Til højre, til venstre eller lige i midten?
I løbet af de seneste uger har Information fulgt de forskellige medlemmer af vælgerpanelet og løbende spurgt dem om deres holdninger til alt fra bureaukrati, høje gasregninger og kulturpolitik, til Moderaterne, klima og magtfuldkommenhed.
Tirsdag gik de desillusionerede, den sikre, sosu’en og alle de andre så endelig til stemmeboksene i Teaterbygningen i Køge. Information var med.
08.30: Økonomen stod mellem V, K og Moderaterne
»Jeg har stemt på Venstre,« fortæller Christian Lund Andersen, da han kommer gående ud fra Teaterbygningen i Køge, hvor hans valgsted ligger.
Han er den første fra Gudekvarterets vælgerpanelet, der stemmer i dag. I hånden har han datteren Eva, der er lidt stille. Hun er syg i dag.
»Faktisk besluttede jeg mig her til morgen.«
Christian Lund Andersen har de sidste par uger vaklet frem og tilbage mellem De Konservative og Venstre. Hverken Søren Pape Poulsen (K) eller Jakob Ellemann-Jensen (V) har været særlig skarpe, synes han.