Det er slut med at stemple elever i 8.-10. klasse som ikkeuddannelsesparate, lød det før sommerferien sidste år.
Uddannelsesparathedsvurderingen (UPV), som blev indført i 2010, er igennem årene blevet kritiseret af lærere, vejledere og forskere for at virke stigmatiserende og demotiverende – især på de elever, som fik stemplet ikkeuddannelsesparat. Og et stigende antal elever har de seneste år fået netop den besked:
I 2018-2019 fik 32 procent af 8. klasses eleverne prædikatet ikkeuddannelsesparat, viser en undersøgelse fra Evalueringsinstituttet – EVA.
Derfor blev udtrykket i oktober erstattet med »parat til andre uddannelsesaktiviteter m.v. end gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser«. Eksperter, vejledere og skoleledere mener dog ikke, at ændringen kommer til at gøre den store forskel. For parathedsvurderingen dømmer stadig nogle elever ude.
Måske ville noget så simpelt som at fortælle børnene, hvad der skal til for at kunne udføre bestemte job som voksne, hjælpe på problemet? Det er jo noget, man aldrig har gjort det så meget i - og selvom det er godt at læse litteratur, så er den jo også kendetegnet ved tit ikke at gå så meget ind i de faktiske materielle forhold.
Da jeg gik i skole for en lille menneskealder siden, havde den utrolig travlt med at redegøre for hvem af os der ikke var egnet til gymnasiet. Personligt var jeg ikke engang "måske egnet", men slet og ret "ikke egnet".
I dag er man åbentbart stadig meget optaget af at fortælle de unge hvad de evt. ikke er egnet eller parate til.
Tænk om man vendte den om og forlangte af skolen, at den fokuser på hvad de unge evt. er eller måske kan blive egnet til?
Jeg sikke på der var masser af ting jeg kunne være blevet egnet til, da jeg gik i folkeskolen, fx. noget med musik eller billedkunst, som var mine store interesser.
Siden tog jeg studentereksamen på kursus og blev næsten arkitekt, da virkeligheden indhentede mig, men jeg er sikker på jeg under gunstigere forhold kunne være blevet udmærket håndværker, hvis ikke ligefrem kunsthåndværker. Interessen fejlede i hvert fald ikke noget.
(Det gik nu meget godt alligevel, men det er ikke først og fremmest folkeskolens skyld).
Interessant artikel der udstiller manglerne ved pædagogisk forskning og formodenbtlig også med journalisters indsigt i det emne, de skriver om.
Det er desværre sådan med megen pædagogisk forskning, at resultaterne ofte er banale og forudsigelige. Det skyldes forsimplede tilgange (interviews) med involverede børn og unge, der er 'udsat' for noget bestemt. Ofte glemmer forskerne opmærksomhed over den interviewedes 'linse.' Hans eller hendes fortællinger er naturligvis formet af oplevelser, men også af den historiske kontekst de befinder sig i.
Jeg har læst og selv gennemført bunker af interviews med unge, der lynhurtigt fanger hvad intervieweren forventer, de skal svare. Hvis spørgsmålene i en UPV-undersøgelse bygger på prototypen 'Hvordan oplevede du at blive vurderet som 'ikke-uddannelsesparat?' og eleven befinder sig i et skolesystem hvor uddannelsesparathed belønnes, ja, så svarer de med stor sandsynlighed, at de ikke har det godt med den betegnelse, at de ofte føler sig udgrænset eller sigmatiseret o.a.
Uanset om forskerens eget perspektiv understøtter eller udfordres af de unges svar, må hun erkende mulighederne såvel som begrænsningerne i et interview. Interviewpersoner kan aldrig give en objektiv sandhed. Alle indsigter, som interviewet giver, bør bakkes op af andre informationskilder. Det hedder triangulering af metoder: Jo flere forskellige vinkler på og undersøgelser af et givet emne, jo bedre og jo mere nuancerede svar.
Denne nuancering mangler ofte i pædagogisk forskning. Både fordi spørgsmålene er for banale, og fordi svarene umiddelbart bekræfter interviewerens eget perspektiv.
Selvfølge vil en ung, der er vurderet som ikke-uddannelsesparat, svare som refereret. Selvfølgelig er disse svar ikke tilstrækkelige til at vurdere hverken UPV eller andre sorteringer i skolen. Måske er det godt, at UPVen er afskaffet. men hvad træder i stedet? Kommer der så mere vejledning efter UPVen? Er eleverne tilfredse med den vejledning de allerede får? Er der fulgt op på de unge der har 'levet med' en 'ikke-UPV?' Findes der skoler uden vurderinger af eleverne? osv osv.
Det er der, såvidt jeg kan se, ikke gjort i de UPV-undersøgelser jeg har læst. Heller ikke i den artikel som Lise Richter har skrevet.
I det nye "moderne" samfund er new-speak blevet løsningsmodel for alle udfordringer. Det er lidt som i de rigtig gamle dage, hvor præsterene talte latin, så ingen fattede en brik af hvad de sagde. Og når man ikke for lov til at forstå må man nøjes med at tro. Vel egentlig essensen og grund kontrolelementerne af kristendom og kapitalismen.
I dag bliver der talt uendelige mængder af varm luft. Det drejer sig for længst ikke om at gøre noget bedre.