Efter i en årrække at have befundet mig i, hvad man måske kunne betegne som ’hængedyndet af den kreative klasse’, forestillede jeg mig, at min nyvundne status som partner til en overlæge endegyldigt ville sætte en stopper for min indre bekymring, hvad angår mine børns fremtid og trivsel.
Fastforrentede boliglån, stabil husstandsindkomst og ro på familiefronten måtte være nøglen til en nogenlunde sikret livsbane for mine små poder, der i øvrigt ikke havde mødt anden nævneværdig modstand i livet end deres mødres fordums skilsmisse, som med få undtagelser var forløbet i så nogenlunde fordragelighed, at den ikke kunne tænkes at have pådraget dem de helt store ar på sjælen.
Min partner derimod synes ikke at hvile i helt samme nagelfaste tro på, at alt nok skal gå for alle vores i alt fire sammenbragte børn, hvis bare de klassiske parametre for trivsel er vinget af på listen. Hun er jævnligt kommet hjem fra sit arbejde som psykiater på Sexologisk Klinik, hvor hun blandt andet har udredning af transkønnede børn og unge som et af sine arbejdsområder og har udtrykt bekymring på den opvoksende generation af unges vegne.
Der er jo simpelthen truffet nogle valg henover årene, som har taget barndommen ud af barndommen.
DR viser en serie i øjeblikket om de gamle MGP-stjerner og de vanskeligheder, de har haft efterfølgende - men det går videre, for MGP var jo et tegn på en radikal forandring i den ellers så internationalt priste danske mediebørnekultur.
Og så står den ansvarlige ved Gud og siger, at man nu tog børnene alvorligt ved at give dem noget, der lignede de voksnes. Sandheden er, at manglen på at tage voksne alvorligt, der toget kæmpespring med dannelsen af TV2, nu også kom til at forgifte den omsorgsfulde alvor, børn modtog viden om samfundet, verden, almen dannelse og grundlæggende værdier på.
Spørgsmålet er, hvordan man kan genopfinde det.
Meget enig i at fokusset på selvforholdet, den ‘konstante selvmonitorering og selvvurderende introspektion’, faciliteret af de sociale medier og samfundets og forældrenes evige spørgen til ‘hvad føler, mærker og synes du selv’, er en meget vigtig forklaring på, hvorfor mange børn og unge mistrives i dag.
At uddannelsessystemets dyrkning af præstationskultur og acceleration også er en del af forklaringen på mistrivslen, er jeg også helt med på. Efter 32 år som gymlærer kan jeg tilføje, at bl.a. taxametersystemets indførelse har medført et voksende optag af elever uden de fornødne faglige forudsætninger, og måske presset af forældreambitioner har ingen af delene bidraget til bedre trivsel blandt mange unge. Der er desuden gået total inflation i 12-tallerne på både giver-og modtagersiden. Forventningspresset på alle parametre er højt.
Så helt grundlæggende strukturer i samfundet skal tages op til grundigt eftersyn og revision, hvis denne skammelige mistrivsel blandt vores børn og unge skal forsvinde.
Jeg er født i 1946, og da jeg var barn op gennem 1950'erne på mine forældres lille familielandbrug på 21 tønder land, da var der brug for mig og min arbejdskraft. og sådan var det også for mine jævnaldrende.
Vi levede på en måde faktisk som dyrene i naturen, der lærer nødvendige færdigheder af deres forældre for at kunne overleve. Vi havde faktisk pligter dengang, og vi stræbte efter at blive voksne som vore forældre.
Ind imellem tænker jeg på, hvor klogt det mon var at forbyde børnearbejde - ikke at forveksle med udnyttelse af børn. For det var det ikke for mig og mine kammerater. Vi opnåede anerkendelse og accept fra vore forældre og fra voksne i det hele taget - og dermed voksede vores tillid til egne evner.
Da jeg var 18 år arbejdede jeg på en gård, hvor der var en dreng på 6 år. Han fulgte mig troligt og hjalp efter bedste evne - og den var ikke ringe - med at læsse roer til køerne og læsse dem af.
Det var ikke noget han skulle. Det var noget han ville. En aften, hvor vi var ved at læsse det sidste læs roer af sagde jeg: 'Finn - jeg kan se, du er træt, så jeg synes du skal holde fri nu. Så skal jeg nok selv læsse de sidste roer af'.
'Det skal du ikke bestemme', kom det prompte fra den lille trætte mand. Han fortsatte med at læsse roer af et par minutter. Så stillede han roegreben fra sig og sagde: 'Så, nu holder jeg for i dag'.
Siden blev jeg journalist, men før det var jeg fodermester på en gård, og her stillede den yngste pige på 6-7 år troligt for at hjælpe mig med at vaske mælkejunger.
En søndag formiddag havde jeg travlt med at blive færdig for at komme afsted og holde resten af dagen fri. Jeg må vel derfor have ment, at det ville gå lidt hurtigere, hvis hun ikke hjalp og sagde, at jeg havde travlt og nok selv skulle gøre det.
Det sårede hendes selvforståelse, så hun blev uartig og sprøjtede vand på mig og i mine gummistøvler. Så der lærte hun mig en lille smule pædagogik.
Hvis jeg har ret i, at vi mennesker også er en slags dyr, og at dyreunger efterligner lærer færdigheder ved at efterligne, hvad de voksne gør - hvordan skaber vi så et miljø omkring børnene, hvor det kan lade sig gøre?
Jeg vil lige tilføje den tanke, at den mistrivsel, usikkerhed og uselvstændighed, der tilsyneladende er voksende blandt børn og unge - kunne det mon tænkes, at den bunder i, at der ikke mere er et arbejdsfællesskab, hvor både børn og voksne deltager.
Som jeg husker det, så var børn og unge mennesker i min barndom og ungdom generelt ikke præget af mistrivsel. At det var reglen nærmere end undtagelsen, at vi følte os accepterede som dem vi var og for det vi kunne.
Og det betød for mit vedkommende på ingen måde, at jeg følte fastlåst af den kunnen, jeg havde erhvervet mig i landbruget, men faktisk bidrog det til, at jeg ikke var bange for at skifte til et helt andet erhverv - nemlig journalistikken.
Det er mit indtryk, at min generation livet igennem har formået at omstille sig - netop fordi der var en tryghed i, at normen var at vi skulle hjælpe vore forældre i det daglige arbejde - at der blev stillet konkrete krav til os.
Vagn Bro:
Desværre læste jeg nu først dit indlæg og kommentarer til artiklen-igen afledt af en artikel i dag om nye tiltag fra Odense.
Men aldrig har jeg da læst et indlæg, som i den grad ligene min egen situation.
årgang 45 og på 17 tønder land og ja "karl" på et par gårde, inden et skift efter soldatertid med det hele (pædagog)
Men for at gøre det kort. jeg er enig og ja uanset måske for mange pligter, som min mor senere havde dårlig samvittighed over, så var anerkendelsen der og gav mig nok også ballasten til ikke at blive hængende i et job, som jeg reelt aldrig blev god til.,