Vi har en pistol for panden og er tvunget til at lave reformer, så udbuddet af arbejdskraft øges. Det er en forudsætning for velfærdsstatens overlevelse og vores fortsatte velstand. Sådan fremstår det ofte i den offentlige debat, og det er blevet en præmis for de regeringsforhandlinger, der i disse dage og uger foregår på Marienborg. Senest har arbejdsgiverorganisationerne opfundet ordet »arbejdskraftskrise«. De nævner det sågar i samme åndedrag som klimakrisen og den sikkerhedskrise, Europa står i. Det er dog svært at forstå, hvilke samfundsøkonomiske argumenter der kan retfærdiggøre den sammenligning.
Behovet for at øge udbuddet af arbejdskraft er blevet en papegøjesandhed. Noget, som særdeles seriøse folk, der tror, at de forstår økonomi, gentager igen og igen. Det lærte de i 00’erne, hvor en central diskussion var, hvordan vi kunne sikre holdbarheden af de offentlige finanser. Da der politisk ikke var interesse i hverken at dæmpe væksten i den offentlige sektor eller at hæve skatterne, blev løsningen øget udbud af arbejdskraft, hovedsageligt ved at hæve pensionsalderen.
Sludder og vrøvl !
Med den kommende recession i verdensøkonomien vil udbuddet automatisk øges i 2023.
Der bliver altid råbt om krise i udbuddet af arbejdskraft eller som det heder på normalt dansk at der er for få arbejdsløse.
To kommentatorer, der tydeligvis ikke har læste Jeppe Druedahls indlæg, der netop handler om, at der ikke er behov for at øge udbuddet af arbejdskraft.
En fin analyse.
Den eneste reelle grund til ønsket om øget udbud af arbejdskraft er den løndisciplinering det uvægerligt vil medføre hos de der er i arbejde.
Alene for at det hellige erhvervsliv kan øge sit i forvejen astronomiske overskud til gavn og glæde for private rumrejsende eventyrere og andre, der politisk fritages for at bidrage til fællesskabet gennem skattebetaling.
Øget beskæftigelse i erhvervslivet belaster gennem den vækst det skaber klimaet. Der skal overføres arbejdskraft fra store områder af erhvervslivet til grøn mervækst og til "varme-hænder-produktions" - vækst.
Det er som om diskussioner - også i denne fine artikel - ikke sætter tilstrækkelig fokus på hvor enkelt det er. Mindre arbejdskraft til ødelæggelse ( = industriel vækst) Overfør denne arbejdskraft til der hvor der skabes værdi. Det vil sige til de områder hvor sociale relationer - uden direkte merværdi/profit - produktion til de rige - fremmes.
Øget beskæftigelse i erhvervslivet belaster gennem den vækst det skaber klimaet. Der skal overføres arbejdskraft fra store områder af erhvervslivet til grøn mervækst og til "varme-hænder-produktions" - vækst.
Det er som om diskussioner - også i denne fine artikel - ikke sætter tilstrækkelig fokus på hvor enkelt det er. Mindre arbejdskraft til ødelæggelse ( = industriel vækst) Overfør denne arbejdskraft til der hvor der skabes værdi. Det vil sige til de områder hvor sociale relationer - uden direkte merværdi/profit - produktion til de rige - fremmes.
For tiden er det altid mainstream-økonomerne (læs neo-liberale økonomer) der får det sidste ord - så i en ressesion med flere abejdsløse vil automatikken altid være at finde et løntrykkende arbejdsudbud (udenlandske skruebrækkere) der på sigt giver en bedre konkurrenceevne på lønudgifter. Sådan er det jo ikke når det drejer sig om uddannet arbejdskraft - her er det reglen om "udbud og efterspørgsel" der gælder som feks. "Jeg er en uddannet sygeplejerske og tager gerne alle vagter til en løn der passer til mine kvalifikationer elller i kan rende mig." Desuden er der en bred opbakning i befolkningen til en forbedring af løn og arbejdsvikår - selv om det koster.
Og der kan ikke køres længere på literen med - særligt ikke på "blå benzin"