Det var i start-00’erne, Lars Løkke var sundhedsminister for Venstre og på besøg i Norge med sundhedsudvalget, da han pludselig blev ramt af en nagende fornemmelse.
Hans mor var syg, og Løkke kunne mærke, at han ikke skulle fortsætte udvalgsturen til Finland som planlagt, men skynde sig hjem til hende. På Rigshospitalet fortalte en læge, at moren ville dø inden for en time. Hun døde to dage senere.
Det var Løkkes oplevelse, at hans mor, der var kræftsyg, endte som en kastebold i vores sundhedsvæsen, har han fortalt i et interview med Ritzau. At moren var ’den lille’ over for systemet.
Oplevelsen blev en drivkraft for Løkke, der som sundhedsminister i 00’erne stod bag nogle af de største moderniseringer af vores sundhedsvæsen i nyere tid. Han opfandt regionerne, var hjernen bag kræftpakkerne, og så stod han bag udviklingen af en patientrettighed, der nu er blevet en af valgkampens store sundhedspolitiske slagsmål: behandlingsgarantien.
Det er jo sådan, at samtidig man lavede de store reformer, nedlagde man de mange lokale sygehuse i hele landet. Og besluttede at bygge 5 supersygehuse i provinsen. Op imod 30 lokale sygehuse blev nedlagt. Hvorfor? Fordi Løkke med sin garanti ville opbygge et privatsygehusvæsen. Samtidig blev de fysiske forhold betydelig mindre. Man reducerede senge pladser. Sygeplejerskernes muligheder blev reduceret, lige indtil det hele braste sammen.
Hvor er det dog altid ærgerligt, når Christiansborg politikere mener, at de er bedre til at styre detaljerne i et 'væsen' - lad det være sundhedsvæsenet eller uddannelsesvæsenet - end de fagligt dygtige mennesker, der er ansat dér.
Hvis nu bare politikerne ville nøjes med at udstikke rammerne, og gerne opstille nogle overordnede mål, men så bare lade det være op til de professionelle at udtænke løsninger, der rent faktisk virker.
Hvem vores sundhedsvæsen skal indrettes efter?
Som det er i dag, så er det tydeligvis hverken patienterne eller de sundhedsfaglige, vores sundhedsvæsen er indrettet efter. Det er indrettet efter vores politikeres hoved, der ønsker sig mest mulig privatisering og Minimalstat og derfor har fundet metoder til, at dette sker - godt nok ikke fra dag til dag - men langsomt og sikkert.
Ligeledes fremgår det tydeligt, at vores politikere ønsker at sikre, at nuværende og nye, profitmaximerende forsikringsselskaber ud i fremtiden kan få sig gode forretninger ift. et privatiseret sundhedsvæsen, hvor lægehjælp og andre sundhedsydelser kan købes via arbejdsgiverbetalte eller private sundhedsforsikringer. Ligesom i USA og snart England, der - som jeg har hørt det - står til at lade en stor amerikansk hospitalskoncern billigt opkøbe det totalt nedsmeltede offentlige sygehusvæsen (NHS) og privatisere.
Hold nu op med de automatreaktioner mod 'private', der bevæger sig ind på sundhedsområdet. Vi har i DK praktiserende læger, der er private. Det har vi haft i mindst 100 år og alle er glade.
Problemet er ikke, at Løkke fik åbnet mere op for private aktører, men at landets 5 supersygehuse skal tage mod revl og krat: Fødsler (der vistnok stadig ikke er en sygdom), udredninger, som de praktiserende læger lige så godt kunne foretage, simple frakturer, hvor man i Norge og Island kan blive behandlet lokalt og kontroller, som også kunne behandles lokalt og ikke på et højtspecialiseret supersygehus.
Men Løkke fik ikke lagt de nødvendige kontrolmekanismer ind. De private, der skulle hjælpe med at nedbringe ventelisterne, overlod det til markedet at fastsætte priserne. Samtidig slap de private for uddannelsesopgaver og for arbejdspladsregulativer. Det var Løkkes kæmpe fejl. Det synes han ikke selv. Men han er jo borgerlig og kan ikke se, at behandlingssteder godt kan være privatejede og samtidig underlagt samfundskontrol.
Socialister er ikke mod markedet, men mod et kapitalistisk marked.
-og de vælger ham igen og igen og igen og ig . . STØN!
Nu er verden blevet mere central, med bedre decentral adgang.
Der er intet, som forhindrer, at man flytter en en patient hen til landets bedste operations-team, hvis der skal en lidt speciel operation til. Og intet problem i at have en ekspert med på video under en undersøgelse, hvor landsby-lægen gerne vil høre, om der er andre fortolkninger fra folkene i københavn.
Den dygtigste læge i hele verden, ville ikke kunne udrette mirakler, hvis han blev sat af med en båd på Endelave, og ikke havde dagligt modspil fra andre enthusiaster. Derfor giver det god mening at centralisere specialister.
Det, man engang havde af "sygehuse" skal måske omdefineres, så ikke alle landsbyer skal have en hjerteafdeling, men der skal være både sengepladser til genoptræning og udslusning, og der skal være klinik-faciliteter, hvor man kan afgøre, om behandlingen skal ske lokalt, eller om det er bedre at tage ind til byen.
Der er en stor omkostning for familien, hvis en gammel mand skal sendes til København for en behandling, der måske ikke virker alligevel. Så det er altid en afvejning af de totale fordele og ulemper for patienten og deres familie.
Omvendt, så kan det være pisse dyrt at reparere på en patient, der skulle have været sendt til københavn med det samme, men hvor en landsbytosse lavede mere skade end gavn. Der har i mange årtier, siden jeg var barn, været ulykkelige historier om provinshospitalet i århus, hvor patienterne betalte regningen efter selvsikre århusianerlæger, der ville "prøve selv", og det er sikkert endnu værre i de mindre provinsbyer.
Et af vores luksusproblemer i seattle er, at vi har et stort antal kræft-eksperter i verdensklasse. Det betyder, at patienter, der skal igennem et langvarigt forløb , har brug for midlertidig husly til de pårørende, der gerne vil besøge. Og både hoteller og airbnb er forholdsvis dyre, hvis man skal have et par børn med og besøge mor. Danmark har givetvist brug for patient-familie-overnatning, hvis vi centraliserer aggressivt. Det er en del af den samlede regning, som man ikke skal feje ind under gulvtæppet, men tværtimod acceptere.