Omsider er jeg ankommet til ormegården, om man så må sige, Christiansborg i al sin pomp og pragt simpelthen. De højglanspolerede paneler og trapper, gelændernes skinnende metal, marmorsøjlerne, kunstsamlingen og politikerportrætterne i al deres imponade stråler mig i møde efter at være kommet helskinnet igennem securitytjekket i forhallen, hvor min overfyldte rygsæk er blevet gennemlyst.
»Du er jo også kvinde,« bemærker den mandlige sikkerhedsvagt, da kvinden i køen bag mig beklager sin store skuldertaske, der knap nok kan rummes i plasticbakken. »Så skal man slæbe ting med sig.«
Hun lader den hyggesexistiske kommentar fare og smiler i stedet overbærende til mig og ham på samme tid. Det er næsten en lettelse, tager jeg mig selv i at tænke, i min begyndende nervøsitet over nu at befinde mig i magtens centrum, at alt er sådan cirka det samme her som uden for murene.
Heller ikke her er rengøringspersonalet af etnisk dansk herkomst, bemærker jeg hurtigt. Heller ikke her er vagtpersonalet briefet i politisk korrekthed.
