Sportshallen på den indremissionske højskole Háskúlin i bygden Nesvik, en lille times kørsel fra Færøernes hovedstad Tórshavn, er godt fyldt op.
Et par håndboldmål er rykket til side for at gøre plads til talerne til aftenens arrangement, som handler om abort.
Publikum har indtaget hallens tribuner. Der er mødt mange op, flest unge kvinder, men også mænd og flere ældre. To 16-årige veninder fniser nervøst ved spørgsmålet om, hvorfor de er her.
»Jeg synes, det er en grundlæggende ret hos kvinder, at vi selv kan bestemme over vores krop. Det er godt, der er kommet fokus på det igen,« siger den ene så.
26-årige Björk Sadembou fra organisationen Pro Vita, som er stærke abortmodstandere, vinder efter en sten saks papir-dyst retten til holde aftenens første oplæg.
Hun beskriver den fosterudvikling, som foregår allerede få uger efter undfangelsen: I tiende graviditetsuge åbner fostret sine øjne, hjertet er færdigt og slår med 140-150 slag i minuttet. Fingernegle og hår begynder at titte frem.
Det er en stærkt forenklet tilgang, abortmodstanderne har til fri abort.
Som alting her i livet er virkeligheden aldrig enten eller,, som politikere og religiøse fanatikere ynder at beskrive den, men derimod mere eller mindre.
Det er jo en vild påstand, at et netop befrugtet æg, i modsætning et ubefrugtet, som naturen selv løbende kasserer, ved undfangelsen pludselig er et fuldgyldigt menneskeliv. Ægget er også potentielt liv, hvis potentiale afbrydes. Skal vi så opsamle alle æg og befrugte dem?
Virkeligheden er jo, at menneske udvikler man sig til gradvist til at blive en person under graviditeten, og at det ikke har mening at tildele et embryon status af et fuldgyldigt menneske, lang tid før det i nogen forstand har udviklet hjerne personlighed og nerver.
Den noget fundamentalistiske opfattelse af undfangelsen er et guddommeligt punkt i tid, hvor ægget opnår status af helt menneske, er derfor et frit i luften hængende postulat udtænkt af dogmatikere (f.eks. fordi det står i bibelen) uden nogen evidens på anden led, og der findes da også i den gamle danske lov en pragmatisme, der undtager tilfælde med voldtægt eller incest. (skulle det være barnets skyld?)
Der er derfor på en tidlig abort og en sen. Det er afgjort mere eller mindre der tæller. Så kom nu ind i kampen færinger, vi lever i 2022 og ikke i trumpisternes USA.
Her er en forsker med stort kendskab til Bibelen, der mener mange ville blive temmelig overraskede, hvis de egentlig vidste, hvad der faktisk stod (eller rettere, IKKE stod) om abort:
https://videnskab.dk/forskerzonen/kultur-samfund/forsker-du-bliver-nok-o...
I øvrigt bør det selvfølgelig ikke være en religiøs fortolkning, der afgør om kvinder har ret til deres egen krop.
Eva. Glimrende henvisning, der belyser en meget udbredt sandhed. Bibelen bliver uafladeligt misbrugt af prædikanter og magthavere til af fremme snart sagt hvilket som helst synspunkt. fordi kildematerialet er fyldt med halvkvædet vise, fordomme, selvmodsigelser og manglende evidens.
Når det går helt galt bliver det til teokrati, hvor en statslig anvendelse af en dogmesamling og magthavernes eneret til telefonnummeret til Vor Herre, legaliserer magtelitens temmeligt bastante voldsudøvelse mod, og undertrykkelse af, oppositionen (befolkningen) . Det er alibiet for "vi alene vide" og det manglende demokrati, der reelt er eneste vej til at legalisere magtudøvelse. (det var en til det Iranske diktatur og deres moralpoliti).
For min skyld må folk tro hvad de vil, men fanden tage religionerne, hvis eksistens historisk er baseret på magtens behov for psykologisk kontrol over folket, ved siden af den lovfastsatte sociale kontrol.
Argumentet om kvindens ret til egen krop køber jeg med modifikationer. Et befrugtet æg rummer sæd fra en anden krop, som vel godt kunne gøre krav på sin del med samme ret som kvinden på sin del.
Det faktum, at kvindens krop yder mest i processen skal naturligvis anerkendes. Men mandens ansvar for sin del og for det den gør ved kvindekroppen skal i fokus. Især fordi det ansvar er mindre synligt, men mindst lige så vigtigt og væsentligt. Mænd er ansvarlige for deres graviditeter på lige fod med kvinder. Undfangelser bør ideelt set forhandles lige, fuldt bevidst, voksent og ansvarligt af de der er involveret i den. Både mænd, kvinder, donore, stedfortrædere, behandlere etc..
Tiderne hvor mænd pløjer marken som det passer dem og frit spreder deres frø på den er forbi. Ligeberettigelsen fører dybe ændringer med sig. Bl.a. må begge tage ansvar for undfangelsen.
Når det ikke kan ske er vi i en abort situation. Som begge forældre bør tage ansvar for.
Og før beslutningen tages om abort bør vi sikre, at der er et omgivende samfund der støtter og bekræfter enlige fædre og mødre helt anderledes massivt end i dag. Faderen bør på linje med moderen i ligeberettigelsens navn inkluderes, når det afgøres, om han måske skal berøves sit faderskab.
Måske til aller sidst har kvinden den ultimative afgørelse. (Siger manden med en vis tøven!) Men ikke på grund af de 9 måneders besvær og fødslens voldsomhed. De størrelser var bekendt før undfangelsen. Ligesom de 18 års børnebidrag - også til faderen, hvis han påtager sig forældreskabet.
Der findes ingen modifikationer med hensyn til, hvorvidt et menneske har ret til sin egen krop, herunder at have vetoret over, hvad andre vil kunne finde på at gøre ved den.
Enten har man fuld suverænitet, eller også har man ikke.
Man kan med andre ord ikke være halvt gravid.
Hvornår respekteres, og hvornår har det ufødte barn, ret til egen krop ? er det noget kvinden er suverænt dommer over ? har du mere ret til noget end andre, er vi alle skabt lige, og er man først et rigtig menneske når man er levedygtigt udenfor kvindens krop, eller er det først når vi kan opretholde eget liv, at vi fuldt ud er et rigtig menneske med rettigheder.