Denne artikel er delt af Ruth Mottram

Informations abonnenter har betalt for artiklen, men Ruth vil gerne give dig mulighed for at læse den.

Feature
Læsetid: 30 min.

Rejsen mod isens ende

2022 blev endnu et år med voldsomme skovbrande og oversvømmelser i Europa. I et forsøg på at forstå, hvad der er ved at ske med kloden, rejste Information nordpå til den arktiske havis og sydpå til Spaniens flammer. Her er vores beretning
Indland
23. december 2022
LYT ARTIKLEN
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

Rejsen begynder

Qaanaaq, Grønland

Straks da vores pickup bumler ind på den brede isfod, farer de grønlandske slædehunde op, så deres hylen og tuden skærer ud over Qaanaaqs kulørte træhuse og den solbrændte fjeldside, der skråner ned mod havisens uendelighed i vest. Som vilde ulve på prærien.

Midnatssolen går aldrig ned, men vælter sit lys ud over det lille fangersamfund og fjordens hvide ørkenlandskab. Hundene står ivrigt på bagben i trækselerne, og her lige før afgang kribler det i os for at komme afsted på togt. 

Med kun 1.000 kilometer til Nordpolen og med polarcirklen 600 kilometer sydpå føles Qaanaaq som den nordlige grænsepost til verdens ende. Det er herfra, vores slæderejse begynder.

Over de næste tre-fire dage skal vi sammen med et hold af klimaforskere og lokale inuitter udforske og måle havisen og havstrømmene under den. Med os har vi et dusin tunge trækasser proppet med boregrej, kabeltromler, reagensglas og frysetørret mad, som vi læsser fra truckens lad over på hundeslæderne.

Vores ekspeditionsleder, Steffen M. Olsen, en slank fyr med kortklippet hår, oceanograf og klimaforsker hos DMI, trasker fokuseret rundt i sneen, så den knirker under hans kamikstøvler, og tæller efter.

»Jeg håber saftsuseme, vi har fået det hele med,« siger han.

»Hvis vi har glemt noget, kan vi jo ikke lige sådan hente det igen.«

Ved siden af kommanderer de fire lokale med deres hunde. På slæderne ligger lune rensdyrskind og rifler, hvis en isbjørn eller sæl skulle være dristig nok til at komme på skudhold. Ud over at være slædeførere er fangerne også vores livliner. De lever af jagt og fiskeri i den rå natur, og ingen kender havisen og dens skrøbeligheder bedre end dem.

Heldigvis, for de senere år er havisen her i Nordvestgrønland begyndt at opføre sig mystisk. Den bliver ikke lige så tyk som førhen, den bryder hurtigere op om foråret og fylder i det hele taget ikke lige så meget af den 100 kilometer lange og 20 kilometer brede fjord, som den plejede. Vintrene er blevet varmere.

I flere hundrede år har det knoldede fjeld omkring os huset verdens nordligste bosættelser, hvis liv og velfærd afhænger af havisen. Forsvinder den, forsvinder også deres kultur og tilværelse.

Det er med den viden, at vi nu gør os klar til en kold og opslidende rejse med hundeslæde til den yderste iskant, hvor Nordvandets åbne hav adskiller Grønland og Canada.

Steffen M. Olsen knæler ned på isen og finder et satellitkort frem fra inderlommen af sin tykke jakke. Røde linjer og rosa prikker markerer vores rute og de koordinater, hvor han og kollegaen, Anna Pedersen, der skriver ph.d. om klimadynamikker i Arktis ved SDU og DMI, skal indsamle data om klimaforandringernes påvirkning af havet og isen.

»Første punkt er omme bag de isbjerge dér, det burde bare være et par timers kørsel,« konstaterer han og ser mod horisonten.

»Jeg kan godt blive en smule ydmyg på vej ud i intetheden midt på havet.«

Det milde solskin er perfekt afgangsvejr, og som vi sætter os i slæderne, er det svært ikke at mærke historiens bid i den arktiske kulde. Den dansk-grønlandske polarforsker Knud Rasmussen begyndte for over 100 år siden flere af sine Thule-ekspeditioner herfra. Måske mødte hans blik de samme slugter og skrænter, som vores gør nu, da han i 1912 lastede slæden til sin første langfart og forventningsfuldt skrev om »Foraarssol og herlig Udfartsglæde«.

»Ud i Vejret, fulde af Appetit paa de gryende Dage!«

Ligesom dengang begynder det hele nu med kuskens kommandoråb, der får hundene til igen at fare op. »Hak, hak.« »Kom så.« Og ligesom dengang skal rejsen vise sig ikke at gå helt som planlagt.

Vi lander i Qaanaaq tre dage tidligere, og før vi har set os om, sidder vi på ladet af pickuppen på vej mod DMI’s hengemte forskningsstation i udkanten af den lille støvede by.

Det var Steffen M. Olsen, som for 15 år siden atter tog bygningen i brug, efter at den i årtier havde levet et lidt afsides og ensomt liv. Under en mellemlanding på vej hjem fra Nordpolen stødte han tilfældigt på den blå træhytte, der i 1940’erne blev bygget som amerikansk militærbase og i 1950’erne overtaget af DMI, men nu lå som en tidslomme med kun få opgaver og en lokal, nu afdød, stationsforstander.

For klimaforskeren, der havde været fascineret af Grønland, siden han som barn havde en penneven i Nuuk, var det næsten for godt til at være sandt. Han støvede basen af og etablerede et forskningsprogram. Siden er han sammen med kolleger rejst tre gange om året fra København på ekspedition til havisen.

»De næste dage bliver ikke luksus, men vi skal nok klare det,« siger han, da vi træder ind.

Under trælamellerne i loftet hænger gamle kortoptegnelser og satellitbilleder af havisen, og bag en smal dør i stuen opbevarer et rodet værksted uddaterede elektroniske dimser og ringbind.

»Her kan du opsætte laboratorium, Anna,« siger Steffen M. Olsen til sin ph.d.-studerende.

»Og man må rode alt det, man vil.«

Anna Pedersen ser sig begejstret omkring: »Her er perfekt.«

Fra entreen er der adgang til tre senge, en stue, et køkken og et toilet, der som i resten af byen er en spand med en plastikpose. Og hvad stationen mangler i trækslip toilet, har den i udsigt. Fra vinduerne er der vue over den tilfrossede fjord ved navn Inglefield Bredning, hvis placering, geometri og dybdeforhold giver forskerne unik data.

Sammen med de store gletsjere i bunden af fjorden gør det området til en forskningsmæssig guldgrube. Ved at bore huller i isen og fire målegrej ned kan Steffen M. Olsen og hans makkere overvåge klimaudviklingen over årtier og levere enestående viden til verdens klimamodeller om, hvordan varme havstrømme påvirker havisens udbredelse og de lokale gletsjeres tilbagetrækning.

Opløftet af ankomsten sætter vi os om spisebordet, men knap er pulverkaffen hældt i kopperne, før Steffen M. Olsen lufter sin første bekymring for foretagendet. De radarbilleder, han har lagt på bordet, viser en lang sprække i isen ikke langt fra vores rute. Hvis den er vokset, eller andre sprækker dukker op, kan det forpurre vores mål om at komme så tæt på iskanten som muligt.

Lige nu er den metertykke havis stadig stabil, men sprækken vokser dag for dag, og det ville ikke være første gang, folk i Qaanaaq hørte historier om hundeslæder, der er gået igennem isen.

Steffen M. Olsen hælder tre teskefulde sukker i kaffen og rejser sig.

»Nå, vi har mange ting, vi skal nå, og mange ting, som kan gå galt.«

 

Ideen om vores polarekspedition opstod i sommeren 2021, da voldsomme oversvømmelser pludselig ramte Sydvesttyskland og dræbte mere end 200 mennesker.

Blot en halv dagsrejse fra København kæmpede folk for livet under mudder og murbrokker, og for første gang føltes det, som om klimakrisen for alvor kom helt tæt på.

Siden fortsatte de europæiske klimakatastrofer ind i 2022, men i stedet for vand var problemet nu primært ild. De første skovbrande begyndte allerede i foråret som følge af rekordvarme hedebølger, og især yndede feriemål som Frankrig, Italien, Grækenland og Spanien var hårdt ramt.

I efteråret stod det klart, at 2022 målt på nedbrændt areal havde været et af de værste år nogensinde – og siden 2017 er et samlet areal, der er større end Belgien, blevet opslugt af flammer i Europa.

 

 

Mens folk i Tyskland flygtede fra vandmasserne dengang, talte forskere om noget, de kaldte en ’Omega-blokering’. Et fænomen, som opstår, når dynamikken mellem høj- og lavtryk låser vejrsystemet fast. Det hele hænger sammen med jetstrømmens kraftige vinde, som blæser over hovederne på os i cirka ti kilometers højde og styrer vejret. Normalt bugter vindene sig rundt om jorden som bølger, men indimellem kan en bølge blive så stor, at jetstrømmen sætter sig fast og tager form af det græske bogstav Omega (Ω) – deraf navnet.

Når det sker, kan høj- og lavtrykkene ikke rokke sig ud af stedet. Vejret er lagt i en slags jerngreb og kan forblive det samme i ugevis. Det giver mere ekstremt vejr, og i Tysklands tilfælde medførte et fastlåst lavtryk to måneders regn på et par døgn. 

Balladen er, at ’Omega-blokeringer’ blandt andet kan kobles til den hastigt smeltende havis i Grønland og Arktis. Hvor den hvide overflade reflekterer solens stråler ud i atmosfæren, suger det dybblå hav solenergien til sig. Som en ond cirkel får det vandtemperaturen til at stige, og så smelter isen endnu mere, og havisen gror mindre året efter. Det giver så igen mere energi og vanddamp, der er ingredienser til ekstremt vejr.

’Albedo-effekten’ hedder det. Det er en af de selvforstærkende klimamekanismer, som forskere advarer om i disse år. De såkaldte tipping points.

Lige så slemt er det, at opvarmningen af Arktis forstyrrer vejrsystemets balancer. På de breddegrader, hvor vi er nu, stiger temperaturerne fire gange mere end i resten af verden. Det er endnu en ond cirkel, for når varmeforskellen mellem troperne og polerne bliver mindre, bliver jetstrømmens udsving større og mere fastlåste – hvilket igen giver flere vejrekstremer.

 

Da vi forstod alt dette, forstod vi også, at vi måtte afsted. For at få en dybere forståelse af, hvad der sker med kloden, var vi nødt til at komme tættere på klimakrisens fysiske processer. Vi måtte se havisens lidelser og katastrofens konsekvenser med vores egne øjne.

Efter et års asen og masen lykkedes det at få en invitation fra DMI. Det skete en regnvåd morgen, da Steffen M. Olsen ringede for at sikre sig, at vi vidste, hvad vi gik ind til.

»Det er ikke sådan en tur med helikopter og snescootere,« fortalte han. »Vi er et lille hold, og det er lange dage på isen.«

Og sådan gik det til, at vi nu sidder midt ude på havet i ti graders frost mod en ukendt horisont. Et spand på 12 hunde traver som en vifte foran hver slæde, mens vi zigzagger mellem krystalblå isbjerge, og vige og gletsjere glider forbi.

Rejsen er dog kun nogle timer gammel, da Qillaq Danielsen, den mest erfarne fanger og vores korteges fortrop, med overrasket mine stikker lappen i vejret. Og gør tegn til stop.

 

* * *

 

 

Monstret i bjergene

Valencia, Spanien

Francisco Franco var alene hjemme i sit gårdhus, da politiet dukkede op og gav ham fem minutter til at flygte. Flammerne havde på kort tid omsluttet hans lille bjergby i Valencia-regionen i det østlige Spanien, og uden at se sig om efterlod han alle ejendele og sine hunde, katte og kaniner.

I en ulidelig varme står den ældre mand nu, forvirret og desperat, foran brandstationen i byen Viver og tripper efter hjælp. Brandmænd i orange uniformer og udrykningskøretøjer blæser op og ned ad de krøllede veje, mens helikoptere og flyvere på skift kaster vand på bjergene, hvor den værste skovbrand i 30 år hærger et 135 kilometer stort område.

Det begyndte med et lynnedslag i nabobyen Bejís femten kilometer herfra. En rekordlang hedebølge og kraftig vind gav ilden perfekte kår, og før brandvæsenet kunne nå at reagere, havde fem meter høje flammer spredt sig mod de omkringliggende landsbyer og Castellón-provinsens berømte nationalpark. En halv dag senere var 1.500 mennesker blevet evakueret.

En af dem er Francisco Franco, som har boet her hele sit lange liv og ikke deler andet end navnet med Spaniens gamle diktator. Iført den samme plettede skjorte, han havde på, da han for tre dage siden forlod sit hus, afventer han tilladelse til at køre hjem og se til dyrene.

»Jeg aner ikke, om de lever eller er døde,« siger han og ryster flere gange på hovedet.

»Det er skørt det her. Vi har ikke haft under 30 grader i flere måneder. Sådan her plejer det ikke at være.«

I samme øjeblik vader ti brede brandfolk ind på den lille brandstation ved foden af bjergene, ikke mange kilometer fra ildens epicenter. Uden for stationen har hæren, beredskabet og mere end 400 brandfolk opsat telte og kontrolrum, og fra en lille græsplet i hjørnet rapporterer lokale tv-medier i døgndrift.

Svedige og med sod i ansigterne er gruppen af brandfolk netop vendt tilbage fra den brændende nåleskov for at få sig et hvil og en gang paella. Ilden bevæger sig fortsat hurtigere, end brandslangerne kan følge med, og forleden måtte brandfolk flygte fra deres brændende køretøj, da vinden pludselig skiftede retning.

»Branden er stadig ikke under kontrol,« fortæller den ene af brandfolkene og tager en bid af en skive vandmelon. »Den her slags skovbrande vænner vi os aldrig til.«

I Spanien er skovbrande et normalt fænomen i sommermånederne, men 2022 falder uden for kategori. Knap 400 brande har hærget landet i år, og de har ødelagt et område på godt 3.000 km², hvilket svarer til hele Fyn og er tre gange så meget som i 2021, der også var et slemt år.

Over hele Sydeuropa kom tørken tidligere på året og varede længere end normalt. Det er den slags vejrekstremer, som forskere kobler til menneskeskabte klimaforandringer, og som i øvrigt ender med at gøre alting værre, fordi de brændende træer udleder enorme mængder CO₂.

 

I Bejís skriver lokalaviserne, at branden er »den mest ødelæggende i Castellón-provinsens historie«, og myndighederne meddeler, at det »vil tage årtier at genopbygge de nedbrændte områder«. »Monsteret,« kalder de lokale den.

Flere kilometer væk kan man se og lugte tykke kolonner af røg, og bjergsider, der for et par timer siden var grønne, står nu sorte tilbage. Om natten lyser himlen orange, og tættere på kan man høre flammernes summende lyd. Som en flymotor i det fjerne.

Næste morgen gør vagthavende chef for Valencias brandvæsen, Juan Carlos Escudero, status over indsatsen. Sammen med sin deling har hans store krop arbejdet hele natten omkring byen Olacau, hvor ilden havde fået fat i nationalparken.

Solens stråler er endnu ikke for alvor varme, da han med trætte øjne inspicerer landkortet under en havepavillon ved byens rundkørsel.

»Det her er brandens udvikling,« siger han og fortæller, at det i nattetimerne er lykkedes brandfolkene at slukke de værste flammer. Lige nu har Juan Carlos og hans folk kontrol, men nordenvinden kan stadig blæse ilden længere ind i nationalparken.

»Det kan gå hurtigt, og pludselig er alt arbejde spildt.«

Det er brandbekæmpelsens konstante kapløb. Om natten, når temperaturerne falder, og duggen lægger sig, vinder brandfolkene frem. Men om lidt, når det milde og kølige lys overtages af rå hede, blusser ilden op igen.

På den anden side af bjerget sidder Sanoaa Martinez og hendes mor, Natividad, i to klapstole på en parkeringsplads foran en Røde Kors-lejr. Der har de siddet hver dag i snart en uge, efter de sammen med deres franske terrier i al hast måtte forlade campingpladsen i udkanten af Viver.

Campingvognen er familiens kæreste eje, som de hvert år tilbringer sommeren i, men som de sidder her, ved de ikke, om den er brændt ned eller ej.

»Det er hårdt for nerverne,« siger Sanoaa Martinez. »Hvad skal vi dog gøre?«

I evakueringscentret bag dem flyder personlige ejendele ved siden af feltsengene, mens de evakuerede spiller kort under fyrretræernes skygge.

»Klimaet i området har ændret sig,« siger Natividad Martinez.

»Når det regner, regner det aldrig længere bare lidt. Det vælter ned.«

Datteren nikker.

»Claro,« siger hun. »Før havde vi fire sæsoner, nu har vi to: sommer og vinter. Og det er vores egen skyld. Vi er ved at ødelægge planeten, og ingen af os gør noget ved det.«

Nede på brandstationen, hvor beredskabet følger udviklingen fra en skærm i deres skurvogn, er meldingen ud på aftenen, at branden igen er »aktiv og ude af kontrol«.

En tv-reporter tager stilling foran sit kamera.

»Monsteret er endnu ikke dødt,« fortæller hun seerne.

 

* * *

 

Farligt vand

Qaanaaq, Grønland

Det er et sted 15 kilometer vest for Qaanaaqs fjordbred, at Qillaq Danielsen gør tegn til stop ved at række hånden i vejret. Han rejser sig fra hundeslæden og spejder ind mod klippesiden et par hundrede meter nord for os.

Solen har brændt skyerne væk som damp over fjeldene, og bag os har vores tungtlastede slæder skåret dybe spor i den våde sne. Før drønede vi over den hårde isflade i høj fart, men under de seneste timers sløve vuggen fremad er vores beruselse blevet afløst af en frygt for, at rejsen ikke kommer til at gå så smidigt som først antaget.

Oven på isen langs fjeldets skråninger glinser små søer af vand, og det er dem, Qillaq Danielsen har fået øje på. Med et motordrevet isbor måler han isens tykkelse til 35 centimeter og konstaterer, at selv om faren ikke er akut, må vi hellere søge fastere isunderlag.

»Indad,« siger han, hvorefter vores slædekortege anlægger en mere sydlig kurs ud over den frosne fjord.

Det er dag ét, og vi har allerede fået syn for sagen. Fangernes slæder er udviklet i en tid og i en kultur, hvor det primære underlag var is. Tøsneen er for tung for hundene at løbe i. Den tærer på deres kræfter og er hård for poterne.

Kursændringen hjælper derfor heller ikke synderligt på farten, og vi udnytter gangtempoet til at hoppe af og bevæge vores kolde kroppe. Og så forklarer Steffen M. Olsen, at den våde sne fortæller noget vigtigt om klimaet. 

Selv om polarvinden stikker igennem vores mange lag af tøj, er her for varmt for årstiden.

»Sneen kommer med klimaforandringerne,« siger han, mens han lunter bag slæden.

»Nu kører vi i dag på måske 35 centimeter is. Andre år ville der have været en meter.«

På sine ekspeditioner har Steffen M. Olsen kunnet se, at isen ikke bliver nær så tyk som for ti år siden. Vintrene er ikke så kolde som før, og den store gletsjer i bunden af fjorden, der strækker sig som en bræ mod indlandsisen, har trukket sig fem kilometer tilbage på ti år. Den er nu smeltet i midten og er blevet til to.

I år har kraftige forårsvinde desuden brækket isen af flere steder. Det har blandt andet skabt den sprække, som Steffen M. Olsen ødelagde vores muntre humør med hjemme på basen.

»Det har vi altså aldrig set før,« siger han og hopper tilbage på slæden. »Vi ser nogle dramatiske vejrekstremer, som hverken de lokale eller vi er vant til.«

Et stort spørgsmål er selvfølgelig, hvad det betyder for det gamle inuitsamfund heroppe, og svaret er alt. Havisen er de små bygders brødkurv, og når en fanger skyder en sæl eller en narhval, deler han først ud til familie og venner, før han sælger resten. Isen er også deres eneste infrastruktur. Et vejnet, som forbinder mødre og døtre og fædre og sønner på tværs af fjelde, bugter og dale. Kort sagt forudsætningen for deres frihed og eksistens.

I dette øjeblik, hvor vi på junis tredje dag utålmodigt slæber os afsted, mærker vi så selv, at perioden med farbar is er blevet kortere. Førhen varede den fra november til midt-juli, nu er det fra januar til midt-juni. Om ti år vil der mangle en måned mere med sikker havis.

»Og lige pludselig når vi et kritisk punkt, hvor isen slet ikke er sikker nok til, at de kan færdes på den,« siger Steffen M. Olsen og lyner jakken op.

Netop som en lidt melankolsk stemning er ved at lægge sig over vores ekspedition, mærker vi atter hårdere underlag, et kærkomment skydække driver hen foran solen, og hundene genfinder deres vanlige trav. Hak, hak.

En dagsrejse senere ankommer vi til togtets første koordinat, hvor Steffen M. Olsen og Anna Pedersen skal begynde deres målinger.

Stærkt forsinket, men med kampmoralen intakt, parkerer vi slæderne rundt om borestedet, og mens hundene får sig et velfortjent hvil, aflæsser vi de tunge trækasser.

Fra en af kasserne fisker Steffen M. Olsen en metaltingest op, som mest af alt ligner en rumraket i miniatureformat. Den hedder en CTD-vandmåler og består af en metalcylinder monteret med småcensorer, der måler ting som tryk, ilt, temperatur og saltindhold. Ved hjælp af den prøver forskerne at fatte samspillet mellem hav, klima og atmosfære fra år til år.

»Det er arbejdshesten til at forstå havet,« forklarer Steffen M. Olsen, mens Qillaq Danielsen kværner isboret igennem isen, så havvandet skvulper over og ender som slushice i mødet med frostgraderne.

»Det kan give os en meget detaljeret vandmasseforståelse.«

Imens vi andre står dovne af kulden og glor på det lille vandhul, fastspænder Steffen M. Olsen og Anna Pedersen raketten til et motordrevet spil, som firer den ned på 800 meters dybde.

»Det er nervepirrende,« siger han ved afskeden med vandmåleren, der koster det samme som en mindre familiebil.

»Hvad hvis den ikke er spændt ordentligt,« spørger Anna Pedersen, og ingen siger rigtig noget.

Det er den, for en halv time senere møder den atter havoverfladen med et plop.

»Nu er vi faktisk ret glade,« siger Steffen M. Olsen.

Første mission er lykkedes, og hjemme på basen skal vandmåleren vise sig at bringe interessant nyt om dybet under os.

Klokken nærmer sig midnat, men døgnet er forsvundet med det evige dagslys, og vi beslutter os for at indhente noget af den tabte tid og komme tættere på vores store mål: iskanten.

Da vi et par timer senere slår telt op på to sammenbundne slæder, er det uden skyggen af civilisation i syne. Her er intet liv ud over os selv og ingen lyde ud over en hysterisk hylen og gøen fra de 50 hunde, som bundet i klynger om lejren bliver fodret efter en hård dags arbejde.

Under teltdugen får vi tiltrængt varme fra to petroleumsovne, og mens vi spiser frysetørret kylling, som er overraskende tilfredsstillende, lyser havets isblå skær op gennem den smattede sne.

Den unge fanger Gustav Simigaqs ansigt lyser til gengæld op i skæret fra hans to telefoner. På liggeunderlaget ved siden af veksler hans tatoverede fingre mellem at game på en iPhone og skrive hjem til sin kone, Odak, på en gul satellittelefon.

Mobilsignal har havisen intet af, så en satellittelefon med gps var et uundgåeligt kompromis, da hun tidligere på året blev gravid for anden gang.

Kort før vi drog ud, besøgte vi parret i deres træhus ved Qaanaaqs fjordbred, mens Gustav Simigaq gjorde sig klar til rejsen. Huset var en bryllupsgave fra hans far, og på trods af den slidte facade og de få kvadratmeter var det en drøm for dem at få deres eget sted. På bordet stod chokopops fremme, fjernsynet viste børne-tv, og mens han pakkede pepsier og dåseleverpostej i tasken, tonsede sønnen Ritak på ét år rundt i stuen med et plastikgevær.

Som 26-årig er Gustav Simigaq en af få unge i en gammel verden. De fleste vender efter skolegang ryggen til Qaanaaq og livet som fanger for at studere i Nuuk eller Ilulissat, men Gustav Simigaq gjorde som sin far og købte ti hunde og en jolle, så han kunne jage året rundt.

Hundene og jollen er nu familiens levebrød, og for Gustav Simigaq er arbejdet forbundet med så megen ære og identitet, at en af hans syv hjemmelavede tatoveringer forestiller fire hunde i galop.

Men også den fåmælte fyr kæmper med naturens forandringer og de sværere livsvilkår.

»Det er blevet mere farligt,« fortalte han og kneb øjnene sammen, mens han med hovedet på skrå markerede 30 centimeters mellemrum mellem håndfladerne.

»Så tynd er isen blevet mange steder.«

De ældre i byen fortæller historier om dengang, havisen blev op til to meter tyk, og Gustav Simigaq husker, at vejret oftere var godt, da han var barn.

»Nu er det næsten altid dårligt; blæsevejr, snevejr, regn.«

Da han havde pakket færdigt, holdt han om sin kone i sofaen, inden han trak en anorak over hovedet og gik ud ad døren. I hælene på ham løb Ritak, der svingede med sin hånd som en kusk med sin pisk og imiterede faderens kommandoer.

»Ataata, ataata,« råbte han, »far, far.« »Hak, hak

Gustav Simigaq løftede drengen op, kyssede ham og Odak farvel og hentede så sine hunde. Med en cigaret i munden riggede han slæden til og fortalte, at han egentlig ikke var bekymret for fremtiden.

»Jeg tror på, at isen vil vende tilbage til det normale,« sagde han og smilede lidt opgivende over de prognoser, som Steffen M. Olsen og andre forskere viser ham.

Nogle gange, når isen ikke fryser, vejret er hårdt, og han ikke kan komme afsted, tænker han på at tage en uddannelse. Hans kone har søgt ind, men er ikke blevet optaget endnu. Sker det, rejser de, fortalte han uden at virke synderligt afklaret.

»Og så skal jeg nok finde et almindeligt job,« sagde han med en vis ængstelse, »måske med en computer og et skrivebord«.

Ude på havisen er det blevet morgen, og vi har pakket teltene og er draget hurtigt afsted. Fortrøstningsfulde forestiller vi os, at vi senere på dagen vil stå med tåspidserne på kanten af det åbne hav med hele det overvældende Grønland bag os og udsigt til Canada og måske en flok narhvaler mod vest.

En tiltagende vind får sneen til at fyge ind over isen fra de hvide fjeldtoppe, og da to måger 12 timer senere kommer flyvende over hovederne på os, ved vi, at havet ikke kan være langt væk.

»Nu stiger spændingen,« siger Steffen M. Olsen med sin gps i hånden, og så stiger pulsen hos os andre.

Hundene pukler med tungerne ude af halsen, og vores fire lokale venner er nu lige så nysgerrige som os efter at se, hvad der venter bag den flade ensformighed. Ingen af dem har været ved iskanten i år, og synet af narhvaler ville love godt for sommerens fangst.

Men bedst som vi er på vej, stopper Qillaq Danielsen atter sine hundes galop. Føret er igen blevet vådere, og hist og pist er små smeltevandssøer dukket op. Steffen M. Olsens radarbilleder viste for et par dage siden, at et stykke af havisen nord for os var brækket af, og nu nager frygten for, at mere is måske er revet af.

Da vi samler os om en af slæderne i et slags øråd, peger Steffen M. Olsen insisterende på det røde punkt i hjørnet af sit satellitkort. Han forklarer for os, at det handler om at nå den helt nøjagtige afstand til kyst og havbund. For dataens skyld.

DMI-forskeren mener godt, at vi kan nå det, men fangerne stoler ikke altid på DMI’s satellitbilleder og vejrudsigter. Vejret forstås ifølge dem bedst ved at se op og samtidig huske en tommelfingerregel eller to: Er snefnuggene store, er uvejret kortvarigt. Blæser vinden fra syd, bliver vejret godt i morgen. Blæser den fra nord, er det straks værre.

»Vi skal derop og måle, det var planen hjemmefra,« siger Steffen M. Olsen og misser med øjnene, der ser ret røde ud, fordi han har glemt solbriller og derfor er blevet konstant blændet af det skarpe lys fra den hvide sne.

»Vi skal nå derover,« gentager han.

Qillaq Danielsen kigger ned på kortets lille røde punkt.

»Jeg ved ikke, om vi kan nå det.«

Vi andre kigger på hinanden og mærker nok samme følelse af nederlag over at skulle vende om så tæt på. Omvendt vil ingen bringe sig selv i fare, så alle er indforståede, da Steffen M. Olsen med afdæmpet mine siger »okay så«.

»Vi går til plan B.«

 

* * *

 

De døde tyre

Toráz, Spanien

På et mennesketomt torv i den lille bjergby Toráz går en mand alene rundt med vandkæmmet hår og våde øjne, mens han kigger forundret på de pastelfarvede huse og afbrændte bakkedrag omkring sig.

Carlos del Río hedder manden, og han er byens borgmester og den første tilbage på stedet, efter at politiet ophævede nedlukningen for under en halv time siden.

Som alle andre blev han evakueret, da branden brød ud, og nu ser han for første gang skaderne efter ilden. De før så tætbevoksede bjergsider er sorte, så langt øjet rækker, og selv om brandvæsenets indsats har beskyttet langt de fleste bygninger, har flere huse i byens udkant ikke været til at redde.

»Jeg er i chok,« siger han, imens hjemvendte borgere langsomt triller ind på torvet ad den stejle indfaldsvej.

Ud fra en café på hjørnet kommer svinebonden Vicente Macián, der efter at have set borgmesteren trisse alene rundt hilser og giver ham en krammer.

»Sikke en omgang. Her er ikke smukt længere,« siger han, og i det øjeblik finder Carlos del Río fornyet vilje.

»Bare rolig. Vi skal nok gøre alting grønt igen.«

Da de værste flammer var forsvundet, fik Vicente Macián som den eneste lov til at vende hjem for at passe sine 900 grise. Dele af hans stald er brændt ned, men midt i al elendigheden glæder han sig over, at ikke en eneste gris er omkommet i de store mængder røg. Han begriber ikke selv, hvordan det har kunnet lade sig gøre.

»Det er et mirakel,« siger han, da han viser rundt på gården i det fjerne hjørne af byen, hvor forkullede sten og nøgne træer stadig står og oser.

For at forhindre jordskred plantede han for 30 år siden en række fyrretræer på skråningen op ad laden, og nu er han plaget af skyldfølelse.

»De træer er skyld i, at ilden fik fat i stalden,« siger han med et trist blik.

»I mine 75 år har jeg aldrig oplevet noget lignende. Vi har ikke penge til at genopbygge det her, men i det mindste er grisene i live.«

Ikke alle steder har dyrene haft samme held. På en stor kyllingefarm længere ude ad den snørklede bjergvej har et nedstyrtet ladetag slået tusinder af kyllinger ihjel, og på en tyreranch et stykke derfra har branden ramt provinsens kulturelle hjerte.

Foran ranchens grusplads er en gravko ved at begrave seks fuldvoksne tyre, som ejeren ikke nåede at få med, da politiet evakuerede området. De døde tyre har skabt en form for kollektiv sorg. For folkene i de små landsbyer er sommerens festival med tyreløb en af årets største begivenheder, og havde det ikke været for branden, skulle den have fundet sted netop nu.

Som timerne går, vender livet så småt tilbage til den lille by. To mænd er ved at feje kulstøv væk fra en tennisbane, et ægtepar kører en moppe rundt på terrassen, og ved gadehjørner og indkørsler mødes naboer og bekendte i korte udvekslinger:

»Er jeres hus o.k.?«

»Ja, hvad med jeres?«

»Nej, vi har fået et hul i taget.«

Borgerne i Toráz lader knap til at ænse, at to helikoptere sent på eftermiddagen pludselig flyver over bjergkammene med vandbaljer under sig. Fire brandbiler drøner forbi med fuld udrykning og standser efter en masse hårnålesving foran et rygende stenhus i nabobyen Bejís, hvor det hele startede.

Ilden i huset er blevet slukket én gang, men den ulmende varme under murbrokkerne har fået branden til at selvantænde. Bevæbnet med økser og gasmasker bevæger de to unge brandfolk, Javi Escobar og Andrés Villajos, sig ind i røgen og hakker løs på alt, hvad der ryger.

»Tranquillos, hombres. Tranquillos,« lyder det fra deres overordnede. »Rolig, gutter. Rolig.«

Fuld af adrenalin farer den ene af dem efter kort tid ud ad bygningen igen.

»Hvad sker der,« spørger chefen.

»Jeg kunne ikke få luft.«

Chefen retter på hans gasmaske og sender ham tilbage ind i bygningen med et klap på skulderen. Da ilden er slukket, og Javi Escobar og Andrés Villajos er færdige med at hoste og hælde vand i deres rødglødende ansigter, sætter de sig i brandbilen og ruller videre.

Ved et vejkryds bliver de passeret af tre andre brandbiler. Med fuld udrykning kører de mod mere ild.

 

* * *

 

Duften af havet

Qaanaaq, Grønland

Midt i den hvide ørkens ingenting dukker en sort klump op ude i horisonten, og de fire fangere ser ualmindeligt begejstrede ud over udsigten til friske sælbøffer.

På snedig vis får vi lagt hundene, uden at de får færten af byttet, mens den ene fanger trækker et hvidt lagen med hul i over hovedet og langsomt sniger sig på skudhold. Han sigter, og få sekunder senere forlader en lille røgsky geværet med et smæld.

Forbier …

Sælen hopper ned i vandhullet og er væk. Det samme er presset på os for at skulle smage rå sællever, en lokal delikatesse, og spørgsmålet er, om det mon er godt eller skidt.

Entydigt godt er det til gengæld, at vi valgte at følge Steffen M. Olsens plan B, for efter at have krydset fjorden og sat kurs mod havisens sydlige hjørne er vi nu kommet ti kilometer nærmere det åbne hav.

Efter et par timer mere har vi nået en vis tilstand af trance på slæderne, da det begynder at sive ind. Vi er nu tættere på den forjættede iskant, end Steffen M. Olsen og hans kolleger nogensinde har været før. Men det står også klart, at vi ikke kommer længere.

Mørke plamager af rådden is viser sig langt omkring os og advarer om, at isen er gennemtæret af huller og godt i gang med at blive nedbrudt. Og denne gang er der ingen vej udenom.

»Det er nok hertil og ikke længere,« konstaterer Steffen M. Olsen og pakker sin gps i lommen.

Det fineste genskin fra midnatssolen glinser på den hvide overflade, og mod øst og vest er horisonten uforstyrret og uendelig. Men lige derude bagved, højst et par kilometer herfra, opsluges Grønlands havis af Nordvandets bølger. Vi bilder os ind, at vi ligefrem kan dufte havet.

»Det her er antiklimaks,« siger Steffen M. Olsen. »Vi er så tæt på altså.«

I to døgn har vi navigeret mellem smeltevandssøer og humørsvingninger for at finde sikker passage over havisen. Nu står vi herude i dette flossede landskab med en flad og lidt ensom fornemmelse. Midt i skuffelsen opmuntrer vi hinanden med, hvor langt vi er kommet. Om blot en uge eller to ville isen nok ikke kunne bære os så langt ud, og selv om vi håbede at se havet, er vores lokation tæt nok på kanten til at være et oplagt sted for forskerne at foretage målinger.

Steffen M. Olsen henter en skovl og begynder at grave sne væk, mens Anna Pedersen forbereder en cylinderformet beholder, som via en wire skal hente vandprøver fra forskellige havdybder. Og så er det, som om en højtidelig stemning rammer dem begge.

»Det er egentlig ret vildt,« siger Anna Pedersen, mens hun ifører sig blå latexhandsker.

»At man insisterer så meget på at få et datapunkt, at man begiver sig helt herud for det.«

Steffen M. Olsen overtager tanken:

»Nogle gange rammer det en, at man står midt i ingenting. Der er intet liv nord for os og 900 meter vand under os.«

Den slags inderlighed er vi ikke de første til at mærke. »Sælsomme Følelser«, kaldte Knud Rasmussen det, »der ligger en Alvor over disse vældige Ødemarker, der uvilkaarligt gaar over i ens Sind«, som han skrev.

For ham handlede det om overvældelsen over det endnu uudforskede terræn og barske vejr, der under hjemrejsen fra den første Thule-ekspedition i 1912 forvoldte ham og hans tre makkere alvorlige problemer.

I dag skyldes det nok snarere visheden om, at denne vældige ødemark er ved at forsvinde. 110 år er der gået, siden den gamle polarhelt første gang drog ud på havisen mellem disse storslåede fjelde. Om blot få årtier vil den samme havis ifølge prognoser være helt væk i sommerhalvåret.

Mens det hele bundfælder sig, roterer en del af problemet rundt 300 meter under vores fødder i form af Golfstrømmen. Hele vejen fra Caribiens varme vande løber den op til Sydgrønland, hvor den skyder en tynd gren op langs vestkysten, rundt om næsset lige derude og ind i fjorden, hvor vi står nu.

Det har den altid gjort, men år efter år har forskere målt en stadigt kraftigere opvarmning af Golfstrømmen, og når det varmere vand møder det arktiske polarvand, bliver der rusket godt og grundigt op i fjordens klimabalancer. Når vandet fryser, regner salten ud og danner den ferske is. Tilfrysningen øger så saltindholdet i det kolde vandlag få meter under overfladen, som i løbet af vinteren bliver mere og mere saltholdigt og dermed får en tungere og tungere massefylde.

På et tidspunkt bliver vandlaget så tungt af salt, at det langsomt falder mod havbunden og trækker Golfstrømmens varme vand op mod overfladen, og så går der koks i systemet. Det er den dynamik, som påvirker isdannelsen og øger afsmeltningen af havisen og indlandsisen i bunden af fjorden.

Om lufttemperaturen en klassisk vinterdag er et par grader varmere eller koldere er altså ikke nok til at forklare, hvorfor isen smelter. Luften er kold nok til at gro is, uanset om det er 24 eller 21 frostgrader. Men under overfladen er små forskelle vildt vigtige, og når Golfstrømmen gør vandlaget lige under isen bare en smule varmere, påvirker det istykkelsen. Fra fordums to meter til nutidens 35-40 centimeter.

Så mens Qillaq Danielsen borer hul i isen, er det svært ikke at fortabe sig i synet af det skvulpende vand, som må være strømmet ind i fjorden fra det åbne hav og nu flyder ud under vores støvler i en blød bevægelse. Det vand, som ændrer havisens betingelser og er en medvirkende årsag til de vejrekstremer, der sender mennesker på flugt. Og som nu, kort før mål, har sat en stopper for vores polarekspedition.

»Vi har fået en forsmag på fremtidens is,« siger Steffen M. Olsen, da vi ved midnatstid giver hundene kommando om at genoptage deres trav i håb om, at vi kan finde sikrere is at sove på.

Efter hjemkomsten til basen kan vi mærke turen i kroppene. Ømme muskler og led, små frostbid på næserne, røde øjne og et let sløret syn efter det skarpe lys. Den hårdest ramte er Steffen M. Olsen, som havde glemt solbriller og må dulme smerterne med piller og bære briller med orange glas for at beskytte sit opsvulmede øje, der hele tiden løber i vand.

»Det er overraskende ubehageligt,« konstaterer han. »Det gør faktisk ret ondt.«

Generne til trods har vi knap båret kasserne ind og smidt støvlerne, før Steffen M. Olsen sætter sig ved skrivebordet og plugger sit måleudstyr i en computer. Kort efter dukker en blå og en orange kurve op på skærmen.

»Aha,« siger han og drejer kroppen for at indvie os andre i, hvad de to kurver egentlig viser.

»Det er et meget tekstbogsagtigt billede på isens udvikling over vinteren. En meget, meget fin kurve faktisk.«

I sine rådata kan Steffen M. Olsen se, at noget har forandret sig to tredjedele inde i vinteren. De fysiske processer har forhindret isen i at gro. Det kolde vandlag under overfladen har nået et kritisk punkt, hvor det er blevet så tungt af salt, at det er faldet mod bunden. Herefter har varmt vand fra dybet trukket sig op og gjort overfladelaget ustabilt. Vandet under isen er blevet cirka en halv grad varmere – nok til at stoppe isdannelsen.

»Det er et ganske fint eksempel på, at du kan gro fin is, indtil du begynder at få varme fra Golfstrømmen op i laget under isen.«

Steffen M. Olsen vender sig igen mod skærmen. Og der er den altså: Historien om klimaet i det 21. århundrede.

Lige dér på to bølgede kurver er historien om, hvorfor vi har måttet zigzagge os rundt på den arktiske havis, hvorfor fremtiden for lokale inuitter som Gustav Simigaq er usikker, og hvorfor vi kan forvente flere vejrekstremer over Europa.

Det er langtfra hele historien – men det er en vigtig del af den. De to kurver er i trit med den udvikling, som forskerne har målt de seneste 15 år: Det lokale klimasystem er under pres.

Steffen M. Olsen og hans kolleger ved endnu ikke alting, men efter turen på havisen ved de nu en lille smule mere.

»Når vi får mere af den her slags data, kan vi bygge en god videnskabelig forståelse af de voldsomme ændringer heroppe.«

Ingen svarer. Det er, som om der har bredt sig en mærkelig sammensat stemning i det lille blå træhus: En vis nedtrykthed over tingenes tilstand blandet op med glæden over, at ekspeditionen ikke har været forgæves, selv om vi aldrig nåede helt ud til kanten af isen.

Ruth Mottram læser Information

Måske skulle du også prøve?

Vi vil gerne give dig muligheden for at læse og lytte til seriøs, sjov, kritisk, idérig, afslørende, udfordrende, fri og uafhængig journalistik.

Prøv Information gratis i en måned.

Prøv Information nu
Følg disse emner på mail

Virkelig god artikel - men dog en lille rettelse:
Når man lægger de angivne 600 km og 1000 km sammen. giver det 1600 km, men der er altså godt og vel 1000 km længere mellem nordlige polarkreds og nordpolen. ;-)

Torben Bruhn Andersen, Anders Reinholdt og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Tak for disse to oplysende og spændende beretninger.

Torben Bruhn Andersen, John Scheibelein, Dan Ysnæs, Arne Albatros Olsen, Eva Schwanenflügel og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Maya Drøschler

Fantastisk skildring

Dan Ysnæs, Niels-Simon Larsen, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Hvis det er tilladt at droppe en lidt syrlig bemærkning, kan man jo godt spørge, hvad det nytter at tage til verdens ende for at forvisse sig om, at den er gal, når så mange før er kommet til samme resultat. Jeg som sidder her, er i besiddelse af den fulde oplysning om forfaldet, og nu skal jeg bare gøre noget, der nytter som modbevægelse.
Finis Terre hedder slutpunktet på caminoen, og mange har været der. Der er mange, der har været ved et slutpunkt og vendt tilbage, men stadig står vi foran et klimatisk vendepunkt. 50 graders kulde i USA, gør nok heller ikke befolkningen der til klimaaktivister. Hvad skal der til om noget?
Kan vi overhovedet vende om? Det er spørgsmålet. Vi vil åbenbart ikke. Den bæredygtige tilværelse er åbenbart ikke tillokkende. Overlevelse heller ikke. Det er sjovere at dø i synden end leve i den grønne syndfrihed. Hvis ikke vi kan male et billede af fremtiden, af en spændende fred og af et ikke-ødelæggende liv, har vi tabt. Det er på tide at vi finde ud af noget, der hvor vi lever.

Torben Bruhn Andersen, Rasmus Kristiansen, Ruth Sørensen, Ole Bach, Dan Ysnæs, Alan Frederiksen, Arne Albatros Olsen, Henrik Madsen, Jimmy Marquardsen, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Jimmy Marquardsen

Først fik de rigeste og mest magtfulde det hele til at gå galt (ja, det er en forenkling, men jeg holder 'ved den), så lavede de en masse forskning og undersøgelser omkring, hvor galt det går, og så holdt de mange møder om hvad de skulle gøre ved det.

Men da det først og fremmest er dem selv, der skal gøres noget ved og ændres på, fandt de ud af, at det er alt for besværligt, og derfor overlod de det til alle os andre.

Så jeg er enig med Niels-Simon Larsen i, at det er på tide at vi finde ud af noget, der hvor vi lever.

Rasmus Kristiansen, Ruth Sørensen, Torben Skov, erik pedersen, Dan Ysnæs, Eva Schwanenflügel, Henrik Madsen, johnny volke og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Jens-André Herbener udgav en bog her i december med titlen Økokrati. I den står der det, vi har brug for at vide. Tidligere udgav han Naturen er hellig. Han mener, at vi skal lave et grønt folkeoprør og giver også opskriften på det. Den er jeg med på.
For et stykke tid siden fik vi en artikel af sociologenNikolaj Schultz. Her blev der opfordret til økologisk klassekamp.
Vi har sådan set, hvad vi skal bruge af gode ideer, vi mangler bare at sætte fut i dem. Det er måske for meget at forlange, at vores kære dagblad skal gå foran i det projekt, men hvor skal det så begynde, spørger jeg mig selv.
Man må ikke gå og tro, at klimabevægelsen er revolutionær på nogen måde. Man tigger og beder regeringen om at gøre noget, og når den ikke gør det rigtige, sker der ikke noget ved det. Så jeg kan ikke se, hvor den nødvendige ændring skal komme fra. Enkeltpersoner gør noget, og mange gruppe gør noget, alligevel sker der intet.

Arne Albatros Olsen, Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen, Ruth Sørensen, Ole Bach, Torben Skov, erik pedersen, Dan Ysnæs, Jimmy Marquardsen, Eva Schwanenflügel, Henrik Madsen og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar
Alan Frederiksen

Politikerne og størstedelen af befolkningen er tilsyneladende umulige at råbe op. Civil ulydighed er vejen frem for at få opmærksomhed. Her kommer de unge til at spille en afgørende rolle, hvis der skal ske noget.

Jeg mindes stadig med et smil på læben de protester Solvognen stod bag mod kapitalismen i 1970erne, julemænd der deler gratis julegaver ud til kunderne i Magasin og angrebet på arbejdsretten med boremaskiner.
Se eventuelt filmen "dejlig er den himmel blå" om aktionerne https://www.youtube.com/watch?v=sMp9h0nbEDc

Arne Albatros Olsen, Torben Bruhn Andersen, Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen, Torben Skov, erik pedersen, Jimmy Marquardsen, Eva Schwanenflügel og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Jimmy Marquardsen

Nogle taler om det direkte, andre indirekte, men de fleste gør slet ikke:...DET DER SKAL TIL ER EN ÆNDRING AF VORES BEVIDSTHED.

Og nu siger jeg det bare som det er: Vi kommer ikke udenom brugen af stærke bevidstheds-ændrende teknikker og metoder, herunder, og især, brugen af bevidsthedsudvidende stoffer, som fx LSD, psilocybin, mescalin, og DMT, hvis vi vil gøre os noget håb om at gennemføre denne bevidsthedsændring.

Fordi vi skal alle sammen tættere på hinanden og naturen, og virkelig opleve at vi alle er levende deltagende væsner, i en levende deltagende verden.

Rasmus Kristiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar

Jo, men gå nu i gang med et fortælle verdens største CO2 udledere at de skal stoppe, for det er spildte ord at fortælle danskerne det - gang på gang på gang på gang.

Nede på parkeringspladsen ligger resterne af den sammenskrabede sne. Nu er det en ulækker sort og møgbeskidt klump is. Jeg tænker det må være "isens ende".

Og ganske symbolsk også menneskenes ende, som evolutionens største fejltagelse. Når polkalotten er blevet en ulækker sort klump, og det eneste hvide menneskenes blegnende knogler og skaller, der strør blandt resterne af af verdens andre dyr, kommer måske en rejsende forbi, som kan tage videre og berette historien om den rystende dumhed der satte grådighed over alt andet. Indtil Nemesis ramte den forbandede race og den planet de opstod på.
Fortsat glædelig jul og godt nytår.

Torben Bruhn Andersen, Rasmus Kristiansen, Niels-Simon Larsen, Jimmy Marquardsen, Alan Frederiksen, erik pedersen, Dan Ysnæs, Flemming Berger og Henrik Madsen anbefalede denne kommentar
Karsten Nielsen

Jeg vil tale for, at "vi" ikke giver op, men ser skurken i øjnene. Det er selve vores økonomiske system, kapitalismen. Den kan aldrig være (eller blive) miljømæssigt bæredygtig, da den behandler den levende verden som en vare, der skal udnyttes, indtil der ikke er mere overskud at tjene. Og så er vi alle døde. Mange midler må tages i brug, civil ulydighed, bevidsthedsudvidende stoffer (for at kunne se, hvad det virkelig vigtige i livet er) – men først og fremmest klassekamp. Jeg linker til en artikel: ”Vores overlevelse afhænger af en verden uden milliardærer”, der igen omtaler en nylig rapport fra Oxfam med titlen "Carbon Billionaires: The Investment Emissions of the World's Richest People". Vi må kæmpe imod de forbandede reklamer, der overfalder os konstant og den amerikansk adopterede kulturimperialisme, der pacificerer befolkningen med individualisme, sødsuppe og falsk bevidsthed. Valget står mellem barbari og udslettelse eller socialisme.
https://mronline.org/2022/12/24/our-survival-depends-on-a-world-without-...

Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen, Ole Bach, Niels-Simon Larsen og Jimmy Marquardsen anbefalede denne kommentar
Svend Erik Sokkelund

Ro på! Målinger viser, at vi denne juleaften har brugt væsentligt mindre elektricitet end sidste jul. Jeg mener, det er 15 - 20 % mindre, så vi er på rette vej. Det er en tung skude at vende, men det vigtigste er, at kursen er rigtig.

Der er sikkert nogen derude, der har mere præcise tal.

Jimmy Marquardsen

Ro på! Sagde edderkoppen til fluen, som var fanget i dens spind, og...ja, så ved vi jo godt alle sammen hvordan det gik med fluen.

Nej! kære Svend Erik Sokkelund...og andre med ro på...vi kan ikke slappe af, bare fordi vi har sparet lidt på strømmen. Det er naturligvis flot og godt at vi har sparet på vores EL-forbrug, og det er ikke for at negligere dette, men vi har meget lang vej igen.

Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen, Karsten Nielsen, Alan Frederiksen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Niels-Simon Larsen

Der er mange interessante kommentarer i denne tråd..
Der er to kampe, der skal kæmpes: En ydre og en indre. Den ydre er den fælles kamp for økosocialisme. Den indre er den enkeltes arbejde med at komme i harmoni med sig selv og andre.
Højrefløjen er modstander af økosocialisme, og venstrefløjen har en tendens til at kalde det personlige arbejde for navlepilleri.
I de senere år er mange begyndt at bruge de psykedeliske stoffer i terapeutisk øjemed. Der er sket en åbning her.
For mig ser det spændende ud, hvis en ny politisk retning kan finde fodfæste og samtidig have det personlige arbejde med. En fin og nødvendig kombination.

Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen og Jimmy Marquardsen anbefalede denne kommentar
Jimmy Marquardsen

Niels-Simon Larsen
Jeg kan godt se hvor du vil hen med dit: Sandhedsterror, erkendelsesterror og bevidsthedsterror. Som du har skrevet om på: https://fremtidenivorehaender.dk/klimadesperate-seniorer/

Men vi mangler en "Helheds-bevidsthed" (og lad os droppe tillægsordet "terror", selvom jeg godt ved at du mener noget positivt med det).

Der mangler mennesker som har mere fokus på, og viden om, helheden og sammenhængen i det hele. Altså eksperter i hvordan det hele hænger sammen, og ikke kun eksperter i de enkelte dele.

Naja Abelsen, Rasmus Kristiansen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Jesper Johannsen

Just-take-it-easy. Hjælpen er på vej. Et internationalt firma har lige fået tilladelse til at pumpe CO2 retur til undergrunden i den danske del af Nordsøen. Nu skal der så bare suges op mod 2.000 milliarder tons CO2 ud af atmosfæren og pumpes retur til undergrunden, hvor den kom fra med et tak for lån. Så er vi back-in-business igen.

Det er slet ikke så svært. Og det tager højst 500 år, når der pumpes 24/7. Som eksempel og sammenligning suges der dagligt 15.000.000 tons olie op af undergrunden verden over.

Torben Arendal, Rasmus Kristiansen, Naja Abelsen og Niels-Simon Larsen anbefalede denne kommentar
Jesper Johannsen

Ny forskning. eller skal vi kalden den det "moderne" Plus forskning, og så er den dansk, har vist træer og skove alligevel ikke bidrager til H2O og CO2 niveauet på Jorden. Ja, vi bliver klogere og klogere for hver evigt eneste dag. Var der var god latin i går er forfejlet i dag. Men er det ikke bare fedt. Så har det ingen indflydelse på atmosfæren at det som i går var verdens lunger, regnskoven, er ved at blive ryddet af vejen og muligvis allerede nu er blevet destabiliseret i en grad, så det måske ikke længere r muligt at redde den, som en anden forskning har fastslået. Puha. Det er svært at følge med i alt det her nye. Så måske vi skulle prøve at spørge den nye Chat Bott til råds om fremtidsudsigterne? Den har jo svaret på alt. Man kunne fodre den med denne her ny forskning og lade den spytte en løsning ud.

Men alt imens det sker venter jeg spændt på, hvad anden nys plus forskning der finder vej til overfladen i forskningsjunglen. Tænk, hvis den skulle gå hen og vise alt det her CO2 slet ikke er så slemt. Det vil sikkert udløse en nobelpris.

Jimmy Marquardsen

Jesper Johannsen
29. december, 2022 - 17:31

Hvis ny forskning har vist at træer og skove ikke bidrager til vand og kulstof niveauet på jorden, så vil jeg da gerne læse om den. Har du et link?

Jesper Johannsen

Jimmy Marquardsen,

https://www.berlingske.dk/samfund/dansk-forskning-i-traeer-og-klima-er-s...

Du er heldig. Berlinger giver lige nu mulighed for gratis adgang i 14 dage. Så bare klø på du.

Jesper Johannsen

Den nye midtsøgende regering med Nye Socialdemokratiet ved roret, som i virkeligheden styres af Løkke og Ellemann (begge Venstre), er godt klar over det haster med at få CO2 niveauet ned. Et mål er at reducere kødspisning. Og her har de en løsning på vej, som allerede nu ser ud til at give særdeles markante resultater. For i 2022 Juleaften var der hele 60.000, som ikke havde råd til Julemad. Det må have sparet Danmark for flere tusinde tons CO2 udledning. Godt gået I 60.000. I udviser sand samfundssind som Mægtige Mette kalder det.

Og her lige et link :-)

https://politiken.dk/indland/art9147629/60.000-havde-ikke-r%C3%A5d-til-j...

Godt Nytår...

Torben Arendal, Torben Skov og Rasmus Kristiansen anbefalede denne kommentar