Analyse
Læsetid: 3 min.

Under den enige overflade ulmer hårde opgør på den grønne front

Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, gik til valg på højere klimaambitioner og har nu også gjort den grønne dagsorden til et omdrejningspunkt i de aktuelle regeringsforhandlinger. Men spørgsmålet er, hvor længe løfterne reelt vil stå ved magt
Mette Frederiksen (S) har gjort den grønne dagsorden til et omdrejningspunkt i de aktuelle regeringsforhandlinger. De kommende uger vil afsløre, hvilken retning hun vil gå i.

Mette Frederiksen (S) har gjort den grønne dagsorden til et omdrejningspunkt i de aktuelle regeringsforhandlinger. De kommende uger vil afsløre, hvilken retning hun vil gå i.

Philip Davali/Ritzau Scanpix

Indland
18. november 2022

Mette Frederiksen (S) har tre forskellige grønne ansigter. De kommende uger vil afsløre, hvilken én af attituderne, som vil overleve de tætte og komplicerede regeringsforhandlinger.

Men allerede nu må det konstateres, at Socialdemokratiet har rykket sig afgørende i forhold til for fire år siden, og det er bemærkelsesværdigt, at den kongelige undersøger torsdag gjorde klimaet til hovedpunktet på dagsordenen i de langsomt fremadskridende sonderinger mellem partierne i Statsministeriet.

Det første ansigt er strengt formelt. S-regeringen fik flertal for en meget bred klimalov i sidste valgperiode, og da langt de fleste konkrete tiltag stadig venter på at blive ført ud i livet, vil Mette Frederiksens tilbagefaldsposition være at henholde sig til det allerede vedtagne. Nogle vil måske ligefrem argumentere for, at tiden er til at fokusere kræfterne på at realisere de hidtidige aftaler frem for at bygge ovenpå med yderligere målsætninger.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Tak for at sætte tanker i gang hr LTM. Denne gang om substanserne i politik, selvom LTM “kæntrer” lidt over i attituder hos en person. Substantielt er der en pointe i at lade et samarbejdet over midten tage udgangspunkt i et udspil om det grønne. Afhængig af en vurderet styrkeposition kan udspillet være fra mindst det, som ikke kunne opnås i forrige valgperiode og til 80%s reduktion. Det er det tema som vil ramme blå - som fortjent - hårdt og som de skal tænke sig grundigt over , ved siden af det andet interne - oppositionsrollen - de skal tænke over. Modydelsen kan hermed kun - så vidt jeg kan se - blive på det velfærds-reformspor og forsvarsforligs-sporet, som ligger indenfor det område, hvor samarbejdet i forvejen har nemmest ved at blive realiseret. Min påstand er her at V ikke kan komme med “revolutionerende” reformer på hverken velfærdsområdet (inkl arbejdsudbudsudfordringen) eller i udspil til et forsvarsforliget, uden at skulle forhandle med eget bagland og andre blå partier. Dette vil være en kompliceret proces.

Torben K L Jensen

Lad od antage at strategen Mette Frederiksen med krokodilletårer opgiver den brede regering og falder tilbage til det spinkle røde flertal,danner regering med SF og de radikale (begge stemte jo for det nationale kompromis) får hun oven i retten til at udskrive valg - faktisk for at få det skrantende radikale venstre til at holde kæft mod at få ministerposter. En regering der ikke har et flertal i mod sig vil også gøre Enhedslisten
glade fordi de beholder den indflydelse der har haft selv om de mistede fire mandater til Alternativet. Godt for klimaet og naturen.

Arne Albatros Olsen og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

@LarsTrierMogensen: Du har jo et bijob med Guld og Grønne Skove på P1 (eller er det omvendt? ;-)
Hvad med at undersøge, hvad oprustningsforliget betyder klimamæssigt?
Den meget hurtige beslutning om en stor vækst i forsvarsudgifterne har med garanti ikke været på klimavægten.

Der er en lang tradition for ikke at rapportere militære emissioner - det blev på krav fra USA undtaget i de nationale opgørelser til FN, da Kyoto-Protokollen blev forhandlet i 1997. Med Paris-aftalen i 2015 blev det muligt at indrapportere dem - men det er frivilligt - og ifølge Conflict and Environment Observatory (https://ceobs.org og https://militaryemissions.org/ ) kommer landene med meget mangelfulde opgørelser.

Pentagon skønnes inden for USA's grænser at stå for udledninger på størrelse med Danmarks - men militærindustrien står for udledninger, der er 4-8 gange større.

En ny rapport https://ceobs.org/new-estimate-global-military-is-responsible-for-more-e... konkluderer, at de globale militære emissioner udgør 5,5 procent af de totale globale emissioner.
Her er indregnet skøn over emissioner forbundet med krigsførelse og den medfølgende destruktion af samfund (infrastruktur, skoler, hospitaler, beboelse, industri etc.).

Så med den ene hånd vil Mette Frederiksen øge 2030-målet - og med den anden hånd modarbejde det med oprustningen (og ikke et ord om Lynetteholm og overflødige motorveje).

Er det sandt, at "hun reelt og substantielt forsøger at gøre opdaterede CO₂-målsætninger til en præmis for regeringsdeltagelse."?

Uanset alle disse krumspring og tricks er der en ting, der er sikker: atmosfæren tæller alle emissioner.

hannah bro, John Andersen, Steen Bahnsen, Anders Jørgensen, Mogens Holme, Mikkel Lambert, Knud Anker Iversen, Tina Peirano, Jesper Kloppenborg, Dorte Sørensen, erik pedersen og Ete Forchhammer anbefalede denne kommentar
Ete Forchhammer

Mig forekommer “det pragmatiske pokerfjæs” at være det dominerende. Vel også det foretrukne af S-baglandets store masse, som, set udefra her, hidtil ikke har vist sig ret villige til andet end at følge trop. Desværre.

Per Klüver, Steen Bahnsen, Jesper Kloppenborg og Dorte Sørensen anbefalede denne kommentar

når jeg ser et grønt flag smælde
på en blank og vårfrisk dag
kan jeg høre det sælsomt fortælle
om min verden mit folk og min sag
og jeg rejser mig trodsigt i vrimlen
mens det kogler af kraft i mit mod
for det flag der nu smældende når himlen
er jo grønt som mit brusende blod
(2022)

nej ! – der er sgu’ ikke helt det samme geschwung over feltet som med hjerteblodet – men der er ingen vej udenom ! – socialdemokratismens attituderelativisme vil uanset tone flag med en ny regering – måske kompromisets svære kunst hvor alle taber ansigt i lunken affære med ubestemmelig blegrødblålilla kant der ingenting bevæger – eller tilbage til rødderne og klar tale hvor socialdemokrater træder i karakter med grønne og røde streger på Danmarks– og Verdenskortet – eller Q–flaget !
det er ikke min erfaring at socialdemokratister virkelig mestrer kunsten at ruske ordentlig i egen barm og dele ære for noget med nogen andre end sig selv – men denne gang skylder partiet førerpositionen de taktiske stemmer på alternativet om nogen .)