Denne artikel er delt af Helle Rabøl Hansen

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Helle Rabøl vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Interview
Læsetid: 6 min.

Forsker: Den stigende mistrivsel blandt unge handler om følelsen af ikke at høre til

Mistrivsel blandt børn og unge er et tema i de igangværende regeringsforhandlinger. Alt for ofte skydes skylden for mistrivslen på de unge selv, mener Helle Rabøl Hansen, der blandt andet ser mistrivsel som de unges modstand mod det bestående

Mistrivsel blandt unge er også en reaktion på forhold, voksne har været med til at skabe. Det er alt for overset i debatten, mener Helle Rabøl Hansen.

Anders Rye Skjoldjensen

Indland
21. november 2022
LYT ARTIKLEN
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Klimakrise, høj inflation og krig i Europa. Der var masser af store og tunge politiske problemer at diskutere under den nu overståede valgkamp. Men alligevel blev der også plads til et mere nært, men ikke desto mindre alvorligt emne: den stigende mistrivsel blandt børn og unge.

Også under de igangværende regeringsforhandlinger har statsminister Mette Frederiksen (S) i sidste uge indkaldt fagfolk til et temamøde om mistrivsel.

Og det er kærkomment. Sådan siger Helle Rabøl Hansen, der er uafhængig skole- og ungdomsforsker og har forsket i mobning og unges trivsel.

Men hvis der skal ske et grundlæggende skift i forhold til mistrivsel, så er det vigtigt at gentænke skolens og uddannelsernes betydning. Og så skal vi stoppe med at pege på de unge selv som årsag til mistrivslen, mener Helle Rabøl Hansen. For når forskere, debattører eller politikere konstaterer, at mistrivslen skyldes, at de unge er for meget på sociale medier, sover for lidt, har for meget frihed, er for perfektionistiske eller for navlebeskuende, så bliver skylden lagt på individet.

»Det, jeg savner i mistrivselsdebatten, er, at vi også vender den her problematik om og ser på, at de unge reagerer på nogle samfundsforhold, som vi voksne har været med til at skabe,« siger hun.

Samtidig skal vi også passe på, at vi ikke bliver så bekymrede for de unge, at vi ikke ser styrkerne i sårbarheden. For de er der også.

»Ungdommen har jo agens. De har en handlekraft, men hvis de bliver forhindret i at bruge den, så vil de mistrives. Så årsagen til mistrivsel er os voksne og ikke de unge. For hvordan er det egentlig, vi forvalter vores liv med for meget arbejde og for højt skærmforbrug og tempo? Så mange af de pointer, vi når frem til i vores beskrivelse af unges mistrivsel, handler jo mere om os selv,« siger Helle Rabøl Hansen.

Så der er altså en modstand mod det bestående i de unges mistrivsel. Det vender vi tilbage til.

Diffuse tilhørsforhold

Hvad er det så, de unge reagerer på? Helle Rabøl Hansens og hendes samarbejdspartner, lektor Jens Christian Nielsen på DPU på Aarhus Universitet, er i deres forskning blandt unge nået frem til, at de unges oplevelse af at høre til er blevet langt mere diffus. Diffus belonging, kalder de det.

Hverken den sociale klasse, de unge kommer fra, det kvarter, de vokser op i, eller den skole, de går på, giver de unge et særligt tilhørsforhold. Det opbrud har store konsekvenser, mener Helle Rabøl Hansen.

»Det samlede resultat er, at vi får unge, der leder efter deres ego. Det er ikke det samme som, at de unge er egoistiske,« understreger hun.

Unge har til enhver tid haft behov for at finde deres egne ben og identitet, men det sociohistoriske skift gør det i dag til en langt sværere opgave – i hvert fald i den vestlige verden, påpeger Helle Rabøl Hansen. Og når de unge må søge mere efter deres sociale jeg, så støder de ind i en ensomhed.

»Det skal vi tage alvorligt. Aldrig har vi haft så mange unge, der er ensomme, at unge overstiger gruppen af ensomme ældre, og det er endnu et tegn på et historisk skift, fordi ungdommen defineret som gruppe altid har handlet om at være sammen. Men ensomheden opstår også, fordi det ikke længere er tydeligt, hvor du hører til,« siger Helle Rabøl Hansen.

Og så er vi tilbage ved det manglende tilhørsforhold.

Gentænk skole og uddannelse

For at finde sit tilhørsforhold som barn og ung er skole og uddannelse helt centralt, mener Helle Rabøl Hansen. Men det kræver, at vi gentænker skolen og uddannelsernes rolle og betydning.

Skole og uddannelse er nogle af de mest centrale lokationer i børns og unges liv, og derfor er det vigtigt at sætte ind her og forbedre tilhøret. Og som det ser ud nu, står det skidt til, mener Helle Rabøl Hansen.

Alt for mange børn og unge har højt skolefravær. Læreruddannelsen mangler ansøgere, og lærerne siver ud af lærerfaget. Men selv om der er gennemført et hav af reformer for at rette op på de ting, så har vi glemt det helt essentielle – nemlig at tænke børn og unges behov for at høre til og blive til i skolen med ind, mener Helle Rabøl Hansen.

»Vi har en skole, der ikke lever i sin tid. Det er ikke lærernes skyld, for de er blevet sat til at være værkførere med akkordarbejde, der skal levere sandheden fra tavlen. Det skyldes, at vi alt for længe har adskilt det faglige fra trivsel, men for børn og unge er det blandet sammen,« siger Helle Rabøl Hansen.

Når skole og uddannelse er centrale i arbejdet med børns og unges trivsel, så skyldes det, at læring netop handler om social dynamik. Eleverne skal selvfølgelig kunne arbejde alene, men det er, når de bruger det læste eller udveksler den viden i fællesskab med andre, at undervisning bliver til læring, påpeger hun.

»Det har vi vidst i over 100 år er læringens kerne, og det ved lærerne også, men de skal have betingelserne til at føre det ud i livet i skolen,« siger Helle Rabøl Hansen.

Det betyder ikke, at lærere skal være psykologer, eller at der bare skal hygges, men fordi vi alt for længe har adskilt trivsel fra læring, så har vi glemt, at de to ting hænger sammen, mener Helle Rabøl Hansen.

»Den bedste trivsel opstår, når undervisningen er passioneret og dynamisk og inddrager eleverne aktivt i undervisningen på trods af deres forskelligheder. Når vi ikke har formået at bryde den sociale ulighed i den danske skole, så er det, fordi vi forsøger at tilpasse eleverne til den samme model, men det skal jo være omvendt. Undervisningen skal tilpasse sig tiden og benytte sig af elevernes forskellighed,« siger Rabøl Hansen.

Og den slags passioneret og engagerende undervisning har vi faktisk masser af – især på nogle de danske efterskoler og højskoler, mener Helle Rabøl Hansen. Under september måneds uddannelsesfolkemøde i Nørre Nissum kaldte hun det under et oplæg ’efterhøjskolekulturen’. Men hvad er det, den type uddannelser kan?

»Der er mere højt til loftet, og her forstår de at blande hånd og ånd og dvæle ved passioneret at dele viden. Det skaber en større begejstring for det at lære og reflektere. Alle har jo et læringspotentiale uanset social placering, så hvis vi tænker passion og engagement mere med ind i skolen, så får vi nogle didaktiske foræringer,« mener Helle Rabøl Hansen.

Generation refleksion

En anden foræring til skolen er, at de unges søgen efter at høre til og at finde ud, hvem de er, også gør dem til den mest reflekterede ungdomsårgang, som Helle Rabøl Hansen har mødt i sine år som skoleforsker. Det gælder uanset social klasse og etnisk ophav. Derfor ser hun det som en generationstendens.

»Der er meget stor forskel på unge i dag og unge i 90’erne. Der er mange flere ord i dem og mange flere tanker. De gør det på forskellige måder, men refleksionen er begavet, fordi den indeholder en søgen, og det er en gave til dem selv og andre, men også til underviserne,« mener Helle Rabøl Hansen.

Den refleksive klogskab, som de unge trods den stigende mistrivsel rummer, skal forældre, lærere og pædagoger lære at forstå og benytte sig af. For den handler ifølge Helle Rabøl Hansen ikke bare om, at de unge er egocentrerede, men at de gør sig tanker, er resonante og reagerer på den tid, de lever i. Det gælder både i forhold til stressramte og fortravlede voksne, pres på skole og uddannelse og klimakrise.

»Og det er jo både klogt og sundt. Derfor kan mistrivsel også læses som modstand mod vores snævre måde at tænke uddannelse på, at de er stressgenerationens børn, og mange af dem vil ikke gentage den travlhed og opofrelse af dem selv for karriere og økonomi,« siger hun.

Det samme gælder problemstillinger som klima og køn. De unge er klogere på dem, og de vil ikke bare bruge de overleverede måder at leve på, men er i stedet optaget af, hvad der giver mening for dem. Og den søgen efter mening skal med ind i undervisningen, mener Helle Rabøl Hansen.

»Hvordan giver vi i højere grad andengradsligningen og den tyske grammatik mening i hverdagen i skolen? Det gør vi ved, at eleverne virker sammen, og enhver dygtig lærer ved godt, at selv det kedelige giver mening, hvis det er passioneret og engagerer eleverne,« slutter Helle Rabøl Hansen.

Helle Rabøl Hansen læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Følg disse emner på mail

For et par generationer siden var mistrivslen ikke opdaget endnu. Der var slet ikke tid til at mistrives, for der var overalt travlt med skolearbejde og mangeartede fritidsaktiviteter, lige fra idræt, spejder, dans, sang, musik til foreningsarbejde som f.eks. politiske ungdomsforeninger (på nudansk kaldet ungdomspartier), Foreningen Norden, Naturfredningsforening, og mange andre ideale foreninger, foruden faglige organisationer og meget andet frivilligt arbejde, måske velgørende arbejde.

Hvis der stadig var tid til overs, kunne man måske gå i skakklub, i biografen, på aftenskole eller dygtiggøre sig med sprogstudier i ind- eller udland, eller bruge en aften om ugen på hobbyarbejde eller håndarbejde.

Der var ikke helt så mange penge mellem hænderne, så der var måske ikke råd til cafelivet eller fredagsbar, men til gengæld var mistrivslen heller ikke et tema.
Så hvad med at anbefale nogle af dem, der mistrives, at de engagerer sig i noget, der ligger uden for dem selv, prøver at sætte fokus på andet end egne følelser og behov? Måske er det ikke så megafedt som drukkultur og løsgængeri, men for dem, der forsøger, vil det komme til at stå klart, at der både findes sundere og mere interessante alternativer til mistrivslen.

Kim Petersen, Lisbeth Glud, Sonja Rosdahl, Svend Erik Sokkelund, Freddie Vindberg, Willy Johannsen, Rasmus Kristiansen, erik jensen, Ole Andersen, Jesper Kloppenborg, Carsten Bjerre, Alvin Jensen og Steffen Gliese anbefalede denne kommentar

William Kern, det er da meget federe - og jo i den grad det, der har kendetegnet vores land som ganske sundt, i form af det foreningsliv, der desværre er blevet mindre og mindre af, fordi det private liv og desinteresse i fællesskabet er blevet fremmet af liberalistisk radikalisering af befolkningen.

Kim Petersen, Lisbeth Glud, Freddie Vindberg, Inger Pedersen, William Kern, Rasmus Kristiansen, Jesper Kloppenborg, johnny volke og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Tak til Helle Rabøl Hansen for det input.

I stedet for at kritiserer og stil krav til dit og dat så giv lærerne og eleverne frihed til at gøre tingene i deres tempo. Få 2 lærer ordninger i mange flere klasser så alle eleverne kan få opmærksomhed og ikke bare overses. Giv lærerne tiden tilbage så de kan forbrede deres daglige undervisning bedre osv..... Ja der er mange andre måder en krav om dit og dat til mindst mulig omkostning.

En anden ting kan være at nedsætte arbejdstiden så familien får mere tid til samvær og at være noget for hinanden - end børn skal være største delen af deres vågne tid i pasningsordninger , skole osv.

Mogens Holme, David Zennaro, Nova Lone Jespersen, Kim Petersen, Ingrid Mohr, Eva Schwanenflügel, Mads Horn, Troels Ken Pedersen, Peter Mikkelsen, Steen K Petersen, Rasmus Kristiansen, erik jensen, Alan Frederiksen, Steffen Gliese og Arne Albatros Olsen anbefalede denne kommentar
Niki Dan Berthelsen

The paradox of choice
https://youtu.be/VO6XEQIsCoM

Tror det har en effekt på de unges trivsel.

Svend Erik Sokkelund, Rasmus Kristiansen og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar

Hvordan "inddrager" man elever, der sidder med næsen begravet i mobilen, mangler respekt for fællesskabet og møder op halvsovende efter en hård nat med mobiltelefon et.?
William Kern rammer i den grad hovedet på sømmet.

Kim Petersen, Svend Erik Sokkelund, Freddie Vindberg, Willy Johannsen, William Kern og erik jensen anbefalede denne kommentar
Dorte Sørensen

Til de elever kan en mere engagere og individuel undervisning gøre en forskel. Med mindre klasser og 2 lærer kan undervisningen tage bedre hånd om alle eleverne.
Det bliver en "dyr" løsning på den korte bane, men mon ikke det hurtigt kan blive en samfundsfordel på den lange bane.
Ligeledes vil bedre arbejdsforhold nok også betyde at flere lærer bliver i Folkeskolen og flere vil begynde læreruddannelsen.

Mogens Holme, David Zennaro, Nova Lone Jespersen, Kim Petersen, Eva Schwanenflügel, Steen K Petersen, Ole Andersen og Rasmus Kristiansen anbefalede denne kommentar

At blive parkeret på en institution fra den dag man bliver født sikrer hellere ikke en følelse af "belonging".

Suste Bonnen, Nova Lone Jespersen, Kim Petersen, Eva Schwanenflügel, Steffen Gliese, Alan Frederiksen, Peter Mikkelsen, Steen K Petersen, Ole Andersen, erik steenstrup dyhr og Rasmus Kristiansen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

William Kern har i det første indlæg beskrevet det udmærket.
Man kan også sige det på en lidt anden måde: Når man ikke beskæftiger sig med noget, så falder man hen i ligegladhed og ligegyldighed mm.
Det er et langt stykke hen ad vejen, fordi der ingen grund er til at beskæftige sig med noget.
De fleste får alligevel tingene foræret uden at skulle præstere noget for det.
Og så sidder de time efter time med næsen i mobiltelefonen.
Og de hyler, hvis den bliver taget fra dem.
For det er det, der skal til.
Eller de skal i gang med noget, hvor de ikke har mulighed for at sidde med næsen i den.
Men det kommer bare ikke til at ske.
Hvor er det godt, vi har vellønnede forskere med dyb indsigt....

Alexander Jensen

Hvis ens bedste veninde er en dullet influencer på TikTok, der forsøger at sælge dig læbestift, så er det nok lidt op ad bakke med trivslen...

Selvfølgelig er det de unges egen skyld. Jeg mener, det kan da ikke have noget at gøre med alle de voksne, som med bind for øjnene og to fingre i ørene forsøger at klamre sig fast til et gigantisk hamstrehjul, som kører hurtigere og hurtigere mod en afgrund. Det kan de unge da ikke have lagt mærke til, vel?

Jens Ole Mortensen, Rasmus Kristiansen, Mogens Holme, Steffen Gliese, Nova Lone Jespersen, Kim Petersen, Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen, Eva Schwanenflügel, kjeld jensen, Mette Johansson, Steen K Petersen, Rosa Nyeng, Mads Horn og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Willy Johannsen

Jeg glemte at sige, at selvfølgelig er det samfundets skyld.
Og hvis det ikke er nok, så er det kapitalismens og liberalismens skyld.
Glemte jeg noget, så føj det selv til.
Curling børn kan jo ikke gøre for det.
Vel?

Niki Dan Berthelsen

@Willy

Bare fordi du er en macho-klovn, så behøver andre ikke være det.

At have for mange valg er bagsiden af at have frit valg. Og have ingen eller meget få valg førte også til mistrivsel.

Det handler ikke om at børnene 'curles', det handler om at det er svært at vælge en identitet, når der er så mange at vælge imellem.

Engang var der kun en for mænd, det var macho-klovn. Nu er der flere valg på hylderne og det skal der unge så lære at navigere i.

Thomas Andersen

For nogle, især ældre mænd/kvinder er det altid individets skyld. De har for få fritidsinteresser. De er for optaget af dem selv. De er for meget på SoMe. Fortsæt selv listen, formet af "du er din egen lykkes smed" liberalismen.

Da jeg var ung var det videofilm og senere computerspil, som var den lette årsag til alverdens onder.

Sagt af selvcentrerede gamle mænd/kvinder, som ikke har opdaget, at kravene til de unge er markant større end da de selv var unge.

Du skal vælge karriere i 7 klasse. Du skal måles og vejes fra 1. Klasse. Du skal testes i børnehaven for sprog og parathed.
Du skal være på sociale medier for at deltage i skolen/fritidsaktiviteter.
Dine forældre får alt at vide om din dag i skolen, via Aula, så du kan blive holdt ansvarlig for den mindste fejl.
Du skal minimum gå til 2 fritidsaktiviteter.
Du skal have det rette tøj på.
Du skal have de rette karakterer og selv når du har det, bliver du punket for ikke at ville være håndværker. (For på et splitsekund er vi gået fra at være et videnssamfund til at have brug for folk med hænderne skruet rigtigt på).
Du efterlades i skoler og børnehaver med færre voksne, som skal bruge mere tid på dokumentation foran en skærm end nogensinde.

Du skal ikke drikke for meget, men heller ikke for lidt(så er du kedelig).

Du skal kun være en nørd hvis du er det på den fede måde. Ikke samle på modeltog, men vide en masse om computere, science og alt andet samfundet kan bruge i produktiv apparatet.

Du skal være sundere så du kan leve længere og især arbejde længere.

Du skal skynde dig igennem studierne, så du arbejder længere tid.

Efterløn? Det er der ikke noget af, men du må arbejde i et evigt optimerende samfund hvor stress er normen indtil du bliver 70.

Oveni kommer corona nedlukninger, klimakatastrofen, inflation, ressource knaphed og krig i vores baghave.

Det er samfundets skyld. Men skyld kan den der mistrives jo ikke bruge til noget.

Samtidig får du at vide, "du skal bare tage dig sammen. Vi havde det meget hårdere og havde slet ikke tid til at mistrives", af gamle mænd/kvinder der aldrig har forstået at verden ikke er sort/ hvid. Der aldrig har forstået at ens tilgang til livet er nedarvet igennem generationer, at netop bagatellisering af de hårde/negative oplevelser giver et barndomstraume, som igen nedarves, hvis ikke bearbejdet.

Alt var faktisk ikke rosenrødt i de gamle mænd/kvinders ungdom.

Der lukkede man bare af for sine følelser og druknede dem i arbejde og alkohol. Dette har fulgt dem lige siden.

De 65+ årige drikker mere end de unge. De 55-65 årige drikker næsten lige så meget som de unge.

Festen stoppede aldrig.
Arbejdet/hamsterhjulet stopper aldrig.

Fordi når alt distraktion/numbing er væk, så er der de ubearbejdede følelser tilbage, så er mistrivslen ikke længere gemt væk.

Nogle begik også selvmord, men de kan selvfølgelig ikke fortælle, at det rent faktisk var forfærdeligt, for mange at være ung i 70'erne/80'erne.

I 2020 var selvmordsraten for de 15-19 årige 3,5 pr. 100.000.

I 1980 var den 6,1 pr. 100.000.

https://statistik.selvmordsforskning.dk/

https://alkohologsamfund.dk/viden-om-alkohol/danskernes-alkoholforbrug

Gunhild Schou-Bojesen, Gunilla Funder Brockdorff, David Zennaro, Snorre Näsman, Sara Sindberg Bentsen, Nova Lone Jespersen, Niki Dan Berthelsen, Frederik Nissen, Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen, Ebbe Overbye, Ruth Sørensen, Eva Schwanenflügel, Helle Brøcker og Marie Hansen anbefalede denne kommentar

Sandheden er jo bare, at ungdommen er vildt opreklameret, og hvis det ikke var for den ekstra energi, der heldigvis for de fleste følger med - men måske nu ikke gør det mere, fordi vi umærkeligt har erstattet friheden med en konform kasernetilværelse med meget smalle og tomme værdier at stræbe efter.

Gunhild Schou-Bojesen og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Mette Johansson

Fra en 65+:
Jeg trives ikke så godt med generaliseringer og/men det skulle ikke undre mig om dagens børn og unge gennemsnitligt er for nedadgående på trivselsbarometret.

Det var ganske rigtigt heller ikke lutter lagkage for mange at være ung for 50 år siden - og alligevel så vil jeg ikke bytte! Jeg tænker jævnlig, at det er godt jeg ikke er 17 år nu.

Desværre er jeg jo en slags medskyldig i forurening, klimaforandringer, overvågning, hamsterhjul, krig etc. - selvom jeg bare har gjort, hvad der blev forventet af mig. Jeg kunne have kæmpet mere imod (i hvert fald de farer, der var indlysende) - selvom det ingen forskel havde gjort. Nu ser det ud til, at det sære dyr, mennesket, har sat den sikre kurs mod egen undergang.

Hva' fa'en skal den stakkels ungdom stille op?

David Zennaro, Sara Sindberg Bentsen, Carsten Munk, Frederik Nissen, Lise Lotte Rahbek, Ib Christensen, erik pedersen, Eva Schwanenflügel og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar
Nicolas Guilbert

Det centrale problem er, at skolesystemet lider under usædvanligt dårlig ledelse. Ministeriet agerer gang på gang magtfuldkomment og ud fra rent politiske motiver; aktørerne i systemet - politikere, embedsmænd, forvaltninger, lærere - har sjældent børnenes trivsel og udvikling som første prioritet.

Det er velsagtens samfundets største problem, en "stum katastrofe".

På Den dansk-franske Skole oplever vi dette førstehånds på snart fjerde år og kæmper en ihærdig kamp for, at der skal lyttes til børnenes stemme.

http://blog.ecolefrancodanoise.dk/aabent-brev-til-politikerne

Steffen Gliese, Nova Lone Jespersen og Thomas Andersen anbefalede denne kommentar