9.800 milliarder kroner er Polens anslåede pris for de ødelæggelser, Tyskland forvoldte landet under Anden Verdenskrig
Jaroslaw Kaczynski: Lederen af det regerende polske parti PiS har – uden pis – besluttet officielt at kræve krigserstatning fra Tyskland for ødelæggelserne under Anden Verdenskrig. De er opgjort til 6.200 milliarder zloty, hvilket svarer til 9.800 milliarder kroner.
Martin Braithwaite: Det har været sværere for FC Barcelona at komme af med Martin Braithwaite, end det var for Venstre at komme af med Lars Løkke Rasmussen, men nu skifter den danske angriber endelig klub. Fremover skal han angiveligt spille for Espanyol.
Serena Williams: Serena Williams spiller i dag sin tredje kamp i tennisturneringen US Open mod australske Ajla Tomljanovic, og det kan potentielt gå hen og blive tennisstjernens sidste singlekamp på eliteniveau. Forventningen er, at hun indstiller karrieren efter turneringen.