Strafferetsprofessor Lasse Lund Madsen fra Aarhus Universitet har sagt det før, og han mener det stadig: Han hælder til, at Mette Frederiksen (S) handlede groft uagtsomt i Minksagen og dermed overtrådte ministeransvarlighedsloven.
I det lys vil hans svar på to centrale spørgsmål i den offentlige debat nok overraske mange: Han mener ikke, det på det foreliggende grundlag giver mening at føre en rigsretssag mod Mette Frederiksen. Og han synes heller ikke, der er nogen grund til at få foretaget en uvildig advokatvurdering af Minkkommissionens beretning med fokus på Mette Frederiksens ansvar, sådan som flere partier kræver.
Det kan lyde selvmodsigende. Men han påpeger, at det, han siger nu, ikke står i modsætning til, hvad han tidligere har sagt. Og han har en god forklaring på, hvordan han på den ene side selv kan hælde til, at landets fungerende statsminister har brudt ministeransvarlighedsloven, og på den anden side mener, at hverken en advokatvurdering eller en rigsretssag er vejen frem.
Ikke så langt fra hinanden
I sidste uge sendte de tre juraprofessorer Jørgen Albæk Jensen fra Aarhus Universitet samt Jens Elo Rytter og Jørn Vestergaard fra Københavns Universitet et meget omtalt notat til Folketinget med deres vurdering af, om Mette Frederiksen har brudt ministeransvarlighedsloven. De vurderer »med en høj grad af sikkerhed«, at det ikke er tilfældet, og afviser derfor, at hun ville blive dømt i en rigsretssag.
Samme vurdering har de tidligere givet udtryk for i medierne, og nu har de altså fremlagt en længere analyse.
Lasse Lund Madsen understreger, at han glæder sig over, at de tre nu uddyber og forklarer deres synspunkt – ligesom han selv gjorde, da han sidst i august skrev en kronik i dobbelt længde til Berlingske om sin vurdering af Mette Frederiksens ansvar i sagen efter at have brugt sommeren på at nærstudere Minkkommissionens beretning.
»De stiller op for at kvalificere samfundsdebatten, og det er kun positivt,« siger han.
Og selv om han og de altså er uenige på et afgørende punkt, stikker uenigheden måske ikke så dybt endda.
»I virkeligheden er vi ikke så langt fra hinanden, som det måske kan se ud,« siger Lasse Lund Madsen. »Og det er nok vigtigt at sige, at der her er tale om en skønspræget vurdering, og at man ikke kan regne med at få ét klart svar, når jurister foretager den slags vurderinger. Det er jo heller ikke ualmindeligt, at højesteretssager falder sådan ud, at tre dommere stemmer for det ene, og to for det andet.«
Det var ikke med vilje
Udgangspunktet for både Lasse Lund Madsens vurdering og de tre andre professorers er Minkkommissionens beretning. Kommissionen slog fast, at det var »groft vildledende«, da Mette Frederiksen på det berømte pressemøde den 4. november 2020 blandt andet sagde, at det var »nødvendigt at aflive alle mink i Danmark«. For som bekendt manglede hjemmelen. Men samtidig konstaterede medlemmerne af kommissionen, at Mette Frederiksen ikke selv »havde viden herom eller hensigt« til at vildlede. For tilsyneladende havde ingen advaret hende om, at der var et juridisk problem.
På den baggrund vurderer Lasse Lund Madsen ligesom de tre professorer bag det nye notat, at statsministeren ikke kan siges at have haft forsæt til at bryde ministeransvarlighedsloven. Hun gjorde det så at sige ikke med vilje.
Så langt er de altså enige. Men det er også den lette del. For spørgsmålet, der står tilbage, og som Minkkommissionen afholder sig fra at besvare, fordi kommissioner ikke skal vurdere ministeransvar, er dette: Gjorde Mette Frederiksen sig skyldig i grov uagtsomhed, som er den laveste tærskel for, hvad en minister kan holdes ansvarlig for efter ministeransvarlighedsloven? Eller var der blot tale om simpel uagtsomhed?
Ja, det er der grund til at antage, at hun gjorde, mener Lasse Lund Madsen. Nej, det er der ikke belæg for, mener de tre professorer bag notatet til Folketinget.
Ingen sagde noget
De tre professorer lægger vægt på, at en minister ifølge de juridiske normer på området som udgangspunkt bør kunne gå ud fra, at embedsværket har styr på spørgsmål om hjemmel og anden relevant jura.
»Det kan sædvanligvis ikke forventes, at en minister spørger ind til den slags og selv sikrer sig, at der er lovhjemmel til et indgreb i borgernes rettigheder, hvis vedkommende er omgivet af topembedsfolk, som ikke nævner eller i det mindste antyder, at der kan være et problem,« skriver de og henviser til, at Mette Frederiksen altså tilsyneladende ikke blev advaret af embedsværket om, at der ingen hjemmel var til aflivningen af samtlige mink i landet.
Professorerne forklarer i deres notat, at der er tale om grov uagtsomhed, »hvis der foreligger en særlig markant, klar eller forkastelig afvigelse fra, hvad der med rimelighed kan kræves«. Men de understreger, at overgangen mellem grov og simpel uagtsomhed er glidende og skønsbetonet, og at det i sidste ende er op til en domstol at afgøre, hvor grænsen skal drages i en konkret sag.
I folkeoplysningens navn
Lasse Lund Madsen finder det positivt, at de altså på den måde »holder en dør på klem for, at man i sidste ende ikke kan sige noget med sikkerhed« om udfaldet af en eventuel rigsretssag mod Mette Frederiksen:
»Der synes jeg, de fremstod en anelse mere sort-hvide med deres tidligere udmeldinger i medierne. De efterlod nok hos mange et indtryk af, at der slet ikke var noget at komme efter. Og det var i vidt omfang bevæggrunden for, at jeg i sin tid satte mig ned og i folkeoplysningens navn forsøgte at rammesætte sagen i kronikformat.«
Samtidig anerkender han, at usikkerheden går begge veje:
»Ligesom det er vanskeligt for dem fuldstændigt at udelukke, at der alligevel ikke kan være tale om grov uagtsomhed, kan jeg heller ikke afvise, at man måske ville nå frem til, at det kun var uagtsomt og ikke groft uagtsomt.«
Men det ændrer ikke på, at Lasse Lund Madsen altså fortsat selv hælder til grov uagtsomhed. Og det er der flere grunde til.
Voldsomt indgribende
Professoren lægger blandt andet vægt på, at der er tale om et særdeles groft retsbrud. Og selv om spørgsmålet om grov uagtsomhed som udgangspunkt hører til i den afdeling, som jurister kalder den subjektive tilregnelse, så skal det såkaldte objektive gerningsindhold inddrages i vurderingen. Eller med andre ord: Det handler ikke alene om, hvad Mette Frederiksen selv vidste og gjorde, men også om sagens substans og alvoren af konsekvenserne.
»Og der må vi jo bare sige, at man uden fortilfælde i nyere tid nedlægger et helt erhverv, som minimum i en periode. Det er voldsomt indgribende og kalder på stor agtpågivenhed hos beslutningstagerne,« siger Lasse Lund Madsen.
Men i stedet for agtpågivenhed mener han, at Mette Frederiksen udviste en høj grad af skødesløshed. Ifølge Minkkommissionen stod hun i spidsen for en forceret proces, hvor der ikke ved det afgørende møde i regeringens koordinationsudvalg den 3. november 2020 blev givet tid til læsepauser, og hvor ressortministeriet, Fødevareministeriet, blev »kørt ud på et sidespor«. Og statsministeren måtte vel at mærke være bekendt med, at processen var forceret, konstaterede kommissionen.
Desuden valgte man på mødet i Koordinationsudvalget, hvor statsministeren sidder for bordenden, en model for aflivning af mink, der varierede fra de to modeller, som embedsværket havde forberedt i mødematerialet. Og alligevel sikrede Mette Frederiksen sig ikke, at sagen blev sendt tilbage til fagministeriet for at blive tryktestet.
Lidt for venligt?
Men hvad så med normen om, at ministre skal kunne stole på, at embedsværket siger fra, hvis der er problemer med juraen?
»Det er jo udgangspunktet, men det er ikke et absolut udgangspunkt, og igen skal det blandt andet inddrages, hvor groft lovbruddet og hvor vanskelig juraen i sagen er. Og der mener jeg ikke, de tre professorer er nuancerede nok,« siger Lasse Lund Madsen.
»Jeg er helt enig i, at ministre i den daglige trummerum skal kunne læne deres hoved op ad embedsværket. Men når man går så langt, som man gør her, må man have alle paraderne oppe, og det gælder i særdeleshed, når man pludselig vælger at smide en tredje model på bordet.«
Han henviser til følgende afsnit i de tre professorers notat: »Det forhold, at der på KU-mødet var drøftelser om beslutninger, som mødedeltagerne ikke var forberedt til at træffe gennem det foreliggende mødemateriale eller på anden vis, burde først og fremmest have skærpet de øvrige mødedeltageres agtpågivenhed i forhold til beslutningsgrundlagets holdbarhed, herunder med hensyn til hjemmelsspørgsmålet.«
Ifølge de tre professorer var det altså især de øvrige mødedeltagere, antageligt primært embedsmændene, der burde have været særligt agtpågivende. Men hvorfor egentlig det, spørger Lasse Lund Madsen:
»Man kan i hvert fald sige, at de ikke er uvenlige over for statsministeren her. Jeg mener, også hun burde have udvist ekstra agtpågivenhed, men det er, som om de gør ansvaret for statsministerens beslutninger til alle andres end hendes eget,« siger professoren.
Han tilføjer, at han heller ikke forstår de tres vurdering af, at retsgrundlaget var kompliceret: »Det ville jo i givet fald være et argument for, at Mette Frederiksen ikke kunne forventes at kende til mulige retlige problemer, men jeg køber ikke den påstand. Det er i vid udstrækning elementær jura. Jeg er enig med kommissionen, der netop vurderede, at der var tale om en klar ulovlighed. Og jeg synes, det kan undre, at statsministeren ikke spurgte embedsmændene: ’Må vi godt gøre det her, og er der penge i kassen til at udbetale tempobonus?’«
Med et trylleslag
På samme måde undrer Lasse Lund Madsen sig over professorernes vurdering af hastværket i sagen. I deres notat skriver de, at beslutningsgangens hastighed i lyset af Mette Frederiksens bedømmelse af situationens alvor giver »mening, uanset at der efterfølgende har kunnet rejses tvivl om, hvorvidt der objektivt set var tilstrækkelige holdepunkter for hendes opfattelse«. De understreger, at det rent faktisk i tiden mellem mødet i Koordinationsudvalget den 3. november 2020 og pressemødet dagen efter blev »afklaret, at retsgrundlaget var mangelfuldt«. Statsministeren blev bare ikke orienteret om det juridiske problem. Og som den ene af de tre professorer, Jørgen Albæk Jensen, har udtalt til Berlingske:
»Det er rigtigt, at Minkkommissionen har lagt meget vægt på den forcerede proces, men det var ikke den, der var skyld i, at hun ikke fik besked om den manglende hjemmel. Det var man jo klar over i Miljø- og Fødevareministeriet om formiddagen før pressemødet den 4. november.«
Lasse Lund Madsen har svært ved at se logikken: »Det er da oplagt, at det netop er den forcerede proces, der kan have bevirket, at den viden, som faktisk var i systemet, ikke nåede frem til rette sted. Jeg synes, det er lidt virkelighedsfjernt, at de nærmest med et trylleslag får hastigheden til ikke at have haft nogen betydning. Jeg ser det anderledes, og det tror jeg også, Minkkommissionen gjorde.«
Temmelig fantasifuldt
I sin essens handler diskussionen om, i hvor høj grad manglende rådgivning fra embedsværket er ansvarsfritagende for en minister.
»Det er nok der, vandene for alvor skilles. For jeg mener, de tre professorer nærmer sig en retstilstand, hvor ministre slet ikke har noget ansvar for at tænke selv. Og det indebærer også, at det er svært at se, hvor der så er plads til grov uagtsomhed henne,« siger Lasse Lund Madsen.
»Spørgsmålet er så, om ikke man i praksis kommer til at afkriminalisere grov uagtsomhed. Det er jo i givet fald en fortolkning, der er i strid med ministeransvarlighedsloven (hvor grov uagtsomhed er strafbart, red.). Man kan i hvert fald stille spørgsmålet: Hvad er så et eksempel på grov uagtsomhed?«
– Er pointen ikke, at Mette Frederiksen faktisk var omgivet af kompetente embedsmænd, da beslutningen blev truffet, og at hun ifølge de gældende normer burde kunne regne med embedsværket? Kunne man ikke godt forestille sig en situation, hvor hun havde truffet en lignende beslutning, som embedsværket i mindre grad var involveret i, for eksempel sammen med sin særlige rådgiver, og at det ville kunne betragtes som grov uagtsomhed?
»Jeg kan godt se, hvor du vil hen. Men det bliver temmelig fantasifuldt. Jeg tvivler på, at mine kolleger kan godtgøre, at deres fortolkning i praksis har efterladt rum for ministeransvar ved grov uagtsomhed. Min pointe er, at man skal være forsigtig med at etablere en situation, hvor en minister kun kan straffes i en Støjberg-situation, altså hvor vedkommende er blevet advaret og derfor kan siges at have forsæt – og ellers er off the hook.«
En ansvarsfri cirkel
Lasse Lund Madsen henviser til en kommunal sag fra 1993, som han også fremhævede i sin kronik om Minksagen. Her havde kommunens bygningsinspektør vurderet, at der var hjemmel til at udstede en dispensation til en virksomhed. Alligevel dømte et flertal i Højesteret formanden for teknisk udvalg samt et andet byrådsmedlem for grov uagtsomhed, fordi de havde udstedt dispensationen. Formanden havde ifølge dommerne »udvist en skødesløshed, der må karakteriseres som grov tilsidesættelse af de pligter, der påhvilede ham«.
Sagens forhistorie var kompliceret, understreger Lasse Lund Madsen. Men hans pointe er, at det altså her var muligt at straffe nogle politikere for grov uagtsomhed, selv om de ikke var gået imod rådgivningen fra embedsværket, men faktisk havde fulgt den. Og det skal også være muligt i sager om ministre. For ellers kan der opstå, hvad højesteretspræsident Jens Peter Christensen har betegnet som »en art ansvarsfri misinformations- og uvidenhedscirkel« mellem minister og embedsmænd, advarer Lasse Lund Madsen:
»Ministeren skal bare holde sig i uvidenhed, og så er vedkommende ansvarsfri. I så fald skulle embedsværket til gengæld have med hammeren for ikke at have advaret, men det er jo ikke dét, vi oplever i Minksagen. De får bare advarsler og irettesættelser, som er de mildeste arbejdsretlige sanktioner. Efter almindelig forståelse og sprogbrug er det lidt af en tilsnigelse overhovedet at kalde en advarsel for en sanktion,« siger han.
»Og så er realiteten i praksis netop den, at vi er tæt på at have skabt en ansvarsfri cirkel. Det er næppe et sted, en retsstat, der tager sig selv alvorligt, ønsker at befinde sig. Så risikerer retsstatens sammenhængskraft at erodere.«
– Den daværende departementschef i Fødevareministeriet, Henrik Studsgaard, er ikke bare blevet tildelt en advarsel eller irettesættelse, men er blevet fritaget fra tjeneste og kan vel se frem til en disciplinærsag?
»Lad os nu se. Det skal selvfølgelig med, men hvis ikke han ender med at blive mødt med en hård sanktion, så ender vi i den cirkel, som Jens Peter Christensen beskriver. Men det er rigtigt, at regnebrættet endnu ikke kan gøres endeligt op.«
Med al respekt for advokater
Til gengæld er det måske tid til at gøre regnebrættet op i forhold til det politisk presserende spørgsmål om en advokatvurdering og en eventuel rigsretssag.
Som beskrevet har Lasse Lund Madsen svært ved at se fornuften i begge dele.
»Med al respekt for advokatstanden vil det blive vanskeligt at finde nogle advokater, som kan repræsentere en viden, der er bredere og dybere end den, mine kolleger og jeg selv nu har bragt i spil,« siger Lasse Lund Madsen.
Han påpeger, at en rigsretssag befinder sig i grænseområdet mellem strafferetten og forfatningsretten. For på den ene side er der tale om en straffesag, hvor strafferetlige termer som forsæt, uagtsomhed og det objektive gerningsindhold er helt centrale. Og på den anden side er der nogle normer i spil, som stammer fra forfatningsretten.
Mens Jens Elo Rytter og Jørgen Albæk har speciale i forfatningsret, har Jørn Vestergaard og Lasse Lund Madsen selv speciale i strafferet, og som han siger:
»På den måde er sagen vel næsten så belyst nu, som den kan blive. I det lys er det nok en kende naivt at forestille sig, at nogle advokater skulle lægge hovedet på blokken og sige, at der enten er tale om grov uagtsomhed eller bare uagtsomhed. Det ville i hvert fald ikke forekomme særligt seriøst. Især fordi der jo netop er tale om en glidende overgang, hvor det er vanskeligt at tegne grænsen præcist op.«
Det kan gå begge veje
Det bider sig selv i halen, mener Lasse Lund Madsen: Der mangler retspraksis at tage udgangspunkt i, fordi ingen af de to rigsretssager i nyere tid har handlet om uagtsomhed. Derfor vil det være vanskeligt for seriøse advokater at komme med et klart svar på, om der er tale om grov uagtsomhed i Minksagen – og dermed lægge op til at føre en rigsretssag, der ville kunne bidrage til at afklare retstilstanden.
Af samme årsag mener professoren heller ikke selv, at han kan anbefale en rigsretssag:
»Jeg har sagt, at jeg umiddelbart selv ville hælde imod en domfældelse, hvis jeg sad som dommer i Rigsretten – med forbehold for, at vidneforklaringer og alverdens nuancer i løbet af sagen kunne trække i hver sin retning. Sådan har jeg det fortsat. Men det er ikke det samme, som at jeg hælder til, at man skal rejse en rigsretssag.«
For selv om Lasse Lund Madsen selv hælder til, at der er tale om grov og ikke simpel uagtsomhed, anerkender han, at der altså er tale om en glidende overgang.
»Derfor bliver det så skønspræget, at det sagtens kan gå begge veje. Og jeg er jo heller ikke blind for, at jeg har nogle gode og velfunderede kolleger, der mener noget andet end mig. Vi kommer ikke uden om, at det er et lod i vægtskålen og understreger, at der er en stor procesrisiko,« siger han.
»Grundlæggende er det en afvejning og et dilemma, landets anklagere står med hver dag, før en sag sendes i retten: Er grundlaget solidt nok til en domfældelse? Holder beviserne ud over enhver rimelig tvivl? Helt sikker kan man aldrig være, men man skal efter en objektiv juridisk vurdering føle sig temmelig sikker. I praksis bør Folketinget nok være ekstraordinært sikre, før de trykker på rigsretsknappen og lægger beslag på størstedelen af Højesterets ressourcer i en længere periode, og derfor kan jeg i sidste ende ikke anbefale en rigsretssag. Procesrisikoen er simpelthen for stor.«
På den måde kan man sige, at Rigsrettens tunge apparat i sig selv kan komme til at udgøre en barriere mod, at ministre kan blive holdt retligt ansvarlige, og det bringer Lasse Lund Madsen frem til en pointe, som han i sin tid også skrev ind i sin kronik om sagen:
»Så meget desto mere er det vigtigt, at medlemmerne af Folketinget – røde som blå – i grænsetilfældene tager det politiske ansvar alvorligt og afstemmer reaktionen med retsbruddets grovhed.«
Regeringen på midten
Danmark har fået en midterregering bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne. Men hvad vil den med Danmark? Hvad kan de tre partier samarbejde om? Og hvilken ideologi skinner mest igennem i deres politik? Information følger udviklingen i denne serie
Seneste artikler
’Regnestykket går ikke op’, sagde statsministeren. Men der kan være flere penge end antaget
18. januar 2023Reformer er nødvendige for at finde finansiering til forsvar, klima og velfærd, lød det fra Mette Frederiksen i tirsdagens tale til Folketinget. Men ifølge økonomer kan det økonomiske råderum være større, end regeringen regner medOppositionen er enig om store bededag, ikke om finansiering af forsvaret
18. januar 2023I et åbent brev afviser de ni partier at gå med på regeringens ultimatum om store bededag. Men pengene til øgede forsvarsudgifter er de ikke enige om. Enhedslisten peger på det økonomiske råderum, Dansk Folkeparti på udlændingeområdetØkonomer har svært ved at se, hvordan regeringen vil nå sit mål for arbejdsudbud
17. december 2022Regeringen vil øge arbejdsudbuddet med 45.000 inden 2030, men en række økonomer har svært ved at forstå dens beregninger og tvivler på, at flere af tiltagene vil give den ønskede effekt
En rigsretssag er komplet overflødig.
Befolkningen har allerede frikendt hende.
Eller dømt hende.
Det er det eneste, som tæller i virkelighedens verden.
Resten er totalt ligegyldigt.
En rigsretssag er jo ikke for professorernes eller oppositionens skyld, men for retsfølelsen og demokratiets skyld. Desuden, så kan ingen i dette være tjent med at man bare kan aflive et helt erhverv uden et demokratisk hjemmel. Ja, minkerhvervet var dyretisk uforsvarligt, men det er altså folketinget som vedtager landets love, ikke statsministeren.
"Jeg mener, at de tre professorer nærmer sig en retstilstand, hvor ministre slet ikke har ansvar for at tænke selv"
Loven er kompliceret, og der er mig bekendt ikke noget krav om, at ministre skal være jurister eller have nogen særlig uddannelse. Så hvis valgresultatet ender med, at murersvend Tesfaye, eller hjemmehjælper Kjærsgaard skal være minister, vil vedkommende da være dybt afhængig depardementets indsats og redelighed.
Jeg er helt enig med Torben Skov, idet det jo netop er sagens kerne at man ikke kan forlange at en minister uden juridisk viden skal kunne stille juridiske spørgsmål, sådan som professor Lund Madsen forudsætter. Han tænker som jurist hvor han forventer at enhver minister også har samme tilgang til en sag som denne og derfor er det i hans optik at "it goes withouth saying" at Mette Frederiksen så også burde have kunnet gennemskue en sag som denne ved at spørge ind til den problematik om lovhjemmel. Men professoren tager fejl fordi han netop IKKE kan forvente at en minister tænker som han, især når hans viden baseres på mange års studier inden for strafferet.
Til fordel for MF har vi jo også det forhold at minkene i zonene 1 og 2 netop blev aflivet uden at man stillede særlige spørgsmål om lovhjemlen udover at man henviste til lov om dyrehold. Hvordan skulle MF dog kunne tænke sig til at de samme regler ikke også gjaldt i zone 3 hvor man også havde fundet nogle udbrud, selvom det så viste sig at være en and?
Kun hvis statsministeren havde været fagjurist, kunne man forvente en sådan afklaring, men når statsministeren er omgivet af topjurister som embedsmænd,så er det vanskeligt at se hvorfor hun skulle udspørge embedsmændene om noget som de forventlig havde forstand på. Så nej, jeg kan ikke som lægmand forstå hvad den gode professer mener med at MF har været grov forsømmelig, selvom jeg udmærket godt kan se pointen med at højesteretsdommere også kan være uenige.
Forestil dig at du er statsminister. Er du klar?
Ok. Pandemien er brudt ud. Myndighederne siger at denne gang er det alvor. Beredskabet er sparsomt, og selv myndighederne mangler viden. Alligevel får du stablet en strategi på benene, som går ud på at beskytte befolkningen, på bekostning af penge, indtil man har en vaccine der virker. Den siger myndighederne at der arbejdes på. Nedlukning koster mange penge, og regnedrengene fra finansministeriet er meget bekymrede.
En dag, midt i kaoset, går døren til dit kontor op, og ind træder repræsentanter fra videnskaben. De fortæller at der er en ny virus variant på banen. Den stammer denne gang ikke fra England eller Indien. Den er fra Danmark. Opstået på minkfarme, hvorfra den hurtigt spredes. Den ser ud til at kunne snyde vaccinen. Smitten går hurtigt, og kan nå ud af landet på timer eller få dage. Der er ingen tid at spilde, med mindre du vil risikere at omverdenen bliver alvorligt sur, hvis du ikke handler effektivt nu. Det kan få katastrofale følger for Danmarks omdømme, hvis varianten slipper ud, og dermed spolerer den vaccine som siges snart at være klar.
Hvad gør du? Lukker minkerhvervet, og slår minkene ned? Venter på lovhjemmel, og forklarer de sure nabolande Verden rundt, at vi er et demokrati, med regler vi skal følge?
Jeg ved godt hvilken statsminister jeg helst vil have i en sådan situation. En med overblik og ansvar, som ikke tøver når lokummet står i lys lue. Hvad med dig selv?
Der var ikke nogen "minkskandale". Det var landets leder, som handlede rigtigt i den givne situation. Alt andet omkring sagen er politiske drillerier, som man nu kan handle med, i et forsøg på at lægge den klamme på en af de altid eftertragtede ministerbiler, med tilhørende taburet. Det må være muligt at forstå, selv hvis man er vokset op på en business school.
Morten Balling
13. november, 2022 - 22:18
"Forestil dig at du er statsminister. Er du klar?"
Gad vide, hvad der ville have sket, hvis:
Statsministeren efter den besked havde indkaldt til pressemøde og meddelt:
Beklager, venner!
Der er nogen i Landbrug og Fødevarer, der er blevet sure - så nu tager jeg på ferie i Langtbortistan og overladerregeringsmagten til Venstre.
Jeg har indstillet til Dronningen at fremtidig regeringsleder er Lars Løkke Rasmussen...
A sæjjeer walbekom!
De tre vise mænd fra universitetsverdenen, går tilsyneladende ud fra, at alt foregår efter bogen.
Her er det vist på tide at gøre opmærksom på, at det var Mette Frederiksens klart udtalte hensigt som statsminister at samle mest mulig magt i sit eget ministerium. Hermed videreførte, man kan næsten sige fuldendte, hun de sidste 25 års regeringers korrumpering af embedsværket, og sammen med trippeldestillatet af denne korrumpering Babara Bertelsen, indførte de et regime, hvor ingen turde sige hende imod.
Når man på den måde afskærer kritiske ryster fra andre ministerier, hvilket vel præcist er, hvad der skete. må man også selv stå på mål for sine beslutninger og påtage sig hele ansvaret.
Det var med andre ord Mette Frederiksens helt eget ansvar, at afklare det juridiske, som hun åbenbart ikke har styr på, men det fritager som bekendt ikke fra straf, at man ikke kender loven. Det burde være en skærpende omstændighed, når man som Mette Frederiksen har al den ekspertise, man kan tænke, til sin rådighed, bevidst fravælger at rådføre sig.
Det kan godt være, at en advokat ikke har mest forstand på de tre vise mænds områder, men til gengæld har advokaten sandsynligvis et godt kendskab til det at føre retssager, og til at vurdere sandsynligheden for at vinde en eventuel retssag.
En kommentar til:
"Ministeren skal bare holde sig i uvidenhed, og så er vedkommende ansvarsfri. I så fald skulle embedsværket til gengæld have med hammeren for ikke at have advaret, men det er jo ikke dét, vi oplever i Minksagen. De får bare advarsler og irettesættelser, som er de mildeste arbejdsretlige sanktioner. Efter almindelig forståelse og sprogbrug er det lidt af en tilsnigelse overhovedet at kalde en advarsel for en sanktion".
En passende beskrivelse, og generelt er jeg enig med Lasse Lund Madsen. Men det er jo sådan med al lovgivning i kombination med den måde, som bestemte systemer fungerer på, at de vil kunne udnyttes imod deres hensigt.
Det er der jo mange, der beskæftiger sig med skattetænkning, der ved noget om.
Noget kunne tyde på, at det også er tilfældet i denne sag, i en form for indbyrdes fælles forståelse mellem en række højtstående embedsmænd (ikke mindst en række departementschefer) og ministre (jeg tænker her især på forløbet mellem 3. november 2020 og nogle dage frem).
Mærkeligt nok fungerede en række højtstående embedsmænd over nogle dage som juridisk "hjernedøde" i forhold til spørgsmålet om hjemmel og tilsvarende med en række ministre, ikke mindst statsministeren. Lidt som en flok skoleelever, der har "glemt", at man skal kigge efter, om der er grønt, inden man går over vejen ved en lyskurv. Også selv om man har travlt.
Spørgsmålet om hjemmel er jo helt centralt, da især i presserende og komplicerede sager, hvor utrolig meget står på spil, såvel sundhedsmæssigt som økonomisk. Netop i sådanne situationer må Folketinget ikke fratages sin grundlovssikrede funktion som lovgivende magt.
Det er min opfattelse, at statsministeren og de involverede departementschefer stadig mener, at de handlede på en ansvarlig måde, den givne situation taget i betragtning, også selv om de indrømmer, at der blev begået fejl.
Det er flertallet i den danske befolkning sikkert enige med dem i.
Og skal vi så ikke se bare at komme videre!
Udgangspunktet for en rigsretssag er at der først skal nedsættes en kommission iht. GRL, denne har været nedsat, på baggrund af redegørelsen herfra er det op til folketingets medlemmer om der skal rejses en sag i retten.
Hvor står vi så i dag hvor regeringsforhandlingerne er i gang, vi står det sted hvor det er op til folketingets medlemmer om hvorvidt en rigsretssag skal rejses og så er det fuldstændigt ligegyldigt om en stor del af befolkningen har frikendt hende for at have været "objektivt groft vildledende"
Men. Ligesom nedslagtningen af mink var ude af vores hænder er spørgsmålet om en rigsretssag skal rejses det samme, hvad handlinger og konsekvenser bliver, kan vi kun med "spænding" vente på eftersom vi i Danmark ikke i modsætning til mange andre lande har en forfatningsdomstol.
Ad hominem argumentationen "objektivt groft vildledende" fra redegørelsen som refereres igen og igen, nogle steder med modifikationer, skaber dog alt andet lige en unødig mistanke om hvorvidt MF har gjort noget ulovligt.
Hvad vi også ved er, at undersøgelsen mundede ud i en juridisk tour de force, kommissionen blev eksplicit udelukket fra at behandle og tage hensyn til kontekst og substans, hvorfor undersøgelsens genstand alene var proces og ikke materialitet.
Skulle folketingets medlemmer beslutte sig for at en rigsretssag ikke skal ske, bør vi som borgere forlange at vi får en forfatningsdomstol, efter hvilken MF højst sandsynligt vil blive dømt da denne havde skulle tage højde for substans samt inddrage den faktiske samfundsmæssige virkelighed, med en forfatningsdomstol havde vi ikke fået en kommissionsrapport hvor den politiske handling, nedslagtning af mink, helt bevidst blev barberet ned til kun at omhandle spørgsmålet om proceslegalitet men også en vurdering af virkeligheden som den på tidspunktet blevet fremført og af KU-udvalget besluttet.
Hov vent ... og godnat, vi bør ikke vente på hvad folketingsmedlemmerne beslutter sig for, hvorfor skal Danmark ikke have en forfatningsdomstol når nu så mange andre lande har det, for med en forfatningsdomstol skulle minkaffæren have været bedømt efter proportionalitetsprincippet og det indbygget skøn, hvori risikoen for en fejltagelse altid er indlejret. Humlen af det hele er i et mere nuanceret perspektiv , om end befolkningen har frikendt MF, at man kan sige noget forkert eller give urigtige oplysninger mv., der viser sig at være i strid med loven, hvilket har forvaltningsmæssige konsekvenser som skal bedømmes efter proportionalitetsprincippet og den samfundsmæssige virkelighed.
At en samfundsmæssig krise, skal kunne legitimeres til at granskningsarbejde kan barberes ned til alene at omhandle proceslegalitet alene og sondringen "objektivt groft vildledende" er ikke beslutningens konsekvenser, rigtige eller forkerte, værdig, hælder dog objektivt til samme holdning at eftersom en rigsretssag eksisterer i grænseområderne imellem strafferet og forfatningsret at en rigsretssag da procesrisikoen og de glidende overgange er for stor.
Som alternativ til en forfatningsdomstol kan man også for fremtidens beslutninger i krisetider eller ej kikke mod Finland, hvor de har et stående udvalg i parlamentet: Grundlagsutskottet, dette ville ligesom en forfatningsdomstol formentligt kunne facilitere at den skrantende tillid til politikerne ikke sætter sig i institutionerne, for om vi taler barnebrude eller mink, så har beslutningen om at nedlægge minkerhvervet skabt splittelse befolkningen imellem som kunne have været undgået med et juridisk organ.
Vi har endnu tilgode at se,hvad højrefløjen kan finde på,hvis det fremover bliver normalt at lade grundlovsbrud passere.
Men det er tilsyneladende det,der skal til,før man på venstrefløjen forstår,at det handler om om meget mere,end for og imod Mette.
Nej, John Damm Sørensen, statsministeren er ved at tage tilbage, hvad Finansministeriet over en årrække har fået lov at rage til sig af bestemmelsesret. Og det er i Statsministeriet, den hører til.
Det spiller formodentlig ingen rolle med hensyn til en strengt juridisk vurdering af MF´s beslutninger, men det er alligevel underligt at det i medierne fortoner sig som noget totalt irrelevant at det ikke var en kendt mærkesag for statsministeren at nedlægge hele erhverv ved enhver given lejlighed, og at hun nok ikke - i modsætning til Støjbergs kalkuler - havde tænkt sig at profilere sig på den bedrift at forhindre rigmandsbrude i at få minkpelse.
Men mon ikke det spiller en rolle for den brede befolknings relativt tilgivende holdning til MF, at man godt er klar over at hun i en situation, hvor hensynet til verdenssundheden skulle afvejes over for hensynet til muligheden for at gå i minkpels, valgte at prioritere det første i misforstået tillid til at det ville der være lovhjemmel for. Mens Støjberg omvendt valgte at prioritere hensynet til sit eget lagkagebrand over for hensynet til de postulerede barnebrude vel vidende at det var ulovligt.
Det ændrer ikke ved at det - også i kritiske situationer - kan skal sikres at loven overholdes. Men så må den minksagen bruges til at undersøge hvordan dét kan garanteres, uden at være afhængigt af om den aktuelle statsminister er opmærksom på at hun/han alene skal være den, der sikrer det.
@Michael Borregaard - 14. november, 2022 - 00:51
"Skulle folketingets medlemmer beslutte sig for at en rigsretssag ikke skal ske, bør vi som borgere forlange at vi får en forfatningsdomstol, efter hvilken MF højst sandsynligt vil blive dømt".
Rent bortset fra, at højesteret har den rolle en forfatningsdomstol varetager i andre demokratiske lande, så vil indførelsen af en sådan størrelse kræve en grundlovsændring.
Derfor er forslaget meget underholdende, men aldeles uinteressant i virkelighedens verden.
Det kan man så glæde sig over eller begræde, alt efter temperament.
Nåe, så fik vi alligevel en dag med mink på programmet. Denne gang endnu en lærd som anbefaler at tingets medlemmer afstemmer reaktionen med lovbruddets grovhed. Nu kan det vel snart ikke siges tydeligere og befolkningen/vælgerne, for hvad vores mening måtte være værd, har jo allerede afstemt til fordel for statsministeren og imod de borgerlige julenisser.
Så gad vide hvad der egentligt skal til, ud over den helt store portion risengrød, der kan få oppositionen og deres til lejligheden indkøbte advokatur til at stikke lakridspiberne ind - så vi andre, der kærer os om fremtidens udfordringer - kan komme videre, uden hele tiden at skulle forholde os til om vi er for eller imod makrel med agurk, pelsindustri eller nødretslig handlekraft i retroperspektiv, for den sags skyld. For hvem har egentlig sagt, at man ikke kan være for det alt sammen, hvis det endelig skulle være?
Lad bare lige nævne, at jeg aldrig selv kunne finde på at komme agurk på en makrelmad og det er ikke fordi jeg har noget imod smagen af agurk; det er mest den våde konsistens sammen med makrel jeg ikke bryder mig om. Til gengæld vil jeg gerne overveje en udhulet skive agurk, hvor det våde element er taget fra, for nu at være lidt konstruktiv. Lad os bare kalde det kompromissøgende, selv om jeg godt ved det er hamrende kontroversielt.
Jeg bliver ved med at undre mig over en central del af Kommissionens kritik. "Kommissionen slog fast, at det var »groft vildledende«, da Mette Frederiksen på det berømte pressemøde den 4. november 2020 blandt andet sagde, at det var »nødvendigt at aflive alle mink i Danmark«. For som bekendt manglede hjemmelen." Jeg har spurgt rundt omkring, hvem det var, der blev vildledt ved pressemødet. For som bekendt blev minkene aflivet og hjemmelen med en vis forsinkelse indhentet. Jeg fristes til at spørge: Hvad er problemet i det? Jovist, hastværk er lastværk, og klog var beslutningen næppe. Men det er da en underlig ikke-logik at hævde, at noget er vildledende, hvis ingen derefter rent faktisk kan påberåbe sig at være vildledt.
"Må vi godt gøre det her?"
Haha. Padle padle baglæns.
Jeg vil ikke kloge mig på det juridiske, men observere blot at Lasse Lund Madsen er strafferetsprofessor, de tre tidligere professorer der har udtalt sig, besad også kompetencer inden for forvaltningsret, samlet set vil alle fire supereksperter så frarådet en rigsretssag… og anbefaler ikke engang en advokatvurdering. Hvilket for mig juradødelige også ville være underligt, idet disse 4 professorer jo underviser advokater… det ville være at gå ned i kvalitet… altså set med mine juradødelige øjne.
Jeg vil gerne påpege et andet aspekt. Blå blok råber hele tiden op, hvorfor stoppede regeringen ikke aflivningerne? Dette købes af mange som en mulig præmis, men faktisk synes jeg den er falsk. Der var en bund alvorlig risikovurdering fra Statens seruminstitut, der var hjemmel til aflivning af smittede mink, samt mink inden for 7,8 km af en smittede besætning (zone 1 og 2)… og rigtigt, rigtig mange mink var smittet. Desuden, var der et folketingsflertal der ville tilvejebringe lovhjemmel til alle mink blev slået ned. Dvs. et stop kunne kun omfatte mink i zone 3 og kun i 30 dage, hvorefter de så alligevel skulle aflives. De blå advokerede altså i virkeligheden for en PAUSE. Og nægter i øvrigt at forholde sig til risikovurderingen fra SSI, og det midt i en sundhedskrise, hvor nogle folk dør på hospitalerne af Corona.
Desuden var det faktisk muligt, at forholde sig kritisk til regeringens åbenlyse fejl, uden at skabe rod og tvivl om sundhedsmyndighederne. De radikale, SF og Enhedslisten var i den grad efter regeringen for fejl i processen, men accepterede samtidigt de råd der kom fra sundhedsstyrelsen og SSI. Men den blå familie synes det var vigtigere at råbe lovbrud endda grundlovsbrud, uden at erkende at de er med til at skabe situationen, fordi de i trods nægter at skaffe lovhjemmel. Ligeledes, forholder de sig slet ikke til risikovurderingen. Der var 17 millioner mink, hvoraf de fleste i Jylland var smittet, smitten kom ud blandt mennesker, folk blev syge af Corona minkvarianter… i den situation vil man stoppe/pause aflivningerne. Statsministeren var målløs og det forstår jeg godt.
Det juridiske kan jeg ikke bedømme, men jeg synes ærlig talt at der er mange angreb, på en regering der selv opdager at de har begået en juridiskfejl. En kommission har vist at Statsministeren ikke havde viden om den fejl på beslutningstidspunktet. En rigsretssag er til forsætlige fejl efter min mening… og den råben om at stoppe/pause zone 3 aflivningerne var spind fra blå bloks side, det er mere uansvarlighed at de fortsætter af dette spor (efter min mening). Specielt, efter at vi i dag ved, at smitten var meget mere alvorlig end den blev indrapporteret.
Dokumentaren Minkfarmens skjulte smitte (på tv2) viser udbredt brud på karantænereglerne og man pelser simpelthen syge mink som raske, undlader at teste sig og tester døde raske mink fra fryseren. En situation som opstår, fordi der hele tiden blive sået tvivl om alt… en situation som fortsætter i dag vi SKAL tro det værste… Åh hvor er hun magtfuldkommen. Sagen er at minksagen betragtes som et politisk våben… selv Alternativet bruger den strategisk efter min mening. Hold da op… og kom videre. Der er virkelige nutidige problemer. Valgets tale er samarbejde… FAT DET.
Interessant, højst interessant. Professoren nævner følgende; " ...at der er tale om et et særdeles groft retsbrud. Og selv om spørgsmålet om grov uagtsomhed som udgangspunkt hører til i den afdeling, som jurister kalder den subjektive tilregnelse, så skal det såkaldte objektive gerningsindhold inddrages i vurderingen. Eller med andre ord: Det handler ikke alene om, hvad Mette Frederiksen selv vidste og gjorde, men også om sagens substans og alvoren af konsekvenserne." Alene denne 'præmis' får umiddelbart juraen til at fordufte temmelig meget. Så er det nemlig ikke jura eller?, men en vurdering af den samlede situation ud fra et krisevurdering. Med professorens præmis kan man uden 'besvær' udlede at MF og regeringen handlede ansvarligt og i overenstenmelse med den sundhedstrussel' (objektivt) der var angivet. Tusind tak bør man i stedet sige og beklageligt med den juridske fejl. Må næsten sige tak til professoren for at påpege, at konteksten 'også' har betydning. Den nye diskussion, sikkert, mest fra blå blok; nej sundhedstruslen var ikke alvorlig nok til at alle mink skulle slås ned. Så nu kan alle se at rigsretssagen blot er en 'politisk' forstyrelse fra blå blok.
Kære Torben
Ja en forfatningsdomstol kræver en grundlovsændring. Dette er politikerne nok ikke interesseret i hvis man korrelerende skal sammenligne deres stramninger af offentlighedsloven, dette kan vi så glædes over eller begræde, alt efter temperament som du skriver.
At glædes over eller begræde, alt efter temperament, er vel i sidste ende et spørgsmål om tolerance, kriser er dog også tid til refleksioner, en ting er hvad politikerne ønsker noget andet er hvad "vi" burde ønske, bør vi som befolkning ikke reflektere over den udvanding af kontrollen med politikerne som sker, personligt ser jeg hellere - nok er spørgsmålet om en grundlovsændring en længere proces - at vi ser på det nuværende med kritiske briller og hvilke alternativer der er til det bestående, hvilket også var grunden til at jeg nævnte det finske grundlagsutskottet som et alternativ, hvilket vil skabe en stærkere juridisk skillelinje og en vagthund over for politikerne, havde vi haft et grundlagsutskottet, havde vi ikke været ude i spørgsmålet om hvorvidt Mette er ren, for så havde accept af beslutningens karakter ikke alene ligget hos det under Corona nedsatte general ad hoc koordinationsudvalg, hvor man kan argumentere for, at for mange kokke, når det kommer til beslutningen om nedslagtningen af mink, har fordærvet maden.
God dag!!
Nej nu må det snart stoppe.
Det er embedsmændenes hellige opgave at sørge for at lovforslag osv holder sig inden for den gældende lovgivning eller skal de komme med forslag til ændringer i loven.
Det er den arbejdsdeling der altid har været mellem embedsmænd og ministeren. Vel og mærke så er det det ministerium der har område under sig der skal sørge for lovhjelm.
@ Poul Anders Thomsen
"Desuden, så kan ingen i dette være tjent med at man bare kan aflive et helt erhverv uden et demokratisk hjemmel."
Men lovhjemlen blev jo netop også skabt, efter at man blev opmärksom på problemet kort tid efter pressemödet. Så hvis alt var gået til efter bogen, var resultatet stadig blevet helt det samme. Hertil kommer, at smitten spredte sig med lynets hast fra minkfarm til minkfarm, og de davärende regler sagde, at alle smittede besätninger plus dem i en vis afstand skulle aflives. Så selv helt uden politiske indgreb ville langt hovedparten af Danmarks minkbesätninger väre blevet aflivet i vinteren 2020-2021.
Dette er ikke skrevet for at forsvare det hastvärk, som var årsagen til, at Mette Frederiksen uforvarende endte med at stå og udstede en ulovlig ordre på et pressemöde. Tvärtimod er jeg dybt kritisk overfor dette, hvilket også gälder den danske corona-håndtering i sin helhed i tiden frem til foråret 2021.
Men i sidste ende er Mink-sagen mest politisk. Hvis ikke der var begået den her grove fodfejl, så havde Venstre givetvis stemt for det midlertidige forbud mod minkavl. Men pga. fodfejlen kunne der laves politik på sagen, og det har vi så väret vidner til lige siden. Og som de tre professorer siger, nu er det nok. Danmark står over for väsentlige udfordringer, og at fortsätte diskussionen om mink og lovhjemmel vil kun bidrage til politikerlede.
Dorte Sørensen har fuldstændig ret. Politikerne definerer de politiske ønsker/aftaler; embedsværket transformerer dem til enten lovgivning -hvis det er nødvendigt - eller administrative forskrifter, hvis det er tilstrækkeligt.
Når politiske indgreb kræver et nyt eller ændret retligt grundlag, vil og skal embedsværket naturligvis gøre det klart for de politiske beslutningstagere, hvilke tiltag, der er nødvendige, allerede fordi lovgivningsproceduren med fremsættelse af lovforslag og efterfølgende behandlinger i udvalg og folketingssalen, strækker sig over nogle dages forløb og forudsætter et politisk flertal.
Hvis embedsmændene ikke ytret sig, må politikerne, inklusiv statsministeren, selvsagt kunne stole på, at hjemmelsspørgsmålet er fuldtud afklaret, altså med andre ord, at fagministeriets folk kan gå hjem til deres kontor og skrive den bekendtgørelse, eller det cirkulære, styresignal eller andet, der kræves i situationen.
Jeg kan for så vidt godt forstå Lund Madsens synspunkter, og det kan givetvis forekomme, at en minister spørger sin departementschef, om der er nogen særlige udfordringer i forhold til implementeringen af de politiske beslutninger. Men det er og bliver departementschefens aller vigtigste opgave i enhver situation og døgnet rundt at være opmærksom på hjemmelsgrundlaget for de beslutninger han eller hun er med til at føre ud I livet.
Bare en tanke: Hvis man et øjeblik ser bort fra diverse refleksreaktioner - for/imod Mette F, for/imod minkavl osv - så synes Minkkommissionens bombastiske ordvalg at være meget styrende for den efterfølgende debat. At karakterisere Mette F.'s beslutning som "groft vildledende" synes mig ud fra en ren sproglig forståelse at være misvisende. "Groft vildledende" signalerer noget villet - og det kan kommissionen ikke rette op på med dens efterfølgende passus.
@Michael Borregaard - 14. november, 2022 - 13:25.
Mine bemærkninger om grundlovsændring skal ikke opfattes som en frakendelse af ideen om at en egentlig forfatningsdomstol kunne være nyttig.
De skyldes derimod de nærmest prohibitive vanskeligheder med at få udarbejdet og vedtaget ændringer til grundloven.
Første step er ganske rigtigt folketinget, der skal igangsætte processen, og vedtage den nye udformning, men derefter kommer både et nyvalg til folketinget, med vedtagelse af et uændret forslag, og derefter en krævende folkeafstemning.
Det er denne firetrinsraket, der (for mig at se) blokerer dit ønske.
Så vidt jeg kan se er der i Finland mulighed for at Parlamentet - med fem sjettedeles flertal - umiddelbart kan ændre forfatningen. Hvis mindre end det flertal er for skal ændringerne udsættes til efter et valg. Men der er intet krav om folkeafstemning, som vi har i Danmark.
Et forfatningsudvalg, som det finske, vil også kræve en grundlovsændring.
Så der er lang og bumlet vej til en virkeliggørelse af dine ideer.
@Torben
Det er mere refleksioner end ideer, den bestående firtrinsraket blokerer nok også disse som du korrekt skriver, tvivler stærkt på det er en vej politikerne selv vil gå. På det personlige plan, ser jeg det dog ikke som en bumlet, men en, processen på trods, nødvendighedens vej ... nok ikke lige nu og her, men i 2024-25 eller et år senere, vi har lige stemt, nu kan vi så kun vente på bogstavssammensætningen af den kommende regering.
VH
Michael
Ideen om en forfatningsdomstol er udmærket set fra en ideel synsvinkel, men desværre samtidig ganske urealistisk.
Som Torben Siersbæk ganske rigtigt nævner - og som det huskes fra grundlovsændringen i 1953 - skal der både en folkeafstemning og et nyvalg til for at ændre grundloven, og der kræves så stor tilslutning fra vælgerne (40 % af alle stemmeberettigede), at der skal noget ekstraordinært til for at skabe interesse nok. Som tilfældet var med tronfølgeren i 1953.
De få gange, der har været (meget små) tilløb til blot i teorien at drøfte, om der muligvis kunne være behov for en opdatering af grundloven, er man aldrig kommet længere end til at holde en konference om emnet, som det skete i 1999 på initiativ af Niels Helveg Petersen, hvor både forfatningsdomstol og udvidet adgang til folkeafstemninger var blandt emnerne. Det førte dog ikke til politiske initiativer.
Jeg tror kun, ændringer i grundloven realiatisk set kan gennemføres under helt ekstraordinære forhold, hvor vælgerne er maksimalt engageret i de spørgsmål, der kædes sammen med ændringen. Måske skal vi mest ønske, at sådanne ekstraordinære forhold ikke indtræffer.
@Michael.
Jeg kan sagtens følge din tankegang, men jeg er alvorligt bange for at projektet er vanskeligt, grænsende til det umulige.
Og din tidshorisont er - desværre - håbløst optimistisk.
For at illustrere problemet kan man kigge i bakspejlet og se, at et af skridtene til 1953-grundloven var det forgæves forløb fra 1937-39, hvor et forslag blev vedtaget i rigsdagen, men faldt ved folkeafstemningen (der manglede ganske få vælgeres deltagelse i afstemningen!), og et andet var den fem år lange tyske besættelse.
For at gøre det hele tæt på parodisk var det (efter manges opfattelse) for det tredje udsigten til at få Frederik IX's bror Knud eller hans søn Ingolf til konge, der sikrede grundlovens vedtagelse.
Det kræver tilsyneladende andet og mere end saglige grunde og argumenter at få vedtaget en ny grundlov i Danmark (jf. iøvrigt problemerne med at få afskaffet dybt problematiske EU-forbehold ved folkeafstemning).
Fogh Rasmussen nægtede et Grundlovs eftersyn i forbindelse med ændringen i Tronfølgeloven , hvor den først fødte skulle være tronfølger.
Det var meget dumt, at Folketinget ikke kunne samle et flertal uden om Fogh-regeringen så Grundloven var blevet rette til.
Minkene var ikke primært et juridisk problem. Minkene var et biologisk/medicinsk/økologisk problem. Det drejede sig om at undgå Wuhan 2.0.
Politikere, jurister og journalister har kapret minksagen, så medierne nu holder blikket rettet stift 2 år bagud.
Hvor og hvornår kommer Wuhan 3.0? Altså den næste zoonose frembragt af uansvarlige produktionsmetoder? Og hvordan forebygger vi den? - Det er der ikke nogen, der taler om. Hvorfor fylder det ikke noget i debatten?
@Dorte Sørensen - 14. november, 2022 - 18:07.
FOLKETINGET - KAN - IKKE - ÆNDRE - GRUNDLOVEN!
De kan da lave et forslag, der så bliver sendt til folkeafstemning osv. Det var det Fogh Rasmussen nægtede skulle ske sammen med ændringerne i Tronfølgeloven.
Der var over 6000 mennesker ansat i Minkindustrien, det er vel ikke helt urimeligt at få undersøgt om tingene gik ordentligt for sig i Statsministeriet. Der var ihverfald mange på venstrefløjen, som i årevis har næret ikke udelte varme følelser over for det erhverv. Og det blev lagt i graven over night. Jeg for en, synes at Statsministeren burde benytte sig til at lade sig rense af en rigsretssagt, hvis hun da kan overleve den.
@Dorte Sørensen.
Nej.
Sådan kan man ikke hverken starte eller gennemføre en grundlovsændring i Danmark.
Dine forestillinger er desværre fuldstændig forkerte.
Og stedet her er desværre ikke det rette til et kursus i dansk statsforfatningsret.
@Poul Anders Thomsen
...det var der osse rigtig mange mennesker der blev....."lagt i graven over night".
Minkfarmerne kan heldigvis både få erstatning og et andet arbejde, hvorimod de afdøde ikke kan få et nyt liv her.
Det er nu ikke så svært at forklare, hvorfor det er så svært at ændre Grundloven.
Såfremt Grundloven ønskes forandret, skal fremgangsmåden følge beskrivelsen i Grundlovens § 88, der er som følger:
1. Først skal Folketinget vedtage eventuelle forslag til den nye grundlov.
2. Så skal der udskrives valg til Folketinget.
3. Efterfølgende valget skal det nye folketing også vedtage grundlovsforslaget, som stadig skal være nøjagtigt det samme som det oprindelige forslag.
4. Til allersidst skal der atter afholdes en folkeafstemning.
Her skal et flertal på mindst 40% stemme ja til den nye grundlov.
Først efterfølgende folkeafstemningen bliver den ændrede grundlov endeligt vedtaget.
Siden grundloven blev vedtaget i 1849, er den kun blevet ændret i 1866, 1915, 1920 og 1953.
Så det er nu ikke forkert, det Dorte siger med "folkeafstemning, osv"; det er blot, at det lille "osv" er temmelig omfattende ;)
@Eva Schwanenflügel - 15. november, 2022 - 05:29.
"Så det er nu ikke forkert, det Dorte siger med "folkeafstemning, osv"; det er blot, at det lille "osv" er temmelig omfattende ;)"
Hmmm ...
Dortes formulering "De kan da lave et forslag, der så bliver sendt til folkeafstemning osv." er så upræcis, at man ("de") kan lægge alt muligt ind i den! Man kan måske endda hævde, at den er et koncentrat af den procedure, der er foreskrevet i grundloven.
Som jeg læser den rummer, den dog en kritik af, at "de" (hvem: regeringen? oppositionen?) ikke har taget sig sammen til at foreslå og gennemføre en ændring af grundloven sådan lige sammen med ændringerne i tronfølgeloven, nu "de" alligevel var igang, smølehovederne!
Altså - ingen spekulationer over den parlamentariske tilstand på det tidspunkt, og ingen overvejelser om det voldsomt principielle i at etablere en forfatningsdomstol!
Jeg synes det er mere end en posefuld "bare lige"!
Torben Siersbæk.
Ja min formulering var ikke præcis nok kan jeg se - undskyld - var var bare så naiv at tro, at Informations læsere kendte "arbejds gangen" og besværet ved at få en Grundlovsændring.
Ændringen i !953 blev jo også lavet i forbindelse med Tronfølgeloven, hvor prinsesse Margrethe blev tronfølger i stedet for arveprins Knud og hans søn Ingolf. Ved en sådan ændring formodedes det, at der var større interesse så folk mødte talstærkt op til afstemningen så Grundlovsændringen kunne vedtages.
mvh.
@Dorte Sørensen - 15. november, 2022 - 09:23.
Respekt for dine høje tanker om læsernes vidensniveau!
Jeg er helt enig i behovet for at foretage en gennemgribende revision af grundloven, men hver gang en mf'er bliver spurgt, om ikke det er en god idé bliver vedkommende fjern i blikket og taler om noget andet, så udsigten en nok ikke så god for det projekt.
Mht. det faktiske indhold af en grundlovsrevision, er der nok en del danskere, der kunne komme til at tænke på en anden statsform, med f.eks. en præsident i stedet for en monark.... især efter de seneste fjollede oplevelser med kongehuset. Og SÅ kan det jo godt trække en del mere ud.
Tak for din kommentar!