»Jeg skal lige vide … Er du okay med at udføre aktiv dødshjælp?«
Dette spørgsmål havde den danske læge Nina Kjeldahl stillet sig selv et utal af gange, da ordene lød fra en af hendes patienter i 2019. Nina Kjeldahl var 29 år, nyuddannet fra medicinstudiet på Københavns Universitet og var efter sin sidste eksamen flyttet til Belgien for at bo med sin kæreste. Her arbejdede hun som en del af sin efteruddannelse ved en praktiserende læge, som hun fulgte, når han hjalp mennesker til at afslutte livet.
Nina Kjeldahl havde vendt og drejet argumenter for og imod. Hun havde nærstuderet loven og kendte til alle de teoretiske forhold, men tvivlen fyldte, for kunne man ikke altid gøre mere for en patient? »Hvis bare man som læge gør sit arbejde godt nok, så er der ikke behov for aktiv dødshjælp,« tænkte hun.
Det er som med fri abort. Hvis man ikke kan lide den, kan man jo bare lade værd med at bruge den. Det er fuldstændig frivillig. Og det skal bestemt ikke forhindre andre i at gøre brug af den.
Det samme kan siges om aktiv dødshjælp. Man kan benytte sig af den, hvis man finder det nødvendigt. Og dem der er modstander af det kan så bare lade være, hvis livet bringer dem i en sådan situation, hvor det kan komme på tale. Det må være ens egen beslutning. Ingen anden kan tage den. Særligt, når man kommer op i alderen og livet er levet og sygdom gør det ulideligt. Og vejen er kendt af alle. Ung bliver man aldrig igen. Men som sagt. Det må være ens egen beslutning. Selvom der skal være nogle betingelser tilstede, da beslutningen er uigenkaldelig, når den er fuldført. Det kan f.eks. være, at man skal være i en mental tilstand, hvor man er i stand til at overskue konsekvenserne.
Passiv dødshjælp er allerede tilladt, hvor det er lovligt at slukke for en respirator og lignende, hvis der ingen udsigter er for at vende tilbage til livet nogensinde igen.
At takke ja til aktiv dødshjælp… Hm, man takker vel kun ja, eller nej, til noget man får tilbudt. Men er aktiv dødshjælp da et tilbud en patient gives? Jeg troede det var en mulighed en patient kan bede om; altså initiativet er patientens.
Ja tak til muligheden for at få aktiv dødshjælp.
Nej tak til mennesker som vil tage muligheden fra mig.
Tidligere skulle man for at blive optaget på medicinstudiet have bestået filosofikum, hvor etik var en del af pensum. Det var inden læge Nina Kjeldahl blev optaget på studiet.
Det er derfor imponerende at Nina Kjeldahl i en meget ung alder føler sig klædt på til at herske over liv og død.
I artiklen siger hun til udsagnet:
“lidelse er et grundvilkår i livet, alle mennesker oplever lidelse og tab”,
at det i højere grad bunder i noget religiøst end i noget etisk”.
Skal undertegnede forstå det således at udsagnet “lidelse er et grundvilkår i livet” ikke er en etisk/filosofisk tankegang, men noget religiøst (sludder)? Det kan siges på en anden måde: Kender du ikke mørket, kan du ej heller genkende lyset. Det er ikke religion, det er filosofi.
Nina Kjeldahl misforstår sin profession når hun udtaler:
“I den senmoderne verden modererer vi hele tiden livet og dets længde. Vi hjælper jo også folk, der har kræft, som højst sandsynligt ville dø uden behandling. Vi vaccinerer også børn, så de ikke dør af mæslinger.”
Som jeg har lært lægeløftet skal du helbrede, herunder forebygge, og hvis dette ikke er muligt da lindre lidelse. Med din handling slår du ihjel, det er ikke en del af lægeløftet, der blev formuleret af Hippokrates 400 år før vor tidsregning og derfor burde være kendt af alle læger.
Nina Kjeldahls udsagn:
“at mennesker og deres ret til at bestemme over deres eget liv og død bunder ifølge hende selv i den etiske grundopfattelse, som hun er opdraget med på medicinstudiet i Danmark”,
dokumenterer påny ukendskab. Lægeforeningen samt et stort flertal af læger er imod eutanasi, så det kan ikke være på universitetet eller på hospitalerne hun har fået denne opfattelse.
Sluttelig skal jeg nævne en oplevelse som læge der har gjort mig ydmyg overfor liv og død. For en del år siden stillede jeg en kræftdiagnose hos en midaldrende mand, der viste sig at have metastaser til knogler lever og lunge. Statistikken fortæller at den gennemsnitlige levealder med den pågældende sygdom er godt et år. Her knap 30 år senere lever han som 92 årig stadig, og trods alders svækkelse, men taknemmelig for livet.
Som jeg har forstået det er der stadig forskel på guder og læger. At læger oplyser dato for dødens indtræden oplever jeg desværre ofte, ligesom jeg tit ser de tager fejl. Men den problemstilling slipper Nina Kjeldahl da heldigvis for i sit nuværende virke.
Mvh
Torben Bjerrehuus Læge
Torben Bjerrehuus
Jeg kan forstå (ret mig hvis jeg har misforstået dig) at du ikke går ind for aktiv dødshjælp.
Må jeg spørge dig om du tror på et liv efter døden? Eller mere præcist: Om du tror at den menneskelige bevidsthed fortsætter med at eksistere efter døden?
"Problemet er sagde Klumpe-Dumpe," at er det frivilligt? Eller er det et arsenik mord. "Kære lille mor, tror du ikke, at det er på tide?" Så du kan aldrig helt vide vel? Det er jo just det, der er det etiske dilemma, lovgivningen kunne jo også pludselig diktere, at kan du ej være i dit eget hjem, så er det måske på tide? Du vil vel ikke være for stor en belastning vel? Men min far han døde efter eget valg af en od af morfin og det var ok. Men i dag hvor Sundhedsstyrelsen dikterer, at det skal gøre ondt for at gøre godt, så er det vel næppe en mulighed?
Overskriften "Læge om aktiv dødshjælp: Lidelsen kan blive så utålelig, at man skal have lov at sige stop"
Problemet er, at samfundet aktivt kan lave lidelsen så utåleligt, at man siger stop pga frivillig tvang.
Der er allerede nu mulighed for, at vælge aktiv selvudslettelse for majoriteten af verdensbefolkningen.
Dem vi taler om, er dem, der ikke kan selv pga fysiske begrænsninger.
Jeg har haft samtaler med andre, hvor de allerede udtaler, de vil tage livet af sig selv, hvis de bliver afhængige af hjælp pga den behandling samfundet allerede nu tildeler de svage og ældre.
Der er allerede artikler i Danmark, der har fokus på, hvor dyre de svage er.
Jeg vil sige, glidebanen for frivillig tvang er igang med at blive smøret.
Man snakkede ikke om det dengang, men det påvirkede bødlerne psykisk når de henrettede folk. Det må forventes, at det samme gælder de mennesker der vil skulle udføre udslettelse af et andet menneske.
Jeg synes ikke om et samfund med mennesker, der kan udføre den slags gerning og accepterer dem.
Oveni kommer, hvordan og hvem definerer, at lidelsen er blevet utåleligt.
Derudover lever vi også i et konkurrencessmfund, hvor det at tabe skyldes amoralsk dovenhed, hvorfor man ikke fortjener minimum af menneskerettigheder eller respekt.
Politikerne har allerede placeret meget syge mennesker i denne kategori.
I teorien er assisteret mord kun begrænset til ens eget valg, kun med konsekvenser for en selv, i virkelighedens verden kommer det til, at påvirke mange andre. Ligeledes kræver det, at man laver et andet menneske om til bøddel.
Derfor mener jeg, at man, selv om man selv definerer man lider utåleligt, at man må tage hensyn til resten af samfundet, bødlen og andre svage/tabere/ syge, mod den frivillige tvang politikere og indtægtsfikserede uden skrupler vil arbejde videre henimod.
Det er nej fra min side af for "frivillig" euthanasie.
Har man ikke været inde på det her tidligere? Danmark har jo været et foregangsland på eugenik området! Vi har bl.a. tvangssteriliseret mennesker! Altså man så jo under Corona krisen, hvor lidt retsstaten egentlig har af betydning? Så der er vel vide rammer for frivilligheden. Jeg så engang en Star Trek episode, hvor Voyager stødte ind i et samfund, hvor man gik bort som 60 årig og hvis ikke du gjorde det frivilligt, så var du fredløs. Dengang måbede man, det var jo SF, i dag, der er det jo mere alvorligt end som så!
Men alle der taler for! Er jo de, der tror at individets retssikkerhed står over kollektivets og det er jo ej tilfældet! Hvordan man overhovedet kan forestille sig "frivillighed" i vort samfund er mig en gåde!
Til Jimmy Marquardsen
Korrekt, jeg går IKKE ind for eutanesi.
Mit ovenstående skriv handler om etik, menneskekærlighed og intet andet, (og slet ikke religion)
Fsa religion er jeg agnostiker.
Wikipedia:
Agnosticisme er en filosofisk lære, som hævder at det er umuligt at opnå sikker viden om virkelighedens inderste væsen, herunder især spørgsmålet om Guds eksistens. Agnosticisme kommer af det græske agnostos, a og gnosis, dvs. agnosticismen alene beskæftiger sig med kundskab uden ukendte parametre.
Torben Bjerrehuus
28. december, 2022 - 16:33
Hvem snakker om religion? Jeg gør ikke i hvert fald. Derimod snakker jeg (blandt andet) om alle de læger og sygeplejersker, der i daglig kontakt med døende patienter, har oplevet det man med et videnskabeligt udtryk kalder for: Nærdødsoplevelsen, eller ud-af-kroppen-oplevelsen.
Hvis dette er et totalt ukendt fænomen for dig personligt, kan jeg kun beklage din manglende viden på dit eget fagområde.
Torben Bjerrehuus, jeg går ud fra at den nu 92-årige patient ikke bad om hjælp til at dø da han som midaldrende patient fik den forfærdelige diagnose? I så fald hører han vel ikke til blandt mulige ofre for en friere adgang til aktiv dødshjælp?
En anden diskussion, her som i andre sammenhænge, er hvor frit et frit valg er? Som jeg læser artiklen, tages der i Belgien en hel del forholdsregler for at sikre patientens “frihed” til at vælge livet fra. Vi læser jo også om eksempler hvor ønsket ikke imødekommes.
Også jeg tog i sin tid filosofikum… forlængede tilmed musikstudiet et halvt år for at kunne hellige mig filosofien… Jeg beklager dybt at filosofikum blev afskaffet, men ærlig talt, jeg tvivler på at læger uddannede uden forudgående filosofikum principielt har en ringere etik end dem fra før? Hvordan fx så forklare de mange yngre læger i MSF?
Tak for et godt interview med en klog og indsigtsfuld læge. Gid der var flere af hendes slags.
Hmm "etik" defineres jo af magthaverne!
Når man hører og ser debatten spekulerer man af og til på om folk overhovedet ved hvad de egentlig taler om.
I Belgien ( og Holland)har man løbende gennem årene udvidet den gruppe af mennesker der kan anmode om aktiv dødshjælp og principielt har ret til at forlange det. Og antallet af mennesker der dør ved aktiv dødshjælp er steget år for år siden 2002 hvor det først blev indført. For så længe siden som i 2013 aflivede læger i Belgien aktivt 5 mennesker dagligt. Man skal ikke være dødeligt syg, man skal bare have en kronisk lidelse eller handicap, det er tilstrækkeligt at synes livet er ubærligt svært ikke bare pga fysisk lidelse, men også pga. psykisk lidelse. Er man depressiv kan man nu i Belgien altid finde en villig læge. Man skal hellere ikke siden 2014 længere være voksen og myndig, børn kan også anmode om at blive aflivet uanset alder, dog skal forældrene være enige. I Holland skal man dog i det mindste være 12 år gammel . I Belgien kan man konstatere at kriterierne bliver løsere og løsere. Der findes omtale af eksempler på, at der er udøvet aktiv dødshjælp på demente, som ikke selv havde fremsat ønsket. Den komite der hvert andet år skal vurdere udviklingen har bla. deltagelse af den mest aktive dødshjælpende læge på området og foreslår hele tiden udvidelser. Denne læges synspunkt er bla. at hvis man ikke har en familie, der kan tage sig af en så bør man kunne få aktiv dødshjælp.
Alle disse mennesker, der bruger kræfter på at forlange, at den enkelte skal have krav på ”retten til egen død” burde i stedet kæmpe for ”retten til et liv” dvs. at der sikres en god og værdig handicapindsats, ressourcer nok til at livet er muligt at leve selvom man er psykiatrisk patient, dement eller kræver mange ressourcer til omsorg og pleje. Allerede nu taler man om at spare ressourcer i sygehusvæsenet på folk som er gamle og alvorligt syge. Vi må imidlertid ikke glemme samfundets solidariske forpligtelse til at give tilbud, der kan gøre livet værd at leve selvom man er gammel, syg, svært handicappet og evt. endda terminalt syg. Muligheden for et rimeligt eller tåleligt liv skal etableres, fastholdes og udvides og det koster fx. til ordentlige plejehjem og hospices mv.
I dag findes der folk som hellere vil dø end at komme på plejehjem. Altfor for mange tror at aktiv dødshjælp vil være et helt uafhængigt individuelt frit tilvalg, men det forudsætter jo at der er en reel anden valgmulighed. At samfundet tilbyder muligheder og tilbud som kan give mere værdigt og godt liv med kærlig omsorg, smertefrihed og meningsfuldhed til det sidste. Dvs at samfundet prioriterer solidarisk investering og respekt også i de uproduktive, omsorgskrævende og hårdt ramte.
Samtidig må man generelt nære en vis betænkelighed overfor læger, der er villige til aktiv at tage livet af folk, hvis bare de kan have samfundets dvs. politikernes accept af det. Institutionalisering af samfundsmæssig legitimeret aflivningsvirksomhed bør ikke blive en del den lægelige uddannelse og virkelighed som i Belgien.
Ingen aktiv dødshjælp?
Okay, men jeg vil altså ikke ligge og lide. Så hvis jeg en dag skulle blive syg, og bare har den mindste udsigt til, at det måske kan ende med at jeg befinder mig i en situation, hvor jeg er for syg til at tage livet af mig selv, men skal ligge og lide i måske årevis...så vil jeg begå selvmord med det samme.
Hvis jeg havde muligheden for at få aktiv dødshjælp, så ville jeg vente og se tiden an.
For mange år siden, i forbuds-Sverige, var der en patient, der ikke ville have repareret sit brækkede ben! Nuvel, det kunne han ikke bestemme, det brækkede ben var statens, så det skulle repareres! Hvorfor? Ja, fra statens side er der argumenter for, at patienter med brækket ben skulle forsørges og ikke være i stand til at udfylde sin produktive plads i samfundet! Og patienten har pligt til at deltage i samfundet og ved behov, ret til at få hjælp af samfundet!
Individdets selvbestemmelse blev, med det brækkede ben, tilsidesat af samfundet, ud fra nogle produktive betragtninger. Er individdets selvbestemmelse, i disse liberale tider/enhver er sig selv nærmest, stadig bare "indbildning"? Selvmord/ aktiv dødshjælp?
Visse situationer/sygdomme er udsigtsløse, ex. Parkinson, og bør kunne behandles derefter!
Inge Lehman jeg vil virkelig gerne selv definere om min lidelse er utålelig .
Uanset om andre med samme lidelse finder det et liv værd at leve, vil jeg gerne selv have mulighed for at sige stop.
Erik Pedersen der er mange ting man gerne selv vil definere og bestemme, men der er noget der hedder samfund og andre mennesker, der ligeledes har de samme ønsker.
Fællesskabet og andre menneskers egne ønsker om ret til bestemmelse og definition stødder imod dine og hinandens.
Jeg gentager, i teorien er det sympatisk selv at ville bestemme og definere. Men virkeligheden giver ikke denne mulighed ved selvvalgt mord.
Et, anerkendelse af ønsket accepterer, at man kræver, der er et andet menneske, der bliver til morder.
Ja vores virkelighed viser, der er mange der ikke har noget imod at begå mord.
Men mine behov og ønsker går imod at leve i et samfund, der accepterer mordere og mord. Samfund der accepterer mordere er fejlslagne samfund og ubehagelige.
To, i teorien har ens ønske ingen betydning for andre menneskers egenbestemmelse, i virkelighedens verden fjerner det modstanden mod at tage andres valg og liv fra dem. Oveni viser Marianne Jespersens eksempler, det skred er igang.
Vores behandling af syge, ældre og handicappede viser allerede det skred er igang.
Så at forlange, at man lovligt får muligheden inklusive statsleveret morder, er ikke andet, end kun at kunne se sin egen næsetip.
Hvis jeg skal udtrykke det simpelt.
Jeg vil gerne selv bestemme og have lov til at definere, hvad et retssamfund jeg skal leve i er og hvis liv er værd at bevare.
Magter du ikke livet, kan du allerede selv bestemme, men du kan ikke kræve, at andre mennesker leverer villige mordere for dig.
Kan du ikke selv bestemme mere er det tough luck. Din ret til selvbestemmelse har fundet sine grænser.