På Christiansborg Slotsplads vajer det iranske flag i vintermørket. Demonstranter i tusindtal har trodset kulden for at vise deres støtte til kvindeoprøret i Iran, og mens nogle har travlt med at få tændt ild i deres fakler, er andre ved at skrive tre persiske ord i deres håndflader: آزادی زندگی زن
Det betyder kvinde, liv, frihed, og de ord er blevet synonyme med protesterne i Iran. Til demonstrationer overalt i verden råbes de i sympati med Irans kvinder, der med livet som indsats har protesteret i gaderne siden september i år, hvor den 22-årige Jina Mahsa Amini døde i moralpolitiets varetægt. Også denne eftermiddag i København bliver ordene gentaget igen og igen. »Kvinde, liv, frihed! Kvinde, liv, frihed!« råber de tilstedeværende i kor.
Mens decembersneen langsomt begynder at dale, træder en mand op på scenen på slotspladsen og synger for på protestsangen »Baraye«, som er blevet en form for oprørets soundtrack.
Vores frihed er forbundet.
Så længe du ikke er fri - så længe er jeg en fange.
Fanget af smerten i dine skrig
og kærligheden i dine sange.
Jeg har den dybeste respekt for frihedskampen i Iran. Jeg tror vi skal passe på ikke at gøre den til en kamp mellem køn. Jeg tror også vi skal passe på i al vores moderne berettigede individualisme at huske, at mennesker er forbundne, afhængige og i live i de fællesskaber de forsøger at bygge op. Og som de har så svært ved at fundere på "sande" værdier og i åben diskussion om hvad det er.
@ fin egenfeldt
Hvem gør kvindekampen i Iran til en kamp mellem køn?
Såvidt jeg har orienteret mig, er mange mænd med i oprøret på kvindernes side.
Det drejer sig om kampen imod et fundamentalistisk diktatur, der i bund og grund er patriarkalsk funderet.
Det lider mænd også under, og det er gået op for dem nu, at de er lige så ufrie som kvinderne.
Tak for denne samtale
frigørelse
og for digt og digte.
Man kan kun håbe, der blandt muslimske kvinder findes mange flere, som tør give udtryk for den samme form for selverkendelse. Hun siger selv: ”Først var jeg underlagt min far, så var jeg underlagt min mand, og selv da jeg blev fri af ham, følte jeg mig underlagt”. Det viser blot, at vejen til at føle sig fri ikke kommer af sig selv, at den følelse af ufrihed kan tage generationer at slippe af med.
Allerede for knapt 100 år siden forsøgte iranske ledere at sekularisere landet, men de religiøse kræfter strittede voldsomt imod. I 1979 led de sekulære kræfter et forsmædeligt og overvældende nederlag til Ayatollah Ruhollah Khomeini og hans islamistiske fæller.
Sekularisme er ikke på nogen måde 100% garant for kvindefrigørelsen, men den er en nødvendig del. Websiden gamaan.org foretager regelmæssige opinionsundersøgelser i Iran, og dens analyser antyder, at antallet af modstandere mod et shariastyret samfund er stigende. Det skal tilføjes, at sidens analyser ikke stemmer overens med de resultater, som f.eks. Pew eller Gallup kommer til.
Og må jeg så anbefale Farideh Azadi og hendes ligesindede at bruge tid på at læse om vores danske Bodil Koch og hendes arbejde med bevægelsen Folkevirke. Birgitte Possings bog om hende, ”Uden omsvøb: Et portræt af Bodil Koch” kan især anbefales.