionen og politiken, samt psykologien, og kun i ringe grad i juraen.
Med venlig hilsen
Claus Voltelen
Svar til Claus Voltelen og andre med interesse i emnet, og her måske især Justitsminister Matias Tesfaye.
Naturligvis skal der netop ikke holdes liv i kludetæppet af århundreder gammel lovgivning ved blot at digitalisere, hvilket selvsagt ville være et aldeles uoverkommeligt og hovedløst foretagende.
Retsreformen indebærer naturligvis samtidig en gennemgribende forenkling af lovgivningen, med sigte på en langt hurtigere, mere præcis og frem for alt langt billigere juridisk praksis på alle niveauer.
Den nuværende praksis er aldeles forældet, og jeg forestiller mig for eksempel også, at udvælgelsen af dommere på sigt skal foregå ud fra helt andre kriterier end de nuværende.
Jeg kaldte mit indlæg en ultrakort skitse, og en sådan kan let afvises af juridiske hoveder, der indlysende nok har en eksistentiel interesse i at kludetæppet og nuværende praksis lever videre.
Ikke desto mindre er jeg ikke i tvivl om, at den nuværende juridiske praksis synger på sidste vers, af den simple og for alle andre end jurister indlysende grund, at den er for omstændig og alt for dyr.
At Retfærdighed er et begreb som kun har lidt med juraen at gøre, er en retspositivistisk opfattelse som ligeledes er forældet, men det er en længere historie.
Med venlig hilsen
Svend Christian Tychsen