På Færøerne handler fiskeriaftalen med Rusland også om uafhængighed af Danmark

Der er fisk overalt.

Deres skarpe lugt hænger i luften, i en kasse med afskårne fiskehoveder stirrer tomme fiskeøjne ud i ingenting, og på blå samlebånd kører hvide fiskefileter forbi, helt tæt på rækker.

Fabriksmedarbejdere i skrigorange heldragter og med armlange gule plastikhandsker samler fileterne op, fjerner med et rutineret snit deres rygben og sender dem videre på fabriksrejsen.

Her putter kolleger fileterne i store plastikkasser, som en maskine fylder med havsalt mellem hvert lag fisk. Kasserne ender til sidst i en lagerhal, hvor de opbevares køligt i omkring ti dage, mens salten virker.

Slutresultatet er saltfisk, eller bacalao, som specialiteten også kaldes, fortæller Jens Martin Knudsen, der viser rundt på fiskefabrikken Vaðhorn, som ligger i bygden Strendur, 20 minutters kørsel fra Færøernes hovedstad, Tórshavn.

Fabriksmedarbejdere i skrigorange heldragter og med armlange gule plastikhandsker.

Sigrid Nygaard

Det er en nøje afstemt proces. Hvis temperaturen eller saltindholdet er forkert, bliver resultatet uspiseligt.

»Det er lidt ligesom at lave vin,« som Jens Martin Knudsen forklarer.

Den 55-årige færing har været produktionsdirektør på Vaðhorn i 15 år. Men de fleste kender ham nok for den hvide tophue, der gjorde ham verdensberømt, mens han var målmand på det færøske fodboldlandshold, hvor han nåede at spille 65 kampe fra 1988 til 2006. I dag er tophuen udstillet på FIFA-museum og udskiftet med en arbejdskasket.

»Fisk og fodbold. Det er det gode liv,« siger han.

Jens Martin Knudsen har været produktionsdirektør på Vaðhorn i 15 år. Men de fleste kender ham nok for den hvide tophue, der gjorde ham verdensberømt, mens han var målmand på det færørske fodboldlandshold.

Sigrid Nygaard

De to ting minder på mange måder om hinanden, mener Jens Martin Knudsen. Du skal præstere hver eneste dag, for konkurrencen er hård. Fiskerierhvervet udgør omkring 95 procent af Færøernes eksport og beskæftiger tusinder – ud af en befolkning på i alt knap 50.000.

»Vi er et land placeret midt i Atlanterhavet. Hvad skulle vi ellers leve af? Ingen bor jo på Færøerne, fordi her er godt vejr,« som Jens Martin Knudsen konstaterer.

Men der er gået storpolitik i det færøske fiskerieventyr. For nylig – og få uger inden det færøske valg, der skal afholdes den 8. december – besluttede et enigt landsstyre at forlænge en kontroversiel fiskeriaftale med Rusland.

Det har mødt skarp kritik fra flere danske politikere og forskere, som mener, at Færøerne sender et uacceptabelt signal og rykker sig længere fra Europa og tættere på Putin. En udvikling, der i øvrigt har fundet sted det seneste årti, hvor Færøerne gradvist har øget samhandlen med Rusland, mens andre lande har skruet ned.

På Færøerne er realiteten en anden. Her stemte alle partier på nær ét for forlængelsen af aftalen, herunder flere af de oppositionspartier, som inden valgkampen var kritiske.

I anledning af valget er Information taget til Færøerne for at blive klogere på de politiske diskussioner, der fylder i denne del af Rigsfællesskabet: Fra LGBT+-rettigheder, fri abort og klima til det russiske fiskerisamarbejde. 

Usikkerhed, usikkerhed, usikkerhed

Jens Martin Knudsen købte Vaðhorn tilbage i 2007 sammen med 63-årige Jógvan Gregersen, som i dag er administrerende direktør på fabrikken. De to kendte hinanden fra fodboldmiljøet, og så er deres koner søstre. Men det er altså tilfældigt, understreger de grinende på et syngende dansk i fiskefabrikkens mødelokale, hvor de har disket op med sort kaffe og chokoladekiks.

Fabrikken ligger helt ud til vandet, det gør det meste på Færøerne. Der er lavet udsprængninger i klippelandskabet ved siden af. Grunden er helt sort af småsten. Vaðhorn skal udbygges, så produktionen når fra de nuværende 6.000 ton saltfisk om året op på knap 7.000 ton. Det er nødvendigt for fortsat at være konkurrencedygtige i den færøske fiskeindustri. Det hele bliver solgt til Spanien og Italien.

»Her er bacalao for katolikkerne, hvad lammekød er for os færinger. De er umættelige,« siger Jógvan Gregersen og griner.

Fiskerierhvervet udgør omkring 95 procent af Færøernes eksport og beskæftiger tusinder - ud af en befolkning på i alt knap 50.000. På fiskefabrikken Vaðhorn har de ansatte 22 forskellige nationaliteter - ud over færøsk.

Sigrid Nygaard

De første år som ejere af Vaðhorn var barske. Finanskrisen ramte hårdt, og det var svært at få likviditet nok i de små færøske lokalbanker.

»Vi måtte pantsætte alt for at overleve. Huset, konen, vores gamle far,« joker Jens Martin Knudsen.

Men sådan er det på Færøerne, fortsætter han. Man skal altid være parat til at omstille sig. Fiskebestandene går op og ned. Naturen er utroligt tæt på. Vejret er nådesløst, og det ændrer sig hele tiden.

»Det er usikkerhed, usikkerhed, usikkerhed.«

»Ja, fortæl den om det franske landshold,« indvender Jógvan Gregersen. De to kan få alt til at handle om fodbold.

»Jo, altså det franske landshold var her engang for at spille. Men da de skulle hjem, skiftede vejret sådan her,« siger Jens Martin Knudsen og knipser, »og så var det orkan.«

»Det var umuligt for dem at komme herfra, selv om de havde alle mulige privatfly fra deres klubber. Det var første gang, de oplevede at måtte bukke under for naturen på den måde. Men da de først indså, at de ingen vegne kom de næste 12-14 timer – så blev der fest«.

Det er også derfor, at fiskeriaftalen med Rusland er så vigtig, fortæller de to fabriksejere. Den muliggør et bytte, så færøske fiskere får adgang til cirka 20.000 ton torsk og kuller i Barentshavet og russerne til 100.000 ton blåhvilling, sild og makrel i de færøske farvande. 

Værdimæssigt er det en »nulløsning«, som Jógvan Gregersen udtrykker det. En opgørelse fra Færøernes Universitet viser, at værdien af færøske trawleres fisk i Barentshavet er omkring 341 millioner kroner, mens værdien af de russiske fangede fisk er 318 millioner.

Men aftalen gør ifølge ham Færøerne mindre sårbar over for de uundgåelige udsving i de forskellige fiskebestande.

»Én varmegrad i syden kan ændre det hele, og så bom! Så forsvinder en bestand. Derfor er det godt at satse på flere typer fisk,« siger han.

Sigrid Nygaard

Vaðhorn køber frossen fisk til fabrikkens produktion, især fra Norge, Grønland og Færøerne, og er ikke afhængige af den russiske aftale. Men de to ejere kender mange, som er. I alt fire færøske rederier fisker i Barentshavet.

»Hvis aftalen ikke var blevet forlænget, så skulle de skifte ud i de fisk, de fanger, og så ville fabrikker pludselig stå tomme. Det er ikke kun de ansattes familier, det ville gå ud over, men også en masse afledte job,« siger Jens Martin Knudsen og tilføjer:

»Aftalen er også ufatteligt vigtigt for en masse små bygder, det er deres nicher.«

– Men må alle ikke ofre sig i kampen mod Rusland?

Jógvan Gregersen ryster opgivende på hovedet ad spørgsmålet. Det er let at sige for dem, det ikke rammer, mener han.

»Men russisk gas bliver også stadig pumpet ind i Europa. Jeg er træt af den gratis omgang moralisering. Det er ligesom at stå på Rådhuspladsen med et blågult flag og så mene, at man har gjort sin borgerpligt på samme niveau, som hvis vi opgav en afgørende aftale.«

Det rigtige for Færøerne

Fiskeriaftalen mellem Rusland og Færøerne har eksisteret siden 1977 og understøtter ifølge fungerende fiskeriminister Árni Skaale omkring fem procent af Færøernes bruttonationalprodukt. Aftalen bliver som oftest genforhandlet i november, hvor man bliver enige om kvotefordelingen for det kommende år.

Fiskeriaftalen mellem Rusland og Færøerne har eksisteret siden 1977 og understøtter ifølge fungerende fiskeriminister Árni Skaale omkring fem procent af Færøernes bruttonationalprodukt.

Sigrid Nygaard

På grund af Ruslands invasion havde en række danske politikere og EU-parlamentarikere i år frarådet Færøerne at forlænge aftalen. Det var også holdningen blandt flere oppositionspartier på Færøerne forud for den igangværende valgkamp.

Men de er altså vendt på en tallerken.

»Når landet er kastet ud i en valgkamp, og man når ikke at forberede sig på, at det får konsekvenser for uskyldige, så er der ikke andet at gøre lige nu end at forlænge aftalen,« har formanden for det republikanske parti Tjóðveldi, Høgni Hoydal, eksempelvis udtalt til Færøernes nationale tv-station, Kringvarp Føroya.

Det glæder Færøernes fungerende fiskeriminister, Árni Skaale, at der endte med at være bred politisk opbakning til at fortsætte den kontroversielle aftale.

»Det er uden tvivl det eneste rigtige at gøre i den her situation for Færøerne, og jeg er glad for, at alle partier i Lagtinget på nær ét er med om bord,« har han sagt til DR.

Beslutningen er blevet kaldt en »stresstest« af sammenholdet i Rigsfællesskabet, og flere danske politikere har da også været ude og kritisere den i skarpe vendinger. Det gælder blandt andet Morten Helveg Petersen, der sidder i Europa-Parlamentet for De Radikale.

»Jeg synes ikke, det er et særlig smukt eller klædeligt signal midt i en storpolitisk krise, hvor det drejer sig om at stå sammen og vise mest mulig solidaritet i forhold til de forfærdelige angreb på Ukraine, som Putin gennemfører,« har han sagt til DR.

Anne Falkenberg, som er valgt til Folketinget for det liberale færøske parti Sambandsflokkurin, har over for Politiken forsvaret aftalen med, at den ikke bryder med Færøernes sammenhold med EU, da EU’s sanktioner over for Rusland ikke gælder for madvarer.

Ifølge hende har Færøerne allerede draget »store konsekvenser« af Ruslands invasion:

»Færøerne eksporterede inden krigen, hvad der svarer til næsten 25 procent af vores eksport til Rusland, men det er vi stoppet med og eksporterer ingen fisk til Rusland i dag.«

Ikke de russiske fiskeres skyld

På havnen i Færøernes næststørste by, Klaksvik, kommer en lille hvid- og blåmalet fiskekutter sejlende ind. Klokken er halv ti om formiddagen, men solen er først lige stået op. Det er kun lyst seks timer i døgnet på Færøerne på denne årstid.

Bådens ejer, 20-årige Johannes Nybo, hopper op på kajen og begynder at fæstne kroge fra en lille kran fast på kasser fyldt med nattens fangst, som er stablet i bunden af båden. Knap fire ton torsk er det blevet til i alt. En gaffeltruck kommer kørende fra en stor lagerhal og fragter kasserne væk, de skal direkte på fiskeauktion.

Johannes Nybo har ikke noget med Rusland og Barentshavet at gøre, hans båd er alt for lille til at sejle så langt ud. Men han har flere venner, der fisker i det russiske farvand.

Sigrid Nygaard

Der gik kun tre dage, fra Johannes Nybo var færdig med 9. klasse, til han første gang selv var ude som fisker. Han pjækkede også en gang imellem, mens han gik i skole, for at komme afsted med nogle af de andre fiskere.

Han har altid bedre kunnet lide havet end skolen, men kan ikke rigtig forklare hvorfor. 

»Det er bare det hele.«

Men livet som fisker er også hårdt. På gode uger er man ude syv nætter i træk, nogle gange i storm og regn. Der er ikke meget tid til søvn mellem turene, for bådene når først i land ud på morgenen og sejler allerede ud igen sidst på eftermiddagen.

Johannes Nybo har ikke noget med Rusland og Barentshavet at gøre, hans båd er alt for lille til at sejle så langt ud. Men han har flere venner, der fisker i det russiske farvand. Alle kender hinanden på havnen. Han har svært ved at se, hvorfor det skulle gå ud over dem, at Putin har invaderet Ukraine.

»Hvis de mister den mulighed, kan de jo ikke arbejde.«

På den anden side af havnekajen har en anden kutter lige lagt til. I et grønt træhus er et par af fiskerne allerede i gang med at sætte madding på linerne, så de er klar til afgang igen om få timer. Søsnegle, makrel- og blækspruttestykker bliver spiddet på de små kroge.

43-årige Hjalmer Joensen står stadig på båden. Han er karseklippet, bærer orange regnoveralls og har en rusten stemme. Hjalmer Joensen har fisket, siden han var 21. Det er ikke, som det har været, mener han, lønnen svarer ikke længere til det hårde arbejde.

»Men jeg elsker friheden. Og havet. Du spekulerer ikke på noget, når du er derude. Har du problemer derhjemme, lægger du dem bag dig.«

Færøernes økonomi er bygget på fisk, og der er også mange penge i aftalen med Rusland, anerkender Hjalmer Joensen. Alligevel er han imod forlængelsen.

»Krig er krig, og når Rusland ikke overholder spillereglerne, må man tage konsekvenserne og stoppe aftalen,« siger han.

Det er en diskussion, der fylder meget blandt fiskerne i Klaksvik, fortæller Hjalmer Joensen. To store skibe fra byen »fisker russisk«, som han udtrykker det.

»Og vores område er også smækfyldt med russiske skibe.«

Sigrid Nygaard

De fleste andre fiskere deler ikke hans holdning. Konsekvenserne ved at opsige aftalen bliver simpelthen for stor, lyder deres primære argument.

»Og så siger de, at det jo ikke er de russiske fiskeres skyld, at der er krig. Men min holdning er, at det jo heller ikke er noget, det ukrainske folk er skyld i. Konsekvenserne af den her krig skal gå begge veje.«

Tórshavn mod resten

I sidste led af saltfiskproduktionen på Vaðhorn fiskefabrik pakker medarbejdere med hurtige, rutinerede bevægelser de færdigsaltede fisk i hvide papkasser med fabrikkens lyseblå V-formede logo på. Kasserne bliver læsset op på en container, som står klar uden for fabrikken. Herfra bliver de sejlet til Hirtshals i Nordjylland og derefter fragtet ned igennem Europa.

En ansat kigger grinende op fra sit arbejde, da Jens Martin Knudsen går forbi. 

»Aah, there is our african dancer!« udbryder produktionsdirektøren. 

Vaðhorn har lige afholdt årets julefrokost, og her fik fabrikkens 42 udenlandske ansatte, der har 22 forskellige nationaliteter, fra Sydafrika til Filippinerne, hver lov at vælge et musiknummer fra deres hjemland. Det endte i et brag af en aften, snaps er også populært på Færøerne.

Festlighederne var tiltrængt, for det er ikke en let tid at drive fiskefabrik i, fortæller Jens Martin Knudsen. Bare udgifterne til fisk er steget med fem-seks millioner kroner det seneste år, svarende til Vaðhorns typiske årlige overskud. 

Han er træt af kritikken af de færøske fiskeres samarbejde med Rusland, som han også oplever blandt nogle af byboerne i Tórshavn.

»Her på Færøerne er det Tórshavn mod resten. Men de skal bare lige gennem tunnelen ud til os andre, og så, boom, boom, boom, rammer de ind i de skibe og industri, som sikrer Færøernes økonomi,« siger Jens Martin Knudsen.

Det er afgørende for den tidligere landsholdsmålmand, at Færøerne på sigt bliver helt uafhængige af Danmark. 

»Og her spiller aftalen med Rusland også ind. Vi er stolte af at kunne klare os utroligt godt selv økonomisk. Det her handler altså om mere end fisk.«

Sigrid Nygaard